Knud Romer: "Danskerne er de virkelige pølsetyskere"

Knud Romer: 'Danskerne er de virkelige pølsetyskere'
Offentliggjort

De har mere end 80 millioner indbyggere, en bomstærk økonomi og har netop haft valg. Alligevel ved vi danskere stadig forbløffende lidt om vores mastodontiske nabo, mener Knud Romer. Her forklarer han om de ukendte sider af germanerne.

Når vores storebror går til valg, sidder de fleste af os danskere med en nagende fornemmelse af, at vi egentlig burde vide mere om dem. Ikke mindst fordi de på et hvert given tidspunkt kunne annektere vores beskedne kvadratmetre på en nat, hvis de skulle få lyst (og som de flere gange tidligere har gjort).

Mange af os har formentlig et billede af Tyskland med mange motorveje, som de bygger til deres velsmurte luksuskørertøjer, mens de i fritiden spiser bratwurst og hælder weisbier ned. Men det billede fortæller mere om os danskere, end det gør om tyskere, fortæller Knud Romer, forfatter, radiovært og tidligere reklamemand. Hans mor var tysker, og han kender vores sydlige nabo bedre end de fleste.

”Det er jo os danskere, der er de virkelige pølsetyskere. Det er os, der har en pølsevogn på hvert gadehjørne, og det er os, der har en slange fra fadølsanlægget direkte ned i spiserøret. Det er derfor, vi har så travlt med at afgrænse os fra dem, så vi kan få en identitetsfølelse og en fornemmelse af en nationalkarakter. Vi har fortrængt alle de uacceptable aspekter ved os selv og tillagt dem svenskerne og tyskerne,” fortæller Knud Romer og fortsætter:

”Vi ligger mellem to røvere, svenskerne og tyskerne, der vil spise os. Og det har de jo også gjort flere gange i historien, så vi er blevet mindre og mindre. Nu er vi jo bare en dum hat på toppen af Tyskland. Derfor har vi vendt dem ryggen og holder os beskæftigede med indretningsarkitektur af de få resterende kvadratmeter. Engang var vi en gigantisk nation, som er skrumpet ind til et par øer.”

Men hvordan er de så, de tyskere? Knud Romer giver her en stribe facts, der måske vil overraske:

1. Tyskland er ikke en motorvej

”Faktisk er en tredjedel af det store land dækket af skov, hvoraf en stor del er urskov. Nogle af dem er så store, at hvis du for vild, ville du aldrig komme ud igen. Du vil være blevet spist af Brødrene Grimm inden. Deres del af vadehavet er det mest fuglerige område i Europa med 12 millioner fugle. Samtidigt er en fjerdedel af Tyskland natur- og nationalparker.”

2. Tyskerne er ikke ekstremister

”Mange har den fejlagtige opfattelse, at neo-nazisterne konstant står på spring. Og at de ville gribe magten, hvis ikke de var forbudt. Men det er helt forket. De står på stemmesedlen. Der er bare ingen, der stemmer på dem. Det EU-kritiske parti ’Alternative für Deutschland’ kom heller ikke ind i Rigsdagen. Man kunne ellers godt have forestillet sig, at et folk, der har givet hjælpepakker i milliardklassen til et tomt hul i Grækenland, kunne være lidt trætte af EU. Men de fik altså ikke nok stemmer. Hvis Alternative für Deutschland var Tysklands andet største parti, ligesom Dansk Folkeparti er det i Danmark, ville hele verden bryde sammen i rædsel.”

3. Tyskerne er pacifister

”I Tyskland står der i grundloven, at der ikke må udgå en angrebskrig fra tysk jord. Tænk sig, at Europas stærkeste magt er pacifistisk. I Danmark er selv Villy Søvndal jo totalt krigsliderlig og villig til at brænde milliarder af kroner af på krige i andre lande, han ikke forstår.”

4. Tyskerne er meget amerikanske

”Når det gælder arbejde og arbejdsetik minder tyskerne meget om amerikanerne. De græder ikke over, at der er nogle, der skal gøre toiletterne rene, for så kan man bare få et andet job. De forventer, at folk kan sørge for sig selv. Det er din egen skyld, hvis du ikke lykkes. Det kan man selvfølgelig diskutere sandheden i, men det mener de. Der er på den anden side også meget stor respekt for den, der laver noget. Der er heller ingen skam ved at have et job – selv i servicesektoren. I Danmark skammer man sig til gengæld hele tiden, og det er aldrig fint nok.”

5. Tyskerne opfandt den frie spiller

”Gennem årene, når Tyskland vandt et mesterskab, sagde man altid, at det var maskinefodbold. Og på den måde fratog man dem jo æren, for en maskine er anonym, og derfor er der ingen vinder. Men det er Franz Beckenbauer, der har opfundet liberoen, den frie spiller, i fodbold. Man kan ikke sige, at det land, der har opfundet den frie spiller, der kan bevæge sig overalt på banen, kun spiller maskinefodbold.”

6. Det tyske sprog er ikke et kommandosprog

”Prøv at læg mærke til, hvor mange hviskelyde, der er på tysk. Det er så sjælefuldt et sprog. Sart og blidt. Hvis man bilder sig ind, at tysk kun er et kommandosprog, er fordi man ikke behersker sproget. Og sådan er det jo. Man kan bilde sig en masse ind om et land, man intet kender til.”

LÆS OGSÅ Knud Romer: Oplevelsen, der gjorde mig til en mand

TWITTER Følg os på twitter