På gensyn

SYRENERNE DUKKER OP hvert år, uden varsel. Men når de er der, kan du ikke undgå at mærke dem, deres lidt sødlige duft (de indeholder honning) hænger i luften som en hemmelighed, der ikke er til at holde på. Og lige så hurtigt som de kom, vil de forsvinde igen. Som en påmindelse om, at det skønne ikke behøver vare længe for at være virkeligt.

Den ligger stadigvæk og bobler i Thomas Vinterbergs hoved, samtalen med hans hustru, Helene Reinggaard Neumann, teolog, skuespiller, forfatter, fra i går. Royal Run kørte i baggrunden, da han pludselig, der i sofaen i sit hjem i Charlottenlund, befandt sig midt i en snak med Helene om, hvorfor han egentlig elsker Danmark.

Thomas Vinterberg kan og vil ikke lægge sig fast på et enkelt svar. Han elsker selvironien, sarkasmen, solidariteten, men åh, hvor han dog virkelig elsker, når syrenerne blomstrer. Det gør de i maj og nogle uger frem, gerne ind i juni, og der er ikke noget bedre sted i verden end Danmark i maj, synes han. Det minder ham om at være ung og flyvende, cykelture med en mild promille i blodet (i forbindelse med ’Druk’, hans Oscar-vindende film fra 2020, fandt han ud af, at der dør 12 mennesker om året herhjemme af at køre fuld på cykel, så ikke for høj en promille!) og mylder. Den øde provinsby bliver til en by fuld af puls. Og alene den forandring er fantastisk.

Thomas Vinterberg blev selv født en majdag i 1969, og går alt efter planen, bliver han denne maj far for femte gang. Helene er højgravid, og Thomas Vinterberg er tre dage fra at gå på barsel.

Så maj er speciel.

Men den bærer også en stor uretfærdighed med sig. Thomas Vinterberg mistede i 2019 sin datter Ida i en trafikulykke på en motorvej i Belgien. Idas mor havde netop hentet Ida efter et kort ophold i Paris, da en uopmærksom lastbilchauffør torpederede bilen bagfra og dræbte Ida på stedet. Det var den 4. maj.

Men det er ikke derfor, vi er her. Thomas Vinterberg har fortalt åbent om tabet tidligere, og nu har han sat sig for at tage kontrollen over det tilbage. Idas død må ikke reduceres til et narrativ, for det er så meget større end det. Tragedien fylder stadigvæk alle afkroge og porer i Thomas Vinterberg og hans families liv.

Nu er han tilbage i rollen som instruktør og skaber. Denne gang med serien – hans første af slagsen – ’Familier som vores’, som med et alvorligt bagtæppe hylder Danmark og ikke mindst dens ungdom.

POOLEN GLINSER, mens manusforfattere, der alle drømmer om at ramme bare ét Thomas Vinterberg-manuskript i løbet af deres karriere, sidder med fugtige pandebrasker i de tilstødende skrivehytter.

Det ligner på mange måder mere en opskaleret campingplads med dertilhørende fælleshus end et sted, hvorfra nogle af de største film i dansk filmhistorie er blevet til.

Men det er nu her, i Filmbyen i Avedøre på Københavns Vestegn, at produktionsselskabet Zentropa og Thomas Vinterberg de seneste 15 år har flettet sig mere og mere ind i hinanden og skabt film som ’Jagten’ (udtaget til at konkurrere om Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes og nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film) og ’Druk’ (vinder af en Oscar for bedste udenlandske film).

Inden da havde Vinterberg været tilknyttet Nimbus Film. Det var dem, der producerede ’Festen’, den første i rækken af de mange dogmefilm – den yderst velbeskrevne filmbevægelse, som Thomas Vinterberg sammen med Lars von Trier, Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring (dogmebrødrene) startede i 1995, og som satte dansk film på det internationale landkort. (Da dogmesekretariatet lukkede i 2002, var der i alt 212 film registreret som dogmefilm.)

