Glem FCK og BIF. Her møder du det "ægte København"

DET ER MANDAG, det siler i Sydhavnen, og måske er det pga. regnen, at Mikael, der ikke har noget øgenavn, ikke endnu, lader være med at gå og råbe til de personer, han kun selv kan se. Hen ad Borgbjergsvej går han, under stilladserne, med lavt hoved og høje skuldre, forbi smørrebrødsforretningen og slagteren, låsesmeden og den døgnåbne spillehal, og forsvinder i retning mod nr. 1, hvor Anker Jørgensen trofast blev boende det meste af det liv, der nu leves på plejehjem.

På vejens modsatte side, tæt ved Borgbjergs-vejs Røde Plads, står ’Slinger’, stor og stovt, og drikker sine tavse bajere. Ud fra hans jakkes bryst- og sidelommer stritter ølflasker af mærket Dansk Pilsner, købt i Fakta nogle skridt længere nede ad vejen. Han er ligeglad med alt slags vejr, og hvad han hedder rigtigt, og hvad der egentlig skete, er der ikke mange, der ved, men det er vist noget med, siger man, at han havde en helt normal familie engang, men at han en dag fandt sin kone med en anden, så forsvandt han, og pludselig en dag stillede han sig op, hvor han har stået siden.

LÆS OGSÅ: Amager for evigt

Foran ham på pladsen er telefonboksen blevet fjernet, lige om lidt lukker posthuset, alle banker er for længst forsvundet, men bydelens pølsevogn, en af Københavns få faststående vogne, holder stand. I sammenhæng med vognen har to designere kreeret et farvestrålende siddeparti, men det kan ikke rigtigt konkurrere med Den Røde Plads’ to lange, sært svungne træbænke, hvor man kan sidde – og ligge – ned. Forbi bænkene kommer Greven slentrende, og da han passerer pølsevognen, hilser han fornemt på Morten ’Øre’ eller ’Blåøre’ eller ’Madøre’, der står derinde og lytter til formiddagsregnen, der går i ét med den prikkende stegesitren fra pølserne, flæskestegen i ovnen og lyden af højt sjuttende regnvejrsdæk på asfalten udenfor.

Morten ’Øre’ Andersen er ikke bare hele Sydhavnens pølsemand, han er også - i fuld fart og tempo - med i Valby Idrætspark, når Frem spiller hjemme.

Morten Øre har hele sit højre øre fyldt ud med en krimskramset tatovering, der skulle have forestillet edderkoppespind. ”Men jeg ku’ ikke sidde stille, så nu ligner det sgu mere en reklame for Danablu-ost,” griner den 47-årige mand, der hedder Andersen til efternavn og som barn var med til at besætte den allerede dengang lukkede åndssvageanstalt Karens Minde, der i dag er kulturhus, som var med, da Sydhavnen med protesthappenings fik ændret placeringen af Øresundsbroens jernbanelinje, og som var med, da sydhavnerne fik stoppet en golfbane på naturområdet Tippen ved bl.a. at hælde sukker i gravemaskinernes benzintanke.

LÆS OGSÅ: ”Nordvest er Københavns næste smarte bydel”

Lidt efter kommer Greven hilsende forbi igen, og sådan går formiddagene, og gør de ikke, når Greven ikke dukker op, ringer Morten Øre til en af de sociale viceværter, som bydelens store, almene boligforening, AKB, har ansat. Bare for lige at sikre sig, at alt er o.k. med Greven. Morten Øre er ikke så ’fodboldsinteresseret’, som han siger med københavnsk binde-s, men når Boldklubben Frem, holdet over alle sammenhold i Sydhavnen, spiller hjemme, er det ham, der med stor energi og en stor stof-hotdog på hovedet sælger de uundværlige stadionpølser.

50 meter derfra, på Café Engholmen, taler de til gengæld ikke om meget andet end Frem. Om spillerne, om kampene og om den allerede sikrede placering som nummer to i 2. division øst i 2014/15, hvilket ikke rakte til oprykning. Og dér, midt i en blanding af ophængte BK Frem-bannere og tørklæder, af halstatoveringer, hættetrøjer, muleposer, spillemaskiner, guldringe på pegefingre, arbejdstøj, grønne Cecil, rollatorer, øl-klippekort, keglebillard og Elvis Presleys ’Love Me Tender’ i højttalerne, bliver der sat fokus på det dilemma, der ikke bare præger Frem, men også Sydhavnen.

”Vi har sgu ikke råd til at rykke op,” siger en kvinde ved baren med hovedrysten og sammenknebne cigaretrøgs-øjne. Først skal der slurkes, så får hun svar: ”Hold nu kæft med, at vi ikke har råd til at rykke op. Vi har ikke råd til at lade være.”

TO DAGE FØR, nogle timer før sæsonens sidste kamp, skulle Frems cheftræner Henrik Gundersen egentlig sidde i den gispende skurvogn, der engang var dameomklædning, hvor han holder til sammen med holdets assistenttræner og fysioterapeut Klavs Svendsen. Men nej, de to er rykket over i den lille skråtagede træbygning, der ikke ufortjent kaldes ’sommerhuset’, for selv om de til daglig arbejder i den svampede lugt i det lille trænerskur, kan man sgu ikke rigtig byde fremmede den.


