Martin Jespersen fløj den første danske F-16 ind i libysk luftrum og har tilbragt mere end 150 timer i cockpittet over Libyen. Danmark bidrog med fire F-16-fly i de godt syv måneder, konflikten varede. Her fortæller han, hvordan det føles at bombe fra et jagerfly.
Det er tirsdag 22. marts 2011. Klokken er 0140 zulu, og jeg sidder i min F-16 lige nord for den libyske kyst i otte km’s højde en meget mørk nat. Når jeg kigger til højre, kan jeg se min wingman igennem mine natbriller. Han er omtrent fire km væk. Han har sat sine eksterne lys til covert, en infrarød indstilling, der gør, at lyset ikke kan ses med det blotte øjne. Dette er et sidste sikkerhedstjek, der bekræfter, at min wingman har armeret alle selvbeskyttelsessystemer, lavet alle tjek af våben samt slukket lys for at være usynlig for fjenden, der står nede på jorden i mørket.
Om morgenen har vi set på CNN, at der er affyret en del krydsermissiler i løbet af natten. Vi ved også, at Gaddafi råder over en stor mængde mobile missilsystemer af russisk fabrikat, specifikt bygget til at nedskyde jagerfly, og at de pga. mobiliteten sandsynligvis ikke er destrueret af nattens krydsermissilangreb.
Annonse
Efter jeg har tjekket min makkers fly, løber jeg igennem min egen tjekliste en ekstra gang. Jeg sikrer mig desuden, at mine bomber er sat korrekt op: ’Function delay 25 millisekunder.’ Bomben skal altså trænge igennem noget beton og detonere inde i bygningen.
Jeg kigger ind mod målet igennem mine natbriller og kan se eksplosioner nede på jorden. Et kort blik på skærmen inde i flyveren afslører, at det er den amerikanske fire-skibs-formation, der arbejder i samme målområde. Jeg kontakter dem på radioen, og kort tid efter får jeg besked fra dem: ”Attack complete. Egressing North East.”
”Viper 21 copies. Timber good.” Jeg fortæller hermed, at jeg kan se deres position. Både min wingman og jeg har fået sat vores systemer op således, at vi kan aflevere alle fire bomber i ét angreb, og efter at have lavet vores tjek drejer vi mod syd og flyver direkte ind mod målet. Min wingman ligger i perfekt formation, og kort tid efter afleverer jeg mine to bomber, som styrer efter GPS-koordinater.
”Viper 21, bombs away,” kalder jeg, da begge bomber har forladt mit fly. Min wingman kalder kort tid efter: ”Viper 22, bomb away.”
Den første bombe rammer: ”Viper 21 splash one.”
Hangaren er ødelagt. Døren blæser ud. Jeg fører min targeting pod over på det næste mål, og inden for få sekunder rammer den anden bombe: ”Splash two.”
Annonse
Eksplosionen er lidt større end den første, men stadig normal for bombens størrelse. Det er den næste ikke.
Mens jeg filmer nedslaget af min anden bombe, ser jeg i mit perifere syn, hvad der minder om en sol, der tændes nede på jorden. Den første bombe fra min wingmans fly har ramt et ammunitionslager af gigantisk størrelse. Den sekundære eksplosion er så voldsom, at billedet fra targeting pod’en bliver fuldstændig udvisket, og da jeg kigger ud ad vinduet, ser det ud, som om ildsøjlerne vil komme helt op til mit fly. De aftager dog i styrke, før de når op i vores højde. Vi er begge helt målløse over synet og giver udtryk for vores forbløffelse over radioen på vores interne frekvens. Jeg tænker på, at det er godt, at dette mål ligger inde midt i et militærkompleks langt væk fra civile strukturer, da eksplosionen er gigantisk og kan anrette skade langt væk.
Flere luftværnskanoner begynder at skyde op i luften i håb om at ramme os. Vi ser lyssporene og kan hurtigt konstatere, at de ikke er radarstyrede, men blot affyret på må og få. Heldigvis er risikoen for at blive ramt under de omstændigheder ret lille, og det forstyrrer ikke vores opgave synderligt. Min wingman har kun afleveret den ene bombe, og vi drejer derfor mod nord igen for at gøre klar til endnu et angreb. Det næste angreb forløber gnidningsløst, og vi filmer begge nedslaget fra bomben.
Efter at have sikret videooptagelser af målene manøvrerer vi hurtigt formationen mod kysten og fører gashåndtaget frem til det første stop for at komme hurtigst muligt væk fra området. Det er nat, så vi bruger ikke flyets efterbrænder, som er meget nem at se fra jorden, og da vi lige er blevet beskudt, vil jeg ikke risikere, at soldaterne på jorden får et nemt mål at sigte mod. Det skal helst blive ved tilfældig skydning op i luften. Efterbrænderen kan hurtigt accelerere F-16-flyet langt på den anden side af lydens hastighed, men da vi allerede er ved kysten, er prioriteten at komme uset ud over vandet.
Da vi igen er i sikkerhed, langt ude over Middelhavet, sikrer vi vores våben, desarmerer selvbeskyttelsessystemerne og sætter kursen mod Sigonella. På vejen hjem taler vi kort om oplevelsen på vores interne, krypterede radio, men ellers forløber turen hjem i stilhed under stjernerne i ca. 12 km højde. Vi lander på Sigonella efter godt to en halv time i luften og skynder os ind for at debriefe missionen. Det har været en relativt kort tur, men den enorme intensitet gør, at det føles som en evighed, siden jeg sidst havde mine støvler plantet på Sicilien.
Selv om jeg har gjort alt, hvad jeg kan, for at forberede mig på krigsdeltagelse, kan man ikke på forhånd vide, hvordan man reagerer, når man tager et andet menneskes liv. Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, er det aldrig en behagelig følelse. Men respekten for opgaven og den mentale forberedelse gør, at det er til at leve med. Nok har mine kolleger og jeg taget liv, men jeg er overbevist om, at vi har reddet endnu flere. Og når jeg ser i nyhederne, at den overvældende støtte fra luften har hjulpet de libyske oprørere til at få et frit Libyen, bliver jeg både glad og stolt over at have gjort en forskel.
Martin Jespersen udgav sidste år bogen ’I forreste række – jagerpilot i Libyen-krigen’ på forlaget Lindhardt og Ringhof.
