Sådan føles det at være blind og møde en kvinde

Fortalt af John D. Heilbrunn, 60 år, jurist

Da jeg var yngre og gik i byen, kunne jeg stå på en bar og føle mig brandcharmerende, og så var en anden løbet med hende. Nogle gange uden at jeg vidste, hun var væk. Så stod jeg og talte til den tomme luft.

Jeg har prøvet at stå ved siden af en kvinde og tænke, at hun lyder sød. Hun dufter godt. Men inden jeg fik spurgt, om hun ville have en drink, var hun væk. Og så stod der en fyr i stedet. ”Hvad fanden. Er du bøsse eller hvad?”

Det er ikke nemt at være til reception. Hvis ingen fortæller mig, at der står den og den, så står jeg i et hjørne som en hund i et spil kegler. Store forsamlinger er svære. Jeg kan ikke stå og råbe: ”Hallo! Er der nogen, der kender mig?”

En kvinde er smuk for mig, hvis hun har en god duft. Ikke for voldsom. En lys eller klangfuld stemme. Et strøg af et let tørklæde eller et kjoleærme. Og en perlende latter. Det seksuelle er det samme som alle andre.

Stemmen er det første, jeg lægger mærke til. Har den et naturligt præg? Eller er den hvinende, opstyltet, presset eller falsk? Jeg kan straks høre, om hun taler naturligt eller gør sig til. For det går jo ikke. En person, der føler sig smuk, er ofte smuk.

Søs Fenger har en perfekt stemme. Alberte Winding har også noget. Og Ghita Nørby. Smuk, moden, dyb.

Der har været tidspunkter, hvor jeg tænkte, hun lyder kanonsød. Fin og smuk stemme. Og så var hun – hvordan skal vi sige – omfattende i volumen. Det kan faktisk overraske.

Jeg forstår godt Ray Charles’ metode: At mærke skønhed på hænderne. De er meget sigende. Men det er ikke en metode, jeg har brugt.

Jeg mødte min kone, da min sekretær holdt 25-års fest på kollegiet Kvinderegensen. Jeg optrådte med guitar og sang den aften og førte mig frem. Ved bordet over for mig sad hendes veninde. Vi begyndte at snakke med det samme. Hun var interessant. Hun havde rejst i Malaysia og var interesseret i antropologi og musik.

Og så var der stemmen.

LÆS OGSÅ Sådan føles det at have Tourettes syndrom