På trods af misbrug, nedture og svingdørsmentalitet ved instrumenterne er Red Hot Chili Peppers stadig et af verdens største rockbands. I august udsendte de deres 10. album. Trommeslager Chad Smith og bassist Flea fortæller her Kristoffer Dahy Ernst om at lyde som Californien, om nye bandmedlemmer og om at genfinde glæden ved at spille, selvom det går helt ad helvede til.
Vi venter lige et par minutter med at starte interviewet. Flea jammer på sin bas. Med jævne mellemrum kaster han et blik på udsigten fra hotellets suite til den californiske kystlinje og det enorme Stillehav. Hans hænder kærtegner bassen på den hårde måde. Lyden af en bas, der ikke er sat til en forstærker, er en smule komisk – så meget energi og så lidt output. Han har i dagens anledning et turkis tracksuit på. Håret matcher, og man kan næsten høre hans vejrtrækning, der hvisler ud mellem det enorme mellemrum, han præsterer i sine fortænder. I sofaen sidder Chad Smith og drikker te uden at sige noget. Den impotente lyd fra bassen går ham åbenbart ikke på.
Så stiller Flea pludselig sit instrument fra sig og byder velkommen til Californien, og hvor kommer du så fra? Det resulterer i et batteri af lovprisninger: ”Vi elsker Danmark”, ”Der er så meget god energi i Skandinavien”, ”Vi mærker altid en helt særlig energi i København”, den sædvanlige leflen, tænker man, men så alligevel ikke:
”Jeg føler mig i live, når jeg er der, man. Chad, kan du huske dengang, vi stod på skøjter kl. fire om natten foran hotellet i København. Er det ikke rigtigt, ligger der ikke en cirkelformet skøjtebane foran et hotel i København?”
Og jo, det gør der jo. Og hvorfor skulle Red Hot Chili Peppers også lefle for pressen efter gennem mere end 25 år at have vist sig som et af de mest langtidsholdbare rockbands i historien? Et band, der blev dannet på Los Angeles’ gader og klubber med stoffer langt oppe i både næser og blodårer, mens 80’erne tog fart og fik blod på den rocktand, der tillod en bølge af ny musik, anført af Pearl Jam, Nirvana, Soundgarden og Red Hot Chili Peppers, at blomstre langt op i 90’erne og for nærværende band helt op til i dag. Et band, der har overlevet narkotika, vanvid, sammenbrud, syv guitarister og seks dødsfald, hvis man altså tæller de fem gange med, hvor John Frusciante teknisk set har været død af en overdosis. Og et band i ny konstellation efter at netop John Frusciante har forladt etablissementet endegyldigt og overladt guitaren til Josh Klinghoffer.
Det skete tilbage i slutningen af 2009, og siden da har Klinghoffer sammen med trommeslager Chad Smith, bassist Michael ’Flea’ Balzary og forsanger Anthony Kiedis udgjort Red Hot Chili Peppers. Om den opstilling er god, kunne verden bedømme 30. august i år, da bandets 10. studiealbum ’I’m With You’ blev sendt på gaden. Førstesinglen ’The Adventures of Rain Dance Maggie’ vidner om både klassisk Red Hot Chili Peppers-funk og tekstforfatter Kiedis’ kulørte omgang med ord.
”Titlerne på sangene demonstrerer, at Anthony har en meget farverig måde at sætte ord sammen på,” lægger Flea ud. ”Som sangskriver har Anthony taget fat i nogle dybere og mere seriøse emner på denne plade. Han synger om svigt og liv og død, for det har været nogle emner, han har haft inde på kroppen siden den seneste plade.”
Artiklen fortsætter på de næste sider.Red Hot Chili Peppers har undgået den skæbne, som mange store rockbands lider under: tage stoffer, ødelægge alt, komme på ret kurs og så miste gnisten til at spille musik. Der har ganske vist været op- og nedture i bandet, for ikke at tale om en række svingdørs-guitarister, der er kommet og gået. Stoffer har altid været en del af bandet, og selv om man med jævne mellemrum de seneste 5-10 år har kunnet læse artikler om et konverteret band, der nu gik op i tofu og stearinlys, har et af udgangspunkterne for bandet altid været deres åbne forhold til narkotika. Alt, hvad der overhovedet kan sniffes, sprøjtes eller drikkes, er blevet indtaget råt. Og selv om der øjensynligt er skruet ned for tempoet siden de hårde dage, er den kreative gnist på ingen måde slukket. Det er tydeligt at fornemme, at lysten til at spille er tilbage, formodentlig igangsat af en behagelig indspilningsproces, der langt overgår minderne om den seneste ’Stadium Arcadium’-tour, hvor spilleglæden var væk, og der over hele linjen blev indkasseret miserabel kritik.
