Hipsteren minder på flere måder om gekkoen: Først og fremmest kan gekkoen, hvis den er under angreb, tabe halen og stikke af. På samme måde kan hipsteren opgive en del af sig selv (en bar, en gade, eller et helt territorium), hvis det skulle være under angreb fra udefrakommende. Gekkoen og hipsteren kan begge skifte ham, hvis og når det bliver nødvendigt, og så kan begge arter oftest findes dybt inde i (storby)junglen.
Derfor starter jagten på hipsteren inde midt i artens yngleområde, nærmere bestemt på Jægersborggade på Nørrebro i København. Som en opdagelsesrejsende i storbyen, er jeg på vej ud for at finde hipsteren.
Arten er nemlig flere gange blevet erklæret død, samtidigt med at hipsteren påstås spottet flere steder i byen, gerne i så store mængder, at det skulle være generende for andre at opholde sig i nærheden. Samtidigt har det indtil videre været umuligt at kunne fremskaffe et eksemplar, der ikke alene er hipster, men også er erklæret hipster. Derfor denne ekspedition. Derfor Jægersborggade.
Det er også et sted, der er kendt for sin store koncentration af rockere, og indtil for ganske få år siden, var Jægersborggade det rene slum – et økosystem, hipsteren trives i. Siden har hipsteren sat sit tydelige aftryk på gaden:
Second hand butikker og skæve caféer anført af Grød, verdens første café med speciale i grød. Gaden, der engang var grå og anonym, er i dag farverig, fuld af blomster og endeløst mange parkerede cykler. Men der er flere turister at spotte end hipstere i dag. Faktisk ses ikke en eneste ægte hipster.
For hipsteren er altid på jagt efter det nye. Han er ’on the know’ og har fingre på samtlige pulse, han kan komme i nærheden af. Det synes, at hans primære føde er autenticitet. Det er derfor, hipsteren oftere ses i Københavns Nordvestkvarter eller ved det nedlagte Carlsbergbryggeri, end de hipster-steder, medierne og dermed offentligheden, hipsterens naturlige fjende, har fået nys om. Det er også derfor, han ikke ses her så meget længere.
”Det spændende ved hipsterne som gruppe er, at de er så uuniformerde. Der er ingen leder, talsmand eller defineret mål. Selvom de stemmer til valg og går op i økologi, er de upolitiske. Som ungdomskultur er de også anderledes, fordi de ikke forkaster alt gammeldags, men omvendt omfavner retro,” siger Bjørn Schiermer Andersen.
Han er lektor ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet og et af de mennesker i landet, der ved mest om hipsteren. Han fortæller, at hipsteren ernærer sig ved at arbejde i den kreative sektor, på café eller er studerende i storbyerne. Oprindeligt er hipsteren født ind i middelklassen.
Foto: Kenneth Nguyen
Hipsterens søgen efter det autentiske, det uspolerede og det ægte, er hans drivkraft. Han er født ind i en verden, der synes hul, ligegyldig og bygget af pap og pis. Han savner nerve i det meste moderne musik og finder den oftest i ukendte bands fra undergrunden.
Skulle hans yndlings islandske britpop-reggae-band få succes, er hipsteren dog allerede videre. Der er ikke noget ved et element fra undergrunden, der er blevet kommercialiseret. Sådan er det gået med Jægersborggade.
Derfor fortsætter jagten til Kødbyen, som er tom for andet end forstadspar, der på deres midaldrende dage er flyttet til byen, og nu spiser pizza ude i solen. På Café Dyrehaven påstår bartenderen, at han ikke aner, hvad jeg snakker om. Der er ingen hipstere her, siger han. Jeg begynder at nærme mig.
Hipsteren blev første gang opdaget og beskrevet i midten af 40’erne i USA. Her drømte unge, hvide mænd fra forstaden om et mere spændende liv i stil med det, de sorte jazzmusikere levede. Jazzmusikerne var hippe, de hvide wannebees var hipstere.
”De vil noget andet, og ender med at ligne hinanden. Men sådan er det med moden, også for ikke-hipstere. Derfor ligger de midt imellem individualitet og mode, og hver gang det tipper for meget mod mode, er de videre,” siger Bjørn Schiermer Andersen.
Hipsternes hang til avantgarde kan virke provokorende, fortæller sociologen. Tilskuere kan nemlig få den opfattelse, at hipsteren tror, han er bedre end andre. Derfor findes begrebet ’hipsterhad’. Mange ser nemlig hipsteren som et skadedyr.
Den naturlige levealder for hipsteren er 14 år. Hipsteren er først færdigudviklet omkring 16-årsalderen og vil som regel skifte ham sidste gang omkring de 30 år. Der vil han trække sig ud af junglen for at give plads til yngre hanner.
Lidt længere nede ad Sønder Boulevard finder jeg Kihoskh, det perfekte sted at finde hipstere. Forklædt som en autentisk kiosk sælger dette sted øl fra mirkobryggerier, obskure tegneserier og meget andet, der lokker hipstere til.
Foto: Kenneth Nguyen
Først observerer jeg kort gæsterne, der sidder spredt udover berliner-bænkene på fortovet uden for. Så finder jeg den rette og går lige mod ham. Han nægter at være hipster. Han har faktisk næsten aldrig hørt om begrebet før. Jeg spørger ham, hvordan han adskiller sig fra en hipster:
”Jeg kan godt se, hvorfor du spørger mig. Jeg har fuldskæg, sømandstatovering og skinny jeans. Men jeg er altså ikke hipster. Jeg bor på Østerbro, og nu synes jeg, du skal gå væk.”
Da jeg prøver med et opfølgende spørgsmål, rejser han sig og giver mig op til flere gode grunde til at skride af helvede til. Jeg går min vej. Hvor dum kan jeg da være. Jeg greb det helt forkert an:
Jeg trængte hipsteren op i en krog og prøvede at skinde ham levende. Selvfølgelig viste han tænder. Men det beviste samtidigt, at jeg endelig fandt ham, hipsteren. Individualisten. Og han er stadig et sted derude, hvor han lige nu planlægger sin næste form. En mere udefinerbar en, en han har helt for sig selv.
Han vil netop ikke lade sig definere, holde indespærret, eller undersøges. Den relativt sparsomme viden om hipsteren, vi har, er således alt sammen øjenvidneberetninger, og højest sandsynligt slemt outdated, eftersom hipsteren konstant er i gang med at ændre og redefinere sig selv.
Jeg tager til Blågårdsgade på Nørrebro. Umiddelbart virker hipsterens nærhed slående her: Et klistermærke på en Macbook med ’Berliner Gruβe’, Fritz-Kola fra Hamborg, Serge Gainsbourg fra højttaleranlægget. Uden for Harbobar sidder to eksiljyder i slutningen af tyverne og spiller backgammon:
”Nej, jeg synes ikke, jeg er hipster,” siger den ene prompte, når man spørger. Man han bløder lidt op, når han får tid til at tænke sig om:
”En hipster er en, der nyder at dyrke det, der ikke er mainstream, fordi det ikke er mainstream. En, der gerne vil være sig selv, og som ikke har lyst til at være som alle andre. Jo, jeg er sgu nok hipster,” siger han.
