Alle rejser til Japan. Hvad i alverden sker der?

EN ONIGIRI ER en lille risbolle, der er formet som en trekant. Den er fyldt med fisk, kylling eller grøntsager, sirligt pakket ind i nori-tang og omhyggeligt konstrueret og udført, ligesom de fleste andre ting japanerne beskæftiger sig med. Onigirien har i århundreder været synonym med ’det hurtige måltid’ i Japan, og det er denne lille risbolle, der har bragt mig til, hvor jeg nu står – på et fortov foran Comé Rice Kitchen i Kødbyen i København.

Siden Comé åbnede i 2024, er stedet blevet et tilløbsstykke. Det er ikke tilfældigt. Vi elsker Japan, vi valfarter til landet som aldrig før, og vi omfavner alt, der kommer ud af Solens rige. 

Hvor det engang var karate, sushi og manga, man forbandt Japan med, har kulturen de senere år formået at få skovlen så grundigt ned under os, at man kan blive i tvivl, om vi nogensinde når et mæthedspunkt.

Vi går i tøj med brede silhuetter, løse bukser, store skjorter og, hvis vejret tillader det, tøfler eller sandaler. Lette, afslappede materialer og farver, der ikke tiltrækker sig for meget opmærksomhed, men på en underspillet måde signalerer overskud.

Vi læser minimalistisk hverdagslitteratur af japanske forfattere og mæsker os i kurateret keramik og specialknive, som vi har købt på Kappabashi-dōri – Tokyos berygtede køkkengade – og har taget med hjem i den ekstra kuffert, vi selvfølgelig medbragte til (shoppe)turen. Og så er der madscenen.

Førnævnte risbolle er blot det seneste eksempel på japansk gastronomi, der som en silkeblød kimono har lagt sig ned over os. Som en folkelig manifestation af overtagelsestogtet lancerede 7-Eleven tilbage i november også deres bud på specialiteten. Og nu står jeg så her i kø og venter tålmodigt på Comé-onigirien, der før nytår fik Politikens anmelder til at hive fem hjerter op af hatten. 

PÅ INSTAGRAM BLIVER vi vist billeder af enten blomstrende kirsebærtræer, søde små sikahjorte eller billeder fra en spisebar, hvor en ældre japansk herre former nigiri lige foran iPhone-linse-næsen på os. Japan fungerer bare utroligt godt på en skærm.

Af rejsemediet Travel News Denmark blev Japan for nylig kåret som danskernes foretrukne oversøiske rejsedestination, og i maj 2024 besøgte 46 procent flere danskere landet end i samme måned før corona-pandemien ramte i 2019. 

Og det er langtfra kun os danskere, der er vilde med Japan. 2024 var samlet set et rekordår for tilrejsende, da små 37 millioner mennesker fra hele verden besøgte Japan – det højeste antal, siden man begyndte at måle i 1964.

Julia Lahme er etnolog og trendforsker og driver til daglig kommunikationsbureauet Lahme. Hun nikker genkendende, da jeg præsenterer hende for tallene.

”Alle vil til Japan, men der lader til at være en mindre gruppe i den kreative klasse, der dyrker en overdreven og nærmest ukritisk fascination af det japanske samfund og deres kulturarv. For dem er man nærmest ikke længere et rigtigt menneske, hvis man ikke har været tre måneder i Japan og udforske kulturen,” fortæller Lahme, inden hun trækker tendensen helt op på den makabert elitære klinge.

”Hvis du ikke forstår, hvordan man holder rigtigt på spisepindene, jamen har du så overhovedet et globalt udsyn? Det er blevet en identitetsmarkør, der repræsenterer viden og indsigt, som hidtil har været svær at få fat i,” siger hun.

Julia Lahme mener sagtens, at man kan smide Japan ind under betegnelsen: ’en megatrend’. 

Sådan en samfundstendens, der er umulig at overse. Grøn omstilling, hjemmearbejde, take away – du kender møllen. Sådan én varer i cirka 15 år, og vi befinder os, ifølge Lahme, nu nogenlunde halvvejs inde i den japanske tsunamibølge.

”Først var det japanske sy-bøger, som begyndte at trende helt vildt på Amazon. Samtidig blev sushi mainstream, vi begyndte at interessere os for alle mulige andre former for japansk mad, og så begyndte litteraturen for alvor at få fat i store dele af befolkningen. Men det var, som om der skete noget mere under corona-nedlukningen. Her begyndte de japanske værdier at tale fænomenalt ind i vores tankegang om langsommelighed og om at gøre sig umage. Og deri ligger selvfølgelig et stort bæredygtighedselement, som er nemt at tappe ind i,” siger Julia Lahme. 

