Greed is good,” sagde Gordon Gekko – i skikkelse af Michael Douglas – i en tale til et aktionærmøde i filmen ’Wall Street’ med stålsatte øjne, knusende selvoverbevist stemmeføring og en hel dåse voks i sit stramt tilbagestrøgne hår. Med den tænksomme elev Bud Fox (ikke ’buttfucked’, men bevidst tæt på) som en af tilhørerne fortsatte Gekko: ”I am not a destroyer of companies. I am a liberator of them. The point is, ladies and gentleman, that (…) greed is right, greed works.”
Det var i 1987, og ikke mange kunne dengang forudse, at den tale i den film skulle blive kendetegnende, definerende og udslagsgivende for hele den udvikling, vi i den virkelige verden har gennemgået lige siden. Godt nok er der en sølle, anonym statist, der under talen pludselig fortørnet råber: ”This is an outrage, you’re out of line, Gekko.”
Men i filmen – såvel som i virkeligheden – er der ikke rigtig nogen, der gider høre efter.
I artiklen ’Armod Tours’ på side 78 i det nye nummer af Euroman kan man læse, at uligheden mellem verdens rige og fattige i dag er den største i næsten 100 år. Ifølge en analyse i The Guardian har verdens rige ikke været rigere siden 20’erne, og forskellen på dem, der har, og dem, der ikke har, er i konstant vækst. Det er en udvikling, som mange økonomer advarer imod, og som har resulteret i en stigende global fattigdomsturisme. Som tyskeren Daphne Gondhalekar konstaterer i artiklen: ”Man bliver rigere af at se andre folks fattigdom.”
Denne form for rigdom er en aktie i opadgående kurs. For selv om finanskrisen satte to fede facitstreger under den rendyrkede liberalismes åbenlyse mangler, trives Gekkos idé om grådighed aldeles uanfægtet. Globalt, nationalt og personligt hober eksemplerne sig op. I Rusland – der netop har fået en ny Gordon (Bleu)-statsborger i form af en forhistorisk, fordrukken og flypissende fransk skuespiller – har man på få år beamet samfundet tilbage til zar-tiden og indført et (kriminelt) oligarki, der scorer hele pladen. I Indien, hvor knap en halv mia. mennesker ifølge Verdensbanken lever under den internationale fattigdomsgrænse, ejer de 100 absurd rigeste en fjerdedel af landets bruttonationalprodukt, i Kinas kommunistiske hykleri eksploderer antallet af multimillionærer, i USA ejer blot 400 personer mere, end hvad 60 % af den amerikanske befolkning ejer tilsammen, og i den vestlige verden som helhed fastslog OECD i beregninger fra oktober 2012, at uligheden mellem de rigeste og de fattigste er steget nonstop siden midten af Gekkos 80’ere.
Samtidig viser tal fra EU’s statistik-afdeling, Eurostat, at 120 mio. borgere i EU lever under den europæiske fattigdomsgrænse, ligesom Internationalt Røde Kors nu er begyndt at forudse nød og nødsituationer i det sydlige Europa.
Skulle den tyske slumturist få lyst til at tage nordpå, til Danmark, ville hun få sig en rig oplevelse, hvis hun en fredag – gerne lige efter den første i måneden – besøgte en bank. Hvis hun da kan finde en, der ikke er ’pengeløs’ (vel det mest selvmodsigende begreb siden udtrykket ’meget lidt’). Her kommer alle de kreditkort- og netbankløse, pensionisterne, kontanthjælpsmodtagerne, indvandrerne, flygtningene, de prostituerede og stof- og alkoholmisbrugerne. Intet andet sted i landet får man serveret så koncentreret en bouillonterning af bundskrab. Især hos Danske Bank må de lide i en kø, der er lige så udmarvende lang som på et offentligt indisk kontor, mens de få hårdtarbejdende kassedamer perler af sved.
Og nej, selvfølgelig kan man ikke tjene penge på det publikum. Det er klart. Ud fra klassisk Gekko-tankegang er Danske Banks bevidste udsmidning af ’de fattige’ derfor en god idé. På kort sigt.
Men fra at have modtaget massiv statsstøtte og til bagefter stolt at skilte med Gekko-kynismen som kerneværdi er der urimelig langt. Så langt, at det skræmmer alle de almindelige, loyale bankkunder og deres konti væk. Inklusive opsparingerne for denne skribents afkom, der, hvem ved, måske en dag bliver rigtig rige. Man må derfor spørge sig selv, om Danske Bank kommunikationsmæssigt er lige så dårlig en fortaler for liberalismen, som DSB er det for statssocialismen.
Gekko og hans grådighed lever dog langtfra kun hos samfundets rigeste. Ideen om at proppe sig på den fælles buffet kommer i høj grad også nedefra. Skyldes Grækenlands kollaps måske ikke ren og skær folkelig grådighed? Er den indgroede (stats)korruption ikke medvirkende årsag til Italiens problemer? Er Spanien ikke på sammenbruddets rand pga. urimelige, grådige spekulationer? Og er danskerne ikke blevet decideret overførselsindkomstgrådige, når et bekymrende stort antal voksne danskere lader sig forsørge af det offentlige, og når DR i januar fx kunne påvise, at i kun tre ud af 33 kommuner i hovedstadsområdet har et flertal af borgerne et job?
Dette er derfor meget langt fra et marxistisk manifest. Det er i stedet et spørgsmål om at udvise anstændighed og ordentlighed – grådighedens værste modstandere. Grådighed skaber måske indtjening på kort sigt, men anstændighed og ordentlighed giver et langt større afkast på lang sigt. I samfundet, i den finansielle sektor, i os. Det er anstændighed, der bygger os op, det er Gekko og hans grådighed, der bryder os ned. Det har historien vist os. Igen, igen og igen. Folk skal have lov at tjene så mange penge, de orker. De skal bare gøre det ordentligt. Anstændigt. På en måde, så fattigdomsturister som Daphne Gondhalekar ikke har så mange steder at tage hen.
Det nye nummer af Euroman er på gaden i dag.
LÆS OGSÅ Euromans leder: Du skal ikke tro, at janteloven er noget
FACEBOOK Bliv ven med Euroman
