Sverige, Norge og Tyskland har – som langt de fleste lande i verden – for længst adskilt kirke fra stat. I Danmark derimod er gudsdyrkelse stadig et politisk anliggende, der figurerer på finansloven. Men nu skal et udvalg give folkekirken en mere moderne styreform, der kan ende med løsrivelse. Her prøver Vorherre at forklare Stig Olesen, hvorfor folkekirken ikke for længst har forsøgt at klare sig selv.
HVIS DU ER interesseret i et medlemskab, så hør lige her: Foreningen har aldrig haft nogen ledelse eller talsmand.
Og du kan ikke bare tage telefonen og ringe til bestyrelsesformanden eller kommunikationschefen. De findes simpelthen ikke. En mail-adresse? Glem det.
Annonse
Dertil kommer, at denne forening i øjeblikket slås med medlemsflugt, svigtende deltagelse i de traditionelle arrangementer om søndagen samt en langvarig og uforsonlig strid om selve værdigrundlaget.
Kontingent? Mindst 1.700 kroner om året, hvis du har en gennemsnitsløn.
Stadig interesseret?
Så velkommen til landets største forening, den danske folkekirke, der i disse år trods tiltag som spaghettigudstjenester, babysalmesang, midnatsrock og pilgrimsvandringer har mistet sit tag i en mere og mere sekulariseret befolkning, der – hvis det endelig skal være – tilsyneladende føler sig mere tiltrukket af lidt festlig shamanisme, gammel nordisk asa-tro eller lettilgængelig google-buddhisme.
Havde jeg frygtet, at torden og lynild ville bryde løs, da jeg spørger ham om, hvordan han selv synes, det går, bliver jeg glædelig overrasket. Vorherre læner sig med et lille smil frem og glatter et par usynlige folder i sine smalle, rustrøde chinos fra Paul Smith.
”Det er korrekt, at den danske folkekirke i øjeblikket står foran historisk store udfordringer, men ser vi på bundlinjen, er 4.454.466 danskere – eller præcis 79,8 % af befolkningen – medlem af den evangelisk-lutherske kirke. Det giver folkekirken en helt dominerende markedsandel i en branche, der i disse år er præget af en voldsom international konkurrence.”
Annonse
Den indiske guru Sri Sri Ravi Shankar gav koncert i 2006 i Christians Kirke i København, hvor showmanden Flemming Pless er præst. Det er Flemming Pless til højre, hvis nogen skulle være i tvivl.
MØDET MED GUD er overraskende. Glem alt om hvid kjortel og lædersandaler. Nej, Gud tager imod i en velsiddende kongeblå Boss-blazer over en løsthængende beige poloshirt fra Ralph Lauren. Der er lidt Morten Albæk fra Vestas over ham. Skægget fremstår nytrimmet, og det tynde, grånende hår er samlet i nakken i en lille, stram hestehale, som man – folkekirkens situation in mente – kunne fristes til at kalde en panikpisk, hvis den ikke netop sad og vippede på Den Almægtiges hoved.
Men stemmen er rolig og velmoduleret:
”Min mavefornemmelse er rigtig god, meget tyder faktisk på, at vi står stærkere i danskernes bevidsthed end nogensinde før,” siger Gud og kigger undersøgende på sine negle, inden han fortsætter.
”Se blot på alle de kvindelige teologer, der dagligt blogger om tidens emner og skriver kronikker om, hvordan tilværelsen hænger sammen. De styrer debatten. Og hvis du tænder for radioens P1 en hvilken som helst søndag, vil du høre mit ord forkyndt fra morgen til aften. Aftagende religiøsitet? Niks, se bare, hvordan det gik, da den ugudelige regering i foråret forsøgte at nedlægge Store Bededag og 2. pinsedag som overenskomstmæssige fridage ...”
Annonse
Gud er vanskelig at beskrive. I smug sidder han og polerer overlæderet på sine hyttesko i benklæderne, og når han taler, kommer man til at tænke på sociologen Henrik Dahl tilsat en knivspids Asger Aamund og et drys Christian Stadil.
