8 kendte mænd og deres sære samlinger

Arnolds cowboystøvler og Sir Alex’ vinkælder. Se hvad stjernerne i virkeligheden bruger deres penge på.

8 kendte mænd og deres sære samlinger
Offentliggjort

Arnold Schwarzenegger laver andet end blot at køre tank. Han har siden sin ankomst til USA i 1968 også samlet på cowboystøvler.

Og dem hiver den østrigsk-amerikanske bodybuilder, skuespiller, guvernør og terminator hvert år frem for at give dem en grundig rengøring. For som han for nylig skrev på Facebook:

”En af de ting, du lærer i sport, er, at du skal følge op på de ting, du starter. At starte noget er ikke godt nok, du skal også følge op på det, og det gør jeg i det her tilfælde ved at rengøre mine støvler hvert år.”

LÆS OGSÅ: Et af livets store spørgsmål: Hvornår skal skjorten ned i bukserne?



Schwarzenegger er dog ikke den eneste kendte person, der har en usædvanlig samlerinteresse i sin fritid. Her er yderligere syv kendte mænd, der har fundet passion inden for hver deres felt:

Rod Stewart: Modeltog



Den skotsk-engelske rockmusiker samler ganske vist på dyre biler, kunst og ekskoner. Men han samler også på modeltogbaner.

Han blev efter sigende seriøs omkring denne interesse for omkring 20 år siden og har siden haft sine modeller på forsiden af magasinet ’Model Railroader’, der beskæftiger sig med netop modeltog.

Rod Stewart samler og maler selv sine modeltog og –landskaber, der er tro kopier af amerikanske byer.

Det siges i øvrigt, at han er så afhængig af sine modeltog, at han har dedikeret det meste af tredje sal i sit Beverly Hills-hjem til nogle af dem, og at han tager dem med på turnéer. Så kan han stille dem op på hotelværelset og bygge videre på dem i sine pauser.

Tom Hanks: Skrivemaskiner



Han har ved flere lejligheder stået med en Oscar i hænderne, hvilket, hvis man spørger Anders Walter, nok er en uforglemmelig oplevelse. Men hans fascination af smukke genstande er ikke forbeholdt guldstatuetten.

Han beundrer nemlig også skrivemaskiner, som han begyndte at samle på, fordi han opfattede dem som beundringsværdige kunstværker:

”Jeg ville hellere bruge 50 dollars på skrivemaskiner end nogle af de andre ting, du kan spilde dine penge på” har Hanks tidligere udtalt.

Hanks’ fascination af de efterhånden uddøde maskiner førte i slutningen af sidste år til offentliggørelsen af, at han planlægger at udgive en række fiktive noveller om netop skrivemaskiner.

Johnny Depp: Dukker



Han lever et liv i luksus, og han beundres af kvinder verden over. Men det er ikke så sikkert, at denne beundring er gengældt. I hvert fald ikke hvad angår levende kvinder.

Bevares, han ejer skydevåben, siges det, men hans samling af dukker, finder vi mere interessant. Han skulle efter sigende samle på Barbie-dukker, som han klæder ud og leger med sammen med sine børn.

Han samler særligt på dukker, der forestiller andre kendisser. Fx har små versioner af Beyoncé og Marilyn Monroe fundet vej til gemmerne hjemme hos Depp.

Hans samling skulle udelukkende bestå af yderst sjældne og værdifulde dukker.

Sir Alex Ferguson: Vin



Den tidligere Manchester United-manager har fundet tid til at pleje sin interesse for vine, efter han indstillede trænerkarrieren i 2013.

Vine er muligvis ikke en besynderlig interesse for dem, der har råd til den, men Alex Fergusons samling er nu alligevel nævneværdig: Hans vinkælder tæller flere tusinde flasker. Han solgte sidste år 5.000 af sine flasker på en auktion, der samlede ind til velgørenhed.

Interessen startede ifølge Ferguson selv efter en tur til Frankrig, og den er ikke aftaget siden:

”At samle på vine var vigtigt for mig, fordi det afledte min opmærksomhed fra fodbold og skabte dermed en balance i mit liv, der hjalp mig igennem det pres, jeg var underlagt i Manchester United” har Ferguson tidligere udtalt.

I dag bruger han meget tid på at rejse rundt i verden og forfølge sin passion for vine.

Quentin Tarantino: Brætspil



Det kommer nok ikke bag på mange, der kender til Quentin Tarantino, at han har usædvanlige interesser i sin fritid. Han er nemlig en farverig person.

Tarantinos samlinger startede med at være forbeholdt filmplakater og lignende film-merchandise. Så besluttede han sig for, at han ville samle på noget nyt og begyndte derfor på at købe madkasser.

De viste sig dog hurtigt at være for dyre til Tarantinos smag. Dukker havde han heller ikke lyst til at samle på, fordi de falder i værdi, når man åbner indpakningen.

Så i dag besidder Quentin Tarantino i stedet en ganske imponerende samling af film- og tv-relaterede brætspil, der kan slå de fleste andre samlinger hjem.

Phil Collins: Krigsgenstande



Den engelske musiker har gennem tiderne ikke kun fundet kærlighed ved trommer og sang. Han har også viet en stor del af sine penge til indsamlingen af krigsgenstande fra et helt konkret slag.

’Slaget ved Alamo’ var et opgør mellem mexicanske og texanske tropper i 1836, hvor 200 texanske frivillige forsvarede Alamo-slottet i Texas mod mellem 1.500 og 2.000 angribende mexicanere.

Phil Collins blev - har han udtalt - interesseret i dette slag, da han så filmen ’Davy Crockett, King of the Wild Frontier’. Siden har han været så fascineret heraf, at han indtil sidste år besad, hvad der betragtes som verdens største samling af Alamo-genstande.

Han har siden doneret samlingen til San Antonio, hvor Alamo-slottet har hjemme, og hvor den inden længe vil blive udstillet på et museum til offentligt skue.

John Travolta: Flyvemaskiner



Denne samling kan virke en smule triviel for rige kendisser og særligt for en inkarneret flyveentusiast som John Travolta.

Men hans samling af flyvemaskiner er nu alligevel underlagt nogle usædvanlige omstændigheder.

For det første har Travolta hele fem flyvemaskiner, der alle står parkeret ved hans private hjem i Florida. Her er i øvrigt også anlagt en privat landingsbane.

For det andet har Travoltas omfattende brug af flyvemaskiner ikke forhindret ham i at udvise bekymring over for konsekvenserne af global opvarmning.

Samlermanier er tilsyneladende ikke noget, man altid kan kontrollere, uanset hvor gode ens intentioner måtte være.

LÆS OGSÅ: Mit møde med synske John der ser alt

LÆS OGSÅ: De 9 mest spektakulære bygninger der færdiggøres i år

LÆS OGSÅ: Nyt legetøj til rige action-mænd