På samfundets bund: Mændenes Hjem

Det er svært at finde sine blodårer i frostvejr. Ligesom de kroppe, de er en del af, kryber de sammen og prøver instinktivt at finde ly for den isnende kulde. Det er den første i måneden, dagen, hvor gælden skal betales, dagen forinden har været den koldeste novemberdag i mere end 100 år, og under 100 meter fra Danmarks største politistation, Station 1, står en afpillet narkoman i et bygningsindhak med bukserne nede om hælene og bare, magre ben. Dybt koncentreret, med rystende fingre og sprøjten klar, forsøger han at finde en åre i lysken, som kulden og misbruget endnu ikke har lukket.

50 meter derfra, foran indgangen til Mændenes Hjem, på hjørnet af Istedgade og Lille Istedgade, står den sædvanlige misbrugsmenneskeklump og flytter fødder og stoffer i frosten. Inde i de opslåede frakkehætter er de fleste ansigter fremmede. Deres aggressive stemmer giver hule, meningsforladte ekkoer op gennem ’gaden’ til Hovedbanegården og det store, lysende S-togs-neonskilt, der er begyndelsen og enden for både Istedgade og for tusindvis af narkomaner.

Penge skifter hurtigt, professionelt, hænder. Knyttede næver stødes luftsejlende efter kroppe, der ikke kan betale og forsøger at løbe, men som, lige meget hvor længe og langt de bevæger sig, aldrig kommer væk.

Inde bag døren til herberget, som hver dag bliver åbnet ca. 2.500 gange, findes en række specialkonstruerede chaiselong-agtige liggestole, der med biografsæde-princip kan trækkes ud, når en rus pludselig kræver vandret tilstand. Koksestolene kaldes de. Forbi baren og lokalets campingvogn, forbi bordene, hvor nogle sover med hovedet i ufrivilligt fremadskredne albuer, mens andre plaprer løs på løssluppent, uforståeligt kokainsprog, forbi sygeplejelokalet, tandlægen, bjælkehytten, forbi de af sikkerhed altid aflåste døre, og oppe på første sal i en opholdsstue sidder Robert Olsen, stedets forstander. En titel, der synes at sidde tilbage som en mindeplade fra en længst svunden tid, hvor Mændenes Hjem var et missionerende skranke-herberg for ældre, forsuttede alkoholikere, og Vesterbro var en saneringsmoden, petroleumsopvarmet bodega-bydel.

DEN 50-ÅRIGE FORSTANDER, der har været leder på Mændenes Hjem de seneste 17 år, har en evig, tegneserieagtig ungdommelighed over sig, han har Tintin-frisure, ørering og er klædt i en lynlåstrøje fra Hamborgs ’autonome’ fodboldklub, FC St. Pauli.

Chefen for 80 ansatte har ikke noget kontor, enten bruger han campingvognen nedenunder eller denne opholdsstue, hvor møblementet er en marskandiserbutik af den tjekkede slags. På væggene har kunstneren HuskMitNavn fået frit slag, ligesom både stedets indretning og det nye, tidssvarende, neonbøjede navneskilt på Istedgade-facaden, hvor der på dansk, engelsk, grønlandsk, persisk og urdu står Mændenes Hjem, er lavet i samarbejde med kunstnerne FOS og Kenneth Balfelt.

Fra gaden trænger bistre råb og bister kulde gennem ruderne i det over 100 år gamle herberg. Den hurtigtsnakkende, retorisk erfarne og til stadighed ’på-de-svages-vegne’-indignerede leder må hente sin jakke for at få varmen og fortælle, at han, siden han begyndte i jobbet i 1993, har været vidne til store omvæltninger på herbergs- og misbrugsområdet. For små 20 år siden var Mændenes Hjem en relativt lukket institutionsverden, brugerne var gamle alkoholikere, og stofmisbrugere havde ikke lov at være der. Men efterhånden som stofmisbrugerne fyldte mere og mere i gadebilledet, ændrede man politik. De gamle alkoholikere blev placeret i egne lejligheder, på plejehjem eller i tilbud, der var mere skræddersyet til dem. I stedet begyndte Mændenes Hjem at tage sig af hjemløse stofmisbrugere, der siden midten af 90’erne i stigende antal kom fra andre lande. Først mest fra Somalia, siden fra Mellemøsten, Nordafrika og Østeuropa.

