Hver måned vokser København med 1.000 mennesker. Nogle bliver født, nogle flytter hertil fra udlandet mens andre igen er landsmænd, der af den ene eller den anden grund flytter til hovedstaden. Vi har mødt en af dem. Han hedder Thomas, er 24 år, kommer fra Aarhus, og har boet i København i én måned. Han er flyttet til København ikke bare for at ændre sin adresse, men for at ændre sig selv. Hvorfor? Fordi hans forhold og fremtid gik i stykker.
”Jeg havde et halvt år, hvor det hele var noget lort. Jeg havde så pisse ondt af mig selv. Jeg gik på universitetet, og selvom jeg kunne slæbe mig selv derop om morgnen, måtte jeg gå efter en halv time.
Mine tanker var på alt muligt andet: Hvordan mon min søn havde det med, at jeg ikke var der, når han kom hjem fra børnehave? Og min ekskæreste, som jeg stadig var vanvittigt forelsket i. Hvordan kunne hun bare skubbe mig væk? Det kunne være, at hun ændrede mening, tænkte jeg, og ringede mig op for at sige, at hun fortrød. Til sidst gik det op for mig, at det gjorde hun ikke.”
Annonse
Derfor valgte Thomas at lægge sit gamle liv og by bag sig.
”Da hans mor så flyttede til Aalborg, kiggede jeg på Aarhus og tænkte, at der egentligt ikke var noget der, der holdt mig til byen længere. Så tog jeg et job i København.
Selvfølgelig savner jeg min søn. Det gør jeg næsten hele tiden. Da han blev født tænkte jeg, at nu skulle jeg være far 24/7 resten af mit liv. Nu er jeg kun far hver anden weekend.”
Han bor på et værelse, han fandt på en Facebookgruppe. Byen er stadig fremmed for ham, men han nyder med Google Maps’ hjælp at cykle en omvej hjem fra arbejde. Dels fordi, der ikke er nogen, der venter på ham, dels for at udforske sin nye by.
Thomas arbejder for et teleselskab i en kompleks stilling, der hedder Business Architect, der handler om at tjekke nye IT-systemer efter i sømmene. Projektet, han arbejder på, har hovedsæde i København, men foregår også i Aalborg, hvor han tre-fire dage om ugen bor på hotel. Weekenderne bruger han dog i København:
”I fredags tænkte jeg ’hvad fanden skal jeg nu give mig til?’ For ingen af de tre venner, jeg har i København, havde tid til at ses. Jeg endte med at gå ned og træne. Lørdag trænede jeg tre gange og gik ture indimellem. Det var virkelig en lang weekend.
Nu er jeg lige begyndt på en erhvervsøkonomiskefteruddannelse på CBS, og jeg glæder mig helt vildt til at have travlt. Aftenerne på hotel i Aalborg bliver meget ensomme. De første par gange sad jeg og arbejdede, men det slap hurtigt op, fordi jeg ikke kunne få fat i nogen, når de havde fri. Det er heller ikke holdbart, at jeg gemmer arbejde til om aftenen. Derfor bliver det fint, at jeg kan sidde og læse lektier i stedet.”
For tre år siden så hans liv markant anderledes ud. Han boede med sin kæreste og deres fælles barn i Aarhus, han læste på universitetet og havde ikke så store planer for sin kommende karriere, som han har nu. Hans ambitioner lå et helt andet sted:
”Jeg er selv vokset op med to forældre i et parcelhus med hund, kat og vejfester hvert år, og havde en fremtidsvision om, at nogenlunde sådan skulle mine børn også vokse op. Men sådan gik det ikke.”
Thomas mener selv, at de sprang ud i for meget, for unge. Under alle omstændigheder ville hans kæreste en dag ikke mere. De gik fra hinanden, og med sig tog kæresten deres fælles barn, Arthur.
”I et forsøg på ikke at tænke for meget på det, begyndte jeg at træne. Til sidst bænkede jeg 160 kg. For at komme videre, begyndte jeg at reevaluere mit liv. Når nu min fremtid ikke var så åbenlys længere, kiggede jeg længe og grundigt på mig selv. Hvordan ville jeg gerne have, at Thomas var? Jeg havde brug for at genopfinde mig selv.”