Fra Dansk Folkepartis helt egen menighed – frikadellefætrene Søren Krarup og Jesper Langballe, 2007. Mon de to kommer i himlen?
OVER 2,1 MIA. KRISTNE over hele jorden taler jævnligt med Gud, så det var ikke noget problem at få denne samtale i stand, selv om den ikke må vare evigt. Den aktuelle baggrund er selvfølgelig, at Gud nu også i Danmark – og det var på tide, vil nogen nok sige – skal belave sig på engang i fremtiden at flytte hjemmefra og klare sig uden statsstøtte.
Kirkeminister Manu Sareen (R) har nemlig nedsat et hurtigtarbejdende udvalg, der inden udgangen af 2013 skal komme med forslag til en mere moderne styring af folkekirken.
Hidtil har Guds rige mindet lidt om Italien, hvor det er umuligt at drive de forvænte, voksne sønner væk fra mors pastagryder og den rundhåndede, ugentlige apanage.
En specialitet ved den danske folkekirke er, at den har regeringen som direktion og Folketinget som repræsentantskab.
Således er det Folketinget, der gennem finansloven bevilger en stor del af folkekirkens midler. Det vil sige, at også ateister og medlemmer af andre trosretninger er med til at betale til folkekirken og dens præster. Til gengæld blander politikerne sig så i kirkens struktur og indhold, senest med den voldsomt omdiskuterede lov om bøssers og lesbiskes ret til at blive kirkeligt viet.
Man kan sige, at grundloven sikrer danskerne religionsfrihed, men ikke religionslighed; andre trosretninger modtager nemlig ikke en lignende statsstøtte.
Tidligere var det kongen – af Guds nåde – der gennem sit kancelli bestemte over kirken, men i Danmarks første grundlov fra 1849 blev det i 66 slået fast, at ”folkekirkens forfatning ordnes ved lov.” Men denne særlige kirkeforfatning er aldrig blevet til noget, selv om mange udvalg og kommissioner gennem de seneste 163 år har forsøgt sig.
Sidst arbejdede et udvalg med sagen i 12 år. Forgæves. Gud blev boende hjemme hos staten og dermed underlagt Folketingets forgodtbefindende.
Men sidste efterår skete der, højt oppe, endelig noget.
På 25. etage på hotel Crowne Plaza på Amager blev Socialdemokratiet, De Radikale og Socialistisk Folkeparti enige om et regeringsgrundlag, hvori man bl.a. lovede hinanden at arbejde for ”en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken,” som det forsigtigt blev formuleret.
Dybt problematisk, mener nogle teologer. Det bedste, der er hændt siden reformationen, siger andre.
For i virkeligheden står der, at Gud godt kan begynde at se sig om efter egen bolig. Det kan tage tid, meget lang tid. Og måske ender det kun med et forældrekøb. Men alligevel.
Den typiske kirkegænger
... er en kvinde på over 60.
... læser skønlitteratur hver dag.
... bor i Nordjylland eller Vestjylland.
... har holdt campingferie i Danmark mindst én gang inden for de seneste to år.
... går sjældnere i biografen end den øvrige befolkning.
... er mindre tilbøjelig til at holde hund eller kat end andre.
... stemmer på Venstre.
... vægter familieværdier højt.
... har en erhvervs- eller højere uddannelse.
... går oftere i teatret end gennemsnitsdanskeren.
Kilde: Gallup og Danmarks Statistik.
Artiklen fortsætter på næste side...
KIRKE OG STAT er allerede adskilt i Norge, Sverige og Tyskland ligesom i de fleste andre lande, vi normalt sammenligner os med. Faktisk er der kun ganske få lande tilbage i verden med en egentlig statsreligion, og de fleste af dem ligger i Nordafrika og Mellemøsten i et bælte fra Marokko til Afghanistan.
