Arkitektur – guides, nyheder og interviews
Fra Bjarke Ingels’ pandaanlæg og LEGO-hus til svævende skyskrabere i Rummet og restauranter under vand. Kun fantasien synes at sætte grænser for den utrolige nye arkitektur, der vinder frem i både Danmark og udlandet.
På denne side kan du læse artikler og guides om den arkitektur, der kommer til at forme fremtidens storbyer, og læse stort interview med den største nulevende stjerne inden for dansk arkitektur, Bjarke Ingels.
Dansk arkitektur i verdensklasse
Danske arkitekter er eftertragtede i hele verden hvor både byer, bygninger og pladser er lavet med dansk signatur. Men ingen formår at sætte dansk arkitektur på verdenskortet i dag som Bjarke Ingels.
Den danske arkitekt er lige nu det tætteste Danmark kommer på en rigtig international stjerne. Bjarke Ingels står bag Googles kommende, nye hovedkvarter. I efteråret 2017 slog LEGO dørene op til arkitektur-perlen Lego House, der er designet af Bjarke Ingels. Og i 2019 står Bjarke Ingels bag hele tre nye bygninger, der uden tvivl vil få opmærksomhed i arkitektur-kredse verden over.
Den mest omtalte kommende arkitektur fra Bjarke Ingels hånd er uden tvivl det nye pandaanlæg i Københavns Zoo, der åbner i april 2019. Her skal de to store pandabjørne fra Kina, Mao Sun og He Xing bo i arkitektur, der er inspireret af det kinesiske yin og yang tegn. Bjarke Ingels Gruop har tegnet Pandahuset uden lige linjer og alt er buet og skævt.
I det 1. halvår af 2019 kan de første beboere flytte ind i boligprojektet 'AARhus’ ligeledes designet af designet af Bjarke Ingels Group. Bygningen på kajkanten i Aarhus Ø har form som to A'er, er 20 etager, 65 meter højt og indeholder 250 lejligheder. Og Aarhus’ mest imødesete nye arkitektur råder også over Jyllands dyreste lejlighed til 25 millioner kroner.
I Euromans store interview om arkitektur med Bjarke Ingels, fortæller den berømte arkitekt, hvad den vigtigste egenskab er, når man skal skabe arkitektur i verdensklasse:
“Jeg tror, at empati er en af de vigtigste egenskaber i mange kreative fag. Empati fortæller dig jo ikke, hvad de andre føler, men hvad du føler, at de andre føler. Det er din forestillingsevne, der gør dig i stand til at gætte, hvad andre føler, hvad de synes og lægger vægt på. Arkitektur er portrætkunst”, siger han.
Guide til ny arkitektur i Danmark
Bjarke Ingels er dog langt fra den eneste, som skaber arkitektur, der får opmærksomhed i hele verden.
Euroman har taget pulsen på dansk arkitektur anno 2019 og lavet en liste over 10 danske byggeprojekter, vi glæder os til at se i 2019.
Ud over Bjarke Ingels tre nye arkitektur-perler – pandaanlægget, boligprojektet AArhus og skibakken på Amager, bliver 2019 året, hvor den længeventede Metro Cityring åbner i hovedstaden.
Og så åbner Køge Nord Station også dørene op i 2019. Projektet har modtaget national og international anerkendelse for sit futuristiske design, som er udført af Cobe og Dissing+Weitling med Cowi som rådgivende ingeniør.
Den nye Køge Nord Station omfatter en 225 meter lang, slangeformet gangbro, som skal være midtpunkt for motorvej, S-banen og den kommende højhastighedsbane mellem København og Ringsted.
Futuristisk arkitektur vil erobre Rummet
Men det er ikke kun i Danmark, der er værd at besøge for spektakulær arkitektur. I vores liste 10 bygninger verden kan se frem til i 2019 kan man gå på opdagelse i alt fra undervandsrestaurant til vilde skyskrabere og et kinesisk teater uden sidestykke.
Og skal man tro det amerikanske arkitektur-firma Clouds Architecture Offices vil fremtidens arkitektur bogstavelig talt sigte mod stjernerne.
Det amerikanske firma planlægger nemlig at konstruere en skyskraber, der gør verdens højeste bygning, Burj Khalifa i Dubai, til skamme. Clouds Architecture Offices’ futuristiske arkitektur går under navnet Analemma Tower, og konceptet bag bygningen er så høj, at den ikke bare skraber skyerne, men rager hele vejen ud af jordens atmosfære.
Planen er, at den imponerende bygning skal svæveflere hundrede meter over jorden fastspændt til en asteroide i kredsløb om kloden. Dermed vil det bogstaveligt talt blive muligt at bo i rummet.