Karit Ingolf Møller og Jette Rahn er inkarnerede Frem-tilhængere. Karit så sin første Frem-kamp, da han var 12 år – i 1943 – og har været fan lige siden.

Til gengæld er de begge mærkbart stolte af det gamle førsteholdsomklædningsrum, der ligger i direkte forlængelse af klubhuset. De engang brune og bejdsede trævægge i omklædningsrummet er nu malet hvide; den eneste modernisering, bortset fra dametoilettet, der er sket i over 30 år.

”Engang, til en polterabend, var Peter Møller med … ja, ham Peter Møller … og mens vi sad der i omklædningsrummet, vendte han sig om, bankede på træet, snusede til det og udbrød: ’Dét her, det er fandeme fodbold.’ Og ja, vores senioromklædningsrum ligner måske noget, man kan finde i serie 3 i Øster Magle, men andre, der også er vendt tilbage, siger det samme: Alt er fuldkommen, som da man forlod det. Det er surrealistisk, at man kan være så autentisk,” siger træneren, der netop har fået 25-års-nålen som Fremmer og kun går under navnet ’Gunder’.

Assistenttræner Klavs Svendsen nikker: ”Vi taler om, at vi måske skal have nye baderum, men nej, det bliver også så sterilt, der er sgu så meget historie i de rum.”

Gunder, der overtog jobbet som Frem-træner i sommeren 2014 efter den tidligere Brøndby-cheftræner Henrik Jensen, har som mission, at holdet skal rykke op og sætte sig fast i 1. division. Først når – og hvis – det sker, giver det mening at tale Superliga. Vejen til 1. divisions-ambitionerne er bl.a. bygget på sæsonens andenplads i 2. division øst, på sportslig succes i klubbens ungdomsafdelinger og på at genindføre det, de to kalder ’de gamle Frem-dyder’.

”Det er noget med, at man selvfølgelig tager en øl efter kampen, også med fansene,” indskyder assistenttræner Klavs Svendsen, der selv har spillet for Frem, bl.a. som anfører, og så er det Gunders tur til at nikke.

”Vi er ikke bare et 2. divisions-hold. Vi er Frem. Om du kommer til kampene i en Audi eller på cykel, er alle ens. Og rollerne byttes ofte om. Herude er det chefen, der lytter til kontanthjælpsmodtageren. Man er Fremmer, ikke andet. Klavs og jeg er lige nu træner og assistenttræner, men om nogle år er vi tilskuere, frivillige eller tøjmænd. Og ja, vi er romantikere, vi spiller for logoet på brystet og for fansene, der for manges vedkommende er på kontanthjælp eller dagpenge, og som bruger deres få penge på at se holdet spille. Vores fans er outstanding,” siger Gunder, der med et bevæget smil rejser sig for at vise rundt i klubbens andre lokaler.

Fiskerihavnen i Sydhavnen er en selvstændig og selvbygget enklave. Store dele af området er stadig som taget ud af en Olsen-banden-film.

Foran og inde i klubhuset summer det af pæredansk familiefest, af snak, latter og af øl, snaps og smørrebrød, og da vi på græsset passerer Frems storsponsor Allan Nielsen, spreder følelsen fra de bevægede læber sig til resten af det brede træneransigt. Gunder forsøger at fortælle, hvordan storsponsoren engang hjalp en tidligere Frem-målmand, der fik kræft, men han kan ikke fuldføre historien. Han prøver to gange, men hver gang må han løfte en flad hånd til stop, mens han med den anden prøver at dække over sit sammenknebne ansigt og de tårer, der vælder op i ham.

DEN TYSKE FILOSOF Immanuel Kant forklarede begrebet nostalgi som en længsel efter et ’da’ frem for et ’nu’, og den følelse rammer stærkt, ikke bare i Sydhavnen, men også på den nedslidte Valby Idrætspark, der alene med sit navn lyder som en scene i en Olsen-Banden-film. ’Vi savner KB’, står der på et stort fastmonteret skilt i midten af siddetribunen på hjemmebanen, der har plads til 12.000 og har en del til fælles med et østeuropæisk speedwaystadion.

Klos op ad stadion ligger det, der engang var landets største indendørs hal, Club Danmark Hallen, og her har slitagen mistet sin charme. Juleaftensdag 2010 brasede tung sne et stort hul i taget, og siden har ingen gjort noget. Under enorme tavse storskærme spiller nu kun sejlivet ukrudt, nedstyrtningsrester og et stort, sne-agtigt lag af fuglefjer på de blæsende tomme baner.

