Thor Farlov: ”Lige så sjovt jeg havde det med at være klassens røver, lige så ked af det har jeg også været”

EN DYB INDÅNDING, og Thor Farlovs hoved omsluttes af det novemberkolde havvand. Et enkelt kontrolleret svømmetag, og det dukker op igen – prustende og gispende efter vejret. Han lukker øjnene og får styr på åndedrættet. Endnu et svømmetag, og så er han tilbage i sikkerhed ved stigen.

Han kravler op fra dybet, småløber på spidserne af tæerne og ind i den 80 grader varme menneskeovn, hvor en gusmester står klar, sprøjtende med æteriske olier og svingende med håndklæder til tonerne af musikalske digtoplæsninger med Jørgen Leth. Det lyder som en parodi på det moderne liv i storbyen, men den er god nok.

Det er onsdag morgen, og Thor Farlov er til en session ’gus’ hos Sauna 85 på Kayak Bar i det Indre København.

”Husk nu at drikke vand, for helvede. Sidst jeg var her, var der en, der besvimede. Jeg hørte så godt nok, at han var kommet direkte fra byen, men alligevel,” fortæller han, da han efter anden runde af ’det varme kram’ sidder på en bænk og forsøger at køle lidt ned.

Jeg tager en tår af mit isvand og spørger, hvor mange gange han har været her før.

”Det er stadig nyt for mig, men i hvert fald 10 gange. Det giver mig en følelse af ro, jeg kan have svært ved at finde andre steder. Jeg er fuldstændig i zonen lige nu.”

Og ro er virkelig ikke, hvad Thor Farlov får mest af for tiden. Der er rigtig mange mennesker, der gerne vil have fat i ham. Det er, som om man ikke kan undgå ham, hvor end man retter blikket hen, hvad enten det er i det traditionelle mediebillede, på YouTube eller på Instagram. Hans tilstedeværelse er hældt ud over alle platforme.

Men det er ikke for ingenting, at opmærksomheden er til stede. Siden Thor Farlov for efterhånden fire år siden valgte, at det skulle være slut med den ’storhittende hoppeboldsduo’ (Farlovs egne ord) ved navn Citybois, har han kæmpet for at hamre sig tilbage ind i din bevidsthed og etablere sig som soloartist i den danske musikbranche. Kæmpet for at slippe af med det store ’X Factor’-mærke, som uomtvisteligt hang på ryggen af ham. Og det er, som om der nu for alvor er ved at ske noget. Det begynder at dufte af det helt store gennembrud.

FØRSTE GANG, jeg mødes med Thor Farlov, er to dage før hans andet studiealbum ’Fri’ udkommer. Han har endnu ikke annonceret det. Det gør han dagen efter på Instagram – hans portal til offentligheden og de cirka 155.000 mennesker, der følger hans liv og karriere på den digitale sidelinje.

Vi har aftalt at mødes på Tekno Eatery – en social kantine på de kreatives højborg, Rentemestervej i Nordvest. Farlov har selvsamme morgen ændret lokation, men fortryder i sidste øjeblik. Da jeg ankommer, lettere forsinket og småsvedig, sidder han med sin signatur-dunjakke fra Stone Island og venter i et afsides hjørne af spiseriet.

Når jeg skriver, at det er første gang, jeg mødes med Thor, er det ikke helt rigtigt. Det er første gang, vi mødes i denne konstellation, men vores veje i livet har tidligere krydset hinanden. Om jeg så fik en pistol for panden, ville jeg dog ikke kunne redegøre for præcis hvor og hvordan. Vi er nogenlunde jævnaldrende, er begge vokset op i København og kender derfor mange af de samme mennesker. Betegnelsen ’bekendte’ er fuldstændig sigende for vores relation, men når man sidder overfor Thor Farlov, kan man alligevel føle, at man har været perlevenner siden barnsben.

Thor Farlov er overfladens spilmester. Han er muligvis den bedste smalltalker, dette land har affødt. Han tager ordet og leverer en forestilling, uanset hvilken situation han bliver sat i.

”Jeg elsker at tale om mig selv, og jeg elsker at være i centrum. Men det betyder på ingen måde, at jeg ser ned på andre mennesker eller føler mig bedre end dem. Jeg har ikke arrogance indbygget i mig.”

Og Thor Farlov indeholder bestemt også det modsatte af overfladen: nærvær og en veludviklet, oprigtig nysgerrighed. I løbet af de første 10 minutters samvær taler vi udelukkende om, hvordan det går mig. Han holder mig fastlåst i et sympatisk jerngreb af en charmeoffensiv, og jeg må kæmpe lidt for at bringe ham ind på sporet.

For snakken skal handle om tiden op til det album, der altså netop to dage senere lander hos streamingtjenesterne. Vi får serveret en popstjerneværdig morgenmad: blødkogt æg, ristet rugbrød med Vesterhavsost og pisket smør, friskpresset appelsinjuice og filterkaffe.

