Lukas Graham har higet efter berømmelse siden barndommen: ”Jeg vidste, at det ville ske. Jeg har altid vidst det”

Torsdag rammer Euromans august-magasin butikkerne, og der er meget, du kan glæde dig til at dykke ned i.

Christina Zemanova har blandt andet været med om bord i tourbussen med Lukas Graham, der topper hitlisterne og sælger for millioner af kroner.

Men bandet vil ikke udråbes til at være en succes - for efter en succes kan det kun gå ned ad bakke, og der er så meget mere, bandet med de høje ambitioner skal nå. Her kan du læse et uddrag af interviewet:

*

Lukas Forchhammer har ikke talt med den danske presse i lang tid. Når han gør det nu, handler det om, at han synes, at medierne ikke har skrevet den rigtige historie om dem.

”Der er så mange artikler lige nu, der fremstiller os på en bestemt måde, som om vi allerede er en kæmpesucces. Og jeg synes ikke, at vi er en succeshistorie endnu,” siger han.

”Jeg har kun halvt så mange følgere på Instagram som Christopher, og der er nogle, der tror, at jeg er en stor, sort dame,” fortæller han og griner ved tanken om den pågældendes Twitter-udbrud, da hun opdagede, hvordan han så ud: ”Oh my God, he’s white!”

”Vi gør præcis det samme, som vi har gjort hele tiden. Vi er 11 mand i bussen som altid, men det, der er forskelligt fra tidligere, er, at der sidder 30 mennesker hos Warner Music nede på Broadway og arbejder med os. Vi er pladeselskabets største prioritering og nye navn lige nu. Det er bare sådan, det er.”

Og med en af de mange engelske gloser, der bliver skubbet ind i hans sprog, når han gerne vil understrege en pointe, siger han:

”Success has always been a great liar. For hvad er succes egentlig? Hvem definerer, hvad succes er? Det bruger vi ikke tid på. Hvis det påvirker os, handler det bare om, at vi bliver mere sultne af at få succes, af at få opfyldt vores mål. Så sætter vi bare nogle nye.”

Han sidder og kigger lidt frem for sig, mens resten af bordet går om bord i drinks og øl og nachos med guacamole.

”Lige nu synes alle, at vi er de største. Men faktum er, at vi bare er de sidste. Men for os er det fint. Vi gør ikke det her for at blive berømte. Vi er jo godt klar over, at vi bare er os.”

Han lyder måske som en arbejdsom og beskeden herre, men det er kun det første, der er rigtigt. For Lukas er ikke ydmyg, og han har higet efter at blive verdenskendt, lige siden han var lille.

Frygten for at blive etableret som en succes handler om, at det kan være svært at finde et sted at gå hen, når man først er på toppen. Han vender sig mod stylisten, som han har kendt siden barndommen, og spørger:

”Hvornår var det, jeg sagde til dig, at når jeg blev berømt, skulle du danse i min musikvideo? Vi var bare små børn på Christiania, ikke?”

Hun nikker. De var knap nok teenagere. Hun var en god danser, og han havde spillet Grunk i ’Krummerne’, men der var ikke de store tegn på, at han skulle blive en musiksensation.

Alligevel besluttede han sig allerede som 12-årig for, at han ville være verdensberømt sanger.

”Når man har stilet efter noget, lige siden man var lille, er det mærkeligt, når det pludselig bliver virkelighed. Men jeg vidste, at det ville ske. Jeg har altid vidst det. Det var bare resten af verden, der ikke vidste det,” siger han, og hans selvtillidstunge udmelding bliver ikke fulgt af den mindste antydning af et smil.