”Vores seneste optælling viser, at 56 % af de besøgende på Mændenes Hjem i dag er af anden etnisk herkomst end dansk,” konstaterer Robert Olsen og uddyber:

”Det er flygtninge og indvandrere, der har cpr-numre og opholdstilladelse, men som pga. skilsmisse eller misbrug eller begge dele er faldet igennem. Det er folk, der ikke har fået asyl, men er blevet her alligevel. Det er udenlandske studerende fra danske business-skoler, der er blevet misbrugere. Det er folk, der er kommet for at arbejde – både legalt og illegalt – og som pludselig falder igennem, det er folk fra bl.a. Nordafrika, Mellemøsten og Østeuropa, der har været her meget længere, end deres visa tillader. Og så er der de narkoprostituerede, der udgør den største gruppe af det, der kaldes de ’papirløse’.

’DANSKER-CRACK’ ELLER ’STEN’ kaldes den hårde rygeblanding af kokain, der opvarmes med salmiakspiritus eller bagepulver. Kokain kan sniffes, ryges eller injiceres, og på Vesterbro er det de sidste to muligheder, der er i vælten, og har været det de seneste fem år, hvor kokainen med sin voldsomme og voldsomt afhængighedsskabende rus har erobret et stadigt større marked.

”Det er kaotiske, meget misbrugende stofmisbrugere, der er på gaden i dag. Vi oplever, at folk ikke sover i mange dage, og det kan forekomme fuldstændig debilt, hvad de kommer i slagsmål over. 20 kr. kan være nok til, at folk slår,” siger Robert Olsen, der ikke er i tvivl om, at kokainen har gjort lunten kortere og den sociale indsats mere besværlig.

”Folk reagerer hurtigere voldeligt og aggressivt end tidligere. Nogle af dem er så afhængige, at de skal have deres kokain hver halve time, fordi halveringstiden på stoffet er så kort. Behovet for penge er meget stort, de får ikke sovet, de bliver latent aggressive, og nogle bliver psykotiske. Vi ser kokainpsykoser hver dag. Folk, der pludselig mener, at de har dyr over hele kroppen, eller folk, der er overbevist om, at der er nogen efter dem. Jeg blev engang kaldt op til et værelse, fordi en beboer var ved at springe ud. Han så slanger over det hele. Jeg ’fjernede’ dem, tog ham i hånden og gik over til distriktspsykiatrien med ham, hvor han blev indlagt. Om aftenen var han ude igen, da psykosen var drevet over.”

I 2009 var der en del overfald på Vesterbro, der involverede salmiakspiritus. Misbrugerne hældte den ætsende syre i hovedet på hinanden og også i et par tilfælde på forbipasserende borgere på Vesterbro. Som konsekvens begyndte Mændenes Hjem gratis at uddele det mindre sundhedsskadelige og langt mindre anvendelige våben natriumbikarbonat – eller bagepulver – til brugerne. Men er det virkelig et samfunds og et socialt tilbuds opgave at hjælpe misbrugerne helt ned i den opvarmede ske? Ja. På moderne socialarbejdersprog hedder svaret harm reduction.

EN MILLION OM ÅRET, 2.470 om dagen, over 100 i timen. Så mange fixeklare, sterilt indpakkede sprøjter bliver delt gratis ud på Mændenes Hjem. Det gamle herberg, der flere gange ugentligt må kæmpe for at redde misbrugere, der OD’er, har ikke bare adresse på stofmisbrugets største danske markedsplads, men befinder sig i epicenteret af nogle af samfundets sværeste og mest ubelejlige dilemmaer: Hvordan forholder man sig socialt og lovgivningsmæssigt til brugen af narkotika, hvordan forholder man sig til samfundets absolutte bund og til selvforskyldthedsproblematikken, hvornår, under hvilke forudsætninger og hvilken hjælp er de berettiget til, og i hvor stor udstrækning – om nogen – er det et samfunds opgave at hjælpe fattige, tiggende og tilrejsende mennesker, der gennem den frie bevægelighed i EU har ret til at rejse, hvorhen de vil, men ikke har det danske cpr-nummer, der berettiger dem til offentlig hjælp?

Robert Olsen kan ikke fanges i nemme, hurtige meninger: ”Vi hjælper akkurat lige så langt, som lovgivningen giver os lov til. Vi prøver at arbejde med ikke at afvise nogen, og de ’ulovlige’ henviser vi til andre tilbud, fx i kirkelig og i privat sammenhæng.”