Jeg indrømmer blankt: Jeg er selv en af de besatte. Jeg har været i Japan en enkelt gang, og siden har jeg ikke set mig tilbage. Haruki Murakami, der i 00’erne var de belæste kartoffelrækkeglobalisters kæledægge, men efterhånden ligger i samme kulturelle prestigekategori som svenske krimier, er med længder den forfatter, der fylder mest i min bogreol. Jeg har læst ’Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe’ i hvert fald fem gange, og det er altså ikke noget, jeg skriver med stolthed. Jeg burde nok efterhånden udvide min horisont lidt. 

Lad mig da også tilføje, at der i min stue over min sofa hænger en Totoro-plakat. Figuren fra det folkekære Hayao Miyazaki-univers står som den klarest lysende stjerne på himlen, når man taler om vestens besættelse af japansk kultur. Engang var det Simba fra ’Løvernes Konge’ og Mowgli fra ’Junglebogen’, der var den altoverskyggende referenceramme mellem børn og voksne. Men specielt efter, at Netflix i 2020 indkøbte store dele af Studio Ghibli-kataloget, er det nu Ponyo, Chihiro og Prinsesse Mononoke, der får den danske befolkning til at stimle sammen foran skærmene. Deriblandt også mig.

DET VAR ROMANEN ’De sovende skønheder’ af Yasunari Kawabata, der helt tilbage i 1979 vakte Mette Holms nysgerrighed for Japan. I dag er hun fast oversætter af netop førnævnte Haruki Murakami og nærmest alle andre japanske forfattere, der bevæger sig ind på det danske bogmarked. Derudover er hun rejseleder på forskellige rejser til landet, som hun også har boet i ad flere omgange. 

”Jeg blev både rystet og betaget, da jeg læste ’De sovende skønheder’. Den åbnede en helt ny verden for mig, som jeg bare måtte vide mere om. Jeg læste antropologi og japansk og var så heldig at kunne tage til Kyoto og lave feltarbejde. Det foregik på en natklub, hvorigennem jeg udforskede kulturen, og da jeg efter nogle måneder vendte hjem til Danmark, kunne jeg tale langt bedre japansk, fordi jeg havde siddet og konverseret med kvinderne, der arbejdede der, og kunderne, som var lokale forretningsmænd, hver eneste aften,” fortæller Mette Holm mig over en kop matcha-te. 

Vi sidder i baggården hos Sing Tehus på Værnedamsvej, og Mette Holm får julelys i øjnene, da jeg spørger, hvad Japan egentlig betyder for hende. 

Ifølge Holm er landet nemlig på mange måder indbegrebet af en slags drømmeverden. 

”Alt er transparent og fungerer i princippet på samme måde som i vores egen lille andedam. Der er styr på tingene, maden er fantastisk, og man kan færdes trygt overalt. Men på samme tid er det også helt enormt fremmed og eksotisk,” fortæller hun.

”Selvom danskere og japanere er meget forskellige, så passer vi også godt sammen. Både danskere og japanere er generelt flittige og pligtopfyldende, og vi synes langt henad vejen, at de samme ting er flotte. Ligesom der i Danmark er meget japansk æstetik, er de i Japan også utroligt glade for dansk design. Der er en synergi hele vejen rundt, og det har skabt en udvikling, som har været ret vild at opleve på første hånd.”

Selvom Murakami, ifølge Mette Holm, stadig er det, man vil definere som et smalt forfatterskab, har han nogle ekstremt trofaste læsere i Danmark. Nærmest helt kultagtige. Og der bliver flere og flere af dem. Når Mette Holm er ude og holde foredrag om forfatteren, sidder der ikke længere kun gråhårede kvinder, men også mænd og læsere i alle aldre. 

At oversætte bøger fra et nichesprog er heller ikke normalt noget, man kan leve af. Men fordi interessen gennem årene har været støt stigende, har det muliggjort en fuldtidskarriere for hende. Med tiden er flere japanske forfattere nemlig slået igennem. Fx Sayaka Murata, som med ’Døgnkioskmennesket’ og ’Jordboerne’ ramte direkte ned i Japan-feberen.

”Ligesom vi ser det med japansk film og musik, er det ganske enkelt anderledes end, hvad vi ellers kender til. Den japanske kunst skaber en speciel bro mellem det realistiske og surrealistiske, og jeg tror, at danskerne er fascineret af de forunderlige verdener, det afføder. Men det handler også om, at litteraturen ganske enkelt er blevet mere eksponeret. At Murakami er blevet så stor en succes, betyder jo, at alle forlagene bliver ved med at lede efter den næste japanske forfatter, der kan gøre det samme.”

Chris Pedersen er kulturjournalist, ekspert i forbrugertrends og har været redaktør på en lang række toneangivende danske medier. I dag bruger han sin viden til, sammen med kyndige eksperter, at dissekere tidens tendenser i P1-programmet ’Popsmart’. Han er fuldstændig enig i, at der lige nu er et uforholdsmæssigt stort fokus på Japan i kulturen, men mener også, at det er noget, der altid har ligget og luret lige under overfladen. 

