”Egentlig skulle denne bog aldrig have været skrevet. I hvert fald ikke, hvis det stod til det postbud, der ringede på min dørtelefon cirke tyve minutter i elleve den 5. februar 2013. Han havde ikke bare medbragt en pakke, men også en pistol, som han skyndte sig at affyre i hovedet på mig. Kuglen peb nogle millimeter forbi mit højre øre (…)”
Sådan indleder Lars Hedegaard sin bog ’Attentatet’, der udkommer i dag. Euroman har mødt ham til en snak om hans tilværelse, der består af overvågningskameraer, alarmer og døre, som det tager en time at hugge sig igennem med en økse, men…
Hvor mange gange har du afspillet den indre film af mordforsøget?
”Det var vel kun de første par måneder. Det kan godt stadig ske. Men det er ikke noget, der plager mig. Jeg har ikke mareridt om natten, i hvert fald ikke om det.”
Hvordan har episoden ændret dig?
”På en måde er jeg roligere, end jeg var før. De har gjort det værste, de kunne. Det eneste, de kan gøre nu, er, at de kan komme og slå mig ihjel. Men så vil jeg jo ikke være der til at opleve det. Det eneste, jeg er bange for, er, at de ikke gør arbejdet ordentligt, men gør mig til en grøntsag. Hvis den formodede attentatmand havde ramt min tinding i stedet for at skyde lige forbi, kunne jeg jo være blevet hjerneskadet. Det ville ikke være til at holde ud.”
Du lever med overvågningskameraer, panikrum og alarmer. Er det muligt at abstrahere fra det i det daglige?
”Folk siger til mig, at det må være som at være i fængsel. Men sådan er det ikke. Jeg kan godt være i det. Det eneste er, at jeg skal huske at fortælle mine livvagter, hvad jeg skal, og hvor jeg skal hen. Og så følger de mig. Overalt. Også når jeg skal til udlandet. Jeg bliver af og til inviteret til udlandet for at holde foredrag. I år har jeg været i London, Paris og Firenze. Så følger de mig til flyet, og når jeg er landet, står der nogle lokale livvagter. Disse bevæbnede mænd ledsager mig gennem sikkerhedskontrollen, og så bliver jeg kørt til hotellet af politiet, som også står vagt uden for hotellet 24 timer i døgnet. Du vænner dig til det. Jeg kan jo godt gå rundt hjemme i mit hus og på toilettet, uden at de skal med. Men lige så snart jeg skal uden for døren, er det sammen med dem.”
LÆS OGSÅ: Yahya Hassan: "For tiden får jeg ikke skrevet meget andet end liderlige sms'er til smukke piger"
Hvor meget tænker du over, at du kan være i fare?
”Det tænker jeg ikke over. Det kan jeg ikke bruge min tid på.”
Det kan man jo godt beslutte sig for, og så alligevel have svært ved at kontrollere sine tanker, når man har oplevet et overfald …
”Det er klart, at når man er udsat for et politisk motiveret mordforsøg, så forsvinder faren jo ikke. Selv ikke, hvis min attentatmand bliver pågrebet, kan jeg føle mig sikker. For så kommer der jo bare en anden. For jeg mener jo, og det gør politiet også, at det var en eller anden terrororganisation, eller et land, der stod bag attentatet. Der er ikke nogen, der ved præcis hvem, men noget tyder på, at han har været i kløerne på Islamisk Stat eller en lignende organisation. Men eftersom det ikke lykkedes ham, så sender de formodentlig en ny.”
Du beskriver også i din bog, at han måske ikke var deres bedste mand …
”Nej, han var en klummergøj. Men han var nok valgt, fordi han ikke var kendt af politiet. Hvis de havde sendt en hårdkogt kriminel fra Nørrebro, så havde politiet jo haft DNA og fingeraftryk og kendt ham ud og ind.”
Men du mener, at man reagerer anderledes på et mordforsøg, der er politisk motiveret og ikke personligt?
”Ja. For jeg ved godt, at der er stadig en opgave, der ikke er løst: at få mig elimineret. Men netop derfor kan jeg ikke gå og tænke på det konstant.”
Men du holder dig underrettet om din formodede gerningsmands gøren og laden.
”Så meget jeg kan. Politiet fortæller mig ikke noget. Men jeg hører noget en gang imellem. For halvanden uge siden talte jeg med en amerikansk sikkerhedsekspert, der sagde, at når (den formodede attentatmand, red.) er blevet udvekslet af Tyrkiet til, formentlig, Islamisk Stat, så må det betyde, at han har en vis værdi. Han må være en mand af en vis betydning, som man kan handle med, siden han, sammen med nogle andre fanger, godt nok, er blevet brugt til at få udleveret nogle tyrkiske konsulatsembedsmænd fra Mosul (irakisk by besat af Islamisk Stat, red.). Han må stå på en liste over ønskværdige personer i Islamisk Stat. Jeg kan ikke bekræfte det her, men det er, hvad jeg hører.”
