Maya Ilsøe: ”Vi er så bange for at blive fundet for let og ekskluderet af gruppen. Hvis du ikke har din stamme, kan du lige så godt gå ud og dø i ørkenen.”

Jeg overværede en arvesag i retten i Lyngby.

Den handlede om en bror og en søster, der var blevet uvenner, efter deres mor var død. Søsteren havde været hjemme det meste af tiden og passe moderen, mens broderen rejste rundt i verden og tjente masser af penge.

Hans dyre bil holdt udenfor. Søsteren mente, hun fortjente at arve det meste for indsatsen – det mente han ikke. Jeg tænkte først, at han var tarvelig, kold og grådig, men som sagen skred frem, dukkede nuancerne op. Da de var børn, var han vist blevet lukket ude, søsteren havde været ret strid, historien voksede, han skældte hende ud, hun begyndte at græde, han blev befippet, og dommeren beordrede en timeout. Sagen handlede ikke om penge, men om, hvem der havde fået flest kys. I pausen mødtes broderen og søsteren ude på gangen. Jeg sneg mig med ud. Forsigtigt nærmede de sig hinanden. Hun undskyldte, han gav sig, og de indgik et forlig.

Sagen afslørede det usynlige spind, der er mellem familiemedlemmer. Det var der, jeg vidste, at tv-serien skulle handle om en arvesag.

LÆS OGSÅ: Maria Gerhardt: "Piger kan godt lide knallertbølletyper, sådan nogle der lever på kanten"

Jeg er vokset op i kaos. Der har været mange mennesker og verdener i mit liv. Mine forældre var hippier. Vi boede på en gård i Midtsverige, hvor de dyrkede grøntsager og kartede uld. Jeg løb rundt i skoven og legede med mine venner og gik ikke i børnehave. Min mor og far blev skilt, da jeg var seks år. Jeg flyttede med min mor til Hvidovre. Jeg fik et chok, da jeg begyndte i skole. Jeg vidste ikke, hvad en videomaskine var eller et gear på en cykel, og jeg forstod ikke, hvad man skulle i skolen. Jeg kom fra de svenske skove og var flyttet ind i ligusterland og kunne ikke knække koderne. Jeg har brugt resten af mit liv på at finde ud af, hvordan ting hænger sammen.

Jeg begyndte at skrive, da jeg var lille. Jeg ville skrive en bog om, hvordan alting hænger sammen. Jeg har altid syntes, at verden er overvældende. Jeg har brug for at sortere i det. Hvis jeg ikke har skrevet i to måneder, bliver jeg rastløs, utilfreds og deprimeret.

Vi havde en fokusgruppe inde at se en ufærdig version af første afsnit af ’Arvingerne’. De sad med knapper og skulle trykke, når de kedede sig eller overvejede at gå på toilettet eller lave kaffe. De var benhårde. Bagefter skulle de vælge den karakter fra serien, de syntes bedst om. Vi havde lagt billeder frem af alle de medvirkende. Alle billeder blev taget, og så gik diskussionen i gang.

”Signe er den eneste fornuftige i den familie.”

”Nej, hun er simpelthen for irriterende.”

Alle havde en holdning til personerne. De skabte følelse. Irritation, had, sympati. Der vidste jeg, at den var der.

Serien handler om, hvordan vi skaber plads til os selv som mennesker, samtidig med at vi lever i et fællesskab. Det er et spørgsmål, som optager mig selv og alle dem, jeg kender. Man vil gerne have en familie, sine venner, være alene og have kærestetid. Hvordan skaber man sammenhæng i det?

Jeg bliver til stadighed overrasket over, hvor sårbare vi mennesker er. Det hænger sammen med, at vi er sociale væsener. Hvis du ikke har øjenkontakt med en baby i 14 dage, bliver den hjerneskadet. Vi er afhængige af kropsberøring og af at blive set. Vi er så bange for at blive fundet for let og ekskluderet af gruppen. Hvis du ikke har din stamme, kan du lige så godt gå ud og dø i ørkenen. Det er en angst, der sætter gang i løbebånd, slankeprojekter og en trang til at være klogere, smukkere og slankere.

Som barn havde jeg en følelse af, at jeg skulle hjælpe med at holde verden sammen. Jeg havde ofte rollen som mægler mellem folk, der ikke forstod hinanden. Jeg var hende, der oversatte, prøvede at forstå og glatte ud. Det er først som voksen, jeg har lært, at jeg godt kan slappe lidt af og passe på mig selv. Verden styrter ikke sammen.

Min morfar var ordblind og voksede op på Vesterbro i tredje baggård. Under krigen gik han med illegale blade som 16-årig. Han blev maskinarbejder og tillidsmand og var solidarisk med sine medarbejdere. Han var hunderæd, da han skulle forhandle løn med direktøren på deres vegne. Hans far sagde til ham:

”Du skal bare forestille dig, at direktøren sidder i underbukser under bordet.”

Min morfar havde sin faste stol i huset i Hvidovre, og vi spiste klokken fem. Han var en mand med sine meninger. Der skal være overensstemmelse mellem, hvad man siger og gør. Det var hans princip. Det gjorde indtryk på mig, især fordi rammerne var så løse hos mine forældre. Jeg elskede at være hos min morfar. Om søndagen gik vi ned på havnen og fik et stjerneskud. Det var de tryggeste år af min barndom. Da han skulle dø af kræft, havde han fået en enestue. Da jeg kom og besøgte ham, lå han på en fællesstue. Han havde afstået sin enestue til en yngre kvinde, som også var døende. Han var rolig, solidarisk og principfast. Jeg tænkte, om han alligevel ikke blev bange, når han skulle dø. Om han ikke ville holde fast med det yderste af neglene? Det skete ikke. Han døde, som han havde lovet det.

Maya Ilsøe er uddannet manuskriptforfatter. Inden hun kom ind på filmskolen, var hun ansat som medforfatter på soap-serien ’Hvide løgne’ på TV3. Senere har hun været hovedforfatter bag DR’s julekalendere ’Absalons hemmelighed’ (2006) og ’Pagten’ (2009) og senest dramaserien ’Arvingerne’, som har kørt i to sæsoner på DR. I skrivende stund arbejder hun på tredje sæson. DR har solgt serien til genindspilning i USA.