”Da jeg begynder at tabe håret, er det eneste, der bliver hængende, mit skæg. Jeg ligner Walter White.”

I efteråret 2013 begynder mit energi-niveau at falde. Jeg er uoplagt og kan ikke længere tage mig sammen til at træne.

På et tidspunkt er jeg til konference med mit arbejde, og om aftenen efter et glas vin er jeg helt færdig på en måde, jeg ikke har følt før. Normalt jeg ret aktiv. Jeg træner, kører på motorcykel og har et godt job, hvor vi laver projekter for forskellige udsatte. Lige inden jeg bliver syg, står jeg for et projekt for Kræftens Bekæmpelse.

Da jeg kommer hjem, går jeg til lægen. De tror, det er halsbetændelse og sender mig hjem.

Men jeg får det ikke bedre, og min feber bliver ved med at stige. På et tidspunkt er den over 40 grader. Nu tror de, at det kan være kyssesyge, så de tager nogle blodprøver.

Aftenen efter bliver jeg ringet op af en overlæge, der beder mig om at sætte mig ned. Han sidder med mine blodprøver, og det ser mildest talt ikke godt ud. Han siger ikke, hvad det er. Men jeg skal pakke en taske og forberede mig på at være væk i lang tid, og så vil han sende en ambulance, der skal indlægge mig.

På hospitalet tager de en masse blodprøver. Og efter et par timer kommer de tilbage og siger, at de er 90 procent sikre på, at det er leukæmi.

Det hele sker så hurtigt, at tankerne ikke samler sig rigtig om det. Jeg er ikke bange. På det tidspunkt har jeg ingen idé om, hvor meget det vil vende op og ned på mit liv.

Næste morgen kommer jeg til samtale hos lægen. Og der begynder panikken at komme. Nu er det den endelig dom. Jeg har en akut leukæmi kaldet Aml. En sygdom, der normalt ikke rammer unge mennesker.