Per Mikael Jensen kom til TV 2 med store armbevægelser, radiostation og News-helikopter. Inden folk havde set sig om, var han væk igen. Med over 200 rejsedage om året har han som øverste chef for verdens største avis, Metro, fået sat sin rastløshed i system. Anne Sofie Kragh portrætterer den utraditionelle, følelsesfulde topchef og har bedt ham komme med sine kommentarer undervejs.
"Hvornår skal vi tale sammen? Jeg rejser en del i oktober. Du er velkommen anywhere: Sverige, UK, Egypten, (muligvis Syrien), Østrig, Frankrig, Colombia, Chile, Brasilien eller Mexico - hvad passer dig bedst?"
Mailen blev sendt den sidste dag i september. Den var stor i slaget, uformel og med engelske gloser, helt som Per Mikael Jensen selv.
Annonse
Siden han forlod direktørjobbet i TV 2 i 2007 for at blive øverste chef for verdens største avis, MetroXpress, har han været væk fra kæresten, britiske Céline, datteren Agatha på fire og lejligheden i København fra mandag morgen til fredag aften stort set hver eneste uge. Han bruger meget tid i Stockholm og London, hvor koncernens to største kontorer ligger, men endnu mere tid i fly, lufthavne og til møder i de 21 lande, hvor avisen udkommer. Det har kureret hans flyskræk, det har givet ham det helt særlige Pandion-kort hos SAS, som kun de allermest flittige kunder får, og som betyder gratis drikkevarer og andre privilegier om bord, og så har det lært ham kunsten at pakke en håndbagage til perfektion. Hans store udfordring er, at han ikke har tid til at få sit tøj strøget, når han er ude at rejse, og derfor har han udviklet et system med æsker i karton, han selv har lavet, og som kan justeres i højden alt efter, hvor meget der lægges i dem. På den måde kan han have fem skjorter, to jakkesæt, løbetøj, to par sko, fem par underbukser, fem par sokker og toiletsager i én og samme håndbagage – uden at tøjet bliver krøllet.
En af Per Mikael Jensens store hobbyer er logistik. Han mener, at hvis han fik lov at tilbringe en uge i en lufthavn, ville han kunne sørge for, at der ikke længere var kø ved paskontrollen.
Han bruger sin logistiske sans, når han pakker sin kuffert, når han rejser, og når han skal få sin kalender til at hænge sammen. Men mindre, når han arbejder. Der tager hans mavefornemmelse og begejstring over. Det giver hurtige, fordomsfri beslutninger og en evne til at se muligheder, ingen andre har set. Det var derfor, det blev ham, der skabte TV 2 News, hvor alle andre havde fået nej. Men også derfor, han kraftigt overvurderede potentialet i TV 2 Radio.
Som CEO i Metro International har han vendt et underskud til et overskud. Der er hele tiden nye kontinenter, nye lande, nye aviser og nye redaktioner, der skal indtages, og det er et job, der passer den rastløse mand. Per Mikael Jensen hader rutiner så meget, at han, når han er til et møde ude i verden og skal tilbage til sit hotel, aktivt bruger tid på at overveje, hvordan han kan undgå at gå den samme vej tilbage, som han kom fra.
Interviewet med 49-årige Per Mikael Jensen i oktober endte hverken i Colombia eller Syrien, men på en bænk uden for Kastrups terminal 3 med en kop kaffe i hånden på en 45 min. lang mellemlanding fra Stockholm videre mod Cairo.
Han har feber, ligesom han også havde det ved forrige interview. Måske er det influenza, måske er det stadig den lungebetændelse, han fik i Malaysia i påsken. Han ved godt, han burde sove mere, og ærgrer sig lidt over, at han nok ikke når at købe en rigtig hovedpude i lufthavnen, så han kan sove igennem på flyet til Cairo. Han overvejer også, om han ikke snart skulle tage en hel uges rekreation på et østrigsk kurcenter og hvile ud og blive gennemtjekket af læger. Og spise lidt sundt. Og måske for alvor holde op med at ryge. At arbejde mindre er ikke en mulighed. Så vil han for alvor blive syg af stress, siger han.
