Guide til København: Se, shop og spis dig gennem byen
Der er ingen tvivl om, at København er en ganske hæderlig by til både kulinariske og kulturelle oplevelser, fester på fancy klubber og lowkey barer, shopping og alt derimellem. Vores største by vrimler med gastronomiske åbenbaringer og cocktails eksekveret af eksperter. Måske er du på besøg langvejsfra og leder efter alternativer til de gængse turistattraktioner? Så er du kommer til rette sted.
Læs alle Euromans artikler om København her
Spis
Ingen guide til København, uden at fremhæve de mange fabelagtige spisesteder, byen byder på. Der er Nærvær, som serverer gastronomi på ekstremt højt niveau både smagsmæssigt og prismæssigt, der er fedtede burgere i verdensklasse fra Gasoline Grill og et utal af restauranter til dig, der foretrækker godt smørrebrød. Hvis du er mere til det traditionelle, italienske køkken end den nynordiske madtrend, så frygt ej. Vi kan nemlig også guide til 10 gode italienske restauranter i København. Der er også gaderne, som i sig selv er kulinariske attraktioner. Morgenbrød, morgengrød, fiskeretter, økopølser eller friskristet kaffe? På Nordre Frihavnsgade på Østerbro finder du det hele og mere til. Men hvis du foretrækker et fuldstændig uprætentiøst måltid, kan du altid rette opmærksomheden mod byens bedste fritter.
Cocktails og kaffepauser
Ligesom du kan spise godt i København, kan du også drikke godt. For, ligesom maden, er drikkevarerne også en videnskab i sig selv. Drinksene er gennemtænkte ned til mindste detalje på cocktailbarer som Ruby, Curfew, Lidkoeb og Strøm Bar. Vil du hellere have koffein end alkoholprocenter, så kan du også trygt gå på The Coffee Collective, velvidende at cappuccinoen, du bestiller, er brygget af kaffenørder, som faktisk kan finde ud af at steame mælken korrekt.
Shopping
Skulle du tilfældigvis have et overskud på kontoen, som du higer efter at brænde af, er du kommet til den rette by. København byder på mange fristelser, blandt andet landets objektivt set bedste shopping. Der er ikke længe til japanske Uniqlo slår dørene på på Strøget, mens hippe herretøjsbutikker hver dag er klar til at guide dig til de rigtige sneakers, jeans eller suits. Desuden kan Flavour, som er Københavns første streetwearbutik, stadig findes i Skindergade.
Fest
Prikken over i’et på en god dag i den danske hovedstad er naturligvis en bytur, som lever op til resten af byens standard. Heldigvis bugner København af tilrøgede bodegaer, fancy barer, billige barer samt klubber for Københavns unge, smukke og rige og dem, som helst køber en CULT Shaker af sexede piger med røde læber. Starter I hjemme med en drink eller to, kan I finde inspiration hos Københavns bedste cocktailbar, Curfew.
… Og det kan du lave mellem måltider, drinks og fester
Vil du nyde byen, selvom du både er mæt på mad, koffein og indkøb? Så kan du passende tage en timeout og nyde nogle af byens grønne oaser, som er perfekte til varmt vejr og solskin, slentre en tur i Nordvest, som snart bliver byens hippe kvarter eller lege turist på den alternative måde.