Thomas Vinterberg var blot 28 år, da ’Festen’ fik premiere (uden hans navn blev krediteret under ’instruktør’: dogme nr. 10 ud af 10), hvilket er meget ungt for en instruktør, der ofte bruger årtivis af sit voksenliv på at kravle op ad filmrangstigen. Det var ikke, fordi han var ukendt på det tidspunkt. Da han i 1993 tog sin afgang fra Den Danske Filmskole, var han – i en alder af 24 år – den yngste til at gøre det. Og filmen, han dimitterede med, ’Sidste omgang’, blev endda nomineret til en Oscar for bedste kortfilm. Men festen startede for alvor med ’Festen’, der blandt andet vandt Juryens Pris i Cannes, syv Robert- og tre Bodil-priser og sendte Thomas Vinterberg op i et stjernelag, de færreste er forundt, og som han de seneste 26 år har cementeret sig mere og mere i.

Så naturligt nok er forventninger fra omverdenen altid til at tage og føle på, når Thomas Vinterberg er klar med noget nyt. Det ved han godt. Derfor bruger han også sin tid og sin flid, mere end godt er. Men det kommer vi til.

”Thomas er smurt tyndt ud,” fortæller Sophie D’Souza, producer i Zentropa, mens hun viser Euromans udsendte rundt i Filmbyens klipperum og lydsuiter, hvor der arbejdes på højtryk for at færdiggøre den sidste postproduktion af serien.

I mellemtiden er hovedpersonen selv dukket op.

”Vi skal sidde herinde,” siger Thomas Vinterberg med et mildt smil.

Han er i et råhvidt og beige antræk; åben uldcardigan, T-shirt, shorts og ørkenstøvler. Han har mørkt, højt, velfriseret Playmobil-hår – i instruktørregi er det vel kun Wes Anderson og Bradley Cooper, der kan give hans hårpragt kamp til stregen – og den spæde sommersol har allerede sat sit aftryk i det velstrukturerede ansigt.

Thomas Vinterberg er typen, kvinder godt tør sige til deres mænd, at de finder attraktiv, for i tilfældet Vinterberg er mændene rent faktisk i stand til at lægge deres stolthed (og/eller mindreværd) til side og give dem ret. Lidt ligesom med Brian Laudrup og Brad Pitt.

T-shirten (fra tøjbiksen Boom) falder tæt henover brystkassen, det må være alle de armbøjninger, Thomas Vinterberg er begyndt at lave. Han er blevet bevidst om, at man, når man når hans alder – 55 år – skal begynde at passe rigtig godt på sig selv. Under optagelserne til ’Familier som vores’, med undtagelse af de sidste tre uger, dyrkede han yoga hver morgen. Men nu er det altså armbøjninger og styrketræning i det lokale fitnesscenter. Og skulle du nu sidde og spørge dig selv, om Thomas Vinterberg vil indrømme sin åbenlyse forfængelighed, er svaret entydigt ”ja.”

Barslen er lige rundt om hjørnet, og han er så småt ved at være nede i gear. Han glæder sig til at blive far for femte gang.

Men for nu må han strække sig det sidste. ’Familier som vores’ skal køres i mål.

DET VIL IKKE VÆRE NOGEN overdrivelse at kalde serien Thomas Vinterbergs længste og mest ambitiøse projekt til dato. Han har lavet film, musikvideoer (for Blur og Metallica), teaterstykker, men aldrig før en serie. Og ’Familier som vores’ er ikke bare en serie, som vi kender dem bedst på vores breddegrader. Den er optaget i syv lande (den eneste gang, Vinterberg har prøvet noget lignende, var, da han instruerede den romantiske dramafilm ’It’s All About Love’ (2003) med Joaquin Phoenix og Claire Danes i hovedrollerne), den er allerede solgt til et hav af lande (Studiocanal, der har rettighederne til det internationale marked, ville ikke udlevere en liste over, hvilke lande der indtil videre har købt serien), og i dansk kontekst har den kostet det hvide ud af øjnene. Presset dansk film- og tv-branche eller ej: Det kan ikke være anderledes, når en af landets største instruktører vil prøve sig af i et nyt og omfattende format.

