Han er Danmarks eneste tilbageværende hattemager, og han har overlevet ved at sno sig
Hattemager Stig Andersen har med stor succes videreført familievirksomheden Andersen & Berner. Vi har fået ham til at give sin version af, hvordan man klarer sig i et uddøende fag.
1. "Min far startede sammen med Berner i 1946, da de begge to var helt nyudlærte hattemagere. Det var i min farfars kælder i Brønshøj. Folk grinte af dem. Det var ikke noget, man gjorde på det tidspunkt, bare sådan starte op på egen hånd. Det kommer ikke til at vare længe, inden de lukker, sagde man."
"Senere åbnede de en stor butik inde på Frederiksberggade (Strøget, red.). Så begyndte de at tage til Paris for at købe forme. Det var der ingen, der gjorde på det tidspunkt. Kunderne blev helt vilde, fordi de kom med noget andet. Dengang, først i 50’erne, var det fantastiske tider for hattebranchen. Det var et kæmpe fag dengang. Og så døde det fuldstændig ud."
"Men man kan altid overleve. I alle fag. Så længe man tænker anderledes. Vi har lige lavet en større ordre af stråhatte til den næste film i ’Pirates of the Caribbean’-serien. Det er vi meget stolte af. Det er stort at komme ind dér."
"Jeg griner ad dem, der går på business school. Folk, der prøver at gøre tingene på samme måde som Coca Cola. Men sådan kan du jo ikke drive en forretning, ved at kopiere de andre. Tingene svinger op og ned, og hvis pludselig de går ned, hvad gør man så? Det er svært at drive en forretning, og det går tit bedst for dem, der kan sno sig."
2. "Jeg har været på værkstedet, lige siden jeg blev født. Min første hat lavede jeg som fem-årig. Det var en lille cowboyhat i uldfilt. Jeg var ikke i lære hos min far, men hos en hattegrossist. Der lærte jeg noget om at sælge."
"Berner, min fars kompagnon holdt op en gang i 70’erne. Der var et dyk i branchen på det tidspunkt. Han købte sig et værtshus i stedet. I 1979 sprang jeg til, fordi min far havde fået lidt for travlt. Der var forskellige ældre hattemagere, der også kom i værkstedet og brugte maskinerne. Jeg hjalp dem og lærte af dem. De døde en efter en. Så endte jeg dér. Med at lave hatte."
"Der var aldrig så meget andet, der trak. I mit næste liv vil jeg sgu gerne være hattemager igen. Du møder en masse dejlige mennesker. Alle slags typer. Kendte, ukendte, kunstnertyper. Man får en snak med dem alle sammen. Da min far stadig var her, plejede folk at sige: ” Det er sjovt med jer to, I kommer aldrig uden for en dør, men I ved alt, hvad der sker i hele Europa.”"
Annonse
"Jeg har aldrig oplevet et surt menneske blandt kunderne. Ikke engang, hvis man laver en fejl. Folk er nærmest helt imponerede over, at man bare laver en ny hat, hvis størrelsen ikke er blevet helt rigtig. Hatte gør folk i godt humør, får dem til at grine. De kan tage dem på og se åndssvage ud. Selv om de ikke går med hat i forvejen, så kan de huske en, der gjorde, deres oldemor. Alle skal prøve en, børn og gamle. Det er ikke sikkert, at de køber noget, men de er tiltrukket af det."
"Har du den rigtige pris, sælger du mange hatte som impulskøb. Så er det bare spørgsmålet, om man tør gå med den. Hvis man ikke er vant til det, kan man godt have fornemmelsen af, at alle griner af en. Man skal lige forstå, at folk kigger, fordi de synes, man ser flot ud. Du får din egen stil med en hat."
3. "Et år ville alle modefolkene pludselig ikke længere have filthatte. Der så man, hvad det var for nogle mennesker. Når du ikke var in længere, så gad de ikke engang at hilse på dig."
"Hvis ens kunder er væk. Så er de væk. Så må man kigge sig om efter nogle andre. I stedet for bare at sidde og vente på, at interessen vender tilbage. Vi henvendte os i teaterverdenen, de savnede nogen, der kunne håndværket, fordi kostumeafdelingerne var ved at lukke alle steder. Vi fik fremstillet historisk korrekte forme. Så ved vi altid lige præcis, hvordan en høj hat så ud i for eksempel 1830."
"Jeg rejste også til London og tog kontakt til deres hofleverandør. Han lagde en ordre på 600 hatte, fordi han syntes, vi var billige."
Annonse
"I 1990’erne var Nils Poll verdens bedste jonglør. Han kom til os og bad os om at lave ham nogle hatte, som han kunne jonglere med. De skulle have den helt rigtige ovale form og den rigtige tyngde til at flyve og rulle på den rette måde. Sidenhen er vi blevet det anerkendte mærke, som alle, der jonglerer med hatte eller drømmer om at gøre det, vil have. Vi har lavet tusindvis af den model. Vi er store i Japan. Hver jonglør bruger 6-8 hatte. Kineserne er begyndt at lave kopier. Og det er også fint nok, for vi kan slet ikke følge med efterspørgslen."
