Normalt skriver vi om Kanye West, René Redzepi eller andre celebre typer, men der findes selvfølgelig også andre mænd, der bestemt også er værd at fortælle om. Det er hverdagens helte, der får hjulene til at dreje rundt og det hele til at køre. Vi sætter fokus på tre af de mænd, der bare passer deres arbejde.
Klagekoordinator i TDC: Jeg elsker mit job
”Jeg har arbejdet med klagesager i 40 år, og jeg kan godt mærke, at folk er blevet skarpere i tonen. Før i tiden kunne folk da godt være grove, men nu kan man godt risikere at blive kaldt lidt af hvert. Nogle gange endda svinet til. Det kan være alt fra ’halvhjerner’, ’dumme svin’ eller ’jeg skal nok komme efter dig’. Men det praler helt af.”
Annonse
”Der går et rygte eller en formodning om, at hvis man hidser sig nok op, så kan man få det, som man vil. Det passer altså ikke. Vi strækker os så langt, vi kan for at imødekomme kunderne, men det hjælper ikke spor at hidse sig op og blive personlig.”
”For nogle af de mindre garvede, kan det godt blive for meget. Så er det godt, at vi har sådan et godt team, der kan hjælpe hinanden med at snakke tingene igennem. Det er sket et par gange, at vi har ringet til en ekstra vred kunde og sagt, at det egentligt ikke var en fair måde at tale til andre på. Det kan de som regel godt se.”
”Da jeg startede for fyrre år siden, havde vi en personlig face-to-face klageafdeling, hvor der en dag kom en mand ind med en stor schæferhund og en to meter lang kæp, som han slog ned i gulvet hele tiden. Bagefter stillede han sig ved vinduerne og holdt øje med, hvor folk sad. Der var jeg lidt nervøs. Især, da jeg skulle hjem, men vi så ham aldrig igen.”
”Man ved jo godt, at folk ikke har noget imod mig, men bare er i affekt, fordi de ikke har fået det produkt eller den ydelse, de mener at være blevet lovet. Så det gælder om at få startet en ordentlig dialog. Inden jeg ringer til folk, der har sendt klager ind, forbereder jeg mig: Hvordan skal jeg starte den her samtale ud, så den bliver mest konstruktiv?”
”Jeg elsker mit job. Uanset hvor dårligt et opkald kan være gået, så er det ikke noget, der sidder i mig, når jeg går hjem om eftermiddagen. Jeg har spillet håndbold i min fritid, og også her er jeg glad for den team-effort, der er i sporten. Det bedste ved mit job er at vende noget negativt til noget positivt. Det er rart at kunne gøre vrede og skuffede mennesker glade igen hver dag.”
Allan Seir, 57 år.
Annonse
Revisor i Skat: Mit arbejde er spændende
”Når jeg siger, at jeg er ansat i Skat, så tænker folk ikke ’ej hvor fedt’. Folk tror, at jeg er en kedelig, grå revisor, der sidder bag mit skrivebord med kontrolbrillerne på. Hvis jeg sidder til en middag og fortæller, hvad jeg laver, og der er nogle håndværkere, så siger de nogle gange ’nå, men så kan vi ikke snakke om, hvad jeg laver’. Men jeg har fri, så jeg har da ikke tænkt mig at sidde og grave i det.”
”Derfor kan det godt irritere mig. Man snyder jo kun sig selv. Det er dine og mine penge, og Skat er vores eneste indtægtskilde som samfund. Jeg kan godt som privatperson have en holdning til, om vi betaler for lidt eller for meget i skat, og om pengene bliver brugt rigtigt, men jeg er ansat til at følge reglerne, og behøver ikke være enig.”
”Da jeg sad med privatpersoner, syntes jeg nogle gange, det var synd, hvis der var nogle, der arbejdede hårdt, ikke havde så mange penge og skulle betale meget i skat. Det kan jeg bare ikke gøre noget ved. Jeg skal følge reglerne, og reglerne er ens for alle.”
”Regler og retningslinjer er vigtige for, at jeg kan være så objektiv i mit arbejde som muligt. Jeg er nok også en temmelig regelret person. Det er lidt af en arbejdsskade. Jeg er slet ikke typen, der kunne finde på at køre over for rødt. I min fritid er jeg frivillig fodbolddommer, og så har jeg også en stor retfærdighedssans. Jeg kan slet ikke have det, hvis regler ikke er ens for alle.”
”Jeg synes, at juraen i mit arbejde er spændende, altså lovfortolkningerne. Firmaerne har en holdning til, hvor grænserne ligger eller hvordan noget skal fortolkes, og vi har en anden, og så prøver vi at blive enige. Vi er i Skat gået fra kun at være en kontrolinstans til også at være en samarbejdspartner.”
”Man skal kunne lide at dykke ned i tingene og finde ud af, om de er gjort på den rigtige måde. Havde jeg arbejdet i fx Danske Bank, havde jeg kun kigget på én virksomhed. Her i Skat kigger jeg måske på tyve virksomheder, og det giver noget afveksling, jeg rigtigt godt kan lide.”
Annonse
Kenneth Krog Hemmingsen, 38 år.
Togfører i DSB: Jeg kan ikke lide at være den dumme
”Rammerne for uniformeringen for os togførere er ret vide. Man kan gå i en mørk polotrøje, eller strik, hvis man vil, men jeg kan bedst lide at have jakke, slips og vest på. Dels fordi det klæder mig, dels fordi det udstråler en form for autoritet. Jeg signalerer, at jeg har styr på det, og det kan kunderne godt lide, fordi det skaber tryghed.”
”Der er sådan en drengegruppe, vi godt kender, der for lidt tid siden var med et af mine tog. De brød ind til der, vi har kaffe stående, og også det bagerste førerrum og smed rundt med tingene. Der kunne jeg ikke stille noget op. Der følte jeg mig magtesløs og måtte ringe til politiet. Heldigvis har vi et godt samarbejde med kollegaerne, så jeg fik god hjælp derfra til at tackle det bagefter.”
”Jeg løber meget i min fritid og går lange ture. Det er en god måde at klare hovedet efter en hård dag. Jeg bliver kaldt alt muligt, når folk ikke vil have en afgift på 750 kr. Racist, bøsserøv og hvad ved jeg. Jeg er ikke racist, og det kan godt være, at jeg er til mænd, men det har jo ikke noget med DSB’s billetregler at gøre.”
”Nogle gange tænker jeg på at spørge folk, om det er mig eller DSB, de er gale på, og så lægge jakken foran dem, så de kan råbe af den. Så kan vi jo tale sammen, når de er færdige med det.”
”Det bedste ved mit job er, at det er et servicefag. Man skal være af et bestemt stof for at blive en god togfører. Mine bedste oplevelser med jobbet er, når folk siger tak til mig, når de stiger af, fordi de synes, jeg har ydet en god service, fx ved at hjælpe med at fortælle, hvor og hvornår de skal skifte tog eller bare ved at være smilende og venlig.”
”Jeg møder folk på vej på ferie, på vej hjem fra job eller på vej til fest. Det synes jeg er utroligt spændende. Nogle gange synes jeg da også, at det er synd at give folk en afgift, hvis de er søde og har egentligt bare har glemt det. Så er jeg ”den dumme”, og det kan jeg ikke lide. Men sådan er reglerne, og det ved kunderne også godt – som regel.”