Thomas Vinterbergs metier ligger ikke i twistede thrillerhandlinger eller stort anlagte actionfilm. Han excellerer i durkdreven drama. Fra den ufortyndede intensitet i ’Festen’ til den mere pompøse skønhed – og fald – i ’Druk’ har Vinterberg gennem hele sin karriere udforsket temaer, hvor der altid befinder sig et latent ubehag, noget tabubelagt (incest; at børn rent faktisk også lyver; alkohols dualitet).

I ’Familier som vores’ udvider Thomas Vinterberg sin granskning. Historien går i korte træk sådan her: I et nærfremtidigt Danmark skal alle evakueres, fordi vandstanden stiger hastigt, og det er vurderet for omkostningsrigt og umuligt at forsøge at holde vandet ude. Danskerne, dette vante folk, bliver pludselig flygtninge, og mens nogle har råd – eller netværk – til at købe en ny tilværelse i byer som Paris og London, tvinges andre til at blive en del af statens flygtningeprogram, der sender dem til væsentligt mindre attraktive destinationer. Der er også nogle, der ender midt i mellem: i Finland.

Men altså, familier og venner splittes. Samfundsstrukturer og -institutioner bryder sammen og erstattes af håbløshed og panik. Det handler igen om afsked, temaet, der strækker sig som en lang, flosset silkesnor ned igennem Vinterbergs kartotek.

På vejen ud af Danmark følger vi et virvar af karakterer, men det store omdrejningspunkt, der hvor seriens sande livskraft virkelig ligger – ifølge Vinterberg selv – er i kærlighedshistorien mellem de to unge studenter Laura (spilles af Amaryllis August – ja, den August) og Elias (Albert Rudbeck Lindhardt), der kæmper for at blive genforenet.

”Jeg fulgtes med Ida gennem produktionen af begge ting (’Druk’ og ’Familier som vores’, red.). Og det har nok … eller jeg ved, at det har været med til at gøre ungdomshistorien og -perspektivet centralt. Det var den, der, midt i håbløsheden, gav mig lysten til at skrive videre,” siger han.

’Familier som vores’ er ikke en katastrofeserie, som vi kender fra film som ’2012’ eller ’The Day After Tomorrow’. Der er heller ingen flyvende biler (hvilket også ville være kedeligt i en serie, der handler om flugten ud af et land, hvor vandet stiger). Det er dansk socialdrama med klasseskel, alt er nogenlunde jævnt, dansk og genkendeligt.

Et gammelt ordsprog lyder, at siger man navnet på trolden, tæmmes den. Det, der føles farligt, er det, man ikke kan se eller overskue. Sådan betragter Thomas Vinterberg vandet i ’Familier som vores’.

Vi ser ikke mere end en vandpyt på en tør dag og en oversvømmet kloak. Det eksplicitte er fraværende, det handler mindre om katastrofen og mere om, hvad der sker, når selve idéen om ’hjem’ destabiliseres, forklaret latent igennem de menneskelige relationer. Deri ligger dramaet. Som en skarpt skydende snigskytte går Vinterberg efter både mave og hjertekule.

Det er, som han selv kalder det, ”en katastrofeserie i slowmotion.”

”Det hænger simpelthen ikke sammen, at der skulle komme en massiv flodbølge og vaske landet bort. Og det ville heller ikke føles realistisk, hvis danskerne skulle sidde, blinde for en katastrofe, med vand op til begge ører og lade, som om det ikke er det. Vi, altså os danskere, er teknologisk fremmelige nok til at vide det i virkelig god tid. Og Bo Hr. Hansen, som jeg har skrevet serien med, og mig var enige om at skrive serien ud fra vores opfattelse af, hvad det danske samfund vil gøre, hvis vandet pludselig bliver umuligt at holde ude. Og det er, at der arbejdes med en rettidig omhu, hvor der bliver truffet en beslutning om at tømme Danmark, før vi kommer til at tabe de lavest stående. Vi tror på, at der vil blive handlet på det og sørget for alle i det her lille herred, vi er en del af.”

