Jacob Riising: "Mine børn synes, jeg er lige så røvsyg som alle andre fædre"

Uanset om du har dine egne, om de er på gule plader, eller om du er hele familiens favorit-onkel, er der ikke noget sjovere end at få børn til at grine.

Tidligere har Oliver Zahle og Jens Korse i vores serie om 'kunnsten af lave sjov for verdens sværeste publikum' fortalt, hvor vigtigt det er, at du er 100 % ærlig, når du laver sjov med børn. Man skal ikke snyde i Ludo for deres skyld.

En af de aller største stjerner inden for børneunderholdning Hr. Skæg lader altid børnene være klogere end ham, så de føler sig trygge. Så kommer glæde og latteren nemmere.

Her er det Jakob Riising, der netop er aktuel som vært ved de voksnes Melodi Grand Prix, men han har også skabt - og laver stadig - masser af underholdning for børn.

"Rgtig mange voksne har en tendens til at tale ned til børn, som om de var lidt retarderede.Du skal tale direkte til dem. Og hvis det, du laver, ikke er sjovt, griner børn ikke. De giver ikke medlidenheds-grin."

"Jeg kan godt lide at lave programmer for børn, for her må man lyve og lege. Det giver frihed."

"Jeg har lavet programmet ’Riisings flotte talkshow’, hvor vi havde 175 børn inde som publikum. Jeg varmede dem selv op, inden vi gik på, for at få en føling med, hvad de syness er sjovt."

"Det kan variere meget. Nogle synes, mærkelige stemmer er sjovt, andre gør bestemt ikke. De gæster, vi havde med, var ofte erfarne folk som fx Rytteriet eller standupkomikere. Mange af dem bliver ofte ret nervøse undervejs, for børnene griner ikke særlig tit. ”Hvad sker der? Er vi overhovedet ikke sjove?” Der var jeg nødt til at berolige dem undervejs."

"Børn reagerer bare på en anden måde. Hvis det er en lidt avanceret joke, skal de bruge tid på at afkode vittigheden. Bagefter kan børnene komme hen og sige: ”Åhr, det var grineren.” Men i øjeblikket griner de ikke. Det kan godt være lidt angstprovokerende. I voksne shows ved publikum nogenlunde godt, hvornår de skal grine på de rigtige tidspunkter. Det er børn skide ligeglade med. Hvis det ikke er sjovt, ryger deres fokus hen på lamperne i loftet eller noget andet.”

"Børn synes ikke, namedropping er sjovt. Det er sjældent, at de alle kender vores gæster. Selv hvis det er en som Thomas Blachman, vil der altid være mindst fem, der aldrig har hørt om ham. Derfor er det heller ikke så godt at lave parodier, for det er sjældent, de forstår en spot-on Ole Thestrup-efterligning."

"Engang var Sebastian Klein inde som en ekspert på lort. Han skulle med bind for øjnene mærke og gætte tre forskellige lorte. Den første var en hestelort, nummer to var en kamellort, og det kunne han gætte med det samme. Den sidste var så en menneskelort, og så var der et billede af Mick Øgendahl. Han spørger så: ”Er det et rovdyr?” Og jeg svarer: ”Ja, det er en meget lavbenet en.”

”Er det en menneskelort?” spørger han. ”Ja, men kan du gætte, hvem der har lagt den?” Og så siger han: ”Der er kun en måde at finde ud af det på, og det er ved at smage.” Alle børnene skriger: ”Aaaddd.” Efter at have smagt på den siger Sebastian Klein stadig med bind for øjnene: ”Det er Mick Øgendahls.”

”Det er fuldstændig rigtigt,” siger jeg. ”Og man skal kun smage på Mick Øgendahls lort, fordi det smager meget af romkugler.” Vi diskuterede meget, om det var over stregen. Men ud over at være sjovt får sådan noget børn til at tænke over, at man måske ikke skal stole på alt, hvad de voksne eller eksperterne siger."

"Jeg kan bedst lide at lave underholdning for de lidt større børn, for dér kan man eksperimentere med sarkasme og ironi. Det udvikler de først, når de når skolealderen. De helt små skal man pakke mere ind. Selv om jeg gerne vil udfordre, hvad man kan lave af humor for børn, er en prut, en bananskræl eller en mand i dametøj også sjovt."

"Vi havde engang en konkurrence i ’Amigo’, hvor en dreng kunne vinde en Harley-Davidson-motorcykel. Han skulle bare svare på et enkelt spørgsmål, og pludselig står han med en kæmpe motorcykel og er helt rundt på gulvet."

"Midt i det hele åbner en rocker-type døren, går hen til mig og siger: ”Hvad fanden laver du? Er det dig, der har nakket min kværn?” ”Jamen, den stod bare udenfor,” svarer jeg. Drengen bliver pissebange, og rockeren begynder at rive mig rundt, tager motorcyklen og kører væk."

"Efter programmet skrev en mor ind til mig. Hendes børn havde ikke forstået ironien, hvilket måske også var lidt svært, for rockeren så virkelig vred ud. Hun mente heller ikke, at det var værd at portrættere rockere i et børneprogram. Jeg måtte skrive til hende, at det havde hun faktisk ret i. Den joke kunne jeg ikke forsvare. Selv om den var meget sjov.”

"Mine børn ser ikke alt, jeg laver. De synes, jeg er lige så røvsyg som alle andre fædre. Ikke et ondt ord om ’Disney sjov’, men jeg gider ikke se det med mine børn. Jeg kan bedst lide de programmer, hvor forældrene kan grine med. Når et barn siger til mig: ”Min far og mig griner begge ad programmet,” er det den bedste ros, jeg kan få."

"Gode gamle Jørgen Clevin sagde til mig engang, at man skal træne sine børn i ironi. Det tror jeg på."

"Da vi lavede ’Cirkus Summarum’ i år, havde jeg en joke om, hvor varmt der var i cirkusteltet, og hvordan Bamse var den eneste, der kunne være skide ligeglad, for han kunne rende nøgen rundt. Noget, der aldrig ville være gået i Disneyland. Den vittighed faldt totalt til jorden, og vi tog den ud af showet efter et par gange."

De sidste par år har jeg sørget for, at jeg ikke er med i de to sidste numre i ’Cirkus Summarum’. Det betyder, at jeg lige kan nå ud og stille en rigtig fin bar op bag scenen. Jeg skynder mig at åbne en flaske vin, og så løber Bamse, Bruno og alle de andre ud og får et lynhurtigt glas, inden det hele slutter. Det er en meget surrealistisk scene at se dem stå der i kostumerne og drikke. ”