Rune Glifberg før OL: “Min store frygt er at ligne ham den gamle nar, der ikke skulle have været med”
For første gang i historien er skateboarding på programmet ved de olympiske lege. En sport, der smager af asfalt, rimer på graffiti og gadekultur, og i sin anarkistiske natur er et fremmedlegeme blandt sportsgrene, der afgøres på hundrededele af et sekund. Rune Glifberg er Danmarks mand på et bræt ved legene i Tokyo. I en alder af 46 år har han for længst opnået alt, der er at opnå med et skateboard under fødderne. Men han tager afsted til OL alligevel.