Thomas Vinterberg fortæller, at han selv syntes, det var en god idé – altså det oversvømmede land og konsekvenserne af det – allerede fra start, da han fik den for syv år siden. At den var ”ren og enkel.” Men anderledes var det med folk omkring ham. Det er nemlig sådan, at når Thomas Vinterberg får en idé, starter en proces: Først giver han den lige lidt tid, og er den der stadigvæk, begynder han så småt at lufte idéen for sine venner. Ingen af dem købte den. De rystede tværtimod på hovedet, det virkede simpelthen for usandsynligt, lod de Thomas Vinterberg vide.

Usikkerheden satte ind, forståeligt nok, når ens netværk, der inkluderer velrenommerede filmfolk, der sætter spørgsmålstegn ved ens idé, men den ville ikke forsvinde, den lå og ulmede, og så begyndte tiden at arbejde for Vinterberg.

”Først kom covid,” fortæller han. ”Og pludselig opstod mange af de scener, vi havde skrevet: fx pressemøderne. I det oprindelige manuskript skulle de fleste danskere også sendes til Kyiv, men så blev Ukraine invaderet. Og siden er der så kommet mere vand på markerne i Danmark, end der er i serien. Temaerne i ’Familier som vores’ er pludselig blevet ekstremt allestedsnærværende for os danskere og ikke bare en skør fantasi. Så serien har gennemgået en udvikling, inden den har ramt virkeligheden.”

THOMAS VINTERBERG HAR IKKE nogen problemer med at tale om penge. Han finder ligefrem samtalen om økonomi interessant – modsat mange andre udøvende kreative, der, hvis de da overhovedet vil tale om det, mest af alt beklager sig over deres mangelfulde finanser.

Og nu skal I kigge væk, altruister, for vi er der, hvor Thomas Vinterberg, provokatøren, der godt kan lide at jage sin mellemstore pegefinger gennem tabuernes bibelpapirstynde sårskorpe, ligefrem indrømmer at have taget arbejde udelukkende for bundlinjens skyld.

”Penge har været en ekstremt vigtig kreativ motor for rigtig mange – inklusive mig selv,” siger han. Hans øjenbryn falder lidt til siden. ”Man må ikke underkende den lammelse, det kan være for mennesker, rent kreativt, at have penge nok – og omvendt den sult, det kan give som kunstner. Det kan være meningsbærende. Det kan være den undskyldning, du har brug for, for at kaste dig ud i et projekt. Det kan have alle mulige forskellige betydninger.”

Der var fx dengang, en direktør for Burgtheater i Wien, det østrigske nationalteater, fløj op til København for at spørge, om Thomas Vinterberg mon kunne tænke sig at opsætte et teaterstykke. Vinterberg svarede, at han ikke anede, hvordan han skulle lykkes med det. Eller jo, på en måde vidste han det godt, for på daværende tidspunkt havde han i 17 år været gift med teaterinstruktøren Maria Walbom, så han vidste, hvad det krævede, og nej, det skulle han ikke nyde noget af, lod han direktøren vide.

Direktøren tog nedslået imod beskeden og vendte næsen hjemad. Men lidt tid efter var han igen at finde i København, og denne gang havde han taget et beløb med. Et stort et. Thomas Vinterberg vil ikke ud med det konkrete tal, men det var i hvert fald nok til, at han takkede ja på stedet.

”Jeg var lige blevet skilt og manglede de penge, så jeg sagde simpelthen ja. For pengenes skyld. Og så havde jeg også et rationale om, at ingen mennesker alligevel ville opdage, hvad jeg lavede i Østrig. Derfor ville det ikke gøre noget, hvis det blev dårligt. Men jeg blev nødt til at tjene de penge.”

