Yeezy: Kanye West gør succes som designer

Der kan ikke herske megen tvivl om, at Kanye West fra tid til anden lufter mere eller mindre foruroligende holdninger, som gør, at hans popularitet blandt folket har det med at svinge kraftigt. Derfor undrer det dig måske også, at hans sneakers-samarbejde med Adidas på intet tidspunkt er faldet i popularitet, tværtimod. Uanset hvad, så er Yeezys voldsomt populære hos de unge, og her kan du blive klogere på hvorfor.

Læs alle Euromans artikler om Yeezys her

Sådan får du fat i et par Yeezys

Jo, fra tid til anden deler Kim Kardashian gratis Yeezys ud på Twitter og til tider er Kanye i gavehumør. Særligt, når han er på besøg i Uganda. Men selvom Hr. og Fru. West er gavmilde, skal du nok kigge mod mere traditionelle løsninger, hvis du skal have en reel chance for at lande et par. Måske må du overnatte udenfor butikken, måske kan du nøjes med at stå tidligt op for en god plads i køen. Her har du i hvert fald en liste over butikker, som typisk får de populære sneakers hjem.

Hype lige fra start

Yeezy-samarbejdet mellem Adidas og Kanye West blev officielt skudt i gang i februar 2015 med lanceringen af den første Yeezy-sneaker, Yeezy Boost 750. På under 10 minutter blev skoene udsolgt, og i dag koster skoene typisk over 5.000 kroner at købe i resale. Den indledende succes blev startskuddet til nye Yeezy-modeller. I sommeren 2015 kom Yeezy Boost 350 på markedet, og få måneder senere blev Yeezy 950 også lanceret. Løbende blev Yeezy-fansene belønnet med nye versioner af både 750 og 350-modellerne, men til trods for at Kanye Wests udtalelser om, at Yeezys skulle være for alle, blev der aldrig produceret nok sko til at forsyne alle dem, som gerne ville have fingrene i et par.

Først i slutningen af 2018 skete det for første gang, at en ny Yeezy-model ikke blev udsolgt med det samme, skoene ramte butikkerne. Om Adidas og Kanye West endelig har oppet sig for at producere nok sko til alle dem, som vil have, eller om det blot er fordi Yeezy-hypen langt om længe er ved at dampe af, kan man jo spekulere lidt over.

Mere end sko

Jo jo, det er klart at skoene, som har ligget i toppen af listerne over verdens mest værdifulde sneakers, der har været den primære kilde til hype og prestige. De har endda været udstillet på Museum of Modern Art i New York. Dog er Yeezy-brandet meget mere end kun skoene. Kanye West har nemlig også sit eget selvstændige tøjbrand af samme navn, og siden 2015 har han forsøgt at skabe en mere mangfoldig modeverden, blandt andet ved at bruge modeller i forskellige former og farver.

Nårh ja, så designer han også merchandise for Pornhub.