Når Patrick Peitzsch har skrevet nogen på listen, bliver de vist foran i køen. Det kan være et hold stiletpiger med ansigtsminer som om alt keder dem, eller en langhåret fyr i en lidt for stor skjorte, knappet op ned til navlen, så man kan se brysttatoveringen, der på trods af det rock’n roll’ede har noget umisgenkendeligt Charlottenlund over sig.
Dem, der er skrevet på listen, stiller sig slet ikke i køen. Pickeren spotter dem langt nede ad gaden, så de bare kan gå direkte ind på klubben uden at skulle stoppe op til andet end et kindkys.
Det gælder tilsyneladende om at hilse på så mange som muligt. Dem i køen må bare kigge misundeligt på, at de løshårede piger forsvinder ind på klubben, mens de selv venter og venter og knuger deres billede-ID og pung i hånden, parat til at smide 100 kr. for entré plus lidt ekstra for garderoben. Men sådan er det ikke for dem, Patrick Peitzch har skrevet på listen.
Annonse
Stedet hedder ’Dorsia’ og ligger i indre København. Det er ejet af koncernen Rekom, der desuden ejer en lang række barer og klubber fra Heidis Bier Bar til Retro og Andys Bar. Men Patrick, der officielt er promotor og idémand og ham, der skaber festen.
Han har tidligere arbejdet for Simon Frank og Simon Lennet, dem med natklubberne ’Simons’ og ’Sunday’, han har været promotor på ’Hive’, og sammen med kompagnonen Anthon Louis havde han klubben Jupiter et par år, indtil den måtte lukke på grund af støjklager.
Derpå åbnede han Panama under Palads Biografen, der også er lukket siden. Nu er han involveret i Dorsia i København og LALA i Aalborg. Alt det har foregået i løbet af kun fem år. Klubber er åbnet, der er blevet svedt, danset og drukket, lukket, åbnet og rykket rundt. Kun indercirklen kan følge med.
Dorsia har eksisteret en måneds tid, er åben fredag og lørdag, og har navn efter restauranten i American Psycho, hvor hovedpersonen Patrick Bateman ikke kan få en reservation på. På natklubben Dorsia kan ingen få et bord uden Patrick.
Peitzsch havde oprindeligt inviteret undertegnede til en preparty på toppen af Stay, det lejlighedshotel på Islands Brygge, realitystjernen Jackie Navaro fra 'Forsidefruer' bor på, når hun er i Danmark for at besøge sine små børn, og der, Frederik Fetterlein bor i starten af sit Luksusfælden-afsnit, men det blev aflyst fire timer forinden, da Stay vurderede, at støjen ville blive for meget. I stedet har han lovet at mødes på klubben.
Halv tolv er klubben allerede mere fuld, end en ædru mands intimsfære ville bryde sig om. Der er flere og flere piger, der hopper op og danser på enhver plan overflade, mens drengene på gulvet danser nede foran med hænderne i bøn op imod hende.
Annonse
Drengene har forskellige udgaver af det der halvlange hår, der har været moderne på Øregaard siden starten af 80’erne. En har en fornuftig cardigan om skuldrene, en anden er i en hvid, højhalset sweater, flere har sejlersko på. Mest populær er en sort eller mørkeblå habitjakke med lommetørklæde i brystlommen. Flere er i jakkesæt. Dog uden slips.
Pigerne derimod er noget mere spændt op til lir. Brysterne er kørt i stilling, kjolerne så lårkorte, at når de bøjer sig forover og danser op ad en dreng, overlader det ikke meget til forestillingsevnen.
Det er de unge, hurtige, smukke og smarte børn af Whiskybæltet og visse dele af Østerbro, Frederiksberg og København K. Dem, der nok skal klare den, fordi livet er en fest. Dem, der danser ubekymret gennem livet med overskud og et liv, de andre gerne vil se på. Og så er det dem, der gerne ville være sådan.
Ditte på 18 er her for første gang. Hun siger, det dels er fordi hun kender Peitzsch, dels fordi hendes veninder også gør det. De plejer ellers at tage på Arch, Remees klub, af omtrent samme slags som Sunday og Dorsia.
”Det er vel bare fordi, det er der, vi kommer,” siger Ditte. ”Vi kan også gå på en helt normal bar, men det er fedt at tage et sted hen, hvor man dresse sig op og give den gas. Og så giver det selvtillid, når fyrene kigger.”
Halv et dukker Peitzsch op. Han siger, han havde svært ved at få sine 40 gæster til at forlade sin lejlighed og tage med over på klubben. De havde det alt for sjovt, hvorfor han er her en time senere end aftalt. Så hiver han sin telefon frem og åbner en aktieindex-app, scroller lidt rundt og siger, han er nødt til at tage sig af sin forretning for så at forsvinde ud i mængden af mennesker. Et øjeblik senere kommer han tilbage.
Han går tværs igennem klubben og indkasserer kindkys hele vejen igennem. Da han er kommet til den anden ende af det relativt lille lokale vender han om og går tilbage igen. Han går så ind i et baglokale for at fortælle, at han af princip ikke besvarer interviewspørgsmål, når han er fuld.