Han endte med at skrive og opsætte to forestillinger dernede, herunder ’Begravelsen’, en fortsættelse til ’Festen’, og Thomas Vinterberg smiler bare ved tanken om tiden på de hæderkronede skrå brædder.

”Det endte med at være noget af det mest kreativt givende, jeg har oplevet i mit liv. Det var fucking fantastisk at arbejde med de mennesker på den scene. Jeg fik afsøgt alle mulige ting.”

SÅ JA, THOMAS VINTERBERG går op i penge. Men så var der dengang i Paris i 2017, hvor han alligevel endte med at trække den for langt. Det havde i mange år været en drøm for ham at bo og arbejde i Paris, men nu var bægeret ved at flyde over.

Han havde arbejdet der on/off det seneste halvandet år, fordi han stod i spidsen som instruktør for den ambitiøse, franskproducerede film ’Kursk’, der er baseret på virkelige hændelser og handler om ulykken i 2001, hvor den russiske ubåd Kursk forliste i Barentshavet og tilmed havde et særdeles slagkraftigt cast: Colin Firth, Lea Seydoux, Max von Sydow og Matthias Schoenaerts.

Jobbet havde han delvist taget for pengenes skyld, han var blevet tilbudt ”et svimlende beløb,” og det havde da også været en vild oplevelse langt henad vejen. Men denne gang havde det ikke låst noget kreativt op. Han var udkørt, Paris havde ikke taget imod ham, ligegyldigt hvor mange gange han forsøgte at gå ned på den lokale café for at føle sig hjemme (Paris kan være særligt ond), og nu sad han der, på et hotelværelse i Montmartre, en søndag i en weekend, hvor han ikke havde haft tid til at komme hjem til sin familie. Hans drøm gav ikke mening, og han blev ramt af ”eksistentiel FOMO.” Hvad lavede han der, når hans to døtre, hustru og deres søn Albert på knap seks år var hjemme i Danmark?

Lidt ligesom i en film, hvor to forelskede, der er adskilt fra hinanden, begge kigger op på fuldmånen og forestiller sig, hvad den anden mon laver og funderer over, forsøger Thomas Vinterberg at sætte sig ind i, hvad dem, han savner, sidder og tænker på. Når han kører forbi nogle huse ”et meget trist sted,” kan han heller ikke lade være med at forestille sig, at han bor der. Det er en fuldautomatisk mekanisme i ham.

Thomas Vinterberg kigger ud af vinduet.

”Og der, på det der hotelværelse, var jeg så inde i mine døtres tanker, og jeg kom til at tænke på deres bekymring for verden. Ud af det opstod idéen, eller tankeeksperimentet, som de fleste film i virkeligheden er: at vi alle sammen skulle sidde på et hotelværelse – eller nok det, der er værre – og have det på samme måde som mig, fordi vi ikke behandler vores klode, som den fortjener.”

Vinterberg siger, at han skrev et digt, som han påstår, han ikke kan huske (og hvis han kunne, ville han aldrig læse det højt). Sådan et har han hverken skrevet før eller siden.

”At skrive idéen ned i digtform var nok for at give idéen noget vigtighed. Men i virkeligheden fungerede digtet mere som det spæde plot til ’Familier som vores’.”

Alligevel gik der syv år, før idéen skulle materialisere sig som stort anlagt tv-serie. Sådan er det med Thomas Vinterberg: Møllehjulet svinger langsomt, han tager sin tid. Idéen til ’Druk’, hans Oscar-vindende film fra 2020, opstod i 2013. Det handler om at så nogle frø, fortæller han. Og så mærke efter over tid, om de bliver ved med at spire.