"På et tidspunkt lavede vi næsten kun teater- og jonglørhatte. Så en dag i 2009 kom Henrik Vibskov forbi. Han havde brug for os til at producere en hat, han havde designet. Derefter kom Soulland og Stine Goya, og senest Samsøe & Samsøe til. Det er nogle andre mennesker i modebranchen dag i. De er ikke så skabagtige som før i tiden. De er dejlige at arbejde med."
"I gamle dage ville modehusene ikke have vores mærke siddende i hatten. De holdt på, at det kun var deres varemærke, der skulle være synligt. I dag er det som om, vores mærke giver en vis standard. Det understreger, at det er håndværk, at det ikke er lavet i Kina. Tiderne er skiftet."
"I dag har de unge ingen problemer med at tage en hat på. De er vant til at gå med kasketter og huer og alt mulig andet, de er pisseligeglade og går gerne med en rød hat eller en grøn hat. De er vant til at have noget på hovedet. Problemet er dem, der aldrig har haft noget på hovedet, de er mere tilbageholdende."
4. "Selv om det går op og ned, hvor meget folk går med hat, har jeg aldrig bekymret mig om fremtiden. Jeg har heller ikke nogen pensionsopsparing. Hvad jeg ikke har mødt af folk gennem tiderne, der har fortalt, hvordan man skal drive en forretning. De har rystet på hovedet. Men alle er jo lukket. Faktisk kan man sige, at jeg ikke skal bekymre mig om konkurrencen, fordi der ikke er nogen andre tilbage."
"Vi løser altid den opgave, folk kommer med. Lige gyldig hvor kompliceret den er. Også selv om vi nogle gange sætter penge til. Jeg tror, det er sådan, vi har overlevet. For den tilfredse kunde siger det måske videre til en anden, der har en let opgave, men skal have lavet 1000 hatte."
"Nogle gange overvejer jeg, om man skulle tage Berner ud af navnet, nu har han jo ikke været her siden 70’erne. Men jeg har egentlig ikke lyst til at lave det om. Det er vores varemærke. Vi er som vi er. Vi prøver ikke at spille fine. Jeg tror, man kommer længst med at være naturlig."
Hattemagerfirmaet Andersen & Berner har eksisteret siden 1946. Stig Andersen (52) er anden generation i firmaet. Han har haft værksted på Nørrebrogade siden 1983. Det tager ham cirka to timer at fremstille en enkelt hat. Hvis der skal laves mange af den samme slags, er det naturligvis mere effektivt.
En hat i filt koster fra 700 og opefter for private kunder. Berner og Andersen laver også hatte i kanin- og bæverskind. En bæverskindshat koster omkring 3000 kroner. Bæverskind er det mest vandafvisende materiale, fordi bæveren lever så meget af sit liv i vandet.
Andersen & Berner har tusindvis af stokke stående. En stok er fagudtryk for formen, som hatten bliver formet omkring.
Filtkvaliteten på markedet har ændret sig igennem Stig Andersens karriere. En gang var filten lavet af ren uld, men siden er der blevet blandet papir i for at gøre det billigere. "Det er ikke nødvendigvis et dårligt materiale, det er slidstærkt, men til gengæld ikke så strækkeligt som ren filt," siger han.
Stig Andersen har købt sine maskiner rundt omkring. Andre har han arvet. For eksempel har han overtaget en fra en forhenværende værkfører på Dansk Hattefabrik, der lå i Skodsborg og havde bygget boligblokke til sine flere hundrede ansatte. Fabrikken lukkede i 1970. "Det er lidt sørgeligt, de flyttede alle sammen ud, og det hele blev revet ned," siger Stig Andersen.
Lotte Lind arbejder deltid hos Andersen & Berner, mens hun studerer på Kunstakademiet. Hun prøver ikke at arbejde alt for meget. Ellers bliver der for meget hat og for lidt kunst: ”Men hvis jeg endte med at blive hattemager, ville det også blive et fedt liv. Der er noget helt specielt ved at kunne et gammelt håndværk.”
Stig Andersen: "Jeg siger aldrig, hvilken hat folk skal have. De skal finde deres egen hat. Det skal ikke være mig, der vælger dem. Og vi har så mange typer at vælge imellem. Man kan altid mærke, hvornår den rigtige hat er der, når man tager den på. Hvornår den sidder. Hvornår dimensionerne passer."
Stig Andersen har købt sine maskiner rundt omkring. Andre har han arvet. For eksempel har han overtaget en fra en forhenværende værkfører på Dansk Hattefabrik, der lå i Skodsborg og havde bygget boligblokke til sine flere hundrede ansatte. Fabrikken lukkede i 1970. "Det er lidt sørgeligt, de flyttede alle sammen ud, og det hele blev revet ned," siger Stig Andersen.