”Det strækker sig helt tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor Japan, efter at have lukket sig om sig selv i århundreder, åbnede op. Dengang kiggede man også mod øst efter inspiration, og fx det legendariske Royal Copenhagen-mågestel udsprang af den japanske keramik og maletradition. Japansk æstetik er simpelthen indgroet i vores måde at tænke på, om det så gælder møbler, tøj eller madlavning. Specielt synes jeg lige nu, det afspejler sig i vores kaffebarer, der allesammen ligner hinanden lidt for meget.” 

HAR DU SET Wim Wenders Oscarnominerede ’Perfect Days’, vil du være bekendt med det japanske udtryk ’Komorebi’. Det eksisterer ikke rigtig på andre modersmål, og direkte oversat betyder det ’lyset der falder gennem træernes blade’. I overført betydning handler det om at værdsætte de små trivielle øjeblikke, livet byder på. Sænke farten og værdsætte det, man har, i stedet for altid at jagte det næste og det næste og det næste.

En pointe, der, uanset hvem jeg taler med, bliver ved at gå igen, er, at vores kollektive forelskelse i Japan givetvis kan kædes sammen med en metaltræthed over tilstanden i ’Den vestlige verden’. Trump, krigen i Ukraine, konsumerisme og digital overstimulering. Terningerne, der hidtil har defineret livets spilleregler, er i disse år kastet op i luften og har efterladt mange af os med en følelse af afmagt og splittelse i en i forvejen stresset og hektisk hverdag. 

”Vi mangler overskud, orden og ro. Vores opfattelse af Japan er, at alt har en plads, og at tingene tager den tid, det tager. Det handler simpelthen om, at det japanske samfund repræsenterer noget andet end det kaos, vi bliver præsenteret for i store dele af resten af verden,” siger Julia Lahme, da jeg spørger hende, hvad vores fascination af Japan egentlig siger om vores samtid. 

Men som bekendt er ingen, hverken mennesker eller lande, perfekte. Heller ikke Japan. 

Selvom landet generelt omkranses af en sympatisk fortælling om venlige mennesker, smukke omgivelser og rene linjer, står de over for store demografiske udfordringer. Japanerne får ikke nok børn. Derudover melder flere og flere japanske borgere sig ud af samfundet som følge af ensomhed eller det enorme pres, der hviler på individet i forhold til at passe ind i samfundets kasser. 

Netop skyggesiderne i det japanske samfund er noget, speciallæge i psykiatri og hjerneforsker Peter Lund Madsen har beskæftiget sig med. 

I tv-programmerne ’HjerneMadsen i Japan’ dykker han ned i dele af kulturen, der ikke altid stemmer overens med det perfekte glansbillede.

”Det er en forholdsvis ufortalt historie herhjemme, at man i Japan i 90’erne havde en voldsom finanskrise, som gik ud over mere end bare økonomien. Den satte sig mentalt i befolkningen. Dem, der var unge dengang, troede, at livet bare ville gå op og op, men økonomien stagnerede, og stemningen og fremtidsudsigterne i landet ændrede sig. Det krak betød og betyder stadig enormt meget for den måde, de ser verden på.”

Selvom Peter Lund Madsen er stor beundrer af Japan og har besøgt landet mere end 15 gange, skal man, mener han, huske på, at græsset ikke altid er grønnere på den anden side:

”Det er enormt rart at være turist og besøgende i Japan, men jeg ville til hver en tid hellere leve mit liv i Danmark,” fortæller han. 

Peter Lund Madsen tøver en smule, da jeg spørger ham, om vi herhjemme har en tendens til at romantisere det japanske samfund. 

”På nogle punkter, ja,” siger han. 

”Det, folk ikke altid forstår til fulde, er, at mange japanere helt opgiver sig selv. I Danmark har vi et individuelt udgangspunkt, som hedder: ’Hvad vil jeg gerne?’ Vi starter altså med vores eget behov, men i Japan er det omvendt,” siger Peter Lund Madsen og fortsætter: 

”Der lever man sit liv efter, hvad samfundet har brug for, og hvordan man kan tjene dét på mindst belastende vis. Det betyder, at arbejdslivet har været, og i høj grad stadig er fuldstændig umuligt indrettet i relation til at have en ’normal’ familie. Der er mange, der slet ikke kan få parforhold til at gå op og fungere i praksis, og derfor ser vi fx den meget lave fødselsrate, som selvfølgelig kommer til at skabe problemer for dem på sigt.” 