”Det er lidt ligesom at få en kæreste, hvor man tester det hele i starten. Der er jo det med idéer, at det spændende – eller kedelige, om du vil – er, at det er noget, man får. Det hedder jo, at man fik en idé, ikke at man beslutter den. Det er ikke planlagt, det er ikke et valg, jeg har taget. Det er noget, der ligger uden for én selv.”

SOM 12-ÅRIG FIK VINTERBERG den idé – eller måske var det ligefrem en drøm – at han gerne ville være delfinforsker, når han blev stor. Det var ikke, fordi delfiner sagde ham noget ud over den barnlige begejstring, der ofte er forbundet med det lidt eksalterede havdyr. Han drømte om berømmelse, men mest af alt om at komme ud at rejse med sit arbejde, gerne på verdenshavene, og hvilken vej dertil kunne være bedre end at være delfinforsker?

Som du nok kan regne ud, blev det aldrig til noget. Interessen for delfiner var der ikke rigtig, og hvis den havde været der, var den hurtigt forsvundet igen. Men længslen mod verdenshavene og landene, der ligger på dem, varede ved. Og nogle gange udviklede den sig ligefrem til en klaustrofobisk fornemmelse over at være blevet hængende i andedammen, hvor alting hele tiden mindede ham om i går.

”Hvis dit liv kommer til at udfolde sig nogenlunde som mit, vil du på et tidspunkt opleve, at du går ned ad en gade og tænker for dig selv: ’Hold kæft, hvor har jeg gået meget på denne her gade. Jeg kan ikke blive ved med at gå her. Jeg kender nogle der, der mødte jeg en pige, der sad jeg og oplevede det der.’ Og hvor det bliver en kæmpe oplevelse af klaustrofobi fremfor nostalgi.”

Det er godt nok 28 år siden, men derfor glemmer Thomas Vinterberg det ikke. Der stod han, i Kastrup Lufthavn, og afspillede en monoton ’go-dung, go-dung, go-dung’-lyd for sin allerbedste ven. Lyden stammede fra Vinterbergs førstefødte datter, Nanna, som han ville have, at Gbatokai Dakinah, der spillede med i ’Festen’ skulle høre, inden han flyttede til New York, hvor han har boet lige siden.

”Det efterlod mig i mange år med store problemer, at jeg boede i Danmark, mens han boede derovre. Både fordi jeg savnede ham, men også fordi det gav mig en identitetskrise. Jeg følte mig som ham, der blev i Kolding, da alle vennerne flyttede til København. Jeg følte mig udenfor og efterladt.”

Det ville være løgn at sige, at Vinterberg efterfølgende aldrig fik opfyldt sin drøm. Han har arbejdet på flere udenlandske film, og periodevist opholdt sig i længere tid i lande som England, Frankrig og Tjekkiet. Forstå ham ret: Det har været fedt, men var det, som han drømte om, dengang han som 12-årig havde delfiner og verdenshavene glimtende for sin nethinde?

”Drømmen var noget anderledes, end jeg nok forestillede mig. Alene af den grund, at det er sindssygt intensivt arbejde at lave film – også når man bor i udlandet. Man går jo ikke ud og oplever verden undervejs. Man er på sådan et raid, BRRRR!!, hvor man skal have noget hjem, ikk’?”

I dag er spidsen taget af udlængslen, vi er vel faktisk helt nede i bunden af roden ved den. Sådan har det været i nogle år, selvom Thomas Vinterberg ikke kan sætte fingeren på, hvornår skiftet præcist skete. Det gjorde det bare.

”Jeg elsker mit land. ’Familier som vores’ er lavet i stor, stor kærlighed til vores fædreland. Jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg ikke kunne forestille mig at bo andre steder, og jeg er blevet klar over, hvor heldige vi er at have det her land.”

Hvordan fandt du ro i det?

”Jeg ved det ikke.” Han hvisker nærmest nu. ”Det har vel noget at gøre med blandingen af succes, katastrofe og alder. Og jeg kan stadigvæk godt blive ramt af en følelse af udlængsel, men den er på ingen måde et problem, som den ellers har været i mange år af mit liv.”

