Der er valg 18.juni Helt tæt på landets statsminister om karrieren, omkostningerne og at gøre alting hurtigt.
"Det stod ikke skrevet, at jeg skulle ind i politik, for jeg kendte ikke nogen, der var i politik, og jeg kendte nærmest ingen socialdemokrater, da jeg var yngre. Min far stemte Venstre og konservativt, min mor radikalt. Jeg blev socialdemokrat, mens jeg læste på universitetet, og meldte mig først ind, da jeg var i midten af tyverne.
Jeg kan stadig huske fornemmelsen af, at al luft forlader en. Det var en tidlig lørdag morgen, og jeg var hjemme i min stue. Min bror ringede på vores fastnettelefon og fortalte, at vores far var død om natten.
Annonse
Han var syg, så vi vidste godt, at det gik den vej, men vi havde ikke fået nogen advarsler i dagene op til. Jeg nåede heldigvis at have nogle stunder alene sammen med ham, mens han var indlagt, så jeg synes, jeg fik taget afsked med ham.
Ja, jeg taler da tit om noget privat med andre statsledere. Vi taler om vores børn, og hvor man skal på ferie. Om nøjagtigt de samme ting, som man gør med alle mulige andre, man møder.
Man kan ikke mærke dig”. Og: ”Du er så kontrolleret”. Det hører jeg tit. Når jeg skal mødes med nogen eller holde en tale, arbejder jeg seriøst med den, men det bliver ofte udlagt, som om jeg er overkontrolleret.
Jeg forbereder mig godt på ting, det hører med til at være statsminister. Så kan man ikke samtidig være spontan. Jeg synes ikke, der var den samme efterspørgsel efter at kunne mærke Fogh. Det gjorde tilsyneladende ikke noget, at han ikke var spontan. Jeg mener, der er en forskel, og jeg mener, den er kønsrelateret.
Jeg gør alting hurtigt. Børster tænder, reder seng og tager tøj på hurtigt. Når jeg lægger tøj sammen, bliver det ikke særligt pænt, men det går stærkt. Jeg tænker nogle gange, at det måske ville være rart at gøre noget langsomt, men jeg kommer nok ikke til det.
Annonse
Jeg tror mest, jeg var i tvivl, om det kunne lade sig gøre at være formand, når jeg også havde to små børn. Camilla var kun fire, og Johanna var syv år, da jeg blev formand for Socialdemokraterne. Men jeg mente godt, jeg kunne, og Stephen mente også, jeg kunne, og at vi kunne få det til at hænge sammen.
Vi har altid bakket hinanden op i, at vi skal sige ja til ting, selv om vi ikke helt kan regne ud, hvordan det skal fungere i praksis. Hvis Stephen havde sagt, at han ikke troede, det kunne fungere, havde det været sværere, men det kan godt være, at jeg havde sagt ja alligevel.
Min far mente, at man kunne erobre hele verden og blive til alt det, man ville. Og vi piger skulle ikke lade os begrænse af noget som helst. Han var et utroligt usnobbet og frihedselskende menneske, der bare syntes, man skulle åbne dørene til verden og livet i det hele taget.
Ja, jeg har da haft dårlig samvittighed over for mine børn. Så er det vigtigt, at man lytter til den og bruger den til at gøre noget anderledes. Der var en periode, hvor mine børn var ret trætte af, at jeg gik så tidligt om morgenen, fordi jeg skulle lave morgen-tv. Vi havde nogle meget stressede morgener. Så må man indrette sig anderledes.
Jeg synes jo selv, jeg er folkelig. Og jeg synes, jeg er meget almindelig. Jeg laver mange almindelige ting, jeg laver mad, rydder op, er sammen med mine børn og ser det samme fjernsyn som alle mulige andre.
Der var nogle, der havde taget et billede af mig, da jeg ryddede sne uden for mit hus, og det blev en stor historie på nettet. Så har jeg prøvet det med. Men hvem skulle ellers få den sne væk? Stephen var ikke hjemme, og så måtte jeg jo gøre det. Jeg går også ud med skraldet lige som alle andre mennesker.
Det har igennem årene været en kolossal hjælp for mig, at jeg har haft en fast hverdag, jeg skulle hjem til. Hjem og tage sutsko og forklæde på og lave aftensmad og lektier med børnene. Det er en daglig normalisering af mig og mit liv, som har været utrolig god for mig.
Annonse
Det er vigtigt, at man ikke siger nej til noget, fordi man er nervøs for, om man kan klare det. Når man har sagt ja til noget, tør man endnu mere næste gang. Jeg har da heller ikke altid turdet stille mig op og tale foran alle mulige mennesker. Jeg har da også virkelig skullet tage mig sammen til at gøre ting. Men mod avler mod.
Jeg bliver irriteret, når jeg ser mig selv i fjernsynet, og jeg siger meget ”øh”.
Der var nogen, der tog et billede af mig i New York, hvor jeg sidder og drikker en øl af flasken. Det var Stephens øl, jeg skulle smage. Det billede kom i Se og Hør. Det var virkelig mystisk. Tænk, at komme i Se og Hør, fordi man tager en tår af en øl.
Jeg tror, der er mange misforståelser om mig. En af dem er, at jeg er kommet let til tingene, men det er jeg ikke. Jeg har kæmpet hårdt for at opnå det, jeg har. Man bliver ikke statsminister uden hårdt arbejde.
Og det der billede af, at jeg skulle være en fin dame, der ikke har nogen føling med det liv, som de fleste danskere lever, det kan jeg simpelthen ikke genkende. Jeg kommer aldrig nogensinde til at forstå, hvordan det billede blev til.