At performe i over 20 år kræver også sine mænd. Og på spørgsmålet om hvad der stadig driver værket, nærmest eksploderer Flea i en veritabel ordstrøm:
”Jeg vil overraske med noget fuldstændig uventet. Jeg vil lade det fantastiske ske. Jeg vil have, at vi kaster os direkte ud i farezonen mellem, hvad der er forventeligt, og hvad der absolut ikke regnes med. Ingen bekymringer om noget, på nær at vi skal nå frem til den reneste form af, hvem vi er,” siger Flea og fortsætter: ”Vi skal udtrykke vores fucking vildeste indre personaer, og vi skal frygte at brænde ud som ind i helvede, men stadig have the fucking guts til at spille.”
Det er ellers ikke altid, Red Hot Chili Peppers har demonstreret ’fucking guts’ og spillet, som var der ingen dag i morgen. Deres danske fans har oplevet et orkester, der mildest talt har sejlet rundt. Deres seneste optræden på Roskilde Festival i 2007 var grotesk ringe, ligesom de i Valby Hallen og i Parken også har præsteret horrible shows.
Men én ting er at være vidne til Red Hot Chili Peppers ude af takt. En anden er at være vidne til samme band i veloplagt opstilling. Når alt spiller, og det er heldigvis mere reglen end undtagelsen, demonstrerer Red Hot Chili Peppers, hvorfor de er et af de største rockbands, vi har. Det er sol fra Californiens kyster, det er punk, rock og en hel masse funk fra gaderne i Los Angeles, det er lyden af sprængfarligt begær. Det er de store motorveje, undergrundsfesterne, stofferne og en lyd, der ikke er skabt, fordi musikken var et valg, men fordi den var en nødvendighed. Anført af Anthony Kiedis skramlede bandet sig smukt gennem slutningen af 80’erne, ramte en guldåre i 90’erne og manifesterede sin position som et af de største i 00’erne. Og selvom deres fans naturligt nok er blevet voksne med bandet, bliver deres materiale ved med at være let tilgængeligt for yngre rebeller.
”Der er stadig en masse kids, der kommer op til mig og siger, at ’Blood Sugar Sex Magik’ er det bedste album, de nogensinde har hørt. Det er ret vildt,” siger trommeslager Chad.
Hjemstaten Californien har altid været udgangspunkt for Red Hot Chili Peppers’ musik og liv. Det er der, de er vokset op, og det er der, de stadig bor. I 1999 sendte de albummet ’Californication’ på gaden, og på ’Stadium Arcadium’ synges der om en kvindelig fiktiv figur ved navn ’Dani California’. Referencerne er rige, og de er et produkt af deres omgivelser. Alt, hvad de gør, er med Chad Smiths ord påvirket af Californien. Flea bakker op:
”Vi hører tit, at vores musik for mange mennesker er lyden af Californien. Jeg synes, Californien er det smukkeste sted. Havet, bjergene, ørkenen – jeg er forelsket i det hele. Jeg vil være en del af det hele, bidrage til det hele og gøre staten så god, jeg kan, mens jeg er her. Byen har skabt os, og den er en del af vores sprog og vores blod.”
Artiklen fortsætter på næste side.Fortællingen om Red Hot Chili Peppers er en af de mere kulørte i musikhistorien. Tilværelsen får måske ikke så mange tæsk nu som tidligere, og bandet er blevet ældre i både musikalsk udtryk og opførsel, men bandets nærmest institutionelle position i rockhistorien er bygget på søjler af spektakulære anekdoter. Forud for de store stadionkoncerter, de dyre hoteller med udsigt og stoffer og kvinder ad libitum lurer et epos, der er mere radikalt og overraskende end bandets egen vilde historie.
Det bliver sublimt fortalt af Anthony Kiedis i selvbiografien ’Scar Tissue’ fra 2004. Sublimt, fordi Kiedis fascinerer, når han fortæller, hvordan venskabet med Flea tager afsæt i mundhuggeri, og gennem eftermiddage med mexicansk mad og senere betydeligt stærkere substanser suger næring og blomstrer til det, der senere skal udgøre rygraden i Red Hot Chili Peppers. Fordi den viser, hvor vild en rutsjebanetur Kiedis’ opvækst var: fra at vokse op i noget, der minder om forstads-idyl i Michigan hos sin mor Peggy og til at flytte til Los Angeles til faderen John, der tog let på det med at opdrage Anthony for at sige det mildt. Der bliver røget joints, og Anthony ryger med første gang som 11-årig. Der bliver gået ud på byens klubber hver aften, og Anthony er med. Der bliver holdt efterfester, og Anthony får ikke noget nattesøvn. Der bliver smuglet stoffer fra Michigan, udskiftet kærester og excelleret i laissez faire-opdragelse i yderste potens. Absurditeten topper, da Anthony i bogen beskriver, hvordan han som 12-årig mister sin mødom, efter han spørger, om han må gå i seng med faderens kæreste.