”Jeg drikker faktisk slet ikke kaffe. Jeg kan få sådan helt kriller af det, men nu hygger vi!” siger han og skænker en kop til os begge. Stadig med dunjakken på.

THOR FARLOVS FØRSTE SOLO-ALBUM ’Nye Minder’ udkom i 2020 og gjorde, hvad det skulle, forstået på den måde, at det rent artistisk flyttede ham et nyt sted hen. Han satte med en ny lyd sig selv i respekt overfor dem, der så ham som en ’hoppebold’. Men det var ikke nogen kæmpestor kommerciel succes. Og vigtigst: Det kom ud, mens landet stadig var lukket ned, og han ikke havde mulighed for at spille koncerter.

”Det var helt sikkert et wake-up call for mig, og det fik mig til at indse, at jeg ikke bare kunne gå på vandet, fordi Citybois havde været en succes. Jeg blev nødt til at tage arbejdshandskerne på, hvis det skulle lykkes.”

Da landet igen åbnede, begyndte bookingerne lige så stille at trille ind. Og så var det altså ud at spille på alle de provinsdiskoteker og små scener, som han ellers lige havde taget sin tørn på i Citybois-regi.

”Der var så mange, der spurgte mig: ’Hvorfor gør du det? Hvorfor stoppe noget, der er så succesfuldt?’ Men modstanden gav mig faktisk bare mere blod på tanden i forhold til at bevise, at jeg godt kunne klare det. Da jeg begyndte at spille koncerter alene – selv de gange, hvor der var 26 mennesker på en natklub i Sønderjylland – gav alt mening for mig igen. Stemningen vendte, og jeg havde en fornemmelse af, at det bare var et spørgsmål om tid, før jeg fik et rigtigt gennembrudsnummer.”

DEN 29. JUNI 2023 skulle Thor Farlov spille til Fredagsrock i Tivoli. Han var ikke nervøs – det bliver han ikke længere – men han måtte forholde sig realistisk til, at han stod over for en relativt stor koncert, hans hidtil største i eget navn, og faktisk på daværende tidspunkt havde en del numre med på setlisten, som ikke ligefrem havde kørt i A-rotationen hos P3.

”Jeg kan ikke forklare hvad, men der skete noget, da vi spillede ’Solen op’ … Det var højlys dag, og folk skabte sig, som om de var på en anden planet.”

I den følgende periode begyndte det pludselig at tage fart.

”Vi startede med at annoncere Lille Vega, fordi vi tænkte, det nok var bedst at gå lidt ydmygt til værks. Men de billetter røg på to timer. Og så solgte vi fandeme også Store Vega ud. Derfra troede jeg på det hele. Der gik det op for mig, at den her solokarriere godt kunne blive til noget alvorligt.”

Men vidste du ikke godt, at du ville sælge Lille Vega ud?

”Jooo, eller nej, ik’ lav den der på mig,” siger han og griner højt.

SELVOM DE SIDSTE to år har været med positivt fortegn, har det i den perfektionistiske sangers egen optik ikke været uden skønhedsfejl. I sommeren 2024 udgav Thor nummeret ’Hej’, som blev til i en brandert, en sen nattetime på ’Gården’ – en gammel bondegård i Nordvestsjælland, ejet af rapperen Sivas Torbati. Det er her, hele det nye album og enkelte af Thor Farlovs seneste singler er produceret. Blandt andet altså ’Hej’, der indeholder den famøse første sætning:

Hej, mit navn er TF, lukker du mig ind?

”At ’Hej’ kom ud og gik nummer ét på Spotify, virkede for mig selv rimeligt skørt. Det var på vej ud ad en lidt for fjollet tangent. Jeg må faktisk sige, helt ærligt, at der var en periode tidligere i år, hvor …”

Han trækker vejret ind og overvejer ordene.

”Det blev lidt for useriøst,” siger han hurtigt, som om det flyder ud af munden på ham, med et alvorligt og måske endda en smule opgivende udtryk i øjnene.

”Man må altså ikke tage fejl. Min nye plade er meget seriøs. I bagklogskabens lys er det sådan her, min første plade skulle have lydt, men jeg har haft brug for tid til at finde mine ben som soloartist.”

HVIS DU NOGENSINDE HAR UNDRET DIG over Thor Farlovs til tider lidt franske diktion, er der en ganske simpel forklaring. Thor Blanchez Farlov, som han i sin fulde længde hedder, blev født i Belgien i 1999. Da hans mor, Ulla, var 20 år gammel, forlod hun Danmark for at arbejde på et SAS-hotel i Bruxelles. Det var her, hun en aften mødte Frank Blanchez, der arbejdede på et lokalt trykkeri.

De første år af Thor Farlovs liv foregik derfor i en villalejlighed i en lille forstad nord for den belgiske hovedstad. Det er ikke meget fra dengang, han kan huske. Ikke udover at familien var stor, og at opvæksten i lejligheden var tryg og god.

