At forstå et fænomen: Justin Bieber

At forstå et fænomen: Justin Bieber
Offentliggjort

Justin Bieber er 18 år, fra Canada og ifølge erhvervsmagasinet Forbes en af verdens mest magtfulde berømtheder. Hvis du kunne stille ham ét enkelt spørgsmål, hvad skulle det så være? Anders Reuter kæmpede sig forbi 200 skrigende teenagepiger i London og overbragte barnestjernen 10 spørgsmål fra 10 danske musikere.

Emil ’Orgi-E’ Simonsen, rapper i hiphop-gruppen Suspekt:

Hvad er du allermest bange for ved livet?

”Jeg er bange for hajer. Men noget, jeg virkelig er bange for, og altid har været, er, at folk af en eller anden grund forlader mig. Jeg knytter mig til folk og kan ikke lide, når de forlader mig. Især min manager. Og generelt mennesker, der holder af mig.”

Johnny Madsen, rocksanger:

Har du en revisor, det får du nok brug for …

”Ja, jeg har en business manager, som ordner alt det der og sørger for, at mine penge er investeret de rigtige steder. Hans navn er ... Det er pinligt, at jeg ikke kan huske det. Salomon hedder han. Hans fornavn er Salomon.”

Kidd, rapper:

Når du i så ung en alder har oplevet international succes, er du så ked af, at du aldrig kommer til at opleve virkeligheden?

”Ja! Jeg er så velsignet at blive placeret i denne rolle, og jeg har været i stand til at rejse rundt i verden og har haft succes alle de steder, jeg er taget hen. Men det er lidt surt, at andre amerikanske stjerner kan tage et andet sted hen i verden uden at blive genkendt, for det kan jeg ikke. Jeg startede på internettet, og internettet er en global ting, så folk kan genkende én overalt, og det er lidt skuffende. Men der må være nogle steder, jeg kan tage hen uden at blive genkendt. Måske Uruguay. Nej, jeg har nok også fans i Uruguay. Antarktis måske. Der er kun forskere dernede. Og pingviner. Men pingvinerne har nok også Bieber-fever. I virkeligheden føler jeg, at jeg har haft en mere eller mindre normal barndom. Jeg gik i en almindelig skole indtil 8. klasse, og jeg oplevede ting, der hjalp mig med bare at være en normal teenager.”

Allan Olsen, folk-sanger:

Hvem er du?

”Når det kommer til min musik og mit arbejde, er jeg en 18-årig pop- og r&b-sanger, der er inspireret af Michael Jackson. Jeg har lavet musik, siden jeg var to. Jeg spiller fem instrumenter: guitar, trommer, klaver, trompet, og jeg kan spille xylofon, hvilket er lidt cool.”

Sys Bjerre, popsangerinde:

Tænker du meget på fremtiden, eller koncentrerer du dig om nuet? Har du en plan for, hvor du vil være om 10 år, eller er du mere interesseret i lige nu?

”Jeg fokuserer som regel på de ting, der sker lige nu. Normalt tænker jeg ikke på, hvad der vil ske om 10 år, men hvis jeg skal sige, hvad jeg laver til den tid, vil jeg tro, at jeg stadig skriver og laver musik, og forhåbentlig har jeg lavet nogle film til den tid.”

Johan Olsen, forsanger i rockbandet Magtens Korridorer:

Inspirationen til en sangtekst eller en melodi kan komme som en langsom, trinvis åbning til et kreativt mode eller som et pludseligt ryk, en åbenbaring. Hvordan sker det for dig, og hvad er, hvis du har nogen, din stærkeste inspirationskilde?

”For mig sker det spontant. Det kan være noget, jeg finder på i et fly, eller det kan være i studiet, hvor de spiller forskellige tracks for mig, og så skriver jeg til dem. Det er forskelligt. Men jeg skriver altid om, hvad der sker i mit liv, og ting, der er sket for mig. Nogle gange laver jeg en sang på 30 minutter, og andre gange tager jeg mig tid til virkelig at gøre den perfekt. Det kan tage op til to dage at gøre en sang færdig.”

Fortsætter på næste side...

Basim, popsanger:

Hvis du selv kunne vælge, så du så gerne, at din målgruppe var ældre, end den er i dag?

”Jeg vil ikke sige, at jeg vil have, at mine fans skal være ældre. Jeg vil have, at mine fans skal vokse med mig. Men jeg vil gerne have ældre fans, helt klart. Jeg vil have 60-årige fans, men jeg vil også have mine unge fans, mine syvårige fans. Og 25-årige fans. Jeg vil bare lave god musik, og det er der, det starter. Unge mennesker kan lide god musik, og det kan gamle mennesker også.”