LÆS OGSÅ: Familiefar i krig i Syrien: "Det er skræmmende let at slå IS ihjel"
På den måde har du forskellige kilder, som du selvstændigt har taget kontakt til …
”Ja. Selvfølgelig vil jeg gerne vide, hvad der er sket, og hvorfor. Det er for tåget bare at sige, at jeg har skrevet noget ondt om profeten, og derfor er der nogen, der gerne vil slå mig ihjel. Det kunne de have gjort i 10 år. Så hvorfor nu? Det er klart, at det interesserer mig. Og det må også interessere offentligheden. Så en kammerat, der er chef for et forskningsinstitut i Philadelphia, har hyret en tyrkisk journalist til at forske i sagen om, hvorfor og hvordan han blev udleveret. Og de oplysninger tror jeg er rigtige, for selv om jeg ikke har navnet på journalisten, tror jeg, jeg ved, hvem det er. Og han er top notch.”
Du skriver lidt muntert i din bog om et par af dine tænder, der bliver slået løs under nærkampen i forbindelse med attentatet, som fører til, at du skal have lavet implantater: ”Det er dyrt at blive skudt, særlig, hvis man overlever.”
"Ja … ”
Har du mange udgifter i forbindelse med attentatet?
”Ikke længere. Lige i begyndelsen havde jeg. Der mistede jeg indtægter, fordi jeg var rundt på gulvet i månedsvis og ikke rigtig kunne skrive noget og derfor ikke tjente noget. Og så skulle jeg bagefter til at indrette et nyt hus, bygge en ny tilværelse op. Det er jo ikke gratis. Så jeg har ikke så mange penge, som jeg havde før.”
Hvordan har du bygget din tilværelse op efter at have været rundt på gulvet, hvordan ser dine dage ud?
”De går mest med at læse og skrive. Telefonsamtaler. Passer min e-mail. Så tænker jeg over, hvad jeg skal finde på, nu hvor jeg har skrevet den her bog. Hvis der er tid, går jeg på museum. Jeg kan godt lide museer. Arkæologiske og kultur- og naturhistoriske museer interesserer mig meget. Så går jeg til musicals, jeg skal jo opleve noget. Det seneste jeg har set, var ’The Mormons’, en forestilling i London. Det var desværre ikke særlig godt, en skuffelse. Og billetterne kostede 1000 kroner stykket. Jeg havde oven i købet inviteret en kvinde med … ”
Har attentatet gjort dig til et kendt ansigt?
”Jeg bliver som regel genkendt på gaden. Eller hvis jeg sidder og får en drink på en eller anden fortovscafe. Så kommer folk hen og siger goddag.”
Hvad siger folk så til dig?
”Det interessante er, at jeg ikke modtager nogen ukvemsord. Siden attentatet er der ikke nogen, der har sagt: ”Du har kraftedeme fået som fortjent!” Hvis nogen siger noget, er det mere: ”Godt, du holder ud og bliver ved at skrive og sige din mening.” Jeg har ikke rigtig noget at klage over. Jeg er jo ikke gået ind i det med lukkede øjne. Jeg kunne godt have været attentatet foruden, men alt det med at blive lagt for had, beskyldt for at være racist, sindssyg eller et skimlet kældermenneske, det må man jo bare tage med. Ellers må man holde sin kæft. Og det har jeg ikke tænkt mig”
LÆS OGSÅ: Kurderne bør være vores nærmeste allierede i Mellemøsten
Giver den slags angreb dig motivation?
”Jeg er en af de få her i landet, der har personbeskyttelse. Det giver en luksus. Og samtidig en forpligtelse til at sige det, som andre måske ikke tør, fordi de ikke har samme grad af beskyttelse. Hvis jeg brugte beskyttelsen til at gå rundt og gemme mig og holde min kæft, synes jeg faktisk, at jeg ville misbruge skatteborgernes penge.”
Er det derfor, du har skrevet den her bog. Den handler jo, til trods for titlen, ikke så meget om attentatet. Det virker mere som et afsæt for Islam-kritik?
”Jeg har skrevet alt, hvad jeg vidste om attentatet. Men jeg kan jo ikke fylde en bog med tre-fire kapitler. Grunden til, at jeg skildrer islam, som jeg fortolker det, det er jo, at det er baggrunden for attentatet. Jeg kan ikke se en anden, og jeg tror heller ikke, politiet mener, der er en anden.”
Du skriver i bogen, at islam hænger dig ud af halsen?
”Ja, egentlig har jeg mere lyst til at skrive noget mere opbyggeligt. Hvis jeg får tid på et tidspunkt, vil jeg gøre det. Jeg kunne godt tænke mig at skrive om dansk historie. Noget langt tilbage. Noget mere roligt og stille.”
Mindre kontroversielt?
”Det må det gerne være, men det er svært at finde noget kontroversielt fra 1600- eller 1800-tallet.”
LÆS OGSÅ: Jørgen Leth: "Yngre kvinder falder for, at jeg ved noget om kærligheden"
LÆS OGSÅ: Politiken-redaktør: "Vi kan ikke lade voldsmænd provokere os til at vise nogle tegninger
LÆS OGSÅ: Politibevogtet kosher-slagter: "Det er som at gå på arbejde i et fængsel"