Har du været rastløs?

”Jeg er rastløs. Punktum. Rastløs og utålmodig.”

Thomas Vinterberg om at gense sine gamle film

”Som udgangspunkt vil jeg sige, at det er som én lang, smertefuld angstreaktion, hvor man hyperoplever det. Men jeg har også haft nogle vilde oplevelser med at have set noget, jeg har lavet for lang tid siden. Hvor jeg bliver rørt og stolt på egne vegne. Det var fx virkelig fedt at gense ’Druk’ og ’Jagten’. Men jeg husker særligt en oplevelse med Ida, et år før hun døde, hvor vi sad og så ’Submarino’ sammen, og hvor vi endte med at sidde der ved siden af hinanden og tude. Jeg sad og græd over min egen film, og hun tog pis på mig over, at jeg gjorde det, samtidig med at hun ikke kunne lade være med selv at græde. Det var et dybt pinagtigt og morsomt øjeblik.”

HVORDAN VIL DET VÆRE, hvis han stopper nu? Thomas Vinterberg har tænkt over spørgsmålet. Bare aldrig i særlig lang tid ad gangen, for han har ikke råd til at gå på pension, der er penge, der skal tjenes, fortæller han.

Men én sommer, det må have været efter ’Druk’, ryddede han bordet og forestillede sig, at han var gået på pension. Han havde lige færdiggjort noget, han kan ikke huske hvad, op til, så omstændighederne passede aldeles godt til det lille eksperiment. Han gav slip på alt – og med god samvittighed, det er altafgørende for, at man kan det, siger han – og lod kun sit hoved fylde med spørgsmål om, hvad hans børn skulle have at spise, hvornår han skulle cykle en tur og sådan nogle små frihedstanker.

Men man kan ikke holde en homo faber nede. Thomas Vinterberg har arbejdet nonstop, siden han var 16 år gammel, hvilket også har efterladt ham med alvorlige hukommelsestab til følge (”har du prøvet det før? At have så travlt over en længere periode, at der er perioder, du ikke kan huske. Sådan har jeg det. Jeg har store sorte huller i min hukommelse”). Efter 14 dage begyndte det at boble indeni. Det var ikke en panik eller en uro, men en længsel, der kom krybende, fuldstændig uforceret og upåvirket af en eller anden filmkontrakt, han havde underskrevet. Han fik bare sådan en lyst til at skrive.

”Det var ret lykkeligt at opleve,” siger han. ”Det var en ægte urfølelse af, at jeg havde lyst til at skabe noget mere. Og så gik jeg i gang med at skrive ’Familier som vores’.”

Men én ting er at skrive, noget andet er at være på set, filmoptagelsens natur er altædende og altopslugende. Det er en intens spidsbelastning, en ”eksplosion i hovedet, hvor man bare pløkker derudaf, fordi det er så dyrt, at det ikke må tage lang tid,” som Vinterberg selv formulerer det. Det var han udmærket klar over inden ’Familier som vores’, – hans 24. produktion som instruktør – og han havde egentlig for længe siden besluttet sig for, at han aldrig skulle udsætte sig selv for den stress igen.

”Det var en beslutning, jeg havde taget før, men efter Ida døde, var det uomtvisteligt, at der skulle ske noget andet. Jeg tror, det blev indlysende, at … alt blev sat i perspektiv af den katastrofe, der ramte vores familie. Jeg blev ramt af et dybtfølt ønske om at foretage mig ting, der giver mening. Og det giver ikke rigtig mening kun at lave noget for pengenes skyld, og det giver ikke mening at have så travlt, at man har svært ved at være i sig selv.”

Han holder en pause og synes at lytte efter sine egne ord, som var de blevet optaget og nu spillet for ham igen. Og så fortsætter han:

”Jeg gik ind til optagelserne af ’Familier som vores’ med den indstilling, at det skulle være anderledes denne gang. Men jeg oplevede meget hurtigt, at det ikke lykkedes for mig. At det var virkelig, virkelig presset – som det altid havde været – at være på optagelse. Det havde jeg virkelig svært ved at være i og acceptere, og jeg prøvede meget hårdt, at … hvad skal man sige … få vendt det rundt.”