Sådan har det været så længe, at man ser det voldsomme ukrudt, der skyder sig ud af hallen, men alligevel ikke ser det, når man bevæger sig hen mod idrætsparkens hovedindgang, der giver adgang til den VIP-lounge, der er opkaldt efter Pauli Jørgensen, Frems mest berømmede spiller. For sponsorer og betalende er der i de 80’er-cafeteria-lignende lokaler ad libitum bold, mad, øl og vin, og i dag, når nu det er sæsonens sidste kamp, inkluderer arrangementet også Søren Colding, der varmer op med en tale om de gode, gamle Frem-dage.

Frem har i snit knap 1.000 tilskuere til deres hjemmekampe. Og de elsker at råbe.

Inden han rejser sig, får den 42-årige tidligere Frem-, Brøndby-, Bochum- og landsholdsspiller væltet sit kaffekrus, der bruner den hvide dug foran ham. Det ryster ikke hans åbningsreplik: ”Da jeg var helt lille, sad jeg og så min far åbne øl i omklædningsrummet, og allerede dengang fik jeg en forståelse for, hvad Frem er for en klub,” siger han, og de indforståede smil blandt sponsorer og andre klubstøtter breder sig som kaffen, han netop har spildt.

Søren Colding fortæller om at komme til Frem som 16-årig, om at træne om vinteren på pladsen foran S-togs-stationen ved Ellebjerg, om at man i Frem lærer at vinde på trods, og om at man her i klubben spiller videre uanset hvad, også uanset at han ikke har tal på alle de dækningsløse checks, han i sin tid modtog som kontraktspiller. Smilene breder sig igen. Og bliver til latter, da Søren Colding fortæller om dengang, i tiden før klubben gik konkurs i 1993, da han måtte møde op nede på kontoret efter kampene for at få sin løn udbetalt i 10- og 20-kroner fra ølsalget.

DET ER DEN klassiske kamp, det er indianerne mod nybyggerne, det er Mensch gegen Machine, og det er tradition mod fornyelse. Ikke bare i Frem, men også i Sydhavnen, en bydel, der er en slags prisme for den voksende danske ulighed og splittelse mellem ’dem’ og ’os’. Adskilt af den hårdt trafikerede Sydhavnsgade ligger der på den ene side et område med nybyggede, dyre altanlejligheder med vandudsigt mod Sluseholmen og Teglholmen, et område med lav ledighed, høj indkomst, med nærmest ingen almene boliger og Liberal Alliance som den største stemmesluger ved valget 18. juni.

LÆS OGSÅ: Guide til Københavns kvarterer: ”Boligpriserne er ved at ’Østerbroficere’ det meste af byen”

På den anden side af vejen, indespærret ikke bare af Sydhavnsgade, men af den lige så trafikerede P. Knudsens Gade, ligger det ’rigtige’ Sydhavnen. Målt på bl.a. indkomst, uddannelse, ledighed, antal beboere på overførselsindkomst, enlige og antal boliger under 60 m² er området et af Danmarks fattigste. På denne side af vejen fik Enhedslisten og Socialdemokratiet ved valget tilsammen 50 % af stemmerne, mens Dansk Folkeparti kom ind på en sikker tredjeplads. Her, hen over Frems absolut primære fan-område, blæser der, ligesom i fodboldklubben, et historisk working class-vingesus, der er rodfæstet i opfattelsen af, at samfundet altid koster rundt med de nederste, i ideen om skæve eksistensers ligeret og i en forestilling om, at så længe de ’svage’ bare står sammen, er det sgu ikke umuligt at vinde over de ’stærke’.

Måske så langt væk fra Sydhavnen, som man kan komme, ikke geografisk, men mentalt, i det indre København, sidder Pernille Steensgaard, Weekendavis-journalist og forfatter til flere bøger om København og københavnerne.

”Man må ikke være fin på den. Det er nok det værste, man kan være i Sydhavnen: fin på den. I Sydhavnen er de enormt bange for, hvad penge gør ved folk. Og ja, de har faktisk lidt ret, for penge bliver jo brugt til at skabe afstand, på ikke at bo op ad andre, til at få fred, til at komme væk. Så jeg forstår sgu godt, hvad de mener. Men jeg har svært ved at tro, at noget som helst kan stå imod penges magt,” siger københavner-forfatteren, der mener, at områdets arbejder-romantik og helt særlige tålmodighed over for skæve eksistenser er på vej mod udvanding.

”At gå en tur i Sydhavnen er som at gå en tur i det gamle København. Det, der var, er det, der er. Det er så provinsgammelt. Ikke engang i Københavns Nordvest-kvarter, Sydhavnens tvilling, er det sådan. Jeg håber, at der i en by som København kan være heller og frikvarterer væk fra alt det ordnede og regulerede, og de steder findes stadig i Sydhavnen. Men hver måned har København en tilvækst på op mod 1.000 mennesker, og mange er begyndt at opdage Sydhavnen. En stor del af området består af almene boliger, hvilket man normalt ville sige var en buffer mod prisudviklingen. Men kommer der det, jeg vil kalde ’krævende borgere’, især børnefamilier, ind i boligmassen, begynder de at tysse og anmelde og påtale og rotte sig sammen, og så kan hele ændringen af bydelen komme bagom. Jeg tror, det vil ske, og at Sydhavnen, som området er i dag, ikke vil
bestå, ikke på længere sigt.”