Annonse
PMJ: ”Flymad og restauranter kan slå enhver ihjel. Hver gang jeg stiger ind i en morgenflyver fra SAS, håber jeg, at det er blevet cateret fra Danmark. Svenskerne serverer sødt rugbrød, sød yoghurt og mælkechokolade og uendelige mængder af det kreperlige laks, der har overtaget burhønsenes plads nederst i hierarkiet. På danske fly er der godt rugbrød, god yoghurt med mysli og mørk chokolade. I øvrigt har jeg de seneste år opdaget feriekonceptet, og vi prøver at komme af sted 3-4 gange om året.”
”Han vil så gerne være helt og redde alle,” siger hans gamle fodboldven fra Aarhus, Henrik Deleuran.
Blandt hans venner og folk i hans gigantiske netværk myldrer det med historier om, hvordan Per Mikael Jensen – eller PM, som han også kaldes – har hjulpet dem. Ikke kun, når han trækker på sine kontakter eller giver gode råd, det er også, når han renoverer deres huse, giver husly i længere perioder eller betaler deres børns børneopsparing eller au-pair.
Forfatteren Sissel-Jo Gazan siger om sit venskab med Per Mikael Jensen:
”Hvis man får lov til at krydse den usynlige grænse hos Per Mikael, bliver man fredet i klasse A. Så er der ingen grænser for, hvad han vil gøre for én. Han har en helt særlig evne til at få folk til at føle sig som blommen over alle blommer. Han lyser på folk, og folk vil så gerne have, at han lyser på dem. Men jeg er faktisk holdt op med at fortælle, hvor tæt jeg synes, jeg er på ham, efter at jeg i flere sammenhænge har oplevet nærmest at være en del af sådan en PM-konkurrence, hvor alle de andre også sidder og fortæller, hvor gode venner de er med ham.”
Per Mikael Jensen har alene i kraft af sit job et netværk, der overgår de flestes. Men det er, som om han ikke kan få kontakter nok. Når han bliver klippet, sidder han aldrig og læser i blade, han taler forretning med sin frisør og prøver at hjælpe hende med at professionalisere kundekartoteket. Når han kører i taxa og finder ud af, at chaufføren er fra Ghana, inviterer han ham hjem til sig den følgende weekend, så de kan sludre lidt om, hvordan man mon kan lave forretning i Ghana. Eller det kan være, når han står i kø i lufthavnen og finder ud af, at ham bagved er ingeniør og måske kan hjælpe ham lidt med den kuffert, Per Mikael Jensen som et lille sideprojekt er ved at designe og snart håber kommer i produktion. Sådan vokser Per Mikael Jensens massive netværk hver eneste dag.
Alligevel er der flere, der, når de fortæller om Per Mikael Jensen, taler om en ensomhed. Fx Lise Rønnebæk, der boede sammen med Per Mikael Jensen i en årrække i 90’erne:
Annonse
”Jeg har altid set ham lidt som en ensom ulv,” siger hun.
Kortspilsmakkeren og livstilseksperten Christine Feldthaus uddyber:
”Jeg ser ham ikke som et ensomt menneske, men som et selvvalgt meget fritstående menneske, der lever en nomadetilværelse, hvor der oftest kun er fast base i weekenden. Ordet ’far’ er det ord, der intuitivt falder mig ind, når jeg taler om Per Mikael, så måske er det derfor, at han appellerer kraftigt til mit husmodergen. Jeg får sådan lyst til at dulme hans flakkende livsstil med en pose af mine hjemmelavede krebinetter, som han kan tage op af fryseren, når han trænger til lidt hjemlighed.”
Fortsættes på de følgende sider...
PMJ: ”For fem år siden var jeg elendig til at være alene. Nu kan jeg se frem til en halv aften alene på et hotelværelse. Og endnu mere til en weekend med min familie.”
Per Mikael Jensen kan ikke huske meget fra sin barndom, siger han. Han kan ikke huske, hvordan hans værelse eller noget andet rum i hans barndomshjem så ud, hvor de holdt ferier, eller hvordan han blev fejret på sin fødselsdag. Det er væk. På spørgsmålet om, hvordan det mon kan være, svarer han, at det er et godt spørgsmål.
