Det har jeg lært: Morten Lund

Det har jeg lært: Morten Lund
Offentliggjort

Der kom mange flinke mennesker og hjalp mig, også folk, jeg ikke kendte. De skrev bare til mig, om jeg ikke ville låne 50.000 kr. Folk som Magda og Svend, der selv havde prøvet at gå konkurs engang i 70’erne. Det var det sygeste mirakel.

Min hovedindtægt har siden været at fortælle om, hvordan det er at gå bankerot. Min historie er jo sindssyg, så jeg har lavet et show på 35 minutter. Jeg forstår det ikke selv, men i udlandet er jeg en stjerne. Det er helt gak. Når jeg kommer rundt, bliver jeg modtaget, som om jeg var Messias. Alle folk har haft en fed Skype-oplevelse og siddet og grinet af, at de har talt gratis.

Jeg har prøvet noget, som ikke ret mange andre har prøvet, og jeg synes jo stadig, det er sjovt, det, jeg laver. Jeg er ikke det mindste bitter over, at jeg mistede hele min formue. Faktisk er jeg lidt glad for det. Hvis det var gået med Nyhedsavisen, var jeg blevet så fucked up, at du ikke kan begribe det.

Jeg manglede at lave noget, hvor jeg var meget involveret selv. Det var jeg med Nyhedsavisen. Jeg brugte al min tid og alle mine penge på det. Jeg havde set det avismirakel på Island, hvor jeg var kommet meget, fordi min daværende kone var islænding. De havde en gratisavis, der smadrede hele avismarkedet bare ved at være gratis og komme hver morgen inden kl. 7. Ideen var sådan set god nok, du skal bare være meget, meget velhavende for at kunne gøre det.

Der var ikke andet end folk, der advarede mig imod at gøre det, men det er jeg vant til som entreprenør. Der var heller ingen, der troede på Skype.

Det der med ikke at have nogen chef, det er fandeme fedt. Der er mange, der både har en og to chefer over sig. Tænk på, hvordan de er bearbejdet af deres børn, deres koner og elskerinder. Tænk på, hvor mange ikke-rationelle beslutninger der bliver taget hen over hovedet på én. At slippe for det.

Jeg tror næsten, alle gerne ville kunne skabe en eller anden virksomhed, hvor de tjente mange penge og arbejdede meget lidt. Det er derfor, folk spiller Lotto. Hvis man kan skabe hurtige penge, kommer man til at ligne en eller anden, der kan forudsige Lottotallene, og det er hysterisk, hvor meget indflydelse man kan få ud af det. Hvor mange døre, der bliver åbnet for én.

Som iværksætter skal du betragte dig selv som en dværg og ansætte kæmper. Du skal altid ansætte folk, der er meget bedre end dig selv, ellers bliver du aldrig til noget. Du skal være fuldstændig ligeglad med dit ego. Det kan godt være, det ikke virker, som om jeg er det, men det er jeg. Jeg vil da meget hellere have, at det går godt for min virksomhed. Men jeg vil eddermame godt være med, når suset kommer. Det er et supergodt drug.

Jeg tror faktisk kun, man kan blive rigtig succesfuld gennem et langt liv, hvis man får rigeligt med kærlighed. Du kan kun blive grounded af, at der er nogen, der elsker dig. Hvis du har en krig derhjemme, kan du ikke også være i krig på dit arbejde. Du skal være afklaret med din situation derhjemme. Det lyder banalt, men jeg tror også, at livet er sygeligt banalt.

Livet var for nemt, mens jeg havde mange penge, men det kan man jo ikke klage over. Det var først, da jeg var gået bankerot, at jeg vidste, at når folk ringede til mig, var det i hvert fald ikke, fordi jeg havde penge.

Hvis man er god til at lave penge, er man ikke nødvendigvis god til at holde på dem. I dag har jeg ikke nøglen til pengekassen.

Man skal være vedholdende. Det ser ud til at være en tabt dyd, alle folk suser videre til det næste. Og så skal man huske at tage en flyvemaskine rigtig meget. Når alting bliver digital kommunikation, er det godt at møde op og have rigtige møder af kød og blod.

Hvis du ikke siger ”tror jeg” om alle ting, er du fucked. Hvis du begynder at præsentere det hele som sandheder, er du fucked, for det kan du aldrig vide. Man laver grundforskning i noget, de i hvert fald ikke ved noget om på handelshøjskolen. Lad endelig være med at spørge dem, for hvis bogen allerede er skrevet, er du sikker på, at du er bagud.

Lad være med at lyve. Det var der en svensker i Sydafrika, der sagde til mig. Når man sælger, læner man sig op ad løgnen. Man kommer tit til at smøre ekstra på. Han overværede, at jeg sad og forhandlede om en rente. De ville tilbyde mig 5 %. Jeg sagde, at andre havde tilbudt 4,5 %. Hvis du har meget fart på, kan du næsten ikke huske, hvad der er virkelighed, så det er rigtig dumt at mikse det op med en fiktiv virkelighed. Løgnen vil altid indhente dig.

Når man siger, at det handler om held, så går man ud fra, at der i forvejen bliver arbejdet 80 timer om ugen. Hårdt arbejde slår alt.

Det er ligesom med cigaretterne. Jeg vil ikke gøre op, hvor meget jeg arbejder. Jeg kan virkelig godt lide at stå op kl. 6 om morgenen og gå i gang. Og jeg kan virkelig godt lide at sidde oppe hele natten.

Jeg træner meget, næsten hver dag. Tænk på, hvor mange endorfiner man får helt gratis på den måde.

Min naivitet og min store grundselvtillid gør, at jeg tør kaste mig ud i ting, der ikke er logisk mulige. Og så kan jeg se den der idé, der ligger og rumler på bordet, som andre ikke ser. Men du skal have det rigtige hold. Dem, der virkelig vil og kan blive ved.

Det kræver en syg selvdisciplin. De fleste kan ikke finde ud af det der med at arbejde hjemme. De sidder og spiser toast og onanerer i stedet for. Jeg har en syg selvdisciplin. Det hjælper meget at komme fra fjerde plovfure og have kørt med aviser om morgenen.

Morten Lund gik ned med Nyhedsavisen og blev erklæret personligt konkurs i januar 2009. Han mistede den formue på 100 mio. kroner, han bl.a. havde tjent på salget af Skype. I alt hæftede Morten Lund for ca. en halv milliard kroner. Der blev etableret en ordning, hvor han skulle tilbagebetale i omegnen af 20 mio. kroner. I dag fokuserer Morten Lund på to virksomheder, Tradeshift, som laver digitale fakturaer, og Everbread, en rejseportal på nettet.

FACEBOOK Bliv ven med Euroman »