Han kiggede på sit tøj. Trøjen var lidt for stor, jakken lidt for lille. Hans hoved var ikke pænt trimmet, og han spiste ikke ordentligt. Han var ikke den ven, han burde være, og han havde ikke længere en plan for fremtiden.
Han begyndte fra en ende af. Om aftenen skrev han ned, hvad han gerne ville have ud af den kommende dag. Det gør han stadig. Så konkret som muligt: Færdiggøre arbejdsopgaver, se sine venner, støvsuge osv.
I dag passer tøjet perfekt. Han bruger et kvarter hver morgen på at trimme sit hår. Han tænker hele tiden på at behandle andre, som han selv vil behandles. Selv hans kost har han lagt om:
”16 timer i døgnet faster jeg. Derfor spiser jeg kun frokost og aftensmad. I dag fik jeg oksespidsbryst og salat til frokost. Ingen sovs, selvom den så god ud i frokostkantinen. Til aftensmad skal jeg have knækbrød med parmaskinke. Jeg drikker kun kaffe på arbejde, og kun for at få energi, så jeg er ikke ham, der hænger på caféerne.
Der er ting, jeg kan kontrollere og ting, jeg ikke kan kontrollere. Det lever jeg mit liv efter. Min kost, mit udseende og min tid, er ting, jeg kan kontrollere. At jeg kun kan se min søn fire dage om måneden, det kan jeg ikke gøre noget ved.
Er det, jeg bekymrer mig om, noget jeg kan ændre, eller er det noget, som jeg ikke kan ændre? Hvis jeg ikke kan gøre noget, er jeg god til at lade være med at lade det gå mig på. Sådan er det for eksempel med min søn. Nej, jeg synes ikke jeg ser ham nok. Ja, jeg savner ham. Men jeg kan ikke gøre noget ved det. Hans mor har bestemt, at det skal være sådan, og uanset hvor meget jeg måtte råbe og skrige, kan jeg ikke ændre på det. Derfor prøver jeg at få det bedste ud af det.”
Thomas er utrolig glad for sit arbejde, men selvom kollegaerne er søde og rare, kan han godt blive lidt ensom i en by, hvor han har tre venner. Derfor er han lige nu ved at finde et weekendarbejde på en af byens barer. Han vil arbejde gratis med hvad som helst for på den måde at møde nye mennesker og få udvidet sin omgangskreds. Det er sådan, en fremmed by bliver et hjem.
”Tempoet er højere her, og det kan jeg godt lide. Og så er der ikke samme forskel på dagene, som i Aarhus. Her kan du gå ud en onsdag aften, og så er byen propfuld. Her er så meget liv over det hele og hele tiden. Derfor nyder jeg at cykle her. I Aarhus kørte jeg altid i bil.
Bare Østerbro virkede uoverskuelig, da jeg lige var kommet, men efter at have vandret kvarteret tyndt, er jeg begyndt at kunne finde rundt uden Maps. Langsomt begynder mit kendskab til byen at sprede sig.
Nu forsøger Thomas at samle stykkerne sammen til en ny tilværelse.
”Det gik op for mig, at der er rigtigt mange ting, jeg ikke har kontrol over. Dem skal jeg ikke lade fylde. Der er en masse ting, jeg kan have kontrol over, og få succes med. Så lad mig da få det. Forleden fik jeg en parkeringsbøde. Tidligere havde jeg ikke kunne tale om andet i hundrede år, og det havde ødelagt min dag. Nu betaler jeg den bare og kommer videre.
Jeg har ikke længere nogen plan for fremtiden. Det er gået op for mig, at det ikke giver mening at lægge planer, for der kommer benspænd hele tiden. Så hvis jeg siger ’om tre år skal jeg det og det’, og det så går i vasken, gør det ondt. Nu arbejder jeg ikke mod et konkret mål, men prøver hele tiden at gør hver dag bedre end den forrige.”