Er det for dig personligt en skræmmende eller tillokkende tanke i nær fremtid at skulle klare dig på egen hånd i Danmark?
Gud slår ud med armene i en altomfattende bevægelse, som kun han kan gøre det. I samme nu svæver en svag duft af Acqua di Parma omkring ham.
”Jeg tænker, at folkekirken allerede i dag er en moderne, veltrimmet organisation, der har kompetence til at navigere i en global forandringskultur, samtidig med at den udgør en solid klippegrund for gamle danske værdier som næstekærlighed, social ansvarlighed og demokrati.”
Gud tier og stirrer koncentreret op i loftet.
Jeg vælger at tolke svaret i retning af, at Gud ikke er direkte forhippet på at flytte hjemmefra og klare sig selv økonomisk, men inden jeg når at forfølge spørgsmålet, taler han igen:
”Du kan også sige det på den måde, at kristendommen er danskernes ubevidste dna, det indre kit, der holder jer sammen til en nation i denne kaotiske og forvirrede tid. Mange danskere hævder lidt undskyldende, at de er kulturkristne. O.k., det er da også en slags kristne. Hvorfor lave om på det? Hvad er det, man siger: ’If it works, don’t fix it.’ Med et lån fra Paulus kan jeg også udtrykke det således: ’Men størst af alt er status quo.’”
Den velklædte, aldrende hipster læner sig tilbage i stolen og benytter lejligheden til at kaste et diskret blik på venstre håndled og sit Breitling Chronospace Automatic.
Jeg har fået 25 minutter. Ikke unormalt, når der er tale om celebrities i denne kategori.
Folkekirken er for alle, også for dem, der tror på karrieren. Her Manu Sareen, 2011.
ER GUD SKEPTISK ved tanken om selvstændighed, er et flertal af folkekirkens knap 2.000 præster det tilsyneladende også. Selv om mange af dem er rasende over politikernes indblanding – senest ønsket om, at kirkelige vielser også bør kunne foregå i fx skove, diskoteker, parker og varmluftsballoner – ønsker 69 % af præsterne ifølge en undersøgelse foretaget af dagbladet Information ikke en løsrivelse fra staten.
Argumenterne er vidt forskellige, men mange frygter, at en separation vil gå ud over den sammenhængskraft, som de mener, folkekirken giver det danske samfund. Andre er bekymrede for, at en selvstyrende folkekirke vil blive en evighedsmaskine af teologiske diskussioner, og nævner som eksempel, at der formentlig endnu ikke havde været kvindelige præster, hvis man havde ventet på kirkens egen afgørelse.
Manu Sareen har sat tidligere ombudsmand og formand for Dansk Flygtningehjælp Hans Gammeltoft-Hansen i spidsen for et nyt udvalg, der i eksprestempo skal reformere folkekirkens vedtægter. Blandt de 20 medlemmer er Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti, hvis antipati mod snart sagt alt, søvndyssende talelyst og talent for teologisk tovtrækkeri af flere iagttagere tages som en garanti for, at udvalget er sat på en umulig opgave.
Og så er der lige det dér med folkekirkens svindende markedsandel.
Første halvdel af det 21. århundrede er næppe det optimale tidspunkt at etablere sig som selvstændig, kristen kirke i et mere og mere sekulært Danmark.
Kjole og hvid krave er ikke længere udklædning nok.
FOLKEKIRKENS ÅRLIGE tilbagegang svarer til indbyggertallet i en mindre provinsby, fx Grenå. Men i dønningerne efter debatten om homovielser mistede folkekirken i de første seks måneder af 2012 præcis 12.306 medlemmer. Det er næsten lige så mange som i hele 2011, hvor 13.587 personer meldte sig ud.
Samtidigt falder antallet af indmeldelser. Sidste år blev 47.198 døbt ind i folkekirken. Det er 5 % færre end året før.
Fremskriver man denne udvikling, vil under halvdelen af danskerne om 25 år være medlem af den evangelisk-lutherske kirke, hvorfor begrebet folkekirke naturligvis vil have demonteret sig selv.
