Whistleblower: "Jeg synes, prisen har været helt urimelig høj"
I 2012 vidnede Anders Koustrup Kærgaard mod sin arbejdsgiver, Forsvaret, i et forsøg på at gøre det, han syntes var det rigtige. I stedet mistede han alt: sit job, sine venner og sin familie.
Mediestormen var endelig taget af, og Anders Koustrup Kærgaard havde indset, at Forsvaret var fortid, da han en aften i efteråret 2012 sad i sin sofa hjemme i Horsens og tjekkede mails.
Siden han nogle uger forinden var stået frem med beviser for, at danske officerer filmede og overværede irakeres mishandling af civile under en omstridt militær- aktion i Irak i 2004, havde indbakken været fuld af hademails og opsagte venskaber. Tidligere venner og kolleger kaldte ham forræder og skrev ting som ”Tillykke med dine 15 minutes of fame” og ”Jeg håber fandeme, du brænder i helvede.” Efter 14 dage var 251 Facebook-venner blevet til syv.
Den aften var der også en mail fra Anders Koustrup Kærgaards far, der var husarofficer af den gamle skole. Han vidste godt, at faderen ikke nødvendigvis ville billige, at han havde vidnet mod deres fælles arbejdsgiver i irakernes tortursag. Men da han så faderens navn på skærmen, tænkte han alligevel, at han måske havde forstået. Mailen lagde dog ikke op til forsoning. Tværtimod. Over to A4-sider udpenslede faderen sin søns svagheder.
Vidneudsagnet mod Forsvaret blev gjort til en fortælling om, at man generelt ikke kunne stole på den ellers afholdte far og officer, at han var uvederheftig, og at hans håndtering af skilsmissen fire år tidligere var endnu et bevis på, at han ikke begik andet end fejl.
Anders Koustrup Kærgaard blev siddende i sofaen. Han skrev et langt svar, men sendte det ikke. Med tiden ville faderen nok tø op, tænkte han. Men det håb blev begravet lige så dybt som den ellers så lovende forsvarskarriere, da faderen sendte endnu en mail efter lidt over et år uden kontakt.
Denne gang til Anders Koustrup Kærgaards forholdsvis nye kæreste og hans to halvvoksne børn. Også de skulle vide, at hans søn var gjort af fejl og mangler, syntes faderen, der sluttede mailen af med at opfordre alle tre til at holde op med at se ham. Kæresten blev, men sønnerne flyttede hjem til deres mor kort efter, og Anders Koustrup Kærgaard har ikke set dem siden.
Med tiden håber han, at sønnerne vil forstå, at han vidnede for at give de ellers hjælpeløse irakere en stemme. At han vidnede for at være tro mod sine idealer. En dag kommer de måske tilbage, siger den 43-årige tidligere efterretningsofficer over en cola på en café i København.
Annonse
Han er i byen, fordi han har undervist en gruppe af kommende erhvervspsykologer i sin case ved en forelæsning på Københavns Universitet. Ud over en månedlig forelæsning er han arbejdsløs.
Når Anders Koustrup Kærgaard valgte Forsvaret, der nu har vendt ham ryggen, som sin levevej, var det fordi, han ville være som sin far. Som den charmerende, troværdige officer med stærk udstråling, der hentede ham fra skole i sin militærbil foran alle de andre børn.
I hans barneøjne var faderen en helt, også selv om de to ikke havde noget tæt forhold. Da Anders Koustrup Kærgaard var syv år, blev han bortadopteret til moderens nye mand, og først da han var 20, blev han genforenet med sin far til en familiefødselsdag.
Året efter blev han færdig som officer, faderen kvitterede med en sabel og sin anerkendelse, og far-søn-relationen blev genoptaget. For dog at briste kort efter. Og sådan fortsatte det.
”Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle have et så kompliceret forhold til mine egne børn, som jeg har haft til min far. Det havde jeg sgu ikke,” siger han og bliver lidt vævende, når han taler om den dag, sønnerne pakkede deres PlayStation og skolebøger og flyttede hjem til deres mor for at blive.
”Da mine børn flyttede, tænkte jeg: ’Det her er simpelthen ikke … det er ikke fair,’” siger han.