Hun har stramme, leopardplettede tights og pels på. Hendes håndtaske ligger åben på bordet. Den er fyldt med Prince-pakker og kanyler. Hun er ved at gøre en af dem klar. Bag hende træder to afrikanske kvinder ind. Den ene græder teatralsk, den anden virker som hendes chef. På engelsk forklarer hun, at den grædende kvinde ikke har noget sted at sove. Medarbejderen prøver at ringe til ’Reden International’, der tager sig af den slags sager. Men det er tirsdag, tilbuddet er ikke åbent i dag. Bag dem tager den leopardplettede kvinde et stjålent fix. De to afrikanere går igen. Den leopardplettede kvinde retter på sin pels. På vej ud taler hun kort med en ansigtsrevet, tandløs, tynd mand. Han trækker ned i sine bukser for at vise hende noget. Hun går forbi ham, ud på gaden. Tilbage står den tynde mand i sine hospitalsunderbusker. De har grønne striber, sygehusfarven for størrelse small. De hænger slapt og alt for store omkring ham.HVAD SKAL MAN næsten også mene, når staten i det københavnske Nordvest-kvarter med den ene hånd giver fri heroin af den helt hårde slags til særligt belastede narkomaner, der to gange om dagen kan sprøjte sig under lægeligt tilsyn, og med den anden hånd forbyder al salg af heroin. Når staten med den ene hånd gratis giver ’værktøj’ – kanyler – til alle, der har brug for det, og med den anden forbyder fixerum.

Når man på Mændenes Hjem dagligt står i konflikten mellem tavshedspligt og borgerpligt og har valgt at anmelde slagsmål til politiet, men ikke den forbudte handel med stoffer. Når man har måttet opgive den romantiske forestilling om samtrivsel mellem samfundets midterste og nederste grupper og ved Kødbyen har bygget en slags Berlin-mur mellem misbrugscafeen ’Cafe D’ og den andelsboligtjekkede P.H. Café. Når man dagligt møder romaer, østeuropæere eller andre ’ulovlige’ udlændinge, der fryser og gerne vil indenfor, men som ikke må hjælpes af det offentlige, selv om de ifølge lægers og sygeplejerskers fag-etiske regler skal hjælpes, hvis de har sundhedsmæssige problemer.

”Det er et meget kompliceret område, det her, og der er intet i debatten, der er enkelt. Tag fx statsudleveringen af heroin. Det kan jeg godt forstå, at mange danskere synes er forkert. Men hvis heroinudleveringen gør nogle menneskers hverdag bedre, så er det jo godt,” siger Robert Olsen, der dermed rammer lige ned i kernen af samfunds- og selvforståelsen i det sociale arbejde: Der bør hjælpes, hvor hjælpes kan.

”På Mændenes Hjem har man historisk ikke skelet til ’værdigt trængende’-begrebet. Og det gør vi stadig ikke. Jeg synes, man skal lave tilbud for hjemløse, der opholder sig i Danmark, også selv om de ikke har opholdstilladelse. Vel at mærke, hvis de er hjemløse, og der er nogle sociale problematikker omkring dem. Omvendt synes jeg, at det er absurd, hvis vi skal stille gratis overnatning til rådighed for de busfulde af romaer og østeuropæere, der kommer herop og pr. definition ikke er hjemløse. Der er ingen tvivl om, at de er fattige, men er det nok? I min ungdom tomlede jeg rundt i USA og Europa, og jeg forlangte jo ikke af fx Madrid kommune, at de skulle sørge for gratis overnatning til mig, hver gang jeg kom til byen,” siger Robert Olsen, der samtidig peger på, at Danmarks problemer med et par hundrede fattige, tilrejsende romaer og østeuropæere forekommer nærmest latterlig små i sammenligning med resten af Europa.

”I Spanien, Italien og Frankrig lever romaerne i deciderede skurbyer uden for eller i storbyerne, og i Tyskland, der ikke har cpr-numre, kan alle dumpe ind på herbergerne. Al socialpolitik er bygget op omkring nationalstaten og ikke omkring internationale samarbejder. Måske skulle man i EU ikke bare arbejde med fri bevægelighed, men også med sociale rettigheder på tværs af landene. Men det har lange udsigter, for der er ikke nogen stor politisk lyst til at røre ved den grundlæggende måde, vi laver socialpolitik i Danmark,” siger Robert Olsen.