Og måske kommer det til at gå endnu hurtigere. Ifølge en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov overvejer hvert femte medlem af folkekirken i øjeblikket at melde sig ud.
Har du nogensinde overvejet at søge professionel hjælp til krisestyring af din hårdt trængte danske filial?
Vorherre rynker brynene, og for første gang under samtalen står det mig klart, at jeg sidder over for en ledertype, der trods afslappet påklædning og imødekommende attitude ikke vil tøve med at anvende frøer, myg, fluer, bylder, hagl og græshopper for at straffe sine modstandere og nå sine mål.
”Nu kommenterer jeg aldrig på tilfældige meningsmålinger, men vores kerneydelse er naturligvis fortsat at forkynde det kristne budskab på mange forskellige platforme, fx gudstjenester, kirkelige handlinger, konfirmationsforberedelse, sjælesorg og diakoni, men dertil kommer jo vores populære specialtjenester inden for vigtige områder som navneregistrering og begravelsesvæsen. Forestil dig lige, hvad der ville ske, hvis et nyt, statsligt it-system skulle håndtere den slags public service. Haha, drenge ville komme til at hedde Camilla, og de afdøde ville blive sænket i forkerte grave, ikke sandt?”
Gud spænder kæbemusklerne og skæver igen til sit armbåndsur.
Det opdrager vi vores børn til
På en skala fra 0 til 10 prioriterer danske
forældre disse værdier:
Tolerance og respekt: 9,3
Selvstændighed: 9,1
Ansvarsfølelse: 9,1
Vindermentalitet: 6,6
Opdragelse i den religiøse tro: 2,7
Kilde: Mandag Morgen og Trygfonden.
VORHERRE HAR naturligvis ret i, at det ikke er uden praktiske problemer at forlade en organisation, som 80 % af danskerne er medlem af. Landets bedemænd rapporterer da også i dag om voksende besværligheder, når ikke-medlemmer af folkekirken skal bisættes. Dels har de efterladte ofte så vanskeligt ved at opfinde en passende ceremoni ved afskeden, at det bliver bedemanden, der må holde en lille, upersonlig tale over afdøde. Dels kommer det bag på slægtningene, at et gravsted ofte er betydeligt dyrere for ikke-medlemmer.
Blandt de nyeste medlemmer af folkekirken er dens minister, Manu Sareen. Han er født i Indien og ind i hinduismen. For kun 10 år siden – samtidig med, at han indledte sin politiske karriere – meldte Sareen sig ind i folkekirken, men han har siden i flere interview udtalt, at han ofte tvivler på Guds eksistens og derfor har været på nippet til at melde sig ud igen. Dog røbede Sareen under et spil minigolf i sommer med en medarbejder fra radioens P1, at han for nogle år siden havde bedt til Gud, da hans mor lå for døden.
Tvivlens nådesgave er tilsyneladende rundhåndet uddelt i den nuværende regering, hvor knap hver tredje minister står uden for folkekirken.
Er det ikke et problem, at så mange af landets øverste lovgivere netop i denne brydningstid betvivler din eksistens?
Gud ligner et kort øjeblik Mick Jagger, når han bliver spurgt, om han aldrig føler sig for gammel til at spille rock’n’roll.
”Ved du hvad, det er 125 år siden, at Nietzsche proklamerede min bortgang, og hvem er det lige, der er mest død nu? Nietzsche eller jeg? Jeg spørger bare. Og Christiansborg er jo ikke det samme som resten af Danmark. Fx står mit brand stadig rigtig stærkt i underbevidstheden hos de fleste danskere, så snart du bevæger dig væk fra de københavnske brokvarterer og ud i provinsen. Og min menighed er generelt særdeles produktloyal. For nylig viste en undersøgelse, at 20 % af folkekirkens medlemmer – vi snakker en lille million danskere – tror på, at jeg skabte mennesket, mens 28 % fuldt ud godtager, at min søn, Jesus, opstod fra de døde. Det var et særdeles tilfredsstillende resultat, der naturligvis fik mig til at opjustere forventningerne til 2013.”
