TV2-vært Stéphanie Surrugue: ”Jeg måtte skælde Yahya Hassan ud”

Med Yahya Hassan er man aldrig alene. I skyggen står der altid en PET-vagt, som skal sikre den kun 19-årige digters liv. Og hvis han vil på casino klokken to om natten, følger de trofast med.

Grunden til, at han ofte søger mod ludomanernes legeplads er, at han her kan være i fred. De typer, der vil ham til livs, går nemlig sjældent ind der.

Foto: TV2/Henrik Ohsten

Det fortæller Stéphanie Surrugue, der har fulgt den danske digter på hans promotionstur til den finske hovedstad for hans digtsamling, der har slået alle salgsrekorder herhjemme for en debutant.

LÆS OGSÅ: Yahya, Robert og Pierre-Emile tager over

Men med den enorme succes er der kommet et tilsvarende pres. Fra ekstremister, der vil ham til livs, og fra journalister, som vil have en bid af hans autencitet.

Hvordan fornemmede du det pres, der ligger på ham fra den evige trussel fra de mange mennesker, der vil have hans hoved på et fad?

”Det oplever man ret konkret i form af, at han konstant er omgivet af vagter. Jeg blev selv aflagt et lille visit inden vores rejse af PET, der skulle sikre sig, at jeg ikke var skabs-ballademager. Presset kommer også fra de mange interviews, han skal lave. Jeg blev træt i hovedet bare af at lytte til dem, og han skulle sidde og variere sine svar på tre forskellige sprog.”

Hvordan var han at interviewe?

”Han spiller meget op. Og det er for at se, om man kan tåle mosten. Han bryder sig grundlæggende ikke om journalister, og han har desværre al mulig grund til ikke at gøre det. Han har oplevet rigtig mange dumme spørgsmål og brudte aftaler. ”

”Man lægger ikke ud med gensidig tillid. Som journalist skal man virkelig gøre sig fortjent til hans tillid. Han skal se, om man kan følge med intellektuelt, og om man kan klare mosten. Han kan godt lige spille lidt smart. Han kan også lige prøve nogle grænser for, hvad man som kvinde vil lægge øre til.”

”Derfor måtte jeg sige til ham: Det kan godt, være, at du har boet i en ghetto, men jeg er fra vestegnen, og du kan ikke sige noget, der tager pippet fra mig. Da jeg sagde det til ham, var han ved at dø af grin - og så var vi ligesom over det værste. ”

”Han kan sagtens være blid og respektfuld, men han skal have lidt skældud engang i mellem. Jeg havde en følelse af, at det ville han egentlig gerne have. Jeg har aldrig før prøvet at skælde nogen ud, som jeg skulle interviewe. Det er ikke normalt. ”

Hvordan har han det?

”Overordnet set har han det ret godt. Han er tilfreds med, at han har nået en position, hvor folk hører efter, hvad han siger. Det har han lært at sætte pris på. Nu bliver han taget seriøst også i en udenrigspolitisk debat. Det er ret godt gået af en 19-årig knægt uden uddannelse.”

”Man glemmer også, at når han sidder uroligt og gerne vil på casino og drikke en øl for meget, er det også fordi, han kun er 19. Jeg var også en sæk lopper dengang. Jeg var bare ikke én, der skulle tage så meget ansvar og håndtere så meget pres. ”

”Jeg kan godt blive lidt bekymret for ham, men det er min bekymring. Det handler egentlig ikke om ham. Prøv at tænke på hvor mange 19-årige, der laver ballade og er fucked up. Og det er han ikke. Han opfører sig bare ikke, som vi voksne er vant til. ”

Tror du han vil få svært ved at følge succesen op?

”Jeg tror, at alt er muligt. Det er egentlig også lidt gammeldags, at offentligheden venter på digtsamling nummer to. Jeg tror, grænserne er langt mere udflydende i dag. Han kan ligeså godt tage sig nogle år som ekstremt subjektiv korrespondent, kunstmaler, som han også er, eller alt muligt andet. Den tankegang, som jeg også selv ligger under for, at nu er han digter – punktum. Det er han ikke. Jeg vil snarere sige, at han er kunstner, der skal have luft for alt muligt i alle mulige udtryksformer.”