”SUTTERNE FRA SYDHAVNØØN, lå-lå-lå-lå-lå,” gjalder det skrigende sangråb bag det ene mål på Valby Idrætspark, et navn, der irriterer mange fans, både fordi hjemmebanen faktisk ligger i Sydhavnen, og fordi de fleste Frem-fans ikke er fra Valby. Fodboldlogisk burde det nedsættende tilråb tilhøre modstanderholdet, men nej, ikke i Frem, ikke i Sydhavnen, her har man forstået, at nedgør man sig selv, fratager man andre muligheden for at gøre det samme. ’Klassekamp’ står der på den ene side af fan-halstørklæderne, ’Kærlighed’ på den anden, og når Frem vinder, holder ’Paulis Rødder’ med spredte arme ’Klassekamp’ op mod spillerne, mens holdet får ’Kærlighed’, hvis de taber.

På trommen, der er rytme-centrum for den Frem-stormende fangruppe Paulis Rødder – stiftet efter at klubben i 2010 igen gik konkurs og blev rykket ned i Københavnsserien – knokler 23-årige Mikkel Okine. I sit nøglebundt har han en lille trommenøgle, som han bruger til at stramme nye skind op, når de gamle er hamret gennemsigtige, og ved sine fødder på de gyngende aflange brædder har han fire ekstra stikker.

Over ham og de 914 tilskuere til kampen mod Avedøre svæver blå- og rødstribede Frem-flag, et regnbueflag og et flag, der umiddelbart ligner Che Guevara, men som er Thomas Thøgersen – den i visse kredse legendariske ’hash og guldbajer’-spiller – tegnet som den argentinsk-cubanske oprørshelt.

Mikkel, der arbejder i en børnehave og snart skal ud at rejse, har, som flere fra venneflokken, et mærke fra en brændende varm ølkapsel ristet ind i sin højre skulderhud, ’Sydhavnsmærket’ kalder de det. Ligesom vennerne er han vokset op i ’haverne’, som området med de mange Sydhavns-haveforeninger, bl.a. Mozart og Frederikshøj, bare kaldes. Haveforeninger, hvoraf mange af beboerne i 60’erne, 70’erne og 80’erne flyttede ind med ideer om fællesskab og frie værdier, men som nu – for fleres vedkommende – er endt med kampen for hegn, matrikelskel og friværdi.

Thorkild Nielsen, ’Ton’, med sine hunde Hope og Pixie foran det snart lukkede posthus på Borgbjergsvej.

Mikkel og hans to lige gamle venner, Jonas Bonde, der arbejder på fritidshjem, og Thorbjørn Ulvskov, der er ved at uddanne sig til katastrofe- og risikomanager, er måske nok alle tre overskuds-unge, men først og fremmest er de Fremmere. Og Sydhavnere. Born and raised og uden tvivl. Thorbjørn har tatoveret ’Paulis Rødder’ på sit ben, mens Jonas Bonde har ordet ’Sydhavn’ tusset på sin højre røvbalde og Sydhavnens postnummer 2450 tatoveret både på armen og på indersiden af sin underlæbe.

”Jonas i tårnet, vi vil ha’ Jonas i tårnet,” skriger fansene på den gamle ’Guantanamera’-melodi, og mens Thorbjørn går efter øl, og mens Mikkel overlegent og stædigt hamrer rytmer af på trommeskindet, klatrer Jonas, nu i bar mave, op i tårnet, et sammenflækket ’kalder’-podie, hvor han viser sin trænede, tatoverede krop. Han kommer fra ’haverne’, og han mener det. Med ryggen til kampen og med knyttede næver råber han højt, vedvarende og inderligt hæst:

”Vi … skider på den moderne fodbold … Vi’ … Sydhavnens pirater, og vi har en kæmpe gæld … Går planken ud og går konkurs, men ingen kan slå os ihjel … Vi har vundet det hele og mistet alt igen … Men vi er Frem, og vi frygter kun os selv.”

I H/F MUSIKBYEN, på mange måder Sydhavnens svar på ’Dansen med Regitze’, er ladcykler og havelåger malet i Frems farver, og midt i det hele, i Brians have, svajer et Frem-flag hele året 12 meter oppe i foreningens højeste flagstang. Foran haveforeningens medlemshus blafrer Dannebrog, og her sidder lørdagsdrikkerne trofast ved ’Flaget’, som alle bare kalder pladsen, hvor der er træbænke, to opstillede festivaltoiletter og en lille anonym købmand, bestyret af en pakistansk mand fra Sverige, der ikke ønsker sit navn frem.

