Niarn: "Jeg havde en kvart flaske vodka stående ved siden af sengen, så jeg kunne gribe ud efter den i søvne"

Niarn: 'Jeg havde en kvart flaske vodka stående ved siden af sengen, så jeg kunne gribe ud efter den i søvne'
Offentliggjort

Her fortæller rapperen Niarn om sit fest-drikkeri, der udviklede sig til decideret misbrug, der var tæt på at koste ham livet.

"Jeg drak vodka, fordi det ikke lugter. Og jeg ville ikke have, at min kæreste, min mor eller mine kolleger skulle kunne lugte det. Men tro mig: Man stinker som et gammelt værtshus, når man drikker mere end en flaske om dagen, lige meget hvad man drikker. Jeg har stort set haft fri bar, siden jeg begyndte at spille som 19-20-årig.

I min branche skal man kunne levere varen, man skal være i hopla. Også selv om man slet ikke har lyst til at være på den dag. Alkohol virker. Det gør himlen lidt mere blå, og alt står i et mere positivt lys. Og det havde jeg brug for. Jeg manglede penge, og derfor sagde jeg ja til at være med i nogle tv-programmer. Men jeg skammede mig sådan over mig selv. Over at jeg solgte ud.