MAN KAN IKKE rigtig forklare, hvordan det præcist sker. Sådan er det med tendenser. Nogle gange er der bare materialistiske fænomener, der lige så stille drysser ned fra himlen og infiltrerer samfundet. Det kunne, i den makabre ende af spektret, være airfryeren eller i den mere tilforladelige, hurtigbrillen eller den oilskin-jakke alle, uden undtagelse, pludselig går rundt i.  

Og så kunne det være sådan noget som ladcyklen. I 00’erne var det kassevognen der, anført af Christiania-versionen, herskede på cykelstierne, men de seneste år har en mere agil og hurtig cykel for alvor gjort sit indtog i gadebilledet.

Men hvad tænker ejerne af det, der engang var et lille undergrundsbrand, egentlig selv om at blive til en stor multinational virksomhed?

VI BEFINDER OS i et industriområde på Københavns Vestegn, som udtryksmæssigt, selv her på en perfekt sensommersolskinsdag, ikke kan hive sig op på mere end, ja hvad skal man kalde det? Praktisk.

I en ordentlig klods af en lagerbygning, en hybrid mellem et storrumskontor, et køkken og en lagerhal, holder det danske cykelfirma Omnium til. I et afsides hjørne sidder to engelsktalende mænd, opslugt af store computerskærme og tegner. Man må umiddelbart antage, at det er nogle avancerede prototyper på de næste storsælgende cykelmodeller. De ligner nogle, der har forstand på, hvad de laver.

Derudover minder det hele utrolig meget om det sidste rum, du går igennem, når du skal hente dine møbler i et Ikea-varehus. Hvis man altså lige ser bort fra den koloenorme skaterrampe, der pryder bagenden af hallen.

Til forskel fra omgivelserne er stifteren af Omnium alt andet end kedelig. Jimmi Bargisen er ikke forretningsmand, som forretningsmænd er flest. På trods af at have opbygget en stor millionvirksomhed går han i shorts og T-shirt, og så har han morgenhår. Eller måske er det cykelhjelmshår. Uanset hvad stritter det til alle sider. Hans stilling i virksomheden har heller ikke et officielt navn. På papiret er han selvfølgelig ”founder”, men som han selv siger:

”I virkeligheden fungerer jeg nok mest som kantineansvarlig.”

Hvad får I så til frokost?

”Rugbrødsmadder. Jeg kører over i Rema 1000 hver dag. Og så er det den helt dyre med fiskefilet og remoulade.”

TILBAGE I 2010 arbejdede Jimmi Bargisen som cykelbud, og han elskede det. Fællesskabet var forrygende, man fik masser af motion (cirka 100 kilometer om dagen ifølge Jimmi selv) og ikke mindst frisk luft.

Dengang var det normalt, at man som cykelbud havde sig en hurtig racercykel og en habil rygsæk, som kunne proppes til randen med det, der som hovedregel skulle fragtes dengang, nemlig breve.

Men intet varer jo som bekendt evigt. Digitaliseringen og internettet gjorde sit indtog, hvilket betød, at breve selvsagt snart hørte fortiden til. Skulle man overleve som cykelbud, var man tvunget til at køre med større pakker. Det var ikke noget, der skete fra den ene dag til den anden, og Jimmi var på forkant med udviklingen, så han havde anskaffet sig en ladcykel fra den anden side af Atlanten.

De andre cykelbude kiggede derfor misundeligt efter Jimmis cykel og forsøgte at gøre ham kunsten efter, men de fleste oplevede, at processen var for bureaukratisk og opgav undervejs. 

Her opstod Jimmis forretningsidé: Hvad hvis han selv kunne fremstille cyklen, som alle hans kollegaer tydeligvis hungrede efter?

”Hen over julen i 2011 fik jeg kontakt til en fabrik i Taiwan. De bad mig sende nogle tegninger, og da min daværende kæreste arbejdede som landmåler, havde hun et tegneprogram liggende på sin computer. Jeg brugte en uges tid på at lave de første skitser og fik dem tilbage en del gange. Det tog cirka tre måneder med tegninger frem og tilbage, før de endelig blev godkendt, og jeg fik den første prototype hjem.”

