Chris Pedersen har fundet en striktrøje, der kan holde i årtier: ”Jeg er helt vild med kvaliteten”

De seneste to årtier har Chris Pedersen om nogen sat sit præg på den danske modebranche, blandt andet som moderedaktør på undertegnede magasin, chefredaktør på Cover Man og som modeformidler.

Hans personlige stil er præget af gode basics, en kærlighed til farven sort og de karakteriske runde briller, som nu er blevet opgraderet.

”Mine briller er fra Moscot. Jeg er meget inspireret tøjmæssigt af Samuel Beckett og Michel Foucault, som begge gik enkelt klædt, ofte med markante briller. De seneste 10 år har jeg haft et par runde briller fra Moscot, men jeg følte, det var på tide med en mere ’sexet’ brille. Selvom den måske lidt tangerer amerikansk massemorder.

Strikken er fra Andersen-Andersen. Jeg er helt vild med kvaliteten. Den står ligesom af sig selv. Det er den dyreste sweater, jeg nogensinde har købt, men investeringen er det værd. Jeg tænker, at det er en type strik, jeg løbende vil reparere og på den måde give et andet udtryk og liv på sigt. 

Min skjorte er fra Gants ’Diamond’-kollektion, som desværre ikke er i produktion længere. Jeg har tre derfra, og jeg købte dem, da vi optog min første store serie, ’Skønhedens magt’, på DR. Når jeg laver tv, er det vigtigt med tøj, der har en flot overflade, som ikke krøller for let. Her er Gants skjorter gode, slanke uden at være for smalle, og med fine lange ærmer. Og så skaber den høje krave et lidt pudsigt præste-look, som jeg godt kan lide.”

”Tasken er fra Prada, den klassiske i sort nylon fra slut-90’erne. Jeg kan godt lide, at materialet er et modspil til resten af min garderobe, der kun er naturmaterialer – uld, bomuld, silke og læder. Når man går meget i sort, så er overflader og teksturer vigtige, så udtrykket ikke bliver ’fladt’. Jeg har tre af dem, en rygsæk, en skuldertaske og så denne, og de er alle købt på Vestiaire Collective. Jeg kunne ikke drømme om at betale fuld pris for dem, for det er jo trods alt ’bare’ nylon. Den lille her er god, når jeg skal i byen. Cigaretter, lighter, kortholder og mobil. Og så afsted.

Sølvarmbåndet har jeg arvet fra min mor. En perfekt cirkel med tyngde og det eneste smykke, jeg jævnligt går med. Jeg synes, der er noget smukt over arvede smykker. Det bærer lidt af min mor i sig, hendes bevægelser, og det har små skrammer efter et langt livt på hendes håndled.

Bæltespændet er et gammelt Prada. Jeg kan godt lide et smalt bælte sammen med bredde bukser. Det skaber en fin balance, og så kan jeg godt lide, at det ligesom er for langt, så det stritter lidt til siden. Jeg har det med at gemme ting som bæltespænder, knapper og snørrebånd. Hvis de er pæne, kan de måske bruges i en ny sammenhæng.

Arbejdsbukserne er fra Acne i tung, tung canvasbomuld. Da jeg var ung, gik jeg ofte i tunge chinos, men de er efterhånden umulige at finde. Al tekstil er blevet så tyndt og sjasket. Både når det gælder denim og canvas, hvilket er ærgeligt. Tyk bomuld falder bare bedre. Jeg savner i øvrigt det gamle Acne.”