”Vi har bara öppet til 18,” siger pakistaneren og nikker med et uudgrundeligt smil hen på et vægur, der viser 19.30. Der er iskolde flaskeøl til 8 kr., der er en oplukker skruet fast i væggen med en spand under, og udenfor på bænkene råber de: ”Så, nu skal de blå bånd op,” når nogen rejser sig og går hjem. Ved et af bordene taler en kvinde om, hvor uretfærdigt det egentlig er, at mænds brystvorter altid sidder lige over for hinanden, mens kvinders så ofte hopper op og ned. ”Du må gerne låne mit vaterpas,” svarer en anden kvinde, og latteren er lige så høj, som solen er lav.

Er man rigtig sydhavner, har man et øgenavn. Værtshusejer Mohammed Chehabei, manden bag Cafe ’Betty’, det måske ældste Frem-værtshus i Sydhavnen, går kun under navnet ’Krølle’.

Længere væk, uden for H/F Musikbyen og uden for samfundet, sådan da, ligger halvø-kyststrækningen ud mod Københavns gamle losseplads, Tippen, der nu er fredet naturområde. Området er uden strøm og rindende vand og kaldes ’Lorterenden’ og ’Guldkysten’, og strækningen, der på det første stykke ligner indisk slum og senere de rene parcelhuse, er – sammen med den klondikede Fiskerihavn på den anden side af Tippen – et af de sidste hemmelige steder i København.

Mange af de uofficielle beboere her har i årtier været på det, man kunne kalde tålt ophold fra myndighedernes side, men ifølge John ’River’, der har boet i området i mere end to årtier – og har sit navn, fordi han arbejder som nedriver – er en normalisering lige om hjørnet. Ca. midt i det hele ligger ’Smugkroen’, et sted, der har eksisteret siden hvem-ved-hvornår, og som gennem årtierne har bevæget sig op og ned gennem Lorterenden. Der er bar, der er billard, der er masser af krostue-agtige siddepladser, der er barstole med Frems logo, der er lavt til loftet, og der er dåsebajere til en 10’er. Det hele kører på medbragt vand og på en benzingenerator, der ofte sætter ud og mørkelægger lokalet, men ikke mindst kører stedet på det ægtepar, der står bag baren. De vil ikke have deres navne frem, men manden er stor, skaldet, oprigtig, intimiderende, og om sin hals har han et par lange hjemmelavede shamballa-kæder, et billede af sine børn og et Harley-Davidson-guldskilt i lædersnor.

Kvinden har samme sæt kæder om halsen, hun er piercet i næsen, og hendes tunge fingerringe larmer, når hun lægger sine hænder på bardisken. Hun har en pink Doc Martens-støvle på den ene fod, en lilla på den anden, og op ad støvlerne stikker der lyserødt tyl. Engang boede parret ikke i Sydhavnen, men på Vesterbro, det var dengang, kvinden havde to leguaner, Knold og Tot, som hun skiftevis luftede på sine skuldre i gadebilledet. ”Vesterbro, fucking jyde-sted,” siger hun, og så kommer Buddy ind ad døren, han har lige siddet 10 måneder i Vestre og trænger til noget luft, vand og vind i håret.

Manden, der har en gummispeedbåd liggende ved Lorterende-vandet, når lige at sige: ”Alle forældre i vores børns skole på Vesterbro blev skilt, men vi to holder fandeme sammen,” inden han forsvinder med Buddy og en benzindunk. Tilbage står kvinden, mens det myldrer ind med helt unge fra Sydhavnen, og de kan lide hende, virkelig, og de krammer hende alle sammen, længe og ungdommeligt inderligt, for hun er for real, og hun er fandeme for vild.

Fadøl, fodbold og frivillige hænger sammen. Men da der kom over 5.500 tilskuere til Frems sommervenskabskamp mod St. Pauli, løb de fleste af hanerne tørre.

EN UGE SENERE på Mozarts Plads, Sydhavnens centrum, der snart må lade sit plads-liv til fordel for et årelangt metro-byggeri, sidder en grønlandsk kvinde og siger, at hun sagtens kan drikke uden at blive fuld. Pladsen, der strækker sig på begge sider af Mozartsvej, er delt op i fem grupperinger: Der er somalierne, der er sutterne, der er grønlænderne, der er dem, mange kalder nynazisterne eller nazi-sutterne, og i midten af det hele, i en sekskantet skurbygning, ligger ’Wolfie’, en nyåbnet ’rigtig’ café med et pænt lille, lavt kolonihavestakit omkring. Bag cafeen, bydelens eneste, lidt endnu, står Lasse Andersen – manden bag de københavnske Grød-barer – og han har kun ’fået lov’ af bydelen til at gøre det, fordi han er vokset op i ’haverne’.

Længere oppe ad Mozartsvej går Katja Møller-Jørgensen fra Københavns Kommunes Hjemløseenhed. Én dag om ugen er hun med sit ’jeg-kigger-ikke-væk’-blik på gaden for bl.a. at lave opsøgende arbejde, såkaldt harm reduction, både over for grønlænderne, de ældre udsatte, men også over for det stigende antal unge under 30 år, der glider igennem og til sidst helt ud af systemet og ender i Sydhavnen. Hun siger, at hun tror, at der i fremtiden kommer til at opstå skurbyer for de pressede, svage københavnere, der hellere vil bo usselt og tæt på byen end rykke ud af den. Og så må hun videre. Endnu en gang er der en, der lige skal bede om at låne hendes telefon.