FORDI JIMMIS EGEN ROLLE i dag er så flydende, har han en administrerende direktør ved sin side. Hans navn er Matias Fernando Ovens, og han har, ligesom Jimmi, en fortid som cykelbud, hvorfra de kender hinanden. Matias har siden dengang uddannet sig i erhvervsøkonomi fra CBS og startede først hos Omnium i 2020.

”Det var rimelig svært at overbevise Jimmi om, at der var nok arbejde i det, til at oprette en fuldtidsstilling. Men det kan man vist roligt sige der var, da vi så først kom i gang – det sejlede,” siger Matias Fernando Ovens.

Det er tydeligt, at de to har en klar rollefordeling, som de hviler i. De ved godt, hvad de hver især er gode til.

”Sejlede er måske lige at stramme den en tand, men jeg vil da gerne medgive, at jeg kørte det på min egen måde,” lyder det fra Jimmi.

Matias Fernando Ovens kom ind i firmaet på et tidspunkt, hvor der var brug for at få sat noget struktur på tingene. Jimmi havde indtil da drevet Omnium fra en kælder i Esromgade på Nørrebro, hvor han selv samlede cyklerne i hånden og samtidig skulle holde styr på alt det administrative.

”Jeg arbejdede i mange år to dage om ugen i Omnium og tre dage som cykelbud. Men jeg kørte jo simpelthen rundt og snakkede i telefon hele tiden,” siger Jimmi Bargisen.

”Det har virkelig været en lang proces at nå derhen, hvor vi er i dag, og hvis man skal være helt ærlig, så har du nok også været lidt heldig, ik?”, siger Matias Fernando Ovens og kigger spørgende på sin partner, der trækker let på skuldrene og smiler.

I DAG ER INTET overladt til tilfældighederne. Siden Matias Fernando Ovens kom til, er antallet af medarbejdere rundt regnet fordoblet fra 13 til 27, de har flyttet kontor og lager som følge af pladsmangel to gange, og de har åbnet distribution i fire forskellige lande. Og så sælger de cirka 3.000 cykler om året. 

”Fra vores perspektiv går det jo helt fantastisk. Vi kan leve af det og skabe arbejdspladser, og vi kan skabe et arbejdsmiljø, som vi selv gerne vil have det. Der er da mange cykelvirksomheder, som laver langt større overskud, end vi gør. Men det betyder måske også lidt mindre for os,” siger Matias Fernando Ovens.

Hvordan har I det med, at Omnium er ved at blive en større kommerciel forretning?

Matias: ”Vi har som udgangspunkt ikke nogen idé om, at vi skal være enten det ene eller det andet. Hvis vi virkelig gerne ville, kunne vi nok godt have en endnu større forretning, end vi har i dag. Men ingen af os har rigtigt en drøm om, at det skal ske. Vi vokser i vores eget tempo, og så længe vi skaber produkter, som vi kan stå inde for, så er vi glade.”

Jimmi: ”Omvendt synes vi selvfølgelig, det er fedt at være et cool brand, men det er jo endnu federe, at der er alle mulige mennesker, der har lyst til at køre på vores cykler. I starten var det kun cykelbude, men nu er det jo mange forskellige typer, og det er vi meget stolte over.”

Når man bevæger sig rundt på jeres kontor, står det hurtigt klart, at mange af jeres medarbejdere kommer fra udlandet. Arbejdssproget er engelsk. Hvad skyldes det?

Jimmi: ”Mange af vores medarbejdere har selv opsøgt os, fordi de har haft en Omnium-cykel eller har været en del af et miljø, hvor nogle havde det.”

Det er altså selve produktet, der forener jer?

Matias: ”Det kan du sige, ja. Den største grund til vores succes er helt sikkert vores produkt. Vi laver bare en pissegod cykel, som gennem alle år har solgt sig selv fra mund til mund. Vi har indtil sidste år ikke brugt en eneste krone på markedsføring, fordi vores produkt er så god en reklamesøjle i sig selv.”

Hvis der kom en investor og sagde, at nu åbner vi butikker i hele verden, ville I så overhovedet overveje det?

Matias: ”Hvis vi kunne få lov til at gøre tingene på vores egen måde, ville vi da nok overveje det. Men jeg tror, at vi har nogle værdier, der ikke altid stemmer så godt overens med …”

Jimmi: ”Profitmaksimering!”