Min mor sagde altid, at lykke er nøglen til livet. Da jeg kom i skole, spurgte lærerne mig, hvad jeg ville være, når jeg blev stor. Jeg skrev ’lykkelig’. De sagde, at jeg ikke havde forstået opgaven.
Da jeg fik en cykel, var jeg den lykkeligste dreng i Liverpool, måske i hele verden. Jeg levede og åndede for den cykel. De fleste børn lod deres cykler stå i baggården om natten, men ikke mig. Jeg insisterede på at tage min cykel med indenfor, og den første nat havde jeg den endda med i seng.
Jeg mistede min mor to gange. Første gang som femårig, da jeg flyttede ind hos min tante, og anden gang som 17-årig, da hun døde fysisk. Det var en svær tid. Det gjorde mig meget, meget bitter.
Jeg kunne ikke udtrykke mig, så jeg slog. Jeg kæmpede med mænd og slog kvinder. Det er derfor, jeg altid taler om fred, forstår du. Det er de mest voldelige mennesker, som går ind for kærlighed og fred. Jeg er en voldelig mand, som har lært ikke at være voldelig, og som fortryder sin voldelighed.
LÆS OGSÅ: Pharrel Williams: Gulddrengen
Jeg begyndte med piller, efter at jeg blev musiker. Den eneste måde, vi kunne overleve i Hamborg på, hvor vi spillede otte timer hver aften, var med masser af piller. Jeg har altid brugt et narkotikum for at overleve, og det har de andre også. Men jeg tog altid flere piller, mere af det hele. Måske fordi jeg også er mere skør end de andre.
The Beatles’ første landsdækkende presseomtale handlede om, at jeg bankede dj’en Bob Wooler på Paul McCartneys 21-års fødselsdag, fordi han antydede, at jeg var homoseksuel. Jeg må have haft en underliggende frygt for, at jeg virkelig var bøsse, ellers havde jeg vel ikke reageret så voldsomt.
Surrealisme havde en stor effekt på mig, for det var dér, jeg opdagede, at alle fantasierne inde i mit hoved ikke var galskab. For mig er surrealisme virkeligt.
Jeg tilgav aldrig min tante, at hun ikke behandlede mig som et geni. Det var jo indlysende for mig. Jeg var anderledes, og jeg plejede at fortælle hende, at hun ikke skulle smide mine digte væk, for en skønne dag ville hun fortryde det. Men hun smed dem væk alligevel.
Beatles-turneerne var ligesom i Fellinis film ’Satyricon’. Hvis der ikke var groupier, fik vi fat i nogle ludere. Når vi kom til byen, så kom vi til byen. Der findes billeder af mig, hvor jeg kravler på alle fire ud fra et bordel i Amsterdam. Politiet eskorterede mig til disse steder, fordi ingen ønskede, at der skulle komme en skandale ud af det.
Sangskrivning handler om at slippe de indre dæmoner løs. Det er som at være besat. Du prøver at sove, men sangen giver dig ikke lov. Så du må stå op og gøre den færdig, og først derefter kan du sove.
Vi sang nonstop i 12 timer (til den første plade ’Please Please Me’, 1963, red.). Vi var forkølede og var bekymrede for, hvordan det ville lyde på pladen. Da arbejdsdagen var forbi, havde vi ikke lyst til at drikke andet end mælk.
Vi havde besluttet, at vi ikke ville lave noget, der var for kompliceret. Det var derfor, vi tit brugte ordene ’dig’ og ’mig’ i vores sangtitler. Det gør det nemt for folk at identificere sig med teksten. Vi tror, det er meget vigtigt, fordi vores fans kan lide fornemmelsen af at være en del af vores optræden.
![]()
John Lennon på scenen med The Beatles, Derbyshire, 1963.
Lige når vi var færdige med et album, og jeg tog en pause og glemte at skrive nyt materiale, var Paul straks i gang med det næste projekt, og lige så snart han havde sange nok, ville han i studiet. Så måtte jeg tage mig sammen og skrive nogle sange. Faktisk skrev jeg nogle af mine allerbedste sange, når jeg arbejdede under pres.
Ingen af os plejede at tage vores veninder med i The Cavern, fordi vi troede, vi ville miste vores fans. Men jeg følte mig også flov over at gå rundt og være gift. Det var ligesom at gå omkring med beskidte sokker eller åben gylp.
LÆS OGSÅ: Sivas: ”Spørgsmålet er, hvor lang tid jeg har på toppen. Vi har kæmpet i så mange år for at nå hertil, så vi ved, at det kan forsvinde igen”
Min rolle i samfundet, eller enhver kunstner eller digters rolle, er at prøve at beskrive det, vi føler. Ikke at fortælle folk, hvordan de skal føle. Ikke at være en prædikant eller en leder, men at være et spejlbillede af os alle sammen.
Den eneste grund til, at jeg blev stjerne, var på basis af mine fortrængninger. Årsagen til, at jeg stræbte efter berømmelse var, så jeg kunne sige: ”Mor, vil du så elske mig nu?”
