Turister se her - slut med Airbnb i Berlin

Turister se her - slut med Airbnb i Berlin
Offentliggjort

God beliggenhed, rolige omgivelser til billige penge?

Sådan kunne en annonce hos Airbnb meget vel lyde, når du sufer rundt efter billige lejeboliger i verdens hovedstader. Men er du en af dem, der har kigget efter lejeboliger hos tilfældige privatpersoner, skal du måske til at finde dig et alternativ, hvis destinationen hedder Berlin.

Den tyske hovedstad og delstat Berlin forbyder nemlig nu turister at leje lejligheder i byen gennem udlejningsselskaber som Airbnb og Wimdu.

LÆS OGSÅ: Nikolaj og hans kæreste bor verden rundt på Airbnb: ”Vi har fundet en alternativ måde at leve på”

Det er konsekvensen af en ny lov, der netop er trådt i kraft, kaldet 'Zweckentfremdungsverbot', der ikke længere tillader kommerciel udlejning af hele lejligheder i Berlin til turister.

Det er et presset boligmarked i Berlin, der har fået politikerne til at vedtage de strammede regler, der skal gøre det lettere for tyskerne selv at få boliger - specielt i eftertragtede boligområder, hvor priserne er steget med mere end 50 procent fra 2009 til 2014.

Det kan for mange udlejere nemlig bedre betale sig at udleje til turister i kortere perioder end at have en langsigtet lejer, skriver The Local.

Initiativet skal derfor ses som et forsøg på at holde huslejen så lav som mulig.

"Det er et nødvendig og fornuftigt tiltag mod boligmangel i Berlin," siger Berlins chef for byudvikling Andreas Geise til The Local.

Loven blev oprindeligt vedtaget i 2014, men med en toårig overgangsperiode før den endeligt trådte i kraft 1. maj. Med de nye regler er det ikke længere tilladt for udlejere at udleje hele deres lejlighed til turister, men kun værelser.

Mindst 50 procent af lejligheden skal således være beboet af ejeren selv, ligesom det kræver godkendelse fra myndighederne, hvis man ønsker at blive udlejer. En overtrædelse kan medføre bøder på op til 100.000 euro - 744.000 kroner. Ifølge The Guardian har myndighederne desuden opfordret til, at borgere anonymt indberetter beboere, hvis der er mistanke om snyd med udlejereglerne.

Selskabet bag Wimdu har anlagt en retssag, fordi de mener, at loven strider Berlins forfatning, mens Airbnb's talsmand Julian Trautwein ifølge The Local mener, at loven vildleder borgerne:

"Berlins indbyggere ønsker klare og enkle regler for deres boligudlejning. Vi vil fortsat tilskynde de politiske beslutningstagere om at lytte til deres borgere og følge eksemplet fra andre storbyer som Paris, London, Amsterdam eller oprette nye, klare regler for borgere, der ønsker at udleje deres eget hjem."

Berlin er blevet en af Europas mest attraktive rejsedestinationer med 30,2 mio hotelovernatninger sidste år, mens Airbnb ifølge analysevirksomheden GBI står for yderligere 6,1 millioner overnatninger.

Airbnb blev grundlangt i San Francisco i 2008, og virksomheden tilbyder i dag mere end 2.000.000 overnatningsmuligheder i 192 lande og 33.000 byer.

LÆS OGSÅ: Beograd: En blanding af Berlin og New York - bare mindre

LÆS OGSÅ: Guide til Chicago: Musik, drinks og gangsterhistorie

LÆS OGSÅ: 20 ting du skal opleve i Indre København