“Jeg husker stadig min første dag, selv om det er over 12 år siden,” siger Jimmy.
“Jeg var på en hurtig rundtur i fængslet, hvor jeg gik og observerede. Pludselig banker en fange fra det ene toilet, fordi han skal hentes tilbage til cellen, og en betjent går hen for at åbne døren. Da betjenten åbner, farer fangen ud og giver ham et knytnæveslag direkte i ansigtet. Jeg havde ikke engang arbejdet i fængslet i 20 minutter på det tidspunkt.”
43-årige Jimmy har været fængselsbetjent i over 12 år. Han arbejder bag de høje, tykke mure omkring Vestre Fængsel i København, hvor det er lige så svært at komme ind som at komme ud. Her sidder omkring 440 kriminelle fordelt i enkeltmandsceller, mens det er fængselsbetjente som Jimmys arbejde at bevogte landets kriminelle.
Annonse
“Jeg bliver tit spurgt: ‘Hvordan har din arbejdsdag været?’ Så svarer jeg: ‘Den har været stille og rolig.’ ‘Jamen hvad er der sket?’. Når jeg begynder at fortælle om, hvad der er sket i løbet af dagen, kan jeg godt se, at det ikke var så stille og roligt alligevel. Nogle af de oplevelser, jeg har haft herinde…,” siger Jimmy.
Fængselsbetjentens anekdoter vidner om, at han har et noget anderledes job, end de fleste andre danskere. Der er slåskampe, magtanvendelser, selvskade og mange andre ting, som er blevet ‘normale’ for Jimmy og hans kolleger. Men der er også personlige trusler, som sætter sine spor.
“Hvis en fange laver ballade, og vi er mange betjente, der skal fiksere ham, er der tit trusler, der lyder på, at han nok skal få fat i en af os. Det er ‘den blå skjorte’, han går efter. Men der er også de gange, hvor vi kun har været et par betjente, og fangen direkte har udset sig mig. Han kigger mig i øjnene og siger, at han nok skal huske mig, det skæg der, det husker han, mig skal han nok finde ud af, hvem er. Så tænker man mere over truslen. Det er noget, der kravler ind under huden, og det er ubehageligt,” fortæller Jimmy.
Der sker noget med mennesker, når de lukkes inde i en enmandscelle døgnet rundt, skal trykke på en knap, når de skal på toilettet, får mad serveret på en lille, grøn bakke tre gange i døgnet og kun kan se deres familier og venner to gange om ugen. Og her skal de besøgende aflevere deres mobiltelefoner og igennem et sikkerhedstjek på niveau med lufthavnens, når de ind i fængslet.
Fangerne kan finde på at gøre ubehagelige ting både ved andre og dem selv, fordi de føler sig frustrerede over at kalde fængslet for deres nye hjem. De spiser knive eller gafler, skærer sig på arme og ben eller sætter ild til cellen eller sig selv. Noget, som Jimmy og hans kolleger er vidner til. Om ikke dagligt, så i hvert fald på månedlig basis.
“Jeg er rimelig god til at lukke af for mit arbejde, når jeg går ud af porten. Så er jeg ikke på arbejde, og jeg tænker ikke på det herinde i fængslet. Det er noget, jeg prøver at gøre for at beskytte mig selv. Det er en psykisk hård arbejdsplads,” siger Jimmy.
Annonse
Man skal være lavet af et bestemt stof, hvis man skal klare livet som fængselsbetjent. Det er ikke for sarte sjæle, og Jimmy mener, at livserfaring er vigtigt, når man vælger dette arbejde. Det nytter ikke at komme direkte fra gymnasiet. Han er glad for, at han selv var i starten af 30’erne, da han valgte karrieren som fængselsbetjent til fordel for blikkenslager.
“Min stærkeste side er, at jeg hviler rimelig godt i mig selv. Jeg kan bevare roen. Og de kolleger, jeg går bedst i spænd med, er dem, der kan bevare roen. Det, som påvirker mig mest, er hvis man går rundt med kolleger, som nemt går i panik, så bliver jeg også selv stresset,” siger Jimmy.
At bevare overblikket og roen har fået Jimmy helskindet ud af mange situationer, som potentielt set kunne være farlige for ham og hans kolleger. Der var en episode, hvor en indsat havde smadret vinduet i sin celle og bagefter sat ild til cellen. Da Jimmy åbnede døren, var lokalet sort af røg, og han kunne ikke se den indsatte. Jimmy vidste, at der var glasskår i cellen, så han lukkede døren igen, mens de begyndte at finde brandslangen frem.
“Det tager jo et minuts tid at hente den. Bare på det minut har fangen fået så meget røg, at han banker på døren og siger, at han overgiver sig. Så råber vi, at vi åbner døren på klem, og at han skal komme kravlende ud. Så var der ikke mere med ham, men havde man ikke haft ro på situationen og bare løbet ind for at redde ham, så havde han måske snittet en betjent med det glasskår,” fortæller Jimmy.