Årsagen til, at jeg stræbte efter at blive rig, er, fordi jeg er så usikker. Jeg kunne aldrig forære pengene væk. Yoko har ikke brug for penge. Hun har altid haft masser. Jeg behøver dem som et bolværk mod alt det, jeg er bange for.
Der er to grundlæggende motiverende kræfter: frygt og kærlighed. Når vi er bange, trækker vi os væk fra livet. Når vi er forelskede, er vi åbne for alt det, livet har at tilbyde: lidenskab, begejstring og accept. Men først skal vi lære at elske os selv, med vores fortrin og vores fejl. Hvis vi ikke kan elske os selv, er vi heller ikke i stand til at elske andre.
Beatlemania var bare morskab for os, men tænk på, hvad vi kunne have gjort. Under andre omstændigheder kunne The Beatles have brugt deres magt til at blive onde politikere og have fået væsentlig indflydelse på folks dagligdag, men vi kendte faktisk ikke vores egen styrke.
Sangen ’Imagine’, hvor jeg siger: ”Forestil dig, at der ikke er nogen religioner, ikke nogen lande, ikke nogen politik,” er næsten som et kommunistisk manifest, også selv om jeg ikke er specielt kommunistisk eller hører til nogen bevægelse. Det er en anti-religiøs, anti-nationalistisk, anti-konven-tionel, anti-kapitalistisk sang, men fordi den er pakket ind i glasur, bliver den accepteret.
Det var ikke rockkoncerter. Det var et cirkus med os i bur som aber, som folk kunne ae og tale til. Vi blev behandlet som dyr. Om jeg synger eller ej, betyder ikke noget. Tit gør jeg det ikke, men står bare og bevæger munden. Ingen lægger mærke til det. I virkeligheden kunne vi bare sende fire voksdukker på turné, for The Beatles’ koncerter handler ikke om musik mere. Det er blevet stammeritualer.
Jeg var en arbejderklasse-macho, der var vant til at blive opvartet, og den købte Yoko ikke. Fra første dag, jeg mødte hende, forlangte hun lige tid, lige plads, ligeret. Jeg sagde: ”Forvent ikke, at jeg forandrer mig.” Og hun sagde: ”Så kan jeg ikke være her, der er ikke plads, hvor du er. Alt handler om dig, og jeg kan ikke ånde i den atmosfære.” Jeg er taknemmelig for, at hun opdragede mig.
Oprindelig blev jeg kunstner, fordi jeg nød den frihed, det repræsenterede. Jeg havde det skidt med klasseværelser og arbejdspladser. Friheden var min belønning. Det var et plus, som opvejede alle minusserne. Men pludselig var jeg bundet af et pladeselskab, bundet af medierne og mit publikum. Jeg var slet ikke fri.
Da vi nåede til ’Let It Be’, kunne vi ikke holde facaden længere. Vi gennemskuede hinanden og følte os utilpasse, for indtil det tidspunkt havde vi troet intenst på det, vi gjorde, og det produkt, vi udsendte. Men pludselig troede vi ikke længere på os selv, og det var derfor, magien forsvandt.
Når vi var på turné, var der som regel nogle pladser oppe foran reserveret til krøblinger og folk i rullestole. Og fordi vi var berømte, var det forventet, at de kunne sende epileptikere og sådan nogle ind i vores omklædningsrum. Der var altid en mor eller en sygeplejer, som skubbede dem hen til os, som om vi var Jesus. Som var der en aura omkring os, der ville smitte af på dem og helbrede dem.
Jeg ledte altid efter en måde at slippe ud af The Beatles, lige siden jeg filmede ’How I Won the War’ (i 1966, red.). Men jeg havde ikke nosser til at gøre det. Kimen blev plantet, da The Beatles holdt op med at turnere. Men jeg var dødsensangst for at forlade paladset. Det var det, der slog Elvis ihjel. Kongen bliver altid myrdet af sine hoffolk. Han er fed, overbeskyttet, lever i frås. De fleste mennesker i den situation vågner aldrig op.
Yoko viste mig, hvad det var at være Elvis Beatles og at være omgivet at spytslikkere og slaver, der kun var interesseret i at bevare status quo. En slags levende død. Og det var sådan, det endte med The Beatles, ikke fordi hun splittede os, men fordi hun sagde: ”Du har ikke noget tøj på.”
Jeg har så mange fuldstændig sindssyge fans. En skønne dag er der en af dem, som virkelig er en fan og virkelig elsker mig, men har en skrue løs, der gør noget frygteligt.
LÆS OGSÅ: Konspirationsteorier: Paul McCartney er død og Elvis er i live
LÆS OGSÅ: Ikonisk fotograf: "Nutidens stjerner interesser mig ikke. Amy Winehouse var den sidste store jeg fotograferede"
LÆS OGSÅ: Manden der ikke gad være en myte - men blev det alligevel
