Man Repeller om dansk juicesucces

Som Starbucks med en man bun: Joe & The Juice får ros af verdens største modeblogger

Den danske juicekæde åbnede sin første butik i New York i efteråret.

Joe & The Juice
Offentliggjort

Joe & The Juice har aldrig lagt nogen dæmper på sine store armbevægelser.

Da juicebarkædens stifter, Kaspar Basse, i efteråret åbnede sin første bar i New York, fortalte han, at han håbede at udvide sin forretning med 50-60 nye butikker på verdensplan hvert år.

”Vi vil være lige så store som Starbucks. Det har faktisk været ambitionen lige fra starten. Starbucks har altid været et stort forbillede,” sagde stifteren dengang ifølge TV 2.

Starbucks har mere end 20.000 filialer, så der skal skrues op for væksthastigheden, hvis Joe & The Juice skal have en lige så stor volumen som forbilledet.

Nu er kæden, der i dag findes på tre lokaliteter i New York, to i Soho og en i Midtown, ikke desto mindre blevet sammenlignet med kaffegiganten – på en lidt uventet måde.

Det er amerikanske Leandra Medine, der med sit webalias Man Repeller har 1,4 millioner følgere på Instagram og bliver kaldt den mest indflydelsesrige modeblogger i verden, der har rost Joe & The Juice, ikke for deres juice eller høje musik og selvtillidsniveau, men for deres kaffe.

I et Instagram-opslag – af en juice, ikke en kop kaffe – skriver aliasset, der med sit hold af ansatte snarere er en regulær medievirksomhed end en egentlig blogger, at Joe & The Juice-drengene laver den foretrukne kaffe, fordi:

”Deres bryg har den samme ensartede kvalitet som en kaffekæde, men med den mere raffinerede smag, som en lokal kaffebar. Det er som Starbucks med en man bun (Brooklyn-hipster-frisure nummer 1, red.).”

Nu er det bare spørgsmålet, om Starbucks føler sig så presset af konkurrencen, at den beder sine ansatte om at gro man buns.

LÆS OGSÅ: Dekonstrueret kaffe: Når hipsteriet tager overhånd

LÆS OGSÅ: Se hvordan de brygger kaffe på Københavns toprestauranter

LÆS OGSÅ: Iskaffen, der vil overtage lattens marked