MELLEM 4.000 OG 6.000 KR. Så meget skal de hårdeste kokainmisbrugere, der skal fixe hver halve time, skaffe. Om dagen. På Istedgade, foran og ved siden af Mændenes Hjem og på ’Det store apotek’, som Reventlowsgade-strækningen bag Københavns Hovedbanegård op mod banelegemet bliver kaldt, er der konstant gang i stofsalget. Prisen er afhængig af udbud, efterspørgsel og kvalitet, men ligger i snit på 400 kr. for et gram nogenlunde god kokain og 200 kr. for et gram dårlig, opblandet kokain.

”Når man ser på det store antal sprøjter og kanyler, vi udleverer, og tænker på, at mange af stofmisbrugerne ikke bruger kanyler, men ryger eller sniffer deres stof, så giver det et fingerpeg om, hvor mange penge der er i det her,” konstaterer Robert Olsen, der fortæller, at en del af misbrugerne køber lidt stof, cutter og blander den ene halvdel op, sælger den og tager den anden halvdel til sig selv.

”I kernegruppen af stofmisbrugere er der mange, der tjener penge ved at bøffe folk og sælge dårlige stoffer. Der er også rigtig mange penge i prostitutionen på Vesterbro. Nogle af pigerne har mænd til at holde øje med sig – ikke i alfonsforstand, men som en slags vagter – eller de har folk til at skaffe sig stoffer, mens de selv er ude og lave penge. ’Normaldanmark’ skyder også penge ind i miljøet. Folk kommer udefra for at købe kokain til ’en god aften i byen’. Især når der er en god koncert på spillestedet Vega, når der er Roskilde Festival, eller når der er modemesse i Øksnehallen på Halmtorvet. Derovre er der altid nogen, der gerne vil have noget til næsen, og pludselig kan man se en flok modemennesker stå nede i Istedgade hos en pusher eller en stofmisbruger for at købe et eller andet dårligt stof.”

”En del penge kommer også fra berigelseskriminalitet, fra indbrud i huse og lejligheder og fra tyveri af kufferter, når de mange busser med turister holder foran Istedgades hoteller. Tingene bliver solgt gennem Den Blå Avis, på værtshuse eller gennem hælere. Det er ikke så organiseret som tidligere, hvor der fx var en kinesisk grill lige ved Hovedbanen, hvis ejer var inde og sidde mange gange for hæleri. Der er også folk, der gennem deres salg af Hus Forbi faktisk formår at tjene penge nok til eget forbrug. Det er ikke nok til at ramme det helt store niveau, men nok til at få lidt i løbet af dagen uden at lave kriminalitet,” siger Robert Olsen, der for nylig selv havde indbrud i sit hus i Vanløse. Politiet viste billeder af i alt tre mistænkte, og forstanderen kendte dem alle tre fra Mændenes Hjem. Men det sagde han intet om til politiet.

MISBRUGSMILJØET på indre Vesterbro er et minisamfund. Den rige, usynlige overklasse, der sjældent viser sig, er dem, der ejer stofferne, henter dem og distribuerer dem. Og under dem, på gaden, er der to hierarkier:

”I det ene udgør alkoholikerne toppen, midten er stofmisbrugerne, og nederst er de psykisk syge. Et andet minisamfund hedder: dealerne, pusherne, stofmisbrugerne, og de psykisk syge stofmisbrugere i bunden. Men det er et bevægeligt hierarki, hvor man lynhurtigt kan skifte plads. Man kan se en person, som har en bolig, som handler lidt stoffer og ser ud, som om han har tjek på tingene. Men lige pludselig bliver han måske hooked og bruger alle pengene og stofferne til sig selv. Han kommer til at skylde sin bagmand, så mister han sin lejlighed, og bang, så er han nede i hierarkiet. Hvis man vil op i stofmisbrugshierarkiet, hjælper det altid at have nogle muskler. Hvis du ikke er en afpillet stofmisbruger, men måske har spist hormoner og kan slå fra dig på en eller anden psykopatisk måde, kan du bruges til at kradse penge ind. Det giver ikke en høj status, men så har du en vis rolle i gaden.”

Med et dobbelttydigt træk på læben siger Robert Olsen, at integrationen i gadens minisamfund til gengæld foregår meget bedre og hurtigere end ude i resten af Danmark. Selv om antallet af udlændinge er højt, er der ifølge forstanderen overraskende få racistiske gnidninger.

”Danskerne og dem af anden etnisk herkomst har både et interessefællesskab og et skæbnefællesskab. Et skæbnefællesskab, fordi de alle er misbrugere og hjemløse. Og et interessefællesskab, der hedder: Hvordan får jeg det næste fix?”

