”Sådan noget der bare plejer at være i fjernsynet”

Bus 1A er proppet. Aldrig har nogen stået så tæt, som vi gør ned ad Dag Hammerskjolds Allé på Østerbro. Ingen står af bussen, kun på, og ved den amerikanske ambassades autoværnslignende blomsterkasser begynder det også at ligne en regulær folkevandring ude på fortovet.

Masserne på gaden tager yderligere til ved Triangelen, hvor buschaufføren gør opmærksom på, at der er ændret køreplan. Bus 1A kører i aften ikke ned ad Østerbrogade som vanligt, da politiet har spærret gaden af for aftenens mindehøjtidelighed.

Det hele skyldes, at en mand med et M95 automatgevær lørdag eftermiddag dræbte filminstruktøren Finn Nørgaard og senere en frivillig vagt ved Københavns Synagoge i et terrorangreb på Danmark. Senere blev den formodede gerningsmand selv skudt af politiet efter en kort skudveksling på Nørrebro.

Fra den franske præsident Hollande til FNs Generalsekretær Ban Ki-moon er der blevet udtrykt støtte til Danmark, og den internationale presse er samlet foran kulturhuset Krudttønden. Euroman.dk er ligesom op mod 40.000 danskere taget til mindehøjtidelighed for de efterladte.

Tidligere på dagen sad den spanske tv-tekniker Marcos Sarmiento i en varevogn fra Overon live tv-dækningsservice og pissefrøs ude foran Krudttønden. Han spiste nødder fra en lille tupperwareæske, én af gangen, med fingerløse handsker på.

Den spanske sendevogn var en af mange, der havde slået lejr på parkeringspladsen ved Fælledparken i København. Norske, svenske og tyske vogne med kæmpemæssige paraboler på taget var linet op ved siden af de danske, og et større batteri kameraer filmede tre kampudstyrede betjente, der holdt vagt foran det gennemhullede glasindgangsparti.

”Det er pissekoldt. Jeg er egentligt ikke så chokeret over alt det her, jeg lever jo af at lave tv fra sådan nogle ting her og kommer næsten lige fra Paris. Men her er pissekoldt. Jeg er måske i Danmark en enkelt gang om året, for det er ikke så tit, her sker noget,” fortalte Marcos.

Marcos havde været i grå, blæsende og kolde Danmark i to dage. Tidligere havde han været i Frankrig, hvor han været med til at dække Charlie Hebdo-attentaterne. Efter et kort stop i sit hjem i Bruxelles, måtte han igen på farten og til Danmark.

Om aftenen på Østerbrogade har politiet sat vogne til at spærre for al indkørsel, og kun enkelte bilister har fra sidegaderne forvildet sig ind på gaden, der nu myldrer med mennesker. Det blæser koldt som ind i helvede, og vinden går gennem marv og ben.

På Facebook er 22.000 tilmeldt til arrangemenetet, og Gunnar Nus Plads er sort af mennesker. Ikke mange kan høre noget udover vinden, en helikopter, der cirkulerer over mindehøjtideligheden, og en svag lyd fra nogle højtalere langt væk.

En gang imellem bølger en klapsalve henover menneskemængden fra et udefinerbart udgangspunkt, og selv folk helt nede bagerst, der ikke kan høre det mindste, klapper handskerne sammen.

”Vi støtter, selvom vi ikke kan høre noget,” siger Henrik.

Han står sammen med sin kæreste på en bænk og kan efter eget udsagn godt se en scene, men ikke hvem, der står på den. De har en fakkel hver, som de fik i hånden af en forbipasserende. De så nyhederne fredag aften. Aldrig har de set noget lignende, siger de. De bor lige ved siden af.

Omkring halv 12 tidligere på formiddagen kom mørkklædte mænd med ledninger i øret og tykke frakker ud af det blå, henne ved Krudttønden. De stillede sig an, mens en sort Cadillac på blå plader trillede frem. En af ledning-i-øret-mændene åbnede døren, og først kom en lille, undseelig dame ud og trak en multifarvet hue over hovedet. Efter hende kom Rufus Gifford, USA’s ambassadør i Danmark.

Han var i jakkesæt, og havde ingen frakke på (selvom det blæste lige så meget tidligere i dag som i aften) så man tydeligt kunne se hans dansk-amerikanske flag i knaphullet. Damen med huen viste sig at være hans pressesekretær, og hun gik straks i gang med at screene de anløbne journalister.

Tilskuere flokkedes også om Gifford, og han gav et fast håndtryk og pegede sine alvorsrynker mod de hilsende. Ambassadøren er fra Boston, hvor terroren også kom alt for tæt på i 2013.