Efter de voldsomme oplevelser er det vigtigt at få snakket episoderne igennem, synes Jimmy. Det er han og kollegerne heldigvis rigtig gode til, og det er med tiden blevet acceptabelt.
“Da jeg startede for 12 år siden, sagde man ikke, at man havde lyst til at gå hjem efter en magtanvendelse. Så kom der en chef og spurgte os, om vi havde det dårligt med episoden, mens vi stod og pustede os op og sagde nej. Så arbejdede vi videre. Nu er det blevet en selvfølge, at vi skal snakke det igennem. På den måde er det mere okay at sige, det er noget, man gerne vil snakke om,” siger Jimmy.
Den efterfølgende udredning kan være med til at ændre hele synet på episoden. For eksempel dengang, hvor en gårdtur endte i masseslagsmål, og Jimmy ikke anede, om han havde været sikker, da han forsøgte at afbryde slagsmålet.
Annonse
“Når du går ind i sådan et slagsmål, får du et tunnelsyn. Mange betjente har bagefter en fornemmelse af, at de var der helt alene. Men så fortæller kollegerne bagefter, hvor tæt de egentlig stod på dig og sørgede for, at du var sikker. Du var ikke alene. Det er godt for hjernen at få ind, hvad der rent faktisk skete, så du kan få lidt ro på.”
De første mange år af sit arbejdsliv arbejdede Jimmy på modtagelsesafdelingen i Vestre Fængsel, hvor de indsatte kommer direkte fra en anholdelse. Det er en af de mere voldsomme afdelinger, fordi det kan være svært for fangerne at indstille sig på deres nye virkelighed: at de er bag tremmer. Nu er Jimmy rykket over på bandeetagen, hvor der heldigvis er ro på for tiden, fordi der ikke er nogle større bandekonflikter. Og når der er ro på, er jobbet som fængselsbetjent for det meste ret rutinepræget.
“Der er heldigvis langt imellem de her voldsomme dage. En almindelig hverdag går ud på at få givet fangerne morgenmad, finde ud af, hvad de har brug for, få sendt folk i bad, sendt dem i retten, snakke lidt med dem. De sidder jo låst inde hele tiden her, så vi går også rundt og tilbyder dem frokost og aftensmad. Det foregår på deres celler. Og så skal vi have dem ud på én gårdtur om dagen,” siger Jimmy.
At snakke med de indsatte er en af de ting, der er blevet mindre og mindre tid til med årene. Der er færre betjente, der skal nå mere. Det er noget, der ærgrer Jimmy.
“Relationerne glider lidt ud, når der ikke er tid til snakke med fangerne. For du kan komme meget langt med at have en samtale og lære ham på den anden side af døren at kende. Vi får flere og flere opgaver og færre betjente til at ordne dem, så bliver det mere samlebåndsarbejde. Det bliver at åbne og lukke døre, og så bliver samtalerne også mere bare et ‘ja’ og et ‘nej’ fra begge sider. Jeg har undgået mange magtanvendelser igennem tiden, fordi jeg kunne sige: ‘Nå, ham der er umulig, ham kender jeg, så jeg går ind og tager den med ham.’ Så får man talt ham til fornuft, fordi man har en relation til ham. Det kommer man langt med,” siger Jimmy.
Netop fordi tiden med de indsatte er så begrænset, synes Jimmy, at det er svært at se, om han gør en forskel for de indsattes videre liv.
“Det føles behageligt at have en samtale med dem, hvor man får dem snakket til fornuft, men det der med, at man tror, at man kan redde nogen, den er sgu død. Men langt hen af vejen handler det for mig om at gøre deres ophold tåleligt herinde og så prøve at vise dem respekt. Så plejer det at virke begge veje,”
Jimmy har da heller aldrig haft problemer med at møde tidligere indsatte ude i virkeligheden. Det er sket flere gange, og det har altid været en positiv oplevelse.
“Den ene af gangene ser jeg den tidligere indsatte komme gående på det modsatte fortov. Han stirrer over mod mig, og så kan jeg se, at han meget bestemt går direkte over mod mig, og jeg tænker: ‘Nu må vi se, hvad der sker.’ ‘Kender jeg ikke dig fra Vestre Fængsel,’ spørger han så. Og jeg siger, at det gør han muligvis. ‘Tak for god behandling!’ siger han og går videre.”
“Jeg har sgu aldrig følt mig bange for at være fængselsbetjent eller kigget mig over skulderen, når jeg har fri. Jeg synes, jeg har behandlet folk godt. Jeg har ikke dårlig samvittighed over noget, jeg har gjort.”
Euroman.dk er bekendt med Jimmys fulde navn og identitet.
