Alle har ret til en hård barndom. Sådan synes sloganet at lyde hos landets mange psykologer, terapeuter og behandlere. Udefra set virker det, som om den mindste lille hudafskrabning i vores opvækst senere i livet kan – og i flere og flere kredse skal – gøres til genstand for en voldsom voksennarcissistisk udredning.
Jeg kender singler, der – inden blot konturerne af et forhold er til stede – forlanger, at deres eventuelt fremtidige partner skal med til terapeut for at forventningsafstemme. For hvem ved, hvad der er med i bagagen – som de siger i behandlingsbranchen.
Og jeg kender parforhold, der med badmintonrutine går i terapi, hvis blot en dessert til et selskab har ligget forkert på tallerkenen. Mens manden nikker og husker sit tillærte girafsprog, bekender kvinden, at hun engang fik en ulækker kødpølsemargarine-mad, da hun skulle passes af sin farmor, og at den oplevelse har skabt den usikkerhed, hun altid føler, når de har gæster. Og mens partneren girafnikker, anerkender og opmuntrer, kan manden så bidrage med sin mor, der altid sagde, at han skulle spise op, og at det er derfor, han siden har haft det svært med desserter.
O.k., jeg beklager Nick Nolte-tonen. Jeg anerkender selvfølgelig fuldt ud, at oplevelser af svigt i barndommen kan være karakterdannende, monstersvære at forene sig med, og at man langtfra behøver at have fået tæsk – eller det, der er værre – for at søge hjælp. Men jeg savner en rimelighedsbetragtning, en skelnen mellem narcissistisk navlepilleri og reelle problemer.
”Man måste jämföra,” som 12-årige svenske Ingemar siger i ’Mit liv som hund’. Filmen foregår i slut-50’erne, og drengen sammenligner sine egne problemer med rumhunden Laika, der sidder fastspændt ude i rummet i Sputnik-satellitten. Historien handler om at blive forstået, elsket og at finde sin plads i livet – præcis det, nutidens terapeuter og psykologer i dag forsøger at sælge os.
Filmens pointe er, at eftersom der altid er nogen, der har det værre end én selv, er livet nok ikke er så slemt – en stærk og brugbar morale i min bog, men åbenbart håbløst gammeldags i forhold til nutidens vrimmel af klienter og deres behandlere – alternative såvel som samfunds-anerkendte.
Der synes altid at være problemer, altid noget mere, man kan snakke om, og – undskyld kynismen – noget mere, man som behandler kan tjene penge på. Man skal være varsom med at generalisere, men fristelsen er alligevel stor: Jeg gik til lægehenvist, statsstøttet psykolog efter min fars død, det var i november, hun havde bare tæer i sundhedssandaler, og jeg fortalte hende, hvad der var at sige. Efter de aftalte lektioner – sådan føltes det – lænede hun sig frem, så på mig med sine giraf-øjne og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at fortsætte for egen regning – vi havde jo slet ikke fået talt om min seksualitet. Jeg kiggede på hendes novembertånegle. Og sagde nej tak.
Selvfølgelig er det vigtigt ’at sætte ord på’, som klicheen byder, men faren ved den voksende problemindustri er stigmatiseringen. At det enkelte menneske – ofte med hjælp fra psykologien og terapien – bliver fastlåst i en offer-selvfortælling, der begrænser dem i deres udfoldelsesmuligheder, og som på længere sigt kan komme til at skade dem.
Indimellem møder, læser eller hører man om mennesker, der er brudt ud af den fortælling og har skabt deres egen. Nogle gange skyldes udbruddet et ustoppeligt, umiskendeligt talent som i tilfældet David Bowie, der kom fra en arbejderbaggrund og blev et globalt fænomen.
Men i andre – og nok de fleste – tilfælde skyldes mønsterbryderiet en ukuelig, ofte uforklarlig vilje, et indre ønske om fandeme ikke at ville finde sig i det.
Der synes ikke at være hverken ydre eller indre logik i, hvem der tildeles – eller undervejs i livet finder – dén vilje, men når man ser den og oplever den, er den altid inspirerende.
Steffen Jacobsen, overlæge, dr.med. og succesrig krimiforfatter, er en af dem, der er i besiddelse af en sådan ukuelighed. I dette nummer har han valgt at fortælle om sin opvækst, der mildt sagt ikke har været for børn, og som i mange andres tilfælde ville have peget hårdt mod samfundets bund frem for mod toppen.
Og ja, når man læser artiklen ’Brudstykker’ i det nye nummer af Euroman, kan man godt forstå, at manden har haft brug for at være i terapi for at komme videre. Men han er ikke blevet stigmatiseret. Som han siger til sidst:
”Det giver en enorm selvtillid, at jeg har klaret mig ud af det selv. Jeg har ikke andre at takke.”
JENS VILSTRUP
TWITTER Følg os på twitter
FACEBOOK Bliv ven med Euroman