Per Mikael Jensen ved dog, at han er fra Skæring, lidt nord for Aarhus, og at familien efter nogle år flyttede til Skive, fordi hans mor fik job som tale-høre-pædagog. Hvad hans far lavede, er han lidt mere usikker på, men han var i hvert fald meget optaget af at rejse og havde sit eget rejsebureau, der arrangerede kulturrejser til storbyer. Og så studerede han geografi på universitetet, underviste på lærerseminariet, eller måske var det Viborg Katedralskole. Der var også noget med flåden, hvor han vist var orlogskaptajn. Per Mikael Jensen har dog en klar fornemmelse af, at det var, mens de boede i Skive, at hans far mistede kontrollen over sit liv. Blev mere og mere fraværende og i perioder drak for meget.
Efter nogle år i Skive flyttede familien, der også talte lillebroren Ole Morten og lillesøsteren Anne Mette, til Egå, bare få kilometer fra Skæring, hvor de oprindeligt kom fra.
Per Mikael Jensen kan først huske noget, fra han var omkring 11-12 år, det år, hvor hans forældre blev skilt, og faren flyttede væk. Lige dér begynder Per Mikael Jensens hukommelse, og lige dér sluttede hans barndom. Fra da af var Per Mikael den voksne mand i huset.
Helt konkret var han kun omkring 13-14 år, da en kammerats mor forførte ham op ad en mur til en vejfest og ned til mindste detalje viste ham, hvad voksenlivet også handlede om. Det var også omkring den alder, at han sammen med de andre drenge fra skolen var begyndt at køre rundt i biler nede ved den store grusgrav. De sad på store puder, så de kunne se ud af ruden, og de lærte, at selv om en bil har ratlås på, kan man faktisk godt køre i den. Tæt på huset, hvor Per Mikael boede, holdt den danske importør af Citroën til, og der stod en mindre bilpark af 2CV’er, som de brød ind i og kørte rundt i. Der kom af og til lidt buler i dem, for så let var det så heller ikke at køre i biler med ratlås, men det var der tilsyneladende ingen, der opdagede. Senere købte de også deres egne biler. For to kasser øl kunne man fx få en meget gammel Volvo.
Per Mikael Jensen var stadig en ung teenager, da han byggede badeværelset om, tog med sin mor til møderne i banken og kørte familiens bil på ferier rundt i Jylland. Efter at hans mor engang havde fået et epileptisk anfald og kørt bilen med tre børn på bagsædet i grøften, var det af og til Per Mikael, der kørte bilen, når de skulle på længere ture. Kun en enkelt gang gik det galt. Per Mikael havde taget sin mors bilnøgler for at køre ræs med Opel-forhandlerens søn, og bilen endte i en lygtepæl. Der gav moren ham for første, sidste og eneste gang en syngende lussing.
Ellers havde Per Mikaels mor en ubegrænset tillid til ham, og hun bakkede ham op i alle hans beslutninger. Også da han en dag ringede og sagde, at nu flyttede han hjemmefra for at flytte sammen med sin kæreste, ”der i øvrigt hed Lone”.
Per Mikael havde taget rollen som familiens overhoved på sig i sådan en grad, at han ikke bare blev en slags far for Lone, men også tog ansvar for hendes stedfars forretning. Mogens, som han hed, havde en beskeden møbelforretning, der solgte stigereoler primært til studerende. Per Mikael mente, der var mere potentiale i biksen, og mens han gik i gymnasiet, brugte han i perioder det meste af sin tid på møbelfabrikken, hvor han stod for regnskaberne, producerede brochurer, hjalp med at etablere en decideret eksport og lavede systemer, der effektiviserede forretningsgangen, når de store paller skulle pakkes, læsses og sendes af sted. Når der var ekstra travlt, fik han sit fodboldhold til at komme og pakke varerne om aftenen.
Per Mikael var ikke bare en slags far for sin første kæreste, mønsteret gentog sig med de andre kvinder i hans liv. Det var meget feminine, på én gang stærke og skrøbelige kvinder, som han blev stormende forelsket i, og som han samtidig kunne passe på og hjælpe.