Det er ikke en misundelsesværdig opvækst, han får, og flere anekdoter er direkte nedslående. Men i selskab med vennerne Flea, Hillel Slovak og Jack Irons finder Anthony nerven i sit liv i form af musikken, og klichéfyldt som det lyder, så bliver det selvfølgelig med en mikrofon for munden og et band i ryggen, at han for alvor finder sig til rette.
Red Hot Chili Peppers spillede sammen første gang i 1983 på Rhythm Lounge i Grandea Room i Los Angeles. Bandet nåede på EMI at udgive fire album, der ikke gjorde dem berømte, men dog demonstrerede et potentiale, der blot ventede på at blive indfriet. Inden deres femte album skiftede de til Warner Music, hvor branchens måske mest kunstnerorienterede pladeboss, Mo Ostin, drev butikken og gav dem frirum til at lave deres indtil da (og måske den dag i dag) bedste plade: ’Blood Sugar Sex Magik’ (1991), der havde monsterhits som ’Under the Bridge’, ’Give It Away’ og ’Suck My Kiss’. Indtil da havde det unge band turet rundt som stamgæster alle ugens dage på alle natklubberne på Sunset Strip i Los Angeles. Skudt stoffer og sniffet stoffer, alt hvad den kunne trække. Men samtidig havde bandet også fundet en nerve, en energi ved at spille sammen, der var unik, og som Mo Ostin formåede at pleje og lade vokse.
”Warner Music var meget kunstnerorienteret, og vi blev med det samme venner med Mo Ostin,” fortæller Chad Smith. ”Samtidig var nogle af vores favoritkunstnere på Warner; Jimi Hendrix og Neil Young fx, og det var, som om Warner var det eneste selskab i branchen, der talte til os i øjenhøjde og lod os gøre det, vi egentlig godt kunne lide: at spille musik.”
Med ’Blood Sugar Sex Magik’ gik Red Hot Chili Peppers fra at være et undergrundspunk-band i Los Angeles til at blive et allemandseje-orkester fra Californien. Samtidig var de – sammen med bl.a. Pearl Jam, Soundgarden og Nirvana – med til at gøre amerikansk undergrundsmusik til mainstream i det meste af verden.
”’Blood Sugar’ kom ud på et eksplosivt tidspunkt, hvor musik, der havde været undergrund i et stykke tid, pludselig blev allemandseje,” siger Flea. ”Og ikke for at placere os på samme niveau, som hvad jeg betragter som et af de største rockbands nogensinde, nemlig Nirvana, så sendte de ’Nevermind’ på gaden samtidig med ’Blood Sugar’, og de to album blev meget definerende for starten af 90’erne. Vi brød begge igennem og blev en del af en række bands, der fik enorm kulturel indflydelse.”
Selvom ’Blood Sugar Sex Magik’ blev udgivet for 20 år siden, er det værd at huske, at Red Hot Chili Peppers er et af de eneste bands fra dengang, som stadig eksisterer. Og selv om det ifølge bandet føles fantastisk at have produceret musik, der rører andre mennesker, er den helt grundlæggende motivation en kunstnerisk ambition om konstant at rykke sig.
”Vi er forpligtet til altid at gøre noget nyt og finde nye måder at udtrykke os på. Vores fortid er stærk, og den er selvfølgelig en del af os, men vi er meget fokuserede på at kigge fremad,” siger Flea.
Artiklen fortsætter på næste side.
Startopstillingen i Red Hot Chili Peppers har været noget skiftende siden bandets formation i 1983. Bandets oprindelige guitarist, Hillel Slovak, døde af en heroin-overdosis i 1988, hvilket samtidig betød, at trommeslager Jack Irons forlod bandet. En enkelt trommeslager var med i kort tid, inden Chad Smith dukkede op i 1989. Mere indviklet er det med guitaren, som legendariske John Frusciante overtog i 1988, inden han i 1992 helligede sig sit soloprojekt og sin anden store kærlighed ud over musikken: stoffer.
