Det har jeg lært: Niels Christian Holmstrøm

Fodboldkommentatoren og den tidligere landsholdsspiller om gale fans på Korsika, ’Doktor Zhivago’ og mødet med mor.

Hvad er det mest markante ved din personlighed?

”Jeg vil gerne diskutere, og så kommer man til at fylde meget. De andre må også gerne komme til, men så må de selv komme ud af busken. På nogen kan jeg virke bedrevidende eller arrogant. Jeg har kunnet mærke det, fordi jeg har været i det offentlige rum i lang tid, hvor jeg med et glimt i øjet har provokeret folk. Jeg er nok for meget en gang imellem, men hvis nogen vil gøre en dyd ud af mindreværdet, må de selv ligge og rode med det.”

Hvornår har du været bange?

”Da jeg spillede for Bordeaux i Frankrig, var vi engang låst inde i omklædningsrummet i to en halv time efter en kamp i Bastia på Korsika. Der var jeg utryg. Det var i 70’erne, og der var uro med separatisterne dengang. Bordeaux var et velstående område, og de hadede os som pesten. Vi var blevet holdt vågne natten før kampen, fordi nogen kastede sten på hotellets vinduer. Der blev også kastet sten på bussen, da vi kom til stadion, hvor der var tradition for, at smuglerne kom ned fra bjergene, når der var kamp. Så lagde de sig på tribunetaget med deres karabinrifler og fulgte linjedommerne. Man kan godt forstå, det er lidt svært for en linjedommer at få armen op og vinke offside i den situation. Nogle år tidligere havde en af de gutter skudt bolden, da den var på vej ind over målstregen. Der skete det uheldige, at vi vandt 1-0, og de følte sig snydt for et straffespark. Der var en helvedes ballade. Der stod 5.000 mennesker og trampede på den gamle trætribune over omklædningsrummet. Jeg bryder mig ikke om små lukkede rum, så det var i forvejen ubehageligt at være låst inde, og jeg sad og tænkte: ’Hvad sker der, hvis det gamle lort braser sammen?’ Til sidst blev vi ført væk under politieskorte.”

Hvad er din største fortrydelse?

”Der er ikke meget, jeg fortryder, men jeg er ærgerlig over nogle ting. Jeg fik en korsbåndsskade som 21-årig. Dengang kunne man ikke reparere korsbånd, og jeg har hverken korsbånd eller menisk, så når jeg i dag går som en blanding af Anders And og Fætter Guf, er det, fordi mit højre ben stort set kun hænger i huden. Jeg måtte stoppe med at spille som 30-årig. Jeg kan godt tænke over, hvad det kunne have ført til, hvis det skadede højre ben havde været lige så godt som det venstre, men på den anden side har jeg haft masser af dejlige oplevelser, så jeg sidder ikke og græder over det. Man må indstille sig på de muligheder, man har, og være glad for det, der er. Det gælder i sport og livet i almindelighed, at man ikke skal være grådig.”

Hvad er det bedste ved at blive ældre?

”Der bliver lagt afstand til nogle af dine fejltagelser eller mindre begavede gerninger. Den anden gode ting er, at historien gentager sig med små variationer. Det får man en vis tilbagelænethed over for i form af erfaring.”

Hvordan bliver en mand god i sengen?

”Det er nok helt enkelt at være opmærksom på partnerens behov. Det er vel også det mest fantastiske ved sex. At kvinden er glad for én.”

Hvad sker der, når vi dør?

”Nok ikke så meget. I mit tilfælde har jeg testamenteret resterne af min forkrøblede krop til videnskaben. Jeg har et helt praktisk syn på det. Jeg har stor respekt for den kristne filosofi og den etik, der ligger i den lutherske kirke, som er en del af det danske samfund, men jeg har meldt mig ud af folkekirken for mange år siden. Der er mange eksempler rundt om i verden på, at hvis for meget religion går ind, går meget forstand ud.”

Hvilken bog bør enhver mand have læst?

”Russisk litteratur er tungt, men hvis man kommer forbi de første 75 sider af ’Doktor Zhivago’ med et navnegalleri, man alligevel ikke kan huske, begynder historien at udfolde sig. Det er en bog om mennesket, om kærlighed og et opgør med socialismens grimmeste ansigt, nemlig udviskelsen af individet i forhold til projektet. Bogen fortæller også, at hvis man er naiv og lever en beskyttet tilværelse uden fornemmelse for udviklingen, kommer man i klemme, på nogle punkter selvforskyldt, andre gange er det systemets skyld. Det er også en spændingsroman, en smuk historie, en sørgelig historie om spildte muligheder og en historie om skønhed og ondskab. Den har alt.”

Hvordan kommer man sig bedst over en skuffelse?

”Folk, der har rødder i idrætten, ved, at der er ting, der ikke lykkes, og der er modstandere, der er bedre end én selv. Hvis man ikke er indstillet på det, kommer man ikke derhen, hvor ting lykkes. Kun hvis man dyrker problemer og ser negativt på dem, bliver de ved. Lykken er også øjeblikke, ligesom der er øjeblikke af skuffelser. På den måde ligner de hinanden. Det er noget midlertidigt.”

Har du lært mest af personer eller begivenheder?

”Jeg har lært mest af andre mennesker. Jeg har oplevet ting, jeg gerne ville være foruden, men generelt har jeg været omgivet af mange vidunderlige mennesker. Jeg fik en tryg opvækst, selv om udgangspunktet var dårligt. Jeg er adoptivbarn, fordi min rigtige mor var så fattig, at hun ikke kunne beholde mig. Mine forældre var meget ærlige om det fra det øjeblik, hvor jeg var i stand til at forstå noget af det. Jeg var vel 6-7 år. Det var først, da dem, jeg kalder mine forældre, døde, at jeg tog kontakt til min biologiske mor. Jeg var omkring 50 år, og selv om jeg ikke havde traumer over det, tænkte jeg: ’Hvad nu, hvis der sidder en ældre dame et sted, der har traumer?’ Så jeg kontaktede hende via nogle andre, så hun kunne give sig til kende, hvis hun ville. Hun blev helt vild og blodig. Jeg kom hjem fra Jylland, og min kone sagde: ’Hun har lige ringet, og hun er helt ude af den. Hendes to andre børn er der også til kagebord, og du skal komme.’ Jeg kom ind ad døren, og så sagde min halvbror: ’Hva’ fa’en, er det dig?’ Min mor var lidt præsenil og døde nogle få år efter, men det var en god oplevelse at få kontakt. Hun var en strid dame, kunne jeg forstå, så noget har jeg fået med mig.”