Med til historien om Per Mikael Jensen hører også, at der var en kvinde, han ikke formåede at redde. For 17 år siden tog hans første kone, Merete, livet af sig selv. Det var ham, der fandt hende.
”Det er ikke så længe siden, han sagde til mig, at nu var han kommet over det. Men det tror jeg ikke på. Det vil altid være en skygge i hans liv,” fortæller hans nærmeste ven, Erik Jensen.
Fælles for de andre kvinder i Per Mikael Jensens liv er, at de alle stadig føler sig meget forbundne med ham og er blevet ved med at være en del af hans liv. Men også, at Per Mikael på trods af en tilsyneladende grænseløs forelskelse alligevel har prioriteret sit arbejde højest.
PMJ: ”Den underlige idé, jeg utvivlsomt har om, at jeg kan og bør gøre noget for andre, er jo dybest set mit eget sorte hul, jeg får fyldt op på den måde. Jeg aner bare ikke, hvorfor jeg gør det, og jeg må konstatere, at jeg ikke er så god til det, som jeg måske går og tror. Jeg beundrer ægte altruistiske mennesker, og sådan et er jeg nok ikke selv.”
De fleste havde regnet med, at Per Mikael Jensen skulle ende som chefredaktør for Politiken. Det var her, han kom i praktik, og hurtigt sagde man om ham, at han ikke var i praktik som journalist, men som chefredaktør. Hvis der var nogen, der ikke kunne finde Per Mikael, sagde man, at han sad og ventede på, at hjørnekontoret blev ledigt.Det var også på Politiken, at Per Mikael fandt sin første faderfigur inden for journalistikken, chefredaktør Jørgen Grunnet. Snart begyndte Per Mikael Jensen også at bruge Lagerfelds aftershave og fik sko, der ligesom Grunnets havde såler, man kunne høre klapre på gangene.
At Per Mikael Jensen havde fundet en faderfigur, betød dog på ingen måde, at han selv holdt op med at agere far for andre.
”Selv om det var mig, der var praktikantvejleder for ham, har han altid talt til mig, som om han var min storebror eller min far,” fortæller journalist Nils Thorsen.
Allerede mens Per Mikael Jensen var praktikant, blev det aftalt, at han skulle tilbage på Politiken, når han var færdiguddannet. Han begyndte på kommunalredaktionen, men kom hurtigt ned i redaktionssekretariatet, der hvor man beslutter, hvad der skal stå i avisen. Senere blev han søndagsredaktør, og det var kun et spørgsmål om tid, før han ville komme i chefredaktionen. Sådan var prognosen lige indtil en episode under et medarbejdermøde.
En af flere anledninger til mødet var, at medarbejderne var utilfredse med, at den nye chefredaktion med Tøger Seidenfaden havde degraderet en af de populære mellemledere. Tøger Seidenfaden forklarede forsamlingen, at den pågældende havde været indforstået med omrokeringen, endda glad for den. Men hvorfor havde han så grædt, da han gik ud af kontoret, ville Per Mikael Jensen vide. Og så sagde Per Mikael Jensen:
”Der er nogen, der siger, at vi har en intelligent ledelse, det har de nok ret i, men det er ikke det samme, som at vi har en klog ledelse.”
Den bemærkning havde ikke behøvet at koste ham noget, men det gjorde den. Kort efter fik han at vide, at han enten kunne blive vikar i sekretariatet eller redigerende på Sporten. Per Mikael Jensen tog konsekvensen og et job på Jyllands-Posten, der havde indledt en offensiv mod Berlingske og Politiken og ville indtage hovedstaden. Per Mikael Jensen fik jobbet som redaktør for det nye tillæg JP København og blev senere chef for hele redaktionen i hovedstaden, men har siden sagt, at han først og fremmest sagde ja, fordi han gerne ville arbejde for Jørgen Ejbøl. De fleste af Per Mikaels faderfigurer har været stærke mænd, der gav fanden i konventionerne, og Ejbøl var ingen undtagelse.