Det er midt i december, højsæson for at skilte med gode gerninger. Choice Hotels har lavet en gigantisk grydefuld suppe og samlet hotelmadrasser ind, som de vil dele ud på pladsen foran Maria Kirke på Istedgade. En kvinde træder stolt ind på Mændenes Hjem for at annoncere begivenheden. Den begynder kl. 22. På pladsen ligger madrasserne i stabler, suppekø er der ingen af. Choice Hotels-medarbejderne står og tripper ensomt og koldt i det opsatte hvide projektørlys. De har grønne, kommunalt selvlysende overtræksveste på. ’WE CARE’ står der med store bogstaver på dem. ”Motherfucker, fucking motherfucker,” råber en mand 100 meter derfra og nikker pludselig en skalle til den ene af to sorthuede, passive mænd. Han forsvinder i samme retning, som en lille, tyk, langfrakket, snotnæset afrikansk kvinde kommer sjoskende. Hun peger hen på sin skygge, en stor, tavs, sort mand, der står ti meter bag hende med hætten over hovedet. ”You want coke? This man has coke.” ■

NÆSTE SIDE: Samfundshjælperen Robert Olsen

SAMFUNDSHJÆLPEREN

Som teenager i 70’erne bestilte Robert Olsen sammen med en ven 60 stk. ’Nej tak til atomkraft’-klistermærker. Men de havde krydset forkert i formularen. I stedet for 60 mærker fik de bestilt 60 ark. For at dække underskuddet måtte de ud og sælge klistermærker. Så var Robert Olsen ligesom i gang.

Gennem hele den 50-årige forstanders liv er der løbet en rød, social tråd. Født og opvokset på Nørrebro og formet af en ungdom i fattig-80’ernes historisk stærke, politiske enten-eller-stillingtagen.

”Jeg har altid været et politisk menneske, det er ikke noget, jeg er blevet gennem mit job. Jeg ved ikke, jeg finder det bare naturligt, at man er deltagende i sit samfund, at man engagerer sig. Begge mine forældre var også socialt engagerede og indignerede. Min far var pædagog, og mange af de børnesager, han var involveret i, gjorde tidligt indtryk på mig. Mine bedsteforældre på min mors side var døvstumme begge to, og jeg kom meget i det daværende døvemiljø på Nørrebro. Det har også præget mig,” siger Robert Olsen, der tillige kommer fra en familie med komplet omvendte kønsroller:

”Min søster har været filialchef i en bank, og min mor har været regnskabschef i Rockwool, mens min far var pædagog, og jeg selv er uddannet sygeplejerske. Det griner vi meget af. ”

Lige så længe Robert Olsen kan huske tilbage, har der været sager, han brændte for, uretfærdigheder, der burde laves om, noget, han mente burde gøres. Han er bare sådan.

”Jeg har altid, også privat, arbejdet i alle mulige politiske sammenhænge. Jeg har været aktiv i miljøsager, i boligsager, jeg har været med til at besætte huse, ikke fordi jeg var bz’er, men fordi jeg, ligesom mange andre unge i 80’erne, var indigneret over, at der stod tomme huse i København. Da Byggeren blev revet ned i 1979, var jeg med til at demonstrere imod det. Jeg var også med, da Ungdomshuset på Jagtvej allerførste gang blev besat. Jeg har ikke været en del af det autonome miljø, men jeg har altid været involveret i alle mulige socialpolitiske tiltag og frivilligt arbejde. Jeg så Lost Kids og har set Sort Sol – da de hed Sods – masser af gange. Men jeg var for politisk til at være punker. I gymnasiet var jeg i elevrådet, og da jeg var sygeplejeelev, sad jeg i studienævnet, jeg var talsperson, og jeg sad i bestyrelser. Da jeg som 33-årig søgte jobbet som forstander på Mændenes Hjem, havde jeg rejst i udlandet, været oversygeplejerske i Finland, hvor min kone kommer fra, jeg havde arbejdet med misbrugere og med hjemløse, jeg havde arbejdet i Distriktspsykiatrien, og jeg havde skrevet artikler om hjemløseproblematikken. Det gør jeg stadig, men nu forhåbentlig med et noget mere professionelt indhold.”

Egentlig troede han, at han skulle arbejde med miljøet, et emne, han som ung brændte stærkt for, men når han ser tilbage, er det måske ikke tilfældigt, at Robert Olsen både kom til at arbejde med hjemløse og endte som leder.