ADAM PIGOTT ER journalist og tv-producer. Han er fra Storbritannien og har tidligere arbejdet for TV Asahi i Japan, men er nu vendt hjem til London, hvorfra han stadig arbejder for tv-stationens engelske afdeling. Han oplever også helt lavpraktisk en stor interesse for kulturen og bliver privat bombarderet med beskeder fra folk, der har brug for inspiration til deres rejser, siger han, da jeg fanger ham på en telefonforbindelse fra den anden side af Nordsøen.

Pigott er japansk gift og fortæller, at japanerne er meget bevidste om den hype, der foregår omkring deres kultur.

”Jeg ved, at den japanske befolkning bemærker den slags. Og jeg tror helt sikkert, det er rigtigt, at det japanske for mange kan fremstå som et symbol på en flugt væk fra alt det, vi ikke bryder os om i Europa,” siger han.

Ligesom Peter Lund Madsen har sine forbehold, skal man dog ifølge Adam Pigott passe på, at man ikke ukritisk kommer til at glorificere en hel kultur.

”Det er fuldstændig fantastisk at være i Japan som turist. Men folk, der ikke har levet i landet, kan helt sikkert have en lidt forskruet opfattelse af, at alt bare er guld og grønne skove. Specielt arbejdskulturen er der mange, der slår sig på. Som i de fleste andre storbyer er der også i Tokyo en voldsom stigning i leveomkostningerne, der for mange gør det svært at få tingene til at hænge sammen. Og det påvirkes også negativt af turismen, der skubber priserne i vejret.”

I DET JAPANSKE delikatesse-mikrokosmos på Flæsketorvet i Kødbyen har jeg endelig vundet tålmodighedskampen i køen og er nået frem til kassen. I køkkenet bagved står fire medarbejdere og producerer påpasseligt håndformede onigirier i stride strømme.

Jeg bestiller to styk: En med kylling og en med svampe, som nænsomt bliver pakket i en æske. Jeg får også en lille bøtte med chilimayo – vi er trods alt stadig i Danmark, det handler om balancen. 

Udenfor sidder folk på smukke bænke i lyst træ langs med de spejlblankt polerede butiksvinduer. Nogle tager billeder af maden, andre nyder den bare uden behovet for at fremvise deres japanofile tilbøjeligheder til omverdenen. Her er alverdens forskellige mennesker, men alle har det til fælles, at kroppen er placeret i Kødbyen, mens sindet er rettet mod øst.

Og apropos at være et andet sted mentalt end i sit fysiske legeme sagde Chris Pedersen, da jeg talte med ham, noget andet, som jeg synes er interessant:

”Der er meget sjældent en fuldkommen overensstemmelse imellem det, vi mennesker går og drømmer om, og det vi så rent faktisk foretager os. Den japanske kultur har et løfte i sig om at leve mere nøjsomt og at kunne fokusere mere, end vi gør, på det vi laver. Det er det, vi alle sammen mangler. Men sådan er det jo også i det virkelige Japan. Den kultur, vi danskere dyrker, er ikke den ægte. Vi dyrker bare fantasien om et andet liv.”

Men hvor går grænsen mellem oprigtigt sund fascination og kulturel eskapisme egentlig? Det spørger jeg efterfølgende Julia Lahme om: 

”Faktisk begår vi den samme fejl, som jeg tror, vi mennesker altid har gjort. Vi kigger kun på overfladen. Det er jo sjovt, når folk går all in, og at vi nu kan finde boliger i København, hvor man skal sidde på gulvet og få ondt i knæene, fordi det er smart, i stedet for at sidde behageligt i en sofa. Det er der selvfølgelig ikke nogen, der dør af, og det er helt i orden. Vi skal bare huske ikke at lade os forblænde,” siger hun. 

Som Julia Lahme tidligere fortalte mig, varer en ’megatrend’ i omtrent 15 år. Og når vi nu er halvvejs, må vi hellere begynde at forberede os på, hvad der bliver det næste. Hvad venter på den anden side af den japanske ’tsunami-bølge’? 

”Det kunne godt blive … Australien,” lyder Julia Lahmes svar. 

”Et land i helt vild vækst, en buldrende mode- og musikscene, et rigt kulturliv, skønt klima også. Der er ingen af os, der kigger derhen, fordi vi bare gør det samme som alle andre. Japan vil fortsat have en voksende turisme, for kulturen appellerer så stærkt til en speciel type mennesker. Men Australien – og også New Zealand – vil formentlig opleve noget af den interesse, som folk har kastet efter Japan de seneste år. Også i forhold til kulturel inspiration.”

Men før vi pakker rejsetasken og vender blikket mod Bondi Beach, ved jeg godt, at det eneste, du nu sidder og tænker, er: Hvordan smagte den der onigiri egentlig? Og er den de fem hjerter i Politiken værd?

Bevares, den var glimrende. Men jeg, og alle de andre på fortovet i Kødbyen, havde jo i virkeligheden stået i køen af helt andre årsager end den sirligt indpakkede risbolle.