Tidligere overrabbiner Bent Lexnor og Rufus Gifford fik øje på hinanden, og badet i blitz’er omfavnede de to hinanden. Det så ikke ud til, at de udenlandske journalister havde opdaget, hvem der gik rundt foran Krudttønden og gjorde photo opportunity poses, men det var tydeligt for dem, at der var tale om én, der er værd at filme. Så det gjorde de.

”Time heals all wounds. Det er en dag, danskerne aldrig vil glemme. Det er nu, det danske folk skal komme sammen og heles. Ja, tiden heler virkeligt alle sår. Det ved jeg som amerikaner. Jeg ved også, at Danmark er et fredeligt land, og jeg ved, I vil komme videre,” sagde Rufus Gifford.

Senere på aftenen er han, Statsministeren og Kronprinsen blandt de fremmødte til mindehøjtideligheden. Her er de fleste er tavse og prøver at følge med i en tale, der for langt de flestes vedkommende består i enkelte fraser som ’rettigheder i vores samfund’, ’nu må vi holde sammen’ og ’ikke lade hadet vinde’.

Politiet har efterspurgt mere skydetræning og skudsikre veste. De var simpelthen ikke ordentligt forberedt på den slags situationer.

Det var danskerne heller ikke. Tidligere terrorsager som den etbenede bokser der sprængte sig selv i luften har været ren Anders And. Andre sager som øksemanden og revolvermanden, foruden Blekingegadebanden har været alvorlige, men indtil videre har der aldrig været nogen civile, der er dræbt. Sådan rigtigt dræbt.

På pladsen kigger folk forskellige retninger efter scenen. Ingen ved, hvor den er. Nogle kigger lige frem, nogle til højre og til venstre. Andre prøver at gå rundt om mængden, for at komme til at stå omme bagved, mens andre igen går hjem.

”Vi kan bedre følge med hjemmefra,” siger nogle, mens de går. ”Det er ikke til at høre eller se noget, det er ikke ordentligt arrangeret. De har nok ikke fået god nok tid til at forberede det her arrangement.”

Det viser sig, da jeg er gået rundt om, at scenen ikke er sat op foran Krudttønden, men på grund af det massive fremmøde er rykket cirka 30 meter derfra, så scenen nu peger ud mod pladsen, og står foran Café Stafetten, der til dagligt er kendt for sine ti 50” fladskærme og stegt flæsk af libitum.

Tidligere på dagen var frokostserveringen af sidstnævnte forsinket op til 45 minutter, fordi servitricen blev interviewet til engelske Channel 4 News. Den britiske vært nikkede forstående, mens servitricen med sparsomme fagter forklarede hende, hvad hun så, da der blev skudt.

Kameramanden bar en kæmpe kanon af et kamera på skulderen og det hele blev optaget flere gange, fra flere forskellige vinkler: En optagelse ved at bord i intim samtale, to optagelser hvor de begge stod op, og en sidste, hvor de gik talende igennem restaurationen.

Alle til frokost på Café Stafetten skrev på notesblokke i dag og talte samme journalistsprog, om dog de var fra forskellige lande. Da servicen igen var tilbage, blev der bestilt cafe latte som aldrig før på Stafetten. Den nyligt interviewede servitrice måtte endda ud i køkkenet for at spørge, hvilken mælk og hvilke bønner, de bruger brugt.

På den ene storskærm viste de Go’ Morgen Danmark med overskriften Terror i Danmark. Lidt efter kom et ekstraordinært nyhedsindslag, hvor relevante personer kom med deres besyv: Aarhus borgmesteren Jacob Bundsgaard, hans kollega i Odense, Anker Boye, og formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo.

I dag er parkeringspladsen ved Krudttønden fyldt, i dag kigger alle på København. Tre personer er dræbt, fem politi- og efterretningsfolk er såret, Marcos Sarmiento pissefryser stadig i sin sendevogn og Café Stafettens cafe latte er med minimælk. Flagene er på halvt fra Østerbro til Dybbøl Mølle.

”Det var en helt fantastisk bevægende oplevelse. Folk var helt, helt stille, da vi holdt et minuts stilhed. Jeg tror, vi skal helt tilbage til EM ’92, før jeg kan huske at have set så mange mennesker på én gang,” siger Torben på vej hjem, da mindehøjtideligheden er færdig.

”Jeg så det i tv. Det er grusomt. Det er jo ikke bare et mord, det er noget, vi ikke er vant til i Danmark. Sådan noget plejer jo bare at være i fjernsynet.”