PMJ: ”Jeg forstår faktisk godt, at Tøger ikke ville have mig med i ledelsen efter den begivenhed. Det var fair nok, men jeg ville have haft mere respekt for ham, hvis han havde sagt det ligeud. Men som leder prøver jeg selv at udnytte konflikter til at få et endnu stærkere forhold til den, konflikten vedrører. Ejbøl var god til det: Jeg smadrede engang en telefon under et skænderi med ham. Han ringede nogle minutter senere på min mobil og sagde: ’Nå, Jensen, forbindelsen blev sgu lidt utydelig.’”
”Føler du dig aldrig nogensinde som sådan en lille mand fra provinsen?” spurgte Erik Jensen sin gode ven Per Mikael.
Erik Jensen var taget til New York i 2005 for at besøge Per Mikael Jensen, der var blevet international chefredaktør og vice president i Metro International og var på vej til et møde med New Yorks borgmester og chefredaktøren for New York Times.
”Næh,” svarede Per Mikael Jensen, ”because at what I do, I’m pretty fucking unbeatable.”
Mens Per Mikael Jensen boede i New York, blev han også interviewet til Euroman i 2005. Om sine chancer for at redde en skrantende New York-udgave af Metro sagde han:
”Hvis ikke det lykkes, vil jeg føle det som et nederlag. Men jeg kan faktisk ikke forestille mig den situation. Jeg kan ikke danne mig det billede inde i hovedet. Hvordan det vil se ud, hvordan det vil føles. Jeg er nok lidt robotagtig på det område. Hvis jeg sammen med andre har defineret en opgave, er jeg meget fokuseret på at få det til at ske. Så glemmer jeg alt andet.”
Det lykkedes faktisk ikke Per Mikael Jensen at skabe overskud i New York på trods af, at han fik tredoblet omsætningen, og det endte med, at Metro International senere måtte sælge New York-udgaven fra.
PMJ: ”Jeg husker dårligt, og jeg husker især nederlag dårligt. Det går lidt bedre med sejrene, man er vel af hankøn. Men generelt er jeg meget lidt fæstet i fortiden og skuffelserne og glæderne, fordi der jo venter en ny kamp om et sekund. Min nærmeste kollega, Anders Kronborg, er god til at minde mig om de ting, der er gået godt. Vi har lige haft et strategi-seminar med bestyrelsen, hvor jeg i ugerne op til var kolossalt skuffet over mig selv og avisen, selv om vi havde nået alle de mål, vi havde sat tre år tidligere.”
Per Mikael Jensen sagde op på Jyllands-Posten i 2001, fordi han gerne ville være sin egen chef. Han nåede akkurat at starte et konsulentbureau, før han blev hentet ind i Metro International – i første omgang som chefredaktør og adm. direktør for den danske udgave af gratisavisen.
Og det var på mange måder en utraditionel chef, avisen havde fået. Først og fremmest pga. hans meget uformelle og direkte ledelsesstil.
Som chef har Per Mikael Jensen aldrig haft sit eget kontor, han insisterer på at sidde blandt sine ansatte. Da han var på TV 2, fik han i Odense revet væggene ned, så der kom åbne kontorlandskaber, og når han besøgte afdelingen i København, sad han bare i kantinen med sin laptop. Og selv om han i dag formelt har en person, der kan tage sig af den slags, booker han ofte selv sine fly, møder og aftaler.
Men på MetroXpress i Danmark var hans stil en befrielse for de menige medarbejdere. De elskede, når de kunne høre ham råbe: ”Den første, der klarer opgaven, må sætte sig op og skide på mit skrivebord.” Men hans uformelle tilgang til hierarkiet kunne også være svær at håndtere og måske endda ubehagelig for de chefer, der sad lige under ham. Som fx da Metros salgsdirektør kom på arbejde for at opdage, at Per Mikael Jensen sad i et møde med en af salgsafdelingerne, uden at salgsdirektøren på noget tidspunkt selv var blevet orienteret.
Også konkurrenterne kom til at mærke, at MetroXpress havde fået en utraditionel chefredaktør. Da gratisavisen Urban havde inviteret deres største kunder på en charmetur til London, sørgede Per Mikael Jensen for, at der i kundernes dueslag på hotellet lå dagens udgave af MetroXpress og et brev, hvori der stod: Distribution er at være på rette tid på rette sted.I 2003 blev Per Mikael Jensen forfremmet til international chefredaktør og vice president i Metro International, og fire år senere blev han udnævnt som adm. direktør for hele Metro International.