IKKE LANGT DERFRA, for enden af Sydhavnens hovedstrøg, op mod Valbyparken, ligger ’Stedet Hvor Frem Fans Mødes’. Det er ikke bare en klassisk hjørnebodega, det er angivelig det ældste samlingssted i Sydhavnen for Frem-fans. For nylig overtog ’Krølle’ egenhændigt stedet, der i en periode hed ’Tavern Moonshine’, men det navn kunne ingen sgu finde ud af udtale. Derfor skal stedet, når Krølle er færdig med renoveringen og med at genskabe stedet i dets oprindelige grå-hvide farver, snart igen hedde ’Betty’, og alle de gamle Frem-trøjer skal atter op i loftet. Midt i malerdiskussionerne dukker en bedstemor med tre børnebørn op. Som var Krølle et kæledyr, farer børnene hen og omfavner ham. Bedstemoderen ligner en tynd, ældre-spiff østerbroer, og på vej ud for at drikke kaffe, forbi ’Svupper,’ der har sin faste plads lige ved indgangen, spørger hun den ældste, verdens sødeste niårige pige, om hun ikke vil med udenfor.

”Nej, jeg vil bare være inde hos Krølle,” siger hun og stiller sig op ved bardisken sammen med de andre gæster, der med deres røg, øl og selvudslettelse måske har svært ved at nære kærlighed til sig selv, men derfor godt kan være i stand til at nære den til andre, især børn. Krølle kapsler en gratis sodavand, som sædvanlig og selvfølgelig, til de tre små, og så går han om bagved for at åbne den enorme dåse Quality Street-chokolade, han kun har købt for at lave slikposer til sine mindre gæster.

Krølle er ikke krøllet, ikke længere, og i virkeligheden hedder han Mohamed Chehabei, men har sit øgenavn fra de mange år, hvor han lavede socialt arbejde for udsatte indvandrerunge på Settlementet på Vesterbro. Han kom til Danmark fra Marokko som femårig, i 1967, er opvokset på Amager og holdt med Fremad Amager, men fik en sær kærlighed for ærkemodstanderen Frem. Han har gået på Den Franske Skole på Frederiksberg, han er udlært i bygge & anlæg, han har boet 24 år i Sydhavnen og er nu en 53-årig mand, der har svært ved ikke at give sine kunder gratis øl og kredit.

”Sydhavnen er i dag, som Vesterbro var før i tiden, før byfornyelsen. Men lige om lidt er det slut, de rige kommer og køber, de er allerede i gang, og de svage vil endnu en gang blive skubbet ud. Snart vil det kun være dem, der har et arbejde, der har råd til at bo her. Alle de andre, alle dem, der er blevet presset ud af de andre københavnske bydele, er endt i Sydhavnen, og de vil blive presset igen. Ud af København, sydpå, ned mod Folehaven, Hvidovre, Ishøj og ned mod Køge. Det er tragisk, at den gamle københavnerkultur på den måde forsvinder. Alle, alle, er velkomne i Sydhavnen, indtil det modsatte er bevist. Den indstilling er desværre på vej væk. Og hjerteløsheden er på vej ind.”

”DER ER DØDSSTRAF for at sige det, jeg ved det,” sukker Carsten Werge med et smil, ja, ham Carsten Werge, et par dage før den måske største kamp i nyere tid for Frem, sommerens crowdfundede venskabskamp mod St. Pauli fra Hamborg. Fra en af træbænkene foran Frems Klubhus kigger den 56-årige fodboldkommentator ud over græsset, hen på klubbens evigt kommunalsvigtede hjemmebanestadion, et svigt, han kalder ’den største idrætsskandale i Københavns historie’, og hen på den boldmur, der stadig står, som da han var dreng, og hans far, Frem-legenden Bendt Werge, ’den robuste’, trak ham med i klubben.

Bendt Werge, der døde i februar og var medlem af Frem i 80 år, blev for fire år siden hædret af UEFA for sit rekordlange medlemskab, og da han blev begravet, var det med en tværstribet Frem-trøje på kisten og kirken fyldt med klubfolk. Carsten Werge får et øjeblik gåsehud, da snakken falder på den klubsang, som hans far skrev. En sang, der ender med verselinjen: ’F og R og E og M – er vor klub, li’ fra drenge og til mænd’, en sang, der hænger på væggen inde i klubhuset og en sang, der stadig synges til alle Frems kampe. Alligevel vover han at sige det, ikke ret mange ønsker at høre:

