VI SPILLEDE I CHILE I FORGÅRS, i en arena en halv times kørsel fra Santiago. Det var første gang, vi var der, og der stod fans og ventede i lufthavnen og på hotellet i flere timer for at møde os. En del af dem var rejst langvejsfra, også fra andre sydamerikanske lande. Vi forsøger at give noget tilbage og giver os meget god tid til at snakke med fansene. Det er en fantastisk oplevelse at møde dem. Også lidt uvirkeligt.

Jeg møder ofte mennesker, der kommer hen og vil give mig et kram og siger: ’I har været soundtracket til min ungdom.’ I gamle dage var det ikke helt så behageligt at blive stoppet på gaden, som det er nu. Jeg fik dengang pludselig en helt ny identitet, jeg skulle forholde mig til, og det var overvældende.

I dag er det for det meste bare hyggeligt. Der er også tit turister, der får øje på ham den skaldede. De fortæller om deres opvækst, og hvor lang tid de har fulgt Aqua, og hvad vi har betydet. Det er meget rørende. 

NÅR JEG HUSKER TILBAGE på 90’erne, tænker jeg: ’René Dif med hovedet under armen og så bare afsted.’ Det var bare: ’Flyt jer, flyt jer. Jeg kommer fra ingenting og nul. Nu skal jeg op til poleposition, og der er langt. Jeg er bange for, at jeg ikke kan nå det, for jeg har måttet give op tusind gange og starte forfra, så jeg har travlt.’

FOR ET PAR ÅR SIDEN så jeg et billede af mig selv. Jeg fik et chok. ’Hvad fanden! Sådan ser jeg sgu da ikke ud,’ tænkte jeg. Jeg lignede en ølkusk fra Carlsberg fra gamle dage. Det svarede slet ikke til det billede, jeg havde af mig selv. Fra den ene dag til den næste ændrede jeg hele min livsstil. Jeg begyndte at stå op klokken fem og trænede, og jeg lagde min kost om. Nu har jeg tabt 27 kilo. Det er meget typisk mig at gøre det på den måde. Men jeg har også fået hjælp af min kone hele vejen. Hun lavede sund mad til mig i halvandet år. 

DER ER DAGE, hvor man tænker: ’Arh, jeg gider sgu ikke stå op og træne,’ og så bliver den ene dag til den anden og den tredje, og så falder man tilbage i rouladeformen. Det var jeg også tæt på at gøre. Men på et tidspunkt sagde jeg til mig selv: ’Det er arbejde, René.’ Det skulle jeg bare have gjort fra starten. For når jeg siger det, så kan jeg love dig for, at så kommer jeg op, også selvom jeg har været ude til klokken fire om morgenen. Sådan har jeg altid været. Det er enten-eller. Hvis jeg sætter mig noget for, så går jeg efter det.