Måske var det yogaen, måske var det alderen og erfaringen, i virkeligheden var det nok, da produktionen af ’Familier som vores’ rykkede til Tjekkiet, hvor han kunne vaske tavlen ren og genstarte hovedet. Thomas Vinterberg endte i hvert fald med at nedkæmpe tilstanden af ekstrem travlhed (han vil helst ikke kalde det stress) og finde pusten igen.

”Men altså … det er en kamp, der aldrig ender. Man kan ikke hygge sig igennem en filmproduktion.”

ANEKDOTEN ER FORTALT tidligere i dette magasin, da Thomas Vinterberg senest var på forsiden i 2010 i forbindelse med ’Submarino’, men den er værd at tage med igen, for nu synes den for alvor at gælde i hans virke:

Da Vinterberg var færdig med ’Festen’, og den gik sin sejrsgang, spurgte Ingmar Bergman ham, hvad han nu skulle lave. Vinterberg forklarede, at der foran ham lå den ene og den anden mulighed, men at han ikke havde truffet en beslutning endnu. ”Det är skit,” svarede Bergman. ”Hvorfor det?” ville Vinterberg vide. Og så forklarede Bergman, at der kan ske to ting, når man laver en film. 1: Man laver en fiasko og prøver at redde den bagefter. 2 (og det er endnu værre, mente Bergman): Man får succes og forsøger efterfølgende desperat at opretholde den. Vinterberg ville vide, hvad han så skulle gøre. ”Du skal altid vælge dit næste projekt, før du har haft premiere. Før du ved, om du er købt eller solgt. Så vælger du med hjertet og ikke med hjernen.”

Thomas Vinterberg ved endnu ikke, om ’Familier som vores’ bliver en succes. Serien er udtaget til prestigiøse filmfestivaler i Venedig, hvor den får premiere, og Toronto, hvilket i sig selv siger lidt om dens potentiale. Men ingenting er garanteret. Det er trods alt ubetrådt land for Vinterberg at folde en fortælling ud over syv afsnit à næsten en times varighed.

Til gengæld ved han allerede nu, hvad han skal kaste sig over næste gang. Tidligere i år blev det offentliggjort, at den danske instruktør fortsætter i seriesporet. Han skal nemlig lave en serie over Astrid Lindgrens ’Brødrene Løvehjerte’, den monumentale børnebog, hvor de unge brødre Jonatan og Tvebak mødes i efterlivet, i Nangijala, og bekæmper den onde Tengil og dragen Katla.

Thomas Vinterberg blev godt nok opdraget til at være ”aggressiv ateist.” Som hans farfar fortalte hans far, der fortalte det videre: ”Thomas, der er mindre mellem himmel og jord, end du tror.” Det virkede bare ikke rigtig til at sive ind. For både de eksistentielle spørgsmål, der fylder vores liv, mens vi lever, og hvad der sker efter, har altid optaget Thomas Vinterberg. Det betyder ikke, at han er kristen som sin hustru. Lige nu befinder han sig et sted, hvor han er i gang med at tilnærme sig troen på noget større.

”Jeg har altid været optaget af efterlivet; hvad skal der ske? Måske fordi jeg altid har været bange for døden, hvilket nok er grunden til, at jeg har lavet så mange film om afsked. Og nu har jeg så selv oplevet en helt forkert rækkefølge i det der med død.”

Er du så kommet nærmere, hvad du tror, der kommer efter afskeden?

”Jeg tror på, at døden er en overgang til noget andet … og jeg håber meget stærkt på genforeningen. Hver dag.”

Men først slutter maj, syrenerne tørrer snart ind. Det er okay. For det kommer alt sammen igen til næste år.