Der er røget en ualmindelig stor finke af panden for Richard
Hart, bagmanden (sammen med René Redzepi) til den überpopulære københavnske bagerkæde Hart.
I sommer udvidede Richard Hart bagerimperiet til den anden
side af Atlanterhavet, da han i juni åbnede bageriet Green Rhino i Mexico City.
Men nu er den britiske kok og tidligere bager på Noma kommet
under massiv kritik, skriver det britiske medie The
Guardian.
I podcasten ’PopFoodie Radio’ siger han nemlig, at Mexicos hvede
er superforarbejdet og indeholder en masse dårlige tilsætningsstoffer, og at
hans nye værtsland næsten ikke har nogen brødkultur.
Derudover disser Richard Hart den mexicanske nationalskat
bolillo’en, en kort baguette-lignende bolle, som han kalder grim og billig.
Selvom podcasten udkom i april, er kommentarerne først gået
viralt nu, og det har fået flere madbloggere og kommentatorer til at blande sig
i sagen.
Den mexicanske dessertkok Tania Medina kalder fx Richard
Hart for brødets Christopher Columbus.
”Det er ikke fair, at du nedgør det sted, du har tænkt dig
at åbne. Især når det ikke er dit land, og det har budt dig velkommen med så
meget hengivenhed og kærlighed,” siger hun i et opslag på TikTok.
I mandags gav Richard Hart så endelig en undskyldning på sin
Instagram, hvor han skrev:
”Siden jeg flyttede til Mexico, forelskede jeg mig i dets
folk og den her by. Til gengæld reflekterede mine ord ikke min respekt. Jeg er
en gæst i det her land, og jeg glemte at opføre mig som en.”