Tillad mig at dvæle ved skabelsen. I første klasse har mange danske skolebørn hørt, at du skabte Adam og Eva, i tredje klasse lærer de, at mennesket nedstammer fra aberne. Kan du forstå, hvis de er forvirrede?
Vorherre kigger mildt bebrejdende på mig. Efter en lang pause siger han:
”Troen er noget, du har inde i dig selv. Religionen er noget, som ligger hos kirken og præsterne. Og ret beset er danske børn vel generelt temmelig forvirrede. Det er i hvert fald mit klare indtryk.” Gud tapper utålmodigt med fingerspidserne mod sit store ur, rømmer sig højlydt og kigger fraværende ud ad vinduet.
’Motorcykelpræsten’ eller ’Gøglerpræsten’ Inge-Lise Wagner mente, at der måtte mere til end blot salvelsesfuld tale for at holde på kunderne. Som den eneste folkekirkepræst, har hun været for to provsteretter, bl.a. fordi hun kaldte politiet for ”uniformerede mordere”. I 1988 blev hun afskediget som sognepræst. I oktober 2011 blev hun anholdt for våbenbesiddelse. Her er hun i Hanstholm sammen med en flok landevejsriddere, 1985.
FOLKEKIRKENS POSITION er sat til forhandling, og selv om en adskillelse fra staten kræver en grundlovsændring og derfor ligger ude i fremtiden, er kirkens folk indadtil for længst begyndt at ruste sig til mødet med de buldrende markedskræfter.
Dertil hører bl.a. en tydelig visuel identitet, et logo, der kan sælge budskabet i en tid, hvor den hvide bygning med den savtakkede gavl ikke er byens eneste mødested, og prædikestolen langtfra er den mest aflyttede platform.
Folkekirken har i foråret 2012 overdraget denne PR-opgave til virksomheden Jacob Jensen Design i Skive, der er internationalt kendt for bl.a. smarte p-skiver, røgalarmer, rundkørsler og armbåndsure. Hele sommeren har kirkens medlemmer på Facebook og åbne portaler kunnet komme med forslag til et logo, og i slutningen af året håber designerne at kunne fremlægge folkekirkens nye, smarte grafiske udtryk.
Nogle vil nok mene, at et sådant markant varemærke har kirken haft i omkring 2.000 år – nemlig korset – men at dømme efter de første røgsignaler fra Skive arbejder man med et flerstrenget og mere moderne logo og navnetræk, der kan gøre sig på alt fra oblater over brevpapir til kirkegårdslåger.
Mens mange af folkekirkens præster søndag efter søndag må prædike for fire-fem sognebørn, oplever ARoS, Glyptoteket, Louisiana og andre kunstmuseer nu rekordstor publikumstilstrømning i kirketiden. Er Tal R, Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard og Michael Kvium ved at gøre dig rangen stridig?
Et kort øjeblik glider en sky hen over Vorherres ansigt. Med en lav stemmeføring, som dårligt kan tolkes som andet end dårlig skjult bitterhed, svarer han:
”Nu skal jeg ikke gøre mig til dommer over, hvorfor folk går på kunstmuseum, men hvis danske sognekirker også var tegnet af internationale stjernearkitekter, serverede hjemmerørt kørvelcreme på valnøddebrød og solgte lækre, små design-værtindegaver, ville der sikkert også være trængsel i våbenhusene hver søndag formiddag. Næ, i mit hus får du noget helt andet, nemlig en mening med at stå op om morgenen, troen på den evige frelse og dermed modet til at leve med visheden om det eneste ufravigelige, nemlig din egen død. Men det kan da godt være, at udsigten er bedre fra Louisiana, det skal jeg ikke kunne sige.”