Annonse
Han har også afslået at leve et interview før eller efter denne bytur, da han har alt for travlt med ’business’ (smiley og tommelfinger), men skriver i en kortfattet mail, at Dorsias gæster typisk er i gang med en ’fornuftig’ uddannelse eller er ’voldsomt entreprenante’.
Om sig selv fortæller han, at han bruger en del tid i træningscentret og på at rejse, at han som oftest har frokostmøder midt på dagen og har kontor på Rådhuspladsen.
Han er 28 år og er født i ghettoen på Nørrebro, men har brugt det meste af sin barndom på et børnehjem i Skodsborg nord for København, et område han har de fleste af sine venner fra.
Efter baglokalet tager han en runde mere igennem klubben. To drenge klapper ham på ryggen og råbe-hvisker ham i øret. De vil gerne have en selfie med ham.
”Beklager, jeg bliver nødt til lige at stille op,” siger Peitzsch. ”De kender mig fra sociale medier.”
Patrick Peitzsch har 12.600 følgere på Instagram og ifølge ham selv 40.000 på Snapchat. Det er her, han giver et indblik i det liv, han lever. Det vil for Instagram-delens vedkommende betyde et miks af billeder af Peitzsch i kontorblå skjorte på vej til møder, Peitzsch på klubben og forskellige andre billeder, hvor han er i pools, ude at spise eller bare kigger direkte i kameraet med sine blå, intense øjne suplleret af teksten ’Hej’ eller ’Sunday (sol-emoji, smiley med lukkede øjne, tommelfinger)’.
På Snapchat delte han for et par år siden en video, hvor han og Nikita Klæstrup øjensynligt havde sex. Han sagde senere til Metroxpress, at det ikke var sket i virkeligheden. Det var bare sjovt, at folk troede på det.
Musikken er høj på Dorsia, så det er så godt som umuligt at sige noget til nogen, så når en læner sig mod en anden og råber noget, der får samtalepartneren til at grine, må man gå ud fra, det er et lucky guess. Hvorfor skulle her også blive sagt noget, der ikke var ment til at skulle være sjovt?
Bassen pumper i ribbenene.
Dorsia har picker, som det hører sig til en klub som denne, altså en fyr 'in the know', der kender stamgæsterne og ved, hvem der skal direkte ind, og hvem der skal stå lidt i køen og tænke over, om det nu også er noget for dem.
Bordene står i midten af båse, og båsene står langs væggen fra DJ-pulten og til udgangstrappen. Der tegner sig hurtigt et klart billede af, at jo længere du sidder mod pulten, jo mere cool er du. Mest applaus giver det at købe en seksliters ’I AM Vodka’ til sit bord. Der er lys i bunden af flasken, så alle kan se den.
I den anden ende af skalaen er Peitzsch’ private bås. Her er naturligvis en seksliters vodka, her er to flasker mousserende med selvlysende labels, der er en værtinde, der cirkler i periferien på gulvet, som er godt fyldt med venner, og øverst står Peitzsch på sædet og danner toppen af en menneskepyramide.
Han danser med sin telefon. Lysstyrken er skruet helt op, og han filmer hele tiden nye videoer af sine venner, af dansegulvet, af piger, der er mere og mere rowdy, som natten skrider frem prøver at tiltrække sig opmærksomhed og blive inviteret ind, til sin Snapchat og sin story på Instagram. Til dem, der ikke er her, men gerne ville, og dem, der er stuck ude i køen.
Belinda er 25 år, hun er i en kort rød kjole og kender Patrick. For et par minutter siden lå hun på ryglænet af en bås og strakte det ene ben i vejret, som en kat, der vasker sig, men nu er hun og veninden gået i baren. Veninden keder sig. Det siger hun hele tiden. Belinda siger mest ”ja’er” til det.
”Hvis jeg skulle sige én ting, så er det, at jeg synes folk er for unge. Jeg er 25, og jeg føler mig gammel. Det er ikke sjov, hvis det bare er for alle,” siger Belinda.
”Derfor kan jeg også godt lide, at der er picker på. Altså, jeg forstår godt, hvis man kommer fra landet og er vandt til at gå på Buddy Holly, så synes man, det er for dårligt, at nogle kommer foran andre. Men det handler om at skabe den rigtige stemning med de rigtige mennesker.”
Hen imod starten på slutningen på aftenen spiller DJ’en et nummer, der ikke er som de andre. Jo, altså det lyder nøjagtigt som det, han har spillet hele aftenen, men det her er anderledes, fordi halvdelen af gæsterne i det, der vel rent musikvidenskabeligt anskuet er omkvædet, begynder at synge ’lå lå lå lå’ som til en fodboldkamp.
Dorsia er deres fest. De andre er bare med. Enten som gæster på deres klub, i deres verden, eller også er de med på Snapchat og Instagram. De er velkomne til at kigge på, de er velkomne til at stå i kø og prøve lykken, men selv hvis de kommer ind, er festen kun for rigtigt for de indviede. Og måske netop derfor er festen ekstra god. Dorsia er sjovest for dem, der kan få bord.
”Lå lå lå lå.”
De holder hinanden om skuldrene og hopper, nogle peger taktfast på de andre eller på loftet, de er allesammen ekstatiske over lige netop det her nummer. Den anden halvdel, dem, der ikke synger med og ikke deltager i ritualet, kigger bare på. De fatter det ikke.