”Frem har et fantastisk image, men klubben er også fanget i det image. Hvis Frem accepterer, at de er en klub i 2. division, der en gang imellem kan mænge sig lidt med de bagerste i 1. division, så fint nok. Men har man sportslige ambitioner, vil man tiltrække tilskuere og sponsorer, er man nødt til at slå sig sammen med andre klubber og lave en overbygning. Frem er en arbejderklub med dybe rødder, der udfører et fantastisk stykke socialt arbejde over for børn og unge. Men de værdier kunne man jo sagtens holde fast i, selv om man slog sig sammen med andre, rev det gamle lortestadion ned og byggede et nyt. Hvorfor ikke lave en modsat pendant til de ’fine’ fra FCK? Hvorfor skal de være den eneste store fodboldklub i København? Hvorfor ikke gå sammen med fx Hvidovre, Fremad Amager, B93, Skjold, dem, der havde lyst til at være med?” spørger Carsten Werge med undrende hænder. Og nej, selv om han sgu ikke tror, at noget af det kommer til at ske i hans levetid, ser han alligevel også en anden mulighed: ”Frem kunne også slå sig sammen med fx Christiania FC og lave en dansk kultklub-pendant til St. Pauli. Gjorde man det, ville man i et lille fodboldland som Danmark ret hurtigt kunne komme op i den helt sjove række. Hvorfor skulle man i København ikke kunne gøre det lige så godt eller bedre end i Hobro? Selvfølgelig kan det lade sig gøre, selvfølgelig.”

”RIGTIGE MÆND ER sgu da hvide under patterne,” råber en lokal kvinde til to tynde, Frem-flirtende og tilflyttede AGF’ere, der ligesom mange af de andre tilskuere inden St. Pauli-kampen står i en af de massive øl-køer, som Frems frivillige ikke er vant til og derfor mest fumler længere og længere. Bag hende, forbi de allerede larmende tyske fans, sidder 38-årige Tobias Clausen ca. midt på tribunen, ved siden af sin bror og sin far, lige dér, hvor han plejer. Han er uddannet på universitetet, han har opmærksomme, afventende øjne, bor på Nørrebro, arbejder i SuperBrugsen og er ikke så vild med forandringer. ”Jeg er Fremmer, til jeg dør,” siger han, og sætningen passer, på trods af dens bombastiske karakter, sært godt til ham.

”Jeg er ikke sydhavnsdreng, men min far og farfar var. Jeg voksede op i Albertslund, og om lørdagen smurte min far sig en mad, drak en øl og tog ind og så Frem. Jeg var egentlig ikke interesseret i fodbold som barn, men en dag tog jeg alligevel med min far. Jeg var slet ikke vant til at omgås de typer, som er herude, men fra den dag af følte jeg mig … suget ind i klubben. Og jeg har været her lige siden. Jeg cykler herud, kører altid forbi min farfars grav på vejen, og hver gang jeg når frem til klubhuset og stadion, får jeg sådan en følelse af at komme hjem.”

Ude på græsset er selve kampen forsinket. Natten før er en flok brudt ind på stadion og har overmalet de slidte sæder og lægter med nazi-kors og SS-tegn. Nazi-tegnene er alle hurtigt blevet malet over med blå spraymaling, men pludselig går rygtet, der viser sig at være sandt: Banen er blevet overstrøet med søm og skruer, der overalt skjuler sig djævelsk i græsset. Sammen med mange andre Frem-fans går Thorbjørn, Mikkel og Jonas ud på banen for på knæ, med museskridt og bøjede rygge at finkæmme den. Efterhånden løber historien hen til tribunens blok 6, der ofte huser nogle af Frems mere højreorienterede fans, men hvor der i dag sidder op mod 1.000 St. Pauli-fans og vifter med flag og fadøl. Og snart, mens Smiths-nummeret ’Shoplifters of the World Unite’ brager ud af stadionhøjttalerne, danner tyske og danske fans en tæt menneskekæde, der minutiøst og effektivt får ryddet banen.

Da kampen endelig fløjtes i gang, må dem, der havde drømt om at se flænsede lår, erkende, at deres protestaktion ikke har skabt andet end yderligere sammenhold hos dem, de ikke kan lide.

Der er 5.510 tilskuere til kampen, mere end dobbelt så mange som de 2.500, der var crowdfunding-kravet for, at kampen kunne blive til noget, og ingen af Paulis Rødder’kan huske, hvornår der sidst har været så fyldt på stadion. Og så meget gang i den. Og det endda med DBU-dispensation til at bruge farvet røg.

Bag det ene mål har de trommende og skrigende rødder i dagens anledning slået sig sammen med de ’gamle’ fra BK Frem Support, der ellers holder til under tribune-taget. Egentlig havde Jonas Bonde mistet stemmen til Roskilde festival, men med fadøl, en smøg og sin sorte Working Class Hero-kampdags-T-shirt viklet om hovedet som en religiøs hovedbeklædning kravler han alligevel op i tårnet og råber: ”Kom nu, sutter, kom med noget stemning.” På melodien ’Jeg er så glad for min cykel’ hvæser han resterne af sine stemmebånd ud til de medsyngende fans foran ham:

”Jeg’ en ægte københavner / Jeg ryger hash og drikker brændevin / For det er klart, når man er Fremmer / Så ta’r man livet med et smil / Jeg hader klubfusioner / Det noget af det værste, jeg ved / De syge klubbestyrelser / De sku’ ta’ at ryg’ en fed.”

