Jeg var 23 år gammel, da det gik op for mig, at nu, hvor jeg var blevet et voksent menneske, var det ikke længere passende at skrive ønskelister.
Set i bakspejlet kan det godt ærgre mig lidt, at det skulle tage mig så mange år, men OK, en trøst i den sammenhæng er naturligvis, at jeg kan konstatere, at rigtig mange voksne mennesker tilsyneladende aldrig når frem til den erkendelse, at det er upassende at nedskrive lister med ting, man gerne vil have i gave. Når man altså er et voksent menneske.
Men nu er jeg, syv år senere, igen ved at skrive en ønskeliste til denne jul. Skubbet derhen af et hårdt pres fra mine nærmeste. Hvorfor det er endt på den måde, vil jeg gerne uddybe. Men først vil jeg sige lidt mere om, hvordan det gik til, at jeg så mig så sur på ønskelisterne.
Allerførst skal jeg måske slå fast, at jeg selvfølgelig ikke har noget imod gaver som koncept i det hele taget. Det er en smuk ting mennesker imellem, og der er noget utroligt spændende og på samme tid urovækkende ved selve seancen, hvor en gave åbnes. Nogle gange bliver man rigtig glad, måske endda helt rørt, og andre gange rammes man af en dyb forbløffelse over, at én, man elsker og har nær, har kunnet finde på noget så tosset.
At give gaver er noget, vi mennesker har gjort i tusinder år. I en artikel fra sidste år i videnskabsmediet The Conversation prøver antropologen Chip Colwell at besvare spørgsmålet, hvorfor vi gør det – giver gaver.
Det er der tilsyneladende mange gode grunde til. Fx mener nogen, at vi simpelthen mærker en glæde ved at give en gave. En varmende følelse i kroppen. Andre, fx store tænkere som Nietzsche og Seneca, mener, at det er vores fineste måde at udtrykke, at vi er uselviske væsener på.
Colwell fortæller i artiklen også om essayet ’The Gift’ fra 1925, skrevet af den franske antropolog Marcel Mauss. Heri undersøger Mauss, hvorfor mennesker på tværs af kulturer konsekvent giver ting væk, vi med fordel kunne have beholdt selv.
Mauss identificerer tre elementer i det at give en gave: et) givningen, to) modtagelsen, tre) gengældelsen.
Givningen har vi været inde på. Det føles rart at give. Mauss mener også, at det er en måde at udtrykke ære på. (Her er vi formentlig ude i noget lidt andet end tante-nevø-forbindelsen og mere noget høvding til høvding).
Dernæst er der modtagelsen. Ved at tage imod en gave udviser man, mener Mauss, villighed til at blive vist den ære, det er at blive givet en gave. I selve modtagelsen ligger der altså en generøsitet.
Og så det sidste og måske vigtigste element: gengældelsen. Når man tager imod en gave, siger man samtidig til den anden: ’Jeg har dig en anden gang, gode ven’. Det er indlejret i gavegivningen: forventningen om gengældelse. Og på den måde, skriver Colwell, begynder gavegivningens loop: Man giver og modtager og opbygger og bestyrker undervejs forholdet hinanden imellem.
Til sidst i artiklen skriver Colwell, at man ikke skal læse Mauss’ ord som rygdækning for uhæmmet konsumerisme. Men snarere, at ”des mere meningsfuld og personlig en gave, des mere respekt og ære udvises der.”
Og det er så præcist her, i dette led, at kæden hopper af i vores hyperformaliserede gaveloop. Når man shopper ud fra en nidkært nedfældet liste, sommetider indeholdende direkte links til tingene, efterlades der ikke meget rum til opfindsomhed og personlighed.
Som barn giver det rigtig god mening at ønske sig ting. Et barn kan, af temmelig åbenlyse årsager, ikke bare selv gå ud og købe, hvad det ønsker sig. Det står udenfor pengesamfundet og må derfor knytte sine materielle drømme til andres generøsitet. Desuden er der også det ved børn, at de udvikler sig med lynets hast, og at man som velmenende onkel derfor umuligt kan vide, hvornår skiftet fra legedukke til eyeliner pludselig er fundet sted.
Hvis man som voksen, derimod, mangler noget, kan langt de fleste bare gå ud og købe det, og hvis man ikke på stående fod har råd, må man begynde at spare op. Det er ikke din gamle mors opgave at investere pligtskyldigt i en økologisk bomuldsskjorte produceret i Portugal, bare fordi du ikke har kunnet holde dig lidt væk fra det lokale vandhul.
Desuden er det heller ikke særligt sjovt at modtage noget i gave, man bare har skrevet ned på en seddel. Det er vel egentlig ret åbenlyst, er det ikke? Og så har jeg ikke engang nævnt de mere alvorlige argumenter. Fx det gigantiske aftryk, vi sætter på kloden, ved vores ukontrollerede gavegalskab.
Ja, så derfor, dødfrelst og det hele, stoppede jeg dengang med at skrive ønskelister.
Dogmet, hvis vi kan kalde det sådan, har dog ikke været uden problemer at have kørende. Igen og igen har jeg overfor familien skulle forklare, hvorfor i alverden jeg skal være så mærkelig og sådan på tværs.
Men som jeg altid har sagt til dem: Hvis man virkelig ikke kan finde på noget at give i gave, så kan det måske være, at man slet ikke skal give gaver til hinanden. (En note hertil: Jeg har igennem årene rakt en hjælpende hånd ud til aldrende familiemedlemmer, som gerne vil give en gave, men som har sværere ved lige at regne den ud. Det er noget andet).
Det fedeste af det hele? Jeg har fået nogle fantastiske gaver. Det er selvfølgelig ikke hver og én, der har siddet lige i solarplexus, men langt de fleste har, og vigtigst af alt har gaverne været både overraskende og fyldt med personlighed.
Nå, men presset fra min velmenende familie kulminerede i sommer, da jeg fyldte 30 år. Min svigermor spurgte mig, hvad jeg ønskede mig, og jeg sagde: Svigermor, du ved da, at jeg ikke har nogle ønsker. Hvortil hun så sagde: Måske du skulle til at blive voksen så. Jeg replicerede, at jeg jo sådan set var af den klare overbevisning, at jeg var den voksne i den her sammenhæng. Men jeg forstod godt den underliggende besked i hendes ord: hop af den høje hest, og hjælp os lidt, din stædige starut.
Så her er jeg så, nede fra hesten, færdig med brok og med en liste i hånden. Og den er lang.
Min idé er nemlig, at hvis listen bare er lang nok, så har jeg ingen anelse om, hvad jeg sidder med mellem hænderne juleaften. Og man har vel altid en vis mængde bøger og album og den slags, man vil blive glade for. (Ved præcis optælling har jeg 34 ting på listen).
Da jeg for et par uger siden var på frokostrestaurant med min familie, fortalte jeg dem, hvad jeg var nået frem til. At jeg havde i sinde at lægge dogmet fra mig og skrive en ønskeseddel, som de kunne kaste sig over. Både min mor og søster lyste eksalterede op, som om jeg havde viderebragt dem positive resultater fra en alvorlig endetarmsundersøgelse ved lægen.
Åh, hvor dejligt, sagde de.
Se, hvad vi ellers skriver om: Jul og Gaver