Jeg tager ikke politik personligt, og det skal man heller ikke. I starten kunne jeg godt blive lidt såret, når der var nogen, der kritiserede mig, men nu er jeg blevet 10 år ældre, og man lærer at se tingene lidt mere oppefra, så det gør jeg i hvert fald ikke mere.
Det var min idé med den selfie med Obama og Cameron. Det var et meget utraditionelt og løssluppent arrangement, hvor alle talte med alle og kom hen og fik taget billeder sammen med Obama. Vi havde det hyggeligt, og både Cameron og Obama var helt med på at tage en selfie. Men jeg havde aldrig drømt om, at det skulle blive så verdensberømt og kontroversielt. Jeg har stadig billedet. Det blev faktisk ikke særligt godt.
Jeg synes, jeg står tidligt op. Kl. 6 eller 6.30. Gør mig selv klar, og det tager ikke så lang tid. Det hele er i det hele taget lidt mere tilfældigt, end folk tror. Så laver jeg morgenmad. Alle får æg om morgenen hjemme hos os. Omeletter, pocherede æg eller spejlæg.
Lige i begyndelsen, da jeg stillede op som formand for Socialdemokraterne, holdt jeg vist nogle taler, der var mindre gode, det har jeg i hvert fald fået at vide.
Jeg mødte Stephen i 1992 på Europa-kollegiet. Vi var nogle stykker, der gerne ville lave en socialdemokratisk forening, og der kom han også med. Det var først og fremmest hans humor, jeg faldt for. Og så er han en ægte britisk gentleman. Han vil altid som noget helt naturligt bære en dames taske.
Dårlig kemi betyder sjældent noget i politik. Hvis en forhandling går dårligt, så må man op på hesten og prøve igen. Politikere har en virkelig god evne til at komme videre. For det skal de. Jeg har da tit oplevet at blive så rasende, at jeg har haft lyst til at gå undervejs, fx da vi lavede velfærdsforhandlinger eller den store bankpakke.
Jeg tror heller ikke, jeg afslører for meget, når jeg siger, at vi også har haft masser af diskussioner med de radikale, hvor det har været svært. Men man løser det. Man styrer sit temperament. Tæller til ti.
Jeg var feminist, før jeg blev socialdemokrat. Der skal være lige muligheder, og der er vi ikke endnu. Jeg tror, det betyder noget for ligestillingen, at vi nu har den første kvindelige statsminister. Det giver et vigtigt signal til vores unge piger om, at de kan blive, hvad de vil, hvis de kæmper nok for det.
Jeg har et godt samarbejde med den tyske kansler. Hun er rigtig sød og har en god humor. Jeg kan godt lide, når mennesker med rigtig meget magt ikke bliver beruset af det selv.
Jeg var meget påvirket af, at det blev så stor en historie i medierne, at min ældste datter efter mange år på den samme folkeskole valgte at skifte til en privatskole i 8. klasse, og det havde jeg det rigtigt skidt med.
Hun kunne jo godt se, at det berørte os, og det var helt forkert, at hun skulle gå rundt med den følelse. Hun var en lille pige på 14 år, og hun har ret til at træffe en beslutning om, at hun vil skifte skole uafhængigt af, hvad jeg laver. Jeg blev hele tiden spurgt om, hvorfor jeg havde valgt at flytte hende. Men jeg havde ikke valgt at flytte hende. Det havde hun selv gjort, og skulle jeg så sige, at det måtte hun ikke pga. mit politiske liv? Gu’ vil jeg da ej.
Der er mange, der siger noget pænt, når de møder mig på gaden. I begyndelsen, da jeg lige var blevet formand for Socialdemokraterne, var der mange, der ikke helt kunne placere mig. ”Var det ikke dig, jeg sad til bords med ved Torben og Lenes bryllup?” Eller: ”Har vi ikke gået til jazzballet sammen?” Det var en ret hyggelig periode.
Jeg har hjælp til rengøring, men jeg gør nu også rent selv. Jeg er faktisk rigtig god til at gøre rent. Grundigt og effektivt, og jeg har lært mine børn, hvordan man vasker et toilet. Hvordan man kommer hele vejen rundt.
Hvis jeg mødte Sarah Jessica Parker (amerikansk skuespiller, red.) på gaden i dag, er jeg ikke sikker på, at jeg ville gå hen til hende. Men grunden til, at jeg gjorde det, var, at jeg var blevet skældt ud af mine børn, efter jeg havde mødt Mads Langer. Vi havde fået taget et billede sammen, og det kom jeg hjem og viste dem, men det var ikke nok.
”Næste gang du møder én, der er berømt, så skal du få deres autograf,” sagde de. Og den næste, jeg mødte, der var berømt, det var hende. Og så tænkte jeg, nu skal det fandeme være løgn, og så gik jeg hen og fik den autograf.
Jeg har sådan en fornemmelse af, at jeg vidste alt om at være statsminister, inden jeg blev det, men det gjorde jeg jo nok ikke. Men det er et meget velbeskrevet job.
Da jeg stillede op til Europa-Parlamentet, var det, fordi min partiformand (Nyrup, red.) opfordrede mig til det. Det, synes jeg, var svært at sige nej til. Min ældste datter var to år, og jeg var gravid under valgkampen, og det hele var faktisk lidt besværligt, men jeg ville gerne gøre noget for mit parti, og i øvrigt regnede jeg ikke med at blive valgt, for jeg stod helt nede som nr. seks på listen. Men så går der jo konkurrence i det, og jeg gjorde selvfølgelig, hvad jeg kunne. Så blev jeg valgt, og lige så langsomt blev jeg politiker.
