Gangway: "Vi blev jo aldrig rigtig rige"

Det gik derudad. Ind i mellem lukkede koncertarrangørerne for mange mennesker ind i salene, så ingen, hverken bandet eller publikum, fik ilt nok, men der var en rummelighed og energi over midtfirserne.Man kunne have habit og smalt slips på den ene dag og skindjakke med perlekæder den næste

Sammen med det nye pladeselskab, Polygram, indledte Gangway nu en flirt med det engelske marked, hvor stjerneproducere havde vist interesse. Kontrakten med Polygram i London fik forventningerne til at stige, både hos pressen og medlemmerne selv. Men pladeselskabers indbyrdes magtkampe, datidens konkurrence og fejlslagne forretningsplaner spændte ben.

Det danske band kunne ikke få lov til at udgive ’Sitting In The Park’ i England og måtte i 1988 genindspille hvert et nummer på en ny plade med det nærliggende navn ’Sitting In The Park (Again)’. Indsatsen viste sig imidlertid at være forgæves, en manager blev fyret, og udlandsdrømmene pakket væk i et arkivskab et sted i London. Den anden udgave af Park-albummet kom aldrig i de engelske butikker.

”De vendte slukørede tilbage til Danmark, hvor gruppen måtte tage til takke med at optræde til halballer i Jylland, da de havde hårdt brug for pengene. Lars Lilholt var også på plakaten. Det var en trist tid,” fortæller Brian Iskov, kulturjournalist og tidligere webmaster på Gangways fanside.

Henrik Balling og Allan Jensen ser tilbage:

”Vi blev jo aldrig rige, i hvert fald ikke sådan, at ’nu køber jeg et sommerhus’. I de første år med Irmgardz (pladeselskabet bag debutalbummet ’The Twist’, red.) måtte vi leve for 5.000 kroner hver om måneden, og den stod på genbrugstøj og meget billig sprut.

Men det handler også om, at hvis man skal slå igennem i England – sådan var det i hvert fald dengang – så ser man sig ikke tilbage. Man flytter til England, og når en kæreste siger: ’Det kan du da ikke’, så gør man det alligevel. Det kræver stor fokus at blive katapulteret derop, vi var nok for ufokuserede. Vi fik den ’lille berømmelse’, sådan var det at være os. Sådan er det at være os, det er okay,” siger Henrik Balling.

I oktober 2017 afholder Gangway fire reunion-koncerter, og et nyt album skulle gerne være klar i løbet af et års tid. Gendannelsen har overrasket musikmiljøet, for bandets afslutning for snart 20 år siden virkede definitiv efter en årrække med faldende pladesalg og manglende publikumsinteresse.

De tre har stort set ikke sat fødderne i samme øvelokale siden 1998. Der har været en enkelt tv-optræden, og trofaste fans noterer sig også en intimkoncert på Ingolfs Kaffebar på Amager, men ellers stilhed.

”Vi var ikke dødsfjender eller noget. Der var bare ikke mere at komme efter. Vi er blevet spurgt flere gange, om en reunion ville være mulig. Vi har bare altid sagt nej. For mit vedkommende handler det om, at jeg ikke gider øve to torsdage og så spille dårligt. Det skal være i orden, når vi gør det. Jeg var i slutningen af 30’erne, da vi splittede op, nu er jeg i slutningen af 50’erne, så hvis det skal være … jeg går jo snart på førtidspension eller noget.”