Er man borgerlig, bør man arbejde for at styrke kurderne og ultimativt støtte, at der etableres et selvstændigt Kurdistan.
Kurderne er Mellemøstens fjerdestørste folkeslag, der i generationer er blevet snydt af alt og alle: tyrkere, arabere, persere, Vesten og russerne. Kurderne er et indoeuropæisk folk, der på mange områder minder meget lidt om deres naboer.
Deres politiske kultur er demokratisk, de er sekulariserede, og politisk islam har aldrig vundet fodfæste blandt kurderne, der bredt opfatter islamismen som den største trussel, der findes. Hvor længe kan Vesten forsvare ikke at støtte kurderne mere aktivt i deres kamp?
De bør ikke blot være en af vores nærmeste allierede, men hjørnestenen i Vesten og Danmarks politik i Mellemøsten. Der er mange grunde hertil. Lige nu er kurderne Vestens eneste reelle allierede på landjorden i kampen mod Islamisk Stat. Den kamp – og en endelig sejr over Islamisk Stat – er nøglen til permanente løsninger.
Man kan på sigt ikke vinde konflikten med midlertidige allierede og ad hoc-løsninger. Striden og løsningerne bør tage udgangspunkt i en permanent alliance med kurderne, hvor man ikke tager deres indsats for givet, men behandler dem som ligeværdige og uundværlige partnere.
Den nordsyriske by Kobane blev voldsomt destrueret under IS' belejring. Foto: Getty Images
En af grundene til, at Vesten har haft svært ved at forstå og samarbejde med kurderne, skyldes, at vi har set kurderne med tyrkiske eller saudiske øjne. Vestens engagement i Mellemøsten har i årtier været på andres præmisser.
Annonse
Alt for ofte har vi ladet vores udenrigspolitik diktere af lande, som vi ikke længere ubetinget deler langsigtede interesser med eller deler geostrategisk syn på regionen med. Udenrigspolitik bør ikke kun være et spørgsmål om, hvilke samarbejdspartnere der kan være os til gavn.
Det bør også være et spørgsmål om værdier. Med kurderne deler vi mere end bare midlertidige interesser i kampen på landjorden. Vesten og kurderne deler en lang række værdier, der tager udgangspunkt i de liberale universelle idealer om demokrati, menneskerettigheder, ligestilling, sekularisering og ligeværdighed.
Et af eksemplerne på vores ”tyrkiske” syn på kurderne er, at Vesten opfatter PKK som en terrorbevægelse. PKK gjorde sig skyldig i terrorangreb tilbage i 1990’erne som eksempelvis bombeangreb mod turistmål som Antalya på den tyrkiske middelhavskyst.
Efter 11. september-angrebet på USA foretog PKK et moralsk selvopgør, der førte til, at man opgav terror som et politisk våben. Terror er her forstået som angreb på civile mål. PKK fortsatte med at angribe det tyrkiske militær, indtil man indgik en våbenhvile med den tyrkiske stat i marts 2013.
PKK har nedjusteret sine mål Engang ønskede man et selvstændigt Kurdistan i det østlige Tyrkiet. I dag ønsker man selvstyre på linje med den, skotterne eksempelvis har i Storbritannien.
Bevægelsen har gennemgået en forvandling over de seneste femten år. I dag afviser PKK tanken om kurdisk selvstændighed som udtryk for farlig nationalisme. I stedet kalder bevægelsen på en implementering af EU's krav om decentral forvaltning i Tyrkiet. Det ville styrke lokaldemokratiet på linje med det danske kommunale selvstyre, mens man samtidig bevarede Tyrkiets nuværende grænser.
Annonse
PKK's ændrede strategi er naturligvis tæt knyttet til fredsforhandlingerne med den tyrkiske regering, som parterne har ført gennem en årrække. Denne fredsproces har været med til at trække PKK længere væk fra sit udgangspunkt på den yderste venstrefløj. Til tysk tv i april erklærede en af PKK's ledere, at bevægelsen var parat til at lægge våbnene i Tyrkiet. Det er paradoksalt, at Danmark i dag er allieret med PKK i kampen mod Islamisk Stat samtidigt med, at vi opfatter dem som terrorister. Vi er ikke bare allierede i ord eller ånd, men de facto i kampen mod Islamisk Stat.
Ingen har mistet flere i kampen mod Islamisk Stat end kurderne. Vores succes i kampen mod Islamisk Stat afhænger fuldstændigt af kurdernes fortsatte offervilje. På den ene side kan vi ikke sejre uden kurderne, på den anden side har vi på grund af tyrkerne stadigvæk PKK placeret på vores terrorliste. Vi bør fjerne PKK fra EU's terrorliste. Bevægelsen er ikke langt fra at indgå en fred med tyrkerne, og fra europæisk side bør vi støtte disse bestræbelser og sende et signal om, at det kan betale sig at lægge våbnene bag sig og træde ind i et politisk fællesskab, hvor man ikke bruger terror til at nå sine mål.
Kampen om Kobane var et vigtigt vendepunkt. Forløbet omkring den IS-belejrede by i syrisk Kurdistan ved grænsen til Tyrkiet viste, at vores egen tyrkiske NATO-allierede ikke var på vores side, når det kommer til at svække IS ved at støtte de lokale kurdere. Tyrkerne betragter kurderne som en større trussel end selv de brutale islamister fra IS. Kobane afslørede også, at kurderne mangler meget. De kæmper med russisk materiel fra 1950’erne, mangler skudsikre veste og træning i at fungere som en hær snarere end som guerillastyrker. Danmark kunne billigt afhjælpe mange af disse problemer.
Det er sært, at borgerlige har ladet venstrefløjen tage patent på den kurdiske sag. Hvis der findes en sag, borgerlige burde bakke op om, er det den kurdiske. Vi skal ikke fortsætte vores tætte bånd til et til stadighed mere islamiseret Ankara og et Saudi-Arabien, der aldrig har været særligt loyale.
Indbyggere i Kobane fejrer ophævelsen af belejringen. Foto: Getty Images
Tyrkiet er med den islamiskkonservative Erdogan hastigt ved at lukke sig om sig selv. Erdogan demonstrerer med al tydelighed, at han betragter ytrings- og foreningsfrihed som en trussel mod sin egen magt. Tyrkiet benytter enhver lejlighed til at dæmonisere Israel og Vesten, mens man gennem flere år har støttet islamister i Syrien. Selv den amerikanske regering har flere gange måttet advare tyrkerne for deres logistiske støtte til Al Qaedas syriske afdeling Al Nusra Fronten. Tyrkiet har desværre ikke vist sig villig til at samarbejde med Vesten i en meget svær tid.
Hvor længe skal vi lade Tyrkiet diktere vores udenrigspolitiske kurs over for kurderne?