15 hippiehoveder besatte 31. august 1970 Hjardemål Kirke i Han Herred. ”Aktionens formål er at påvise, i hvilken grad statsmagten bygger på falsk autoritet og traditionelt accepteres og adlydes af de politisk set fremmedgjorte indbyggere i Danmark”, skrev de på kirkedøren. Det kom til slagsmål mellem lokalbefolkningen og hippierne, der af sikkerhedsgrunde måtte ekskorteres ud af det politi, de selv foragtede.
GUDS MOBIL BIPPER nede fra jakkelommen.
”En vigtig aftale,” siger han med et undskyldende smil. Vi ved begge, at det er et gammelt trick, når man vil slippe ud af et interview. Men det er i orden. Torden, lynild og græshopper havde været værre. For ikke at tale om bylder.
Og Gud har virkelig travlt i øjeblikket, det ved enhver, der følger med i aviserne.
Ny styringslov, ny markedsføring og nye kirkelukninger i København. Og som om det ikke var nok, giver den nye lukkelov nu alle forretninger lov til at holde åbent i kirkens prime-time, søndag formiddag. Det bliver ikke let. Føtex eller Frelseren? Hennes & Mauritz eller Helligånden? Endelig er der jo de besværlige præster. Nogle vil ikke vie bøsser, andre vil ikke begrave lesbiske, og alle er rørende enige om, at lønnen er for dårlig, arbejdstiden for lang og præstegårdene alt for dyre at varme op om vinteren.
Gud rejser sig med et stille suk. Håndtrykket er hastigt, men fast.
Vil han have citattjek af artiklen? I så fald, hvilken adresse skal den sendes til? Han ryster på hovedet med et lille smil.
”Jeg ser alt.”
Stadig interesseret i et medlemskab af folkekirken?
O.k., det er der stadig mange gode grunde til, for ud over en nøglefærdig mening med livet og ritualer til enhver lejlighed er der de særlige medlemsfordele ved bisættelser og begravelser. Som kontingentbetaler får du naturligvis også fri adgang til foreningens faciliteter, der bl.a. omfatter 2.354 sognekirker med anslået 500.000 siddepladser, hvoraf kun ca. 2 % normalt er optaget til gudstjenesterne søndag formiddag (højtider fraregnet). Og som i motionscentrene får du gratis kaffe efter træningen. Sjælesorg tilbydes også vederlagsfrit, men her er det nok klogt at reservere tid i forvejen.
Så meget koster folkekirken
Det koster knap 7 mia. kroner om året at drive folkekirken. For det samme beløb kunne man bygge to nye Storstrømsbroer.
Kirkeskatten er folkekirkens største indtægtskilde. Den betales kun af medlemmer og opkræves via skat til staten og kommunerne. I 2011 beløb det sig til ca. 5,9 mia. kroner Staten yder hvert år på finansloven økonomisk tilskud til folkekirken. I 2012 er bevilget 798,2 mio. kroner, hvoraf den største del går til aflønning af præster.
Løn og pension til de 10 biskopper betales af staten.
Argumenter for adskillelse af kirke og stat
En stat kan ikke have en religiøs overbevisning, det kan kun den enkelte borger.
Uden tilknytning til staten vil folkekirken selv kunne bestemme fx vielsesritualer samt gudstjenesternes form og indhold.
Folkekirken bør ikke have en økonomisk særstilling i forhold til andre trossamfund.
Det er urimeligt, at ateister og medlemmer af andre trossamfund skal være med til at betale præsters lønninger.
Argumenter mod adskillelse af kirke og stat
Kristendommen har i 1.000 år været en del af danskernes selvopfattelse og giver dermed nationen sammenhængskraft.
Når knap 80 % af danskerne er medlem af folkekirken, er det rimeligt, at alle betaler til dens drift.
Hvis folkekirken skal ledes af et råd, vil det resultere i endeløse diskussioner mellem grupperinger og fløje.
En adskillelse kan hylde sekularisering som ideologi, så staten, som i Frankrig fx, blander sig i, om kristne skolebørn må bære kors og muslimske skolebørn tørklæde.