”Det, jeg laver nu, har jeg set før. Miljøerne omkring punken og musikken i 80’erne var meget destruktivt, der var mange, der døde. Ud af drengene i min folkeskoleklasse blev to misbrugere, en blev psykisk syg, en begik selvmord, en flygtede til Grønland og døde deroppe i en ung alder, og så var der mig, som var relativt normal. Jeg kan huske engang i folkeskolen, hvor der var problemer med at finde en anfører for fodboldholdet. Dengang var skolens sidste klasser delt op mellem dem, der havde gode karakterer og gik i realskolen, og dem, der gik i 10. klasse og var sådan nogle rockertyper. Ingen kunne blive enige om, hvilken af de to lejre holdets anfører skulle komme fra. Jeg var langtfra den bedste til fodbold, men jeg var åbenbart den eneste, alle kunne identificere sig med. Så jeg blev anfører, fordi jeg kunne begå mig begge steder. Det er det samme i dag: Jeg befinder mig lige så godt på de bonede gulve som sammen med brugerne.”

”Det er jo et arbejde som så mange andre. Men det er da altid ubehageligt, når man finder en død. Især når de er unge. Jeg har fundet en, der gik i samme skole som mig, en klasse over mig, som jeg havde spillet fodbold sammen med. Og en dag stod en tidligere kollega, som jeg har arbejdet sammen med i mit voksenliv, pludselig og var ved at blive indskrevet på Mændenes Hjem. Det betyder selvfølgelig noget at se sådan nogle ting. Men jeg løber meget og cykler på arbejde. Det er en glimrende måde at tænke på noget andet på. Og så kobler jeg ofte af i ugevis på ferie i et sommerhus i Finland, som ligger uden for lands lov og ret. Der er ikke fjernsyn eller noget som helst, der kan forstyrre mig. Når jeg kommer tilbage, kan jeg nogle gange pludselig tænke: ’Fuck, mand, hvor ser de syge og dårlige ud’ eller ’Hold da op, hvor her lugter.’ Det er ikke noget, jeg bemærker til daglig.”

MÆNDENS HJEM

Mændenes Hjem på Vesterbro er et tilbud til hjemløse og udstødte og består af et herberg med 43 pladser, et bofællesskab på 8 pladser, en bo-enhed med 15 pladser, 20 særboliger, lægehjælp, sygeplejeklinik, tandlægeklinik, en kantine, en natcafé, et kontaktsted og et brobyggerprojekt, hvor man afprøver nye arbejdsmetoder over for stofmisbrugere med anden etnisk baggrund.

Dagligt besøges stedet mellem 1.500 og 3.000 gange af mellem 400 og 600 forskellige mennesker. Mere end hver anden, der kommer ind på Mændenes Hjem, har anden etnisk baggrund end dansk.

En hjemløs kan ikke gå direkte ind fra gaden og få en seng på Mændenes Hjem. Først skal den pågældendes sociale, indtjenings- og boligsituation klarlægges, hvorefter en lang række myndigheder kontaktes. Herefter lægges en handleplan, der indstiller den hjemløse til fx egen bolig, botilbud og behandling. Det er et krav, at man har et dansk cpr-nummer, for at få hjælp. En del hjemløse skræmmes af bureaukratiet og forbliver derfor ’gadesovere’, som det hedder.

Det er ikke tilladt at rygge, drikke eller fixe på fællesområderne i Mændenes Hjem, men har man fået et værelse, må man dér, ligesom i alle andre private boliger, gøre, som man vil.

Mændenes Hjem udleverer sprøjter, kanyler, kondomer, brugt tøj og distribuerer hjemløseavisen Hus Forbi til de sælgere, der har gyldig licens.

Mændenes Hjem drives af den selvejende institution ’Missionen blandt hjemløse’ og har et årligt budget på 20 mio. kr. For en udsat koster det 93 kr. på eneværelse og 61 kr. på dobbeltværelse i døgnet at bo på herberget, mens det for en kommune koster i gennemsnit 500 kr. i bofællesskaberne og 800 kr. i herberget at have en borger boende pr. døgn.

1. januar 2011 overtog Mændenes Hjem driften af ’Cafe Dugnad’, en lokal omstridt café for stofmisbrugere på Halmtorvet, der nu har fået navnet ’Café D’.

I de forskellige tilbud under Mændenes Hjem er der omkring 80 ansatte, 15 frivillige i ’Café D’ og derudover 45 frivillige læger og tandlæger.

Mændenes Hjem fyldte i 2010 100 år. Blandt de fleste stofmisbrugere og udsatte opfattes Mændenes Hjem som et fælles helle fra gadens mange problemer.