Efterfølgende havde bandet flere guitarister, bl.a. Dave Navarro fra Jane’s Addiction, med hvem de udsendte ’One Hot Minute’, der ikke levede op til forventningerne skabt efter ’Blood Sugar Sex Magik’. Anthony Kiedis’ samarbejde med Navarro forløb skidt, og i sin selvbiografi beskriver han, hvordan John Frusciante var en langt bedre sparringspartner og produktiv drivkraft i tilblivelsen af ny musik. Navarro endte med at blive fyret, og i stedet blev Frusciante, der var gået gennem heroinafvænning, hyret på ny. Og der blev han altså indtil 2009, hvor Josh Klinghoffer overtog guitaren.
”John var en kæmpe del af bandet,” fortæller Flea, ”både hvad angik sangskrivning, hvem vi var, og hvordan vi spillede. Hans kreative input har haft stor betydning for de albummer, han medvirkede på. Han er en stor del af vores identitet og et meget kreativt og stærkt væsen.”
Der er en vis melankoli at spore, når snakken falder på Frusciante, der forlod bandet for igen at pleje solokarrieren, denne gang uden heroin. En meget afholdt person og en konstant omend en smule skrøbelig guitarmester. Men nu erstattet af Klinghoffer:
”Vi har kendt ham længe, han har spillet meget med John. Han er mere stille, og den kreative proces er anderledes nu. Hvor vi før var meget ens i bandet, har Josh tilført et nyt udtryk og nogle nye redskaber, der gør, at jeg også er vokset som bassist. Vi elsker ham, han er en del af familien.”
Udskiftningen bliver også set som en genfødsel, og en følelse af at være sammen om ’Projekt Chili Peppers’ er på ny spiret frem.
”Nu har vi igen et fælles mål med vores arbejde, og det er på de her præmisser, vi laver vores bedste musik. Det er nyt igen, det er sjovt igen. Det var ren metaltræthed under ’Stadium Arcadium’-touren, og vi spillede frygteligt. Jeg elsker at lave musik, men jeg elsker det endnu mere, når vi har det sjovt med det. Og det synes jeg kommer til udtryk på den nye plade,” forklarer Chad.
Det er atter engang Rick Rubin, der har drejet på knapperne og produceret ’I’m With You’. Rubin var med til at gøre hiphop populær i 80’erne som producer af bl.a. Beastie Boys, Run DMC og Public Enemy, og senere skulle han også vise sig særdeles ferm til at producere rockmusik. Med Chad Smiths ord er Rubin ligeså uundværlig for bandet, som bandmedlemmerne er for hinanden: ”Vi har arbejdet sammen i 20 år, så Rick er selvfølgelig en tæt ven. Vi laver musikken, og Rick hjælper os med at arrangere det. Han er god til at tilføre vores numre sit kunstneriske islæt, og han er meget sikker i sin sag, når han skal vurdere, hvad der er bedst at gøre.”
Flea stemmer i, hvad angår venskabeligt bånd til Rubin, men tilføjer dog en lille anke:
”Rick er god, og vores venskab med ham går langt tilbage. Men der er også ting, jeg ville ønske, han gik mere op i. For det meste er han kun interesseret i at bruge et minimum af tid med produktionen og så smutte hjem igen. Jeg ville ønske, han ville bruge mere tid i studiet med os og bare være kreativ. Men det gør han ikke. Men så igen, hvis han var der hele tiden, ville jeg sgu nok også bare ønske, at han ville fucking skride,” griner Flea. ”Men vi elsker ham. Eller de fleste af os elsker ham.”
Flea kigger mod det tilstødende værelse, hvor et japansk tv-hold prøver kræfter med at få Anthony Kiedis i tale. Det halter.
Så hvad er nyt? Alt er nyt, og intet er nyt, er det korte svar fra Flea og Chad over hver deres kop grønne te.
”Vi er født til at spille musik, og selvom vi er gået igennem meget og har ændret os radikalt, siden vi startede i 1983, er vores kærlighed til musik præcis den samme, som da vi startede,” siger Chad Smith.
”Vi har ikke noget valg. Vi har gjort det her i snart 30 år, og jeg kan ikke forestille mig nogen anden måde at leve på. Nu glæder jeg mig bare til at komme ud og lave en god fest for alle vores fans. Det skylder vi dem.” ■
Artiklen fortsætter på næste side. Dannet i 1983 i Los Angeles, Californien. I alt har 14 medlemmer spillet i Red Hot Chili Peppers, men bandet består nu af Anthony Kiedis, Michael ’Flea’ Balzary, Chad Smith og Josh Klinghoffer. RHCP har solgt omkring 50 mio. plader, et tal, der kan forventes at stige betragteligt efter de den 26. august udgav deres tiende album ’I’m With You’. Deres mest solgte album nogensinde er ’Blood Sugar Sex Magik’ fra 1991, der har solgt over 17 mio. eksemplarer.