Silas Bjerregaard, forsanger i poprock-bandet Turboweekend:

Katy Perry sagde for nylig, at det hårdeste ved at turnere er at skulle smile, når man ikke har lyst til at smile. Hvad tænker du på i de situationer, hvor du skal smile, men har det ad h til?

”Det kan være hårdt, for i dit privatliv kan der ske ting, der ikke er sjove. Der er triste stunder, når du er væk fra de mennesker, du holder af, og man kan være trist eller syg, men du er nødt til at smile til kameraerne og folk. Man skal vide, hvornår man skal tage det på, og hvornår man skal tage det af, og hvornår man skal tage en pause. Nogle musikere bliver bare ved og ved og ved, og så bliver de sindssyge, for de laver så mange interview, at de følelsesmæssigt ikke er klar til det, og så får de et sammenbrud. Jeg har det sådan, at hvis jeg ikke er klar til interview, siger jeg: ’Vent lige et øjeblik, så jeg kan blive klar.’ I sidste ende er der ikke andre end mig, der ved, hvordan jeg har det. Ikke engang dem fra mit hold. Der sker ting i mit liv, men jeg er nødt til at skubbe det til side, for jeg har en karriere. Jeg er nødt til at være stærk for mine fans.”

Marie Key, popsangerinde:

Hvis du var blevet født for 40 år siden, og du kunne vælge hvilket som helst band i hele verden at være forsanger i, hvilket band skulle det så være?

”40 år, det er lang tid siden … Metallica. Eller er det for sent, for det er 80’erne og 90’erne. Nej, det ville passe, hvis jeg var født for 40 år siden. O.k., så Metallica. Jeg kan bare godt lide bandet.”

Tomas Høffding, sanger og bas-sist i poprock-bandet Who Made Who:

Hvad laver du om 20 år? Laver du stadig kommerciel pop, eller er du begyndt at lave smal, nørdet musik ligesom Sting? Eller noget helt andet?

”Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. I øvrigt elsker jeg Sting, og jeg synes ikke, han laver nørdet musik. Jeg tror, min musik vil tage en anden retning. Jeg ser, hvor livet tager mig hen. Det vil også være cool for mine fans, for så ved de aldrig, hvad de kan forvente, for jeg laver altid forskellige ting.”

JUSTIN BIEBER

Født 1. marts 1994 i Ontario, Canada. Han er den første musiker, der har haft syv sange fra et debut-album på Billboards Hot 100. Og han er den yngste mandlige kunstner siden Stevie Wonder, der har toppet Billboard 200. Wonder holder stadig rekorden, som han satte i 1963, da han som Little Stevie Wonder selv var barnestjerne. Musikvideoen til sangen ’Baby’ er den mest sete på YouTube nogensinde. Den er blevet set 750 mio. gange.

Bieber er den person på Twitter med næstflest følgere (22,5 mio.) efter Lady Gaga (24,5 mio.).

Han ligger i år nr. 3 på det amerikanske erhvervsmagasin Forbes’ liste over mest magtfulde berømtheder – efter Jennifer Lopez og Oprah, foran Rihanna og Lady Gaga.

I juni udkom hans seneste album, ’Believe’. Som 18-årig balancerer han nu mellem de unge fans, ’Beliebers’, der har skabt ham, og et mere modent poppublikum. Dette afspejler sig også på listen af gæsteartister, der tæller alt fra hiphop-barbien Nicki Minaj til den anmelderroste R&B-sanger Drake.




MANDEN BAG

Justin Biebers manager, Scott Braun, er så hot i musikbranchen, at han har sit eget kunstnernavn: Scooter. Den 31-årig hyperaktive amerikaner startede karrieren som festarrangør på sit college i Atlanta.

Her tiltrak han stjerner som Britney Spears og rapperen Ludacris, mens han som 20-årig blev marketingdirektør i pladeselskabet So So Def Recordings. I 2007 faldt han tilfældigt over en video på YouTube med en 15-årig Justin Bieber, der sang cover-sange. Scooter blev Biebers manager og byggede over en treårig periode Biebers fanbase op med en strategi, der målrettet brugte nettet og herunder især YouTube og siden Twitter.

I dag er Scooter via sit selskab, SB Productions, bl.a. også manager for boybandet The Wanted og ikke mindst den unge sangerinde Carly Rae Jepsen. Sidste år gik hun nr. 1 i det meste af verden med sangen ’Call Me Maybe’.



LÆS OGSÅ Modeikon: Michael Pitt

FACEBOOK Bliv ven med Euroman