I mellemtiden havde han haft 15 måneder, der rystede landets mest populære tv-station og forandrede en stor del af danskernes fjernsynsvaner.
Da TV 2’s nyhedsdirektør Michael Dyrby skulle holde afskedstale for Per Mikael Jensen, der efter bare 15 måneder forlod stillingen som adm. direktør, sammenlignede han tiden med Per Mikael Jensen som en tur med Dæmonen i Tivoli, den hurtigste og vildeste af alle rutsjebanerne, der har en meget brat afslutning. Alt var blevet vendt på hovedet, og Per Mikael Jensen forlod en omtumlet tv-station i stikken, fordi han havde fået et tilbud, han ikke kunne sige nej til, som han udtrykte det. Det var tilbuddet om at blive øverste chef for verdens største avis med en årsløn på godt 12 mio. kr. – plus en aktieordning.
Da Per Mikael Jensen blev ansat, havde Dyrby rådet sin gamle studiekammerat fra Journalisthøjskolen til ”lige at stikke en finger i jorden og så træffe beslutning om, hvad der skulle ske.” Det var ikke et råd, Per Mikael Jensen tog til sig.
Da han forlod TV 2, var stationen blevet udvidet med en 24 timers nyhedskanal, en radiostation, en sportskanal, en rejseportal på nettet, et hundemagasin, et forlag og en eventafdeling.
Når man spørger Per Mikael Jensen om ting, han gerne ville gøre anderledes, er tempoet også noget af det første, han nævner. Han synes bare ikke, tingene generelt gik for hurtigt. Hvis Per Mikael Jensen kunne gøre det om, ville han gøre nogle af tingene endnu hurtigere.
I sportsafdelingen lavede man en særlig aftale, når man skulle holde møde med Per Mikael Jensen.
”Vi havde den regel, at man aldrig måtte bruge tid på smalltalk. Man skulle sørge for, at alle ens pointer var blevet afleveret inden for den første halve time, for det er omkring det tidspunkt, han mister interessen. Per Mikael Jensens største svaghed er uden tvivl hans rastløshed,” siger tidligere sportschef Morten Stig Christensen.
TV 2 Radio blev en rendyrket fiasko, der måtte lukke med stort underskud efter kort tid, og en stor del af de øvrige aktiviteter er enten lukket eller solgt fra – flere af dem dog med et godt afkast. Tilbage er TV 2 Sport, der i dag giver overskud, og TV 2 News, som ikke bare er blevet en god forretning, men også en institution, der har ændret danskernes måde at se tv på.
Men én ting var aktiviteterne, Per Mikael Jensen ville også gøre op med kulturen på TV 2. Hvor medarbejderne så sig som del af én stor, lykkelig familie, der i øvrigt var den bedste i Danmark til at lave fjernsyn, så Per Mikael Jensen en selvtilstrækkelig, indgift provinsvirksomhed.
Som en del af den nye kultur belønnede han den medarbejder, der turde stille det mest kritiske spørgsmål på medarbejdermøderne, med en flaske champagne, programmerne blev vurderet i skemaer med grøn farve for ’god lønsomhed’, rød farve for ’dårlig lønsomhed’, og så var der bonusskemaerne, hvor hver afdeling skulle formulere deres mål og blev belønnet alt efter, om man havde nået dem. Om skemaerne siger Morten Stig Christensen:
”Det var et af de steder, hvor Per Mikael tog fuldstændig fejl af, hvad TV 2 var for et sted. Der var ingen af os chefer, der var der pga. pengene. Han undervurderede fuldstændig den passion, der drev TV 2.”
I den anden ende af skalaen var der alle dem, der så ham som lidt af en gud. Som elskede, at stationen havde fået en journalistisk chef, som elskede TV 2 News med helikopteren, og som elskede, når Per Mikael Jensen slog ud med armene og gav indtryk af, at ’the sky is the limit’.
Uanset hvilken gruppe man tilhørte, var alle dog enige om, at Per Mikael Jensen forlod stedet for hurtigt.
