USA’s ambassadør: ”I er elendige til at gøre reklame for jer selv”

Rufus Gifford er omtrent blevet folkeeje som 'Ambassadøren fra Amerika' i DR’s dokumentarserie i seks afsnit i efteråret. Euroman har spurgt den populære ambassadør om noget, vi alle sammen elsker at høre om – os selv.

USA’s ambassadør: ”I er elendige til at gøre reklame for jer selv”
Offentliggjort

Du siger på et tidspunkt i DR-dokumentaren, at vi danskere er elendige til at gøre reklame for os selv. Hvad mener du med det?

”Der er en amerikansk talemåde, der siger, at ’hans gøen er højere end hans bid’. Det er et meget negativt udtryk, som betyder, at du er fuld af varm luft og ikke har nogen substans. Danmark er det modsatte. Jeres bid er så meget heftigere end jeres gøen.”

”Det, I gør, er meget større end den måde, I taler om det på. Det synes jeg er en skam. Måske er det fordi, jeg er amerikaner. Men med det, jeg ved om Danmark og efter at have oplevet kulturen her, ville jeg ønske, I ville gø højere.”

” Tag ikke fejl, den amerikanske regering ved, hvad Danmark bidrager med. Ved alle briefinger i ethvert departement i Washington lovpriser de Danmark. Det kan jeg love jeg dig. Men den almindelige amerikaner ved ikke, hvor meget I kan.”

Hvad kan vi da?

”For at tage den officielle del først er I fantastiske allierede og partnere. Jeg kan nævne Nato, handelssamarbejdet og partnerskaberne der, samarbejdet omkring Arktis. I har stået sammen med os i hver eneste internationale konflikt siden begyndelsen af 90-erne.”

”Det er modigt og væsentligt og ægte. Så når man taler om Danmark i Washington, ved de, hvad I står for. Den officielle side, militæret og handelssamarbejdet er fantastisk. Men min pointe er, at Danmark er mere end det. Og gennemsnitsamerikaneren har ikke nogen specifik idé om, hvad Danmark kan. Det er frustrerende at se på.”

Hvad skal vi være stolte af?

”Jeres brand er virkelig cool. Det er både et historisk brand, som er fantastisk. Det er vikingerne og eventyr, og det er bare spændende og fascinerende. Og så har I den utrolig moderne del af brandet. Det er for eksempel meget innovative, meget moderne, meget internationale virksomheder som Lego og Maersk. Så har du kulturen.”

”Hele den fascinerende måde, I ser arkitektur på. I er verdens centrum for mad og gastronomi. I har film og især tv, som Hollywood efterligner og vil bruge de næste 10 år."

"Det, jeg kæmper med, er at mine landsmænd ikke ved det, og jeg ville sådan ønske, at de havde et bedre indtryk af, hvad Danmark gør og bidrager med. I skulle tillade jer selv at lade jeres gøen matche jeres bid.”

Vi har det højeste skattetryk i verden, og der er meget stor lighed i Danmark i forhold til USA. Er den udbredte lighed en af grundene til, at vi ikke praler så meget, og har ligheden en bagside – at vi mangler ambitioner og stolthed?

De danskere, jeg har mødt, mangler ikke ambitioner. Apati er en af de ting, jeg hader mest af alt, og det har vi i rå mængder i USA. Jeg ville aldrig sige dét om Danmark. Når jeg taler med unge danskere, bliver jeg altid inspireret af deres viden, og hvor innovative de er. Den energi, jeg får tilbage fra de unge, er fantastisk. Jeg vil sige, at der er plusser og minusser ved ethvert samfund. Et samfund med så stor grad af lighed er noget, man skal være stolt af.”

Burde vi være bedre til at invitere fremmede indenfor? Kunne vi lære af USA på det område?

”I mine øjne skal alle være mere åbne over for forskellighed, så danskere skal være bedre til at invitere fremmede ind på samme måde som amerikanere skal være det. Forskellighed, diversitet i et samfund er altid et plus. Det gør dig bedre som land og det gør dig bedre som enkeltindivid.”

” Jeg voksede op i verdens hvideste by, der var ingen forskellighed overhovedet, men min far indprentede i mig fra en meget tidlig alder, at andre mennesker gør dig bedre. Hvert eneste menneske, du møder på gaden, der er anderledes end dig, styrker dig, og det behøver ikke at være et menneske af en anderledes race eller religion.”

”Ofte bliver det forenklet til kun at handle om race eller religion. Pointen er, at du begrænser dig selv, hvis dit univers er for homogent, hvis dit univers ligner dig selv for meget.”

LÆS OGSÅ: Sådan er danskerne: Dårlige manerer, god humor og småracistiske

LÆS OGSÅ: Knud Romer: "Danskerne er de virkelige pølsetyskere"

LÆS OGSÅ: Monte Carlo: ”Vi ville til USA, inden de drejer nøglen om”