Dansker jagter uvejr på størrelse med Fyn: ”Det er ikke noget perverst ønske om død og ødelæggelse eller adrenalinkick”

I ni år har Thomas Dolmer Nielsen jagtet de storme, vi andre flygter fra.

Dansker jagter uvejr på størrelse med Fyn: ”Det er ikke noget perverst ønske om død og ødelæggelse eller adrenalinkick”
Offentliggjort

Thomas Dolmer Nielsen så en rotation på himlen, da han og nogle rejsemakkere stod ved en vejside i Texas. Det lignede ikke den normale måde, himlen cirkulerer på under stormvejr. Og pludselig dykkede den. Tornadoen. En spiral fór ned med retning mod ham, hans rejsepartnere og deres tre biler.

De kastede sig ind i bilerne og kørte af sted. Men de havde glemt at lukke bagsmækken.

I ren refleks kastede Thomas sig ud af bilen, mens han råbte "STOP, STOP, STOP" og løb efter sin kuffert med tøj og kameraudstyr. Med tornadoen på 100 meters afstand kørte hans bil væk uden ham, og han blev ramt af ophvirvlet jord og grene.