Nyhedsdirektør Michael Dyrby siger det sådan her:
”Jeg synes, det er grænsende til det uansvarlige at sætte så meget i gang og så forlade butikken. Der var ingen til at samle op efter ham, og mange af aftalerne var dårligt skrevet ned. Per Mikael lader sig alt for let begejstre, og det påvirkede hans dømmekraft. Men hans eftermæle er meget differentieret, for han er også en, der ser potentialet før andre, og TV 2 News havde ikke været der, hvis det ikke havde været for ham. Og så er han en skidegod kammerat. Jeg holder meget af ham som menneske.”
Morten Stig Christensen udtrykker det på denne måde:
”Du kan ikke finde mange, der kan sige noget negativt om personen Per Mikael. Han kan tale med hvem som helst om hvad som helst. Der har han virkelig et særligt talent. Men der var mange medarbejdere, der følte sig svigtet af ham,” siger Morten Stig Christensen og fortsætter:
”Per Mikael er nok mere til forelskelser end varige forhold.”
PMJ: ”Dyrby har entydigt ret i, at jeg ikke burde være gået efter så kort tid. Det er også rigtigt, at jeg meget nemt bliver begejstret – sammen med utålmodighed er det en af mine styrker. Morten Stig har også ret i, at jeg kan miste interessen efter en halv time. Især hvis samtalen handler om processen snarere end resultatet. Og han har også ret i, at der var en stærk passion på TV 2 – men en del af den passion var rettet mod at drive TV 2 som en familievirksomhed, hvor alle er glade, og mindre som en virksomhed, der skal klare sig på kommercielle vilkår. I Københavns Lufthavn er der en reklame med følgende ordlyd: ’People matter, results count.’ Jeg kunne ikke være mere enig.”
Det er Per Mikael Jensens plan at arbejde omkring fem år endnu. På det tidspunkt vil han have tjent penge nok til, at han ikke skal bekymre sig om det resten af sit liv, og så vil han gerne lave magasiner eller måske et dokumentarprogram. Planen bliver dog hele tiden udskudt. For tre år siden sagde han også, at han bare ville arbejde fem år mere. Men Per Mikael Jensen tror stadig på det, siger han.
DET VIDSTE DU IKKE OM PER MIKAEL JENSEN
- Har igennem de seneste to år haft et sideløbende projekt med at designe den ultimative kuffert. Når han skal prøve at falde i søvn i et fly, ligger han og zoomer ind på en lille detalje på kufferten, indtil han falder i søvn. Lige nu er han ved at læse op på, hvordan man støber i karbon.
- Er vild med udstyr og gadgets. Har engang haft en dørløfter – en dims, man kunne sætte ind under en dør, og som løftede døren af hængslerne.
- Er fuldstændig ligeglad med, om der er slippers, badekåbe og den slags på hotelværelset. Men der skal være et skrivebord. Dynen er også vigtig. Og så er det helt uden for diskussion, at vinduet skal kunne åbnes. Engang havde han fået et værelse, hvor vinduet ikke kunne åbnes, og han trængte sådan til en smøg. Per Mikael Jensen endte med at smadre vinduet.
- Dengang han stadig led af flyskræk, spiste han piller for at sove om bord på flyet. Engang hvor han skulle til New York, havde han suppleret med en del Jack Daniels. Han satte sig ind i flyet og tog hånden ned i sin taske for at finde sin walkman. Da han vågnede igen, stod der en stewardesse og ruskede i ham. Han havde stadig hånden nede i tasken, og flyet var landet i New York.
- Nægter at tage hospitalstøj på, når han bliver indlagt på hospitalet.
- Har engang stået på vandski hele vejen fra Samsø til Aarhus.
- Per Mikael Jensen mødte sin første kone Merete på Journalisthøjskolen. Når hun skulle til København i weekenden for at besøge sin kæreste, lod han, som om han også skulle til København, så de kunne følges derover. Når de var nået til København, tog Per Mikael toget tilbage til Aarhus for igen om søndagen at køre til København og stå klar på perronen, når Merete skulle hjem til Aarhus. Til sidst var Merete overbevist, og de blev gift og flyttede sammen i København.