Anders Koustrup Kærgaards konflikt med Forsvaret, der med faderens indblanding blev til et familieanliggende, har sit udspring 25. november 2004. Under Operation Green Desert i byen Az-Zubayr sydvest for Basra så danske soldater til, mens en gruppe irakere blev mishandlet af irakiske sikkerhedsstyrker.
Siden har 23 irakere krævet erstatning af den danske stat for at have overladt dem til de irakiske myndigheder, der angivelig udsatte irakerne for voldsom tortur.
Samme dag som operationen så Anders Koustrup Kærgaard en optagelse, der dokumenterede overgrebene på de tilbageholdte irakere. Han fortæller, at han informerede sin overordnede om båndet, der valgte ikke at gå videre med det, da det kunne kompromittere – og hjemsende – den danske bataljon.
Godt 11 år efter Operation Green Desert og knap tre år efter retssagen, hvor Anders Koustrup Kærgaard stod frem med det famøse videobånd, ser livet anderledes ud, end han som ung havde forventet.
I stedet glæder han sig over de små ting. Foråret, kæresten, som han mødte, lige inden sagen begyndte, gåturene i Horsens, hans gamle ven fra 5. opklaring, som han tit mødes med for at drøfte samfundspolitiske emner. Og ikke mindst Veron, en NGO, som han er medstifter af, der yder juridisk og psykologisk bistand til kommende whistleblowere.
Selv om konsekvenserne af hans handling har været langt større end nyttevirkningerne, føler han sig heldig. Svineheldig endda. For hvor de fleste mennesker i livet får bare én chance for at vise, hvilket stof de er gjort af, fik Anders Koustrup Kærgaard to. Den første chance fik han den novembermorgen i Irak i 2004, hvor han på kommandostationen for første gang så bevis for overgrebene mod de irakiske fanger – uden at insistere på, at der blev handlet på den viden.
”Den morgen gik jeg på kompromis med alle mine værdier som officer. Hvis jeg havde sagt fra, var irakerne måske ikke blevet udleveret til tortur. Så var der blevet ført tilsyn med dem, og de ville være blevet løsladt. Da jeg med retssagen i 2012 fik endnu en chance for at gøre det rigtige, måtte jeg gribe den i et spagt forsøg på at rette op på min fejl,” siger han.
Da han stod frem, var det i et forsøg på at være loyal over for en sag, sådan som han – ligesom sin far – er opdraget med gennem mange års militærtjeneste. Stod det til ham, var han stadig husarofficer i Forsvaret, underviste soldater, tog med på øvelser, bidrog med erfaringer. I stedet er han persona non grata i den organisation, hvor han havde håbet at gøre karriere hele livet.
Han prøver at forstå faderens og vennernes reaktion ud fra Forsvarets særlige begreber om ære og loyalitet. De ansattes loyalitet er ubetinget til Forsvaret, forklarer Anders Koustrup Kærgaard, der ofte har oplevet, at folk uden for den sluttede kreds har svært ved at forstå den kompromisløshed, der præger sammenholdet i Danmarks væbnede styrker.
Men når man går i krig, er det altså ikke for sjov. Forudsætningen for, at en stab kan hænge sammen i sådanne ekstreme situationer, er, at alle er ubetinget loyale over for chefen og hans beslutninger. Det er utænkeligt at sige en overordnet imod.
”Hvordan skal jeg beskrive det? Det er lidt ligesom med kærligheden til ens børn, som er ubetinget. Det er loyaliteten over for Forsvaret også.”
Anders Koustrup Kærgaard mener ikke, at han har brudt med denne loyalitet. Paradoksalt nok mener han, at han har været loyal over for de værdier, Forsvaret har indprentet ham, og som han og hans far deler. At tingene skal være i orden, når man er en offentlig myndighed, og at man har særlige etiske og moralske forpligtelser som officer.
Det eneste målbare, der ifølge Anders Koustrup Kærgaard selv er kommet ud af, at hans personlige liv nu er vendt på hovedet, er, at irakerne ved, at nogen taler deres sag. Alligevel insisterer han på, at han ikke fortryder. Lige meget hvor mange gange man spørger, påstår han, at han ville have gjort det igen, selv nu hvor han kender konsekvenserne.
”Men jeg synes, at prisen har været helt urimelig høj,” siger han.
De 23 irakere, der har stævnet Forsvarsminis-teriet for at have udleveret dem til tortur, fik sidste år afvist at få deres sag prøvet for Højesteret.