Mens St. Pauli på banen med venskabshøflighed er godt i gang med at vinde kampen 3-2, hylder de to fanfraktioner hinanden, Frem-fansene råber taktfast: ”St. Pauliii” og får fra de mange tyskere straks ekko-svaret: ”BK Fre-eem,” og da det hele er slut, skifter Mikkel endnu gang et trommeskind, mens han sukker længselsfuldt og nærmest lykkelig: ”Det var jo beyond sjovt. Bare det var sådan her hver gang.”

”VI TA’R I Slusen,” lyder råbet efter kampen, et samlings-kald, som Jonas, Thorbjørn, Mikkel og de andre rødder har kendt, så længe de kan huske. I klubhusets efterhånden sørgelige køleskab er der helt udsolgt, det eneste, der kan fremvises, er et par Gamle Carlsberg, og nej, det strækker ikke, ikke når man nu har besluttet sig for at tage ud at bade i Slusen, dér, hvor man har badet hele livet – nybyggede altanlejligheder eller ej.

Væk fra stadion cykler de, Sydhavnens og Frems fortid og fremtid. Med hinanden på

styret.

Dér kører Thorbjørn Ulvskov, der måske er den mest analytiske, men også er ham, der stærkest besidder ungdommens nostalgiske fortørnethed, ham, der bor sammen med Mikkel i en Sydhavns-andelslejlighed med have, drengelugt og med vinyler, som de mixer, når de optræder som dj’s, ham, der så mange gange har tænkt på, at han fandeme også skulle tage at køre forbi dem, der netop har købt den gamle, lukkede bagerforretning på Mozartsvej og vistnok er ved at indrette en slags bar, og fortælle dem, at Sydhavnen ikke gider deres dyre øl og cocktails, og at de fandeme skal fucke hjem til Vesterbro med deres jydepis og halve genbrugsbutikker.

Dér kører Mikkel Okine, der har rytmisk, menneskelig indsigt, og som bestyrer den musik-tilriggede ladcykel, der bliver brugt som forhoved for Paulis Rødder-processionerne før Frems hjemmekampe, der løber fra Mozarts Plads og ud til stadion, ham, som ofte er blevet kaldt ’Neger-Mikkel’, men er lige så dansk som lyse nætter, og som har sådan en uprætentiøs langmodighed, det er svært ikke at blive fascineret af.

Og dér kører Jonas Bonde, kraftkarlen, kamp-råberen og alfa-hannen, der er opmærksom på sit vægttab, når han ikke træner, men under huden, bag sine mange tusser, er lige så blød og sårbar som en kaktus. Ham, der ofte får ondt i hjertet, når han henter børn fra Ellebjerg Skole som fritidshjemsmedarbejder, ham, hvis far er lokal tømrer og Frem-sponsor, ham, der engang røg for mange fede og gik lidt i stå, men som nu, på sin fixie-cykel og med sine muskler, har en anden fart på livet.

De tre ankommer, sammen med den flok, de har kendt altid, til Sluseholm-trætrapperne, dét sted, de har festet og svømmet, siden de var børn, siden området bare bestod af tomme, forfaldne fabriksbygninger, men som nu har udsigt til TV 2’s københavnske hovedkvarter og endeløse rækker af dyre, nyopførte lejligheder.

Mens en storebror til en lillebror, alle kender, stiller en ramme ’store stifter’ frem, købt på vejen, smider alle tøjet til underhylerne og hopper med svulstige spring i vandet. På den gamle badebro på den modsatte side, lige over for TV 2, har de fleste engang snavet med teenagekærester, som de stjal fra hinanden, og oppe af vandet igen, til den dæmpede lyd fra ladcyklens musikanlæg, taler de henført om, hvordan det var. Dengang, før.

Og så sker det. Bag flokken, der måske tæller 15 unge, badende mennesker og ikke larmer mere end summende trafik en søndag morgen på Sydhavnsgade, bliver en altandør i en dyr hjørnelejlighed åbnet. Klokken er 20 minutter over otte om aftenen, det er højsommer, og ud på altanen med vred, selvretfærdig krop vralter en kvinde mod sin altans yderste punkt. Hun har håret stramt redt bagud, bundet i hårelastik, hun har briller, hun har smal, uforsonlig talje i brede shorts, og pludselig, med begge hænder knyttet om sit beskyttende altangelænder, råber hun:

”Tag så for helvede og luk for den lortemusik.”

LÆS OGSÅ: Sommerlands-hype: "Jeg tror ikke Tisvilde kommer til at være så smart om 3 år"

LÆS OGSÅ: ”Aalborg, du er stadig min gamle havneluder”

LÆS OGSÅ: Sivas: ”Spørgsmålet er, hvor lang tid jeg har på toppen. Vi har kæmpet i så mange år for at nå hertil, så vi ved, at det kan forsvinde igen”