Men lykken varede ikke ved. 10 år og en skilsmisse senere flyttede Thor Farlov med sin mor og to yngre søskende, Karl og Krista, tilbage til Danmark og startede på ny, denne gang i Gentofte. Lejligheden lå lige overfor det kolossale, rødbrune murstensetablissement Gentofte Skole, hvor Thor Farlov samme sommer begyndte i 4. klasse.

”Jeg kunne ikke finde ud af at udtale bløde D’er. Jeg havde talt dansk med min mor, men når man ikke snakker det i skolen, sætter det sig jo bare ikke rigtig fast. Jeg var en nervøs lille fyr, da vi flyttede tilbage.”

Hvordan havde du det ellers i skolen?

”Når ting ikke interesserer mig, kan jeg slet ikke finde ud af dem. Jeg hadede at gå i skole, men pauserne, dem elskede jeg.”

For der brillerede du?

”Jeg fik altid folk til at grine og skabte en god stemning omkring mig, så det endte jeg jo også bare med at gå mere op i. Men lige så sjovt jeg havde det med at være klassens røver, lige så ked af det har jeg også været, når jeg følte mig udenfor, fordi jeg fik dårlige karakterer. SFO’en har altid været mit sted. Jeg har altid haft et tæt bånd til mine pædagoger, og hvis jeg ikke lavede musik i dag, ville jeg helt sikkert blive pædagog.”

Så længe Thor Farlov erindrer, har han optrådt til diverse fødselsdagsfester og familiesammenkomster. Det første tydelige minde stammer fra den tidlige folkeskoletid. Dengang Michael Jackson var det store idol.

”Vi stod foran hele skolen, mimede og dansede til ’Dirty Diana’. Vi havde det for sygt, men det var, som om folk ikke helt forstod det.”

I tabte?

”Nej, vi kom faktisk i semifinalen. Men der var også kun fire deltagere.”

I SAUNAEN HAR Thor Farlov sat sig et trin ned, der hvor varmen ikke er helt lige så intens.

”Den er grov nu,” hvisker han (det er ilde set at tale højlydt under gusen) og tørrer ansigtet i hånden, så sveden drypper.

Det er sjovt at observere, hvordan Thor Farlov opfører sig i det offentlige og på samme tid ret intime rum, som en sauna jo er. Han har stadig den samme barnlige lethed over sig, som da danskerne lærte ham at kende i ’X Factor’ tilbage i 2015. Det er tydeligt, at alle de andre ’gusere’ ved, hvem han er. Manges øjne falder skiftevis på ham, men det lader til ikke rigtig at påvirke ham. Han blender bare ind. Lader som ingenting.

”Jeg har prøvet en enkelt gang herinde, hvor der var en kvinde, der gerne ville have en videohilsen til sin datter, mens vi var i gang. Så måtte jeg lige trække en streg i sandet og sige ’bagefter.’”

I dag er der ingen, der beder om selfies eller videohilsener i omklædningen. Til gengæld er der et par gamle venner, der lige skal hilses på. F.C. København har samme morgen lanceret en ny udebanetrøje – den er det store samtaleemne – og som en form for ambassadør for klubben har Thor Farlov faktisk allerede fået den tilsendt, må han ydmygt erkende over for sine gamle venner.

THOR FARLOV BOR TIL LEJE i en gammel københavnerlejlighed, med sin barndomsven Phillip. Man entrerer gennem gården, og udenfor lejlighedsdøren bliver man modtaget af et regulært ocean af gummisko. Får man først forvildet sig gennem det, får man adgang til et stort køkkenalrum, hvor man møder nogenlunde samme syn – sko overalt. Et lille, rundt spisebord og to stole er der også fundet plads til, men alt i alt er der forholdsvist spartansk indrettet.

Thor har før boet med sin ekskæreste i samme lejlighed, men siden de for to år siden gik fra hinanden, har det været en drengehule.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Thor Farlov fra en meget ung alder – og jo i nærmest helt fodboldspilleragtige dimensioner – har haft penge mellem hænderne. Jeg forholder ham derfor min undren over, at han stadig bor til leje med en roomie.

”For at være helt ærlig er jeg jo nok bare det, man kalder en klassisk storforbruger. Jeg kan godt lide at bruge penge på mine medmennesker og har måske også i for høj grad gjort det. Lige for tiden tænker jeg enormt meget over det, for jeg er faktisk ved at købe den lejlighed, jeg i princippet kunne have købt mange gange. Der har bare altid været et eller andet i vejen med renten. Men snart er jeg lidt ligeglad, nu skal jeg bare til at eje nogle mursten.”

MANGE AF THOR Farlovs vigtigste venskaber stammer tilbage fra folkeskoletiden. Det var også der, han mødte Anthon Edwards, den anden halvdel af duoen Citybois.

I de mindre klasser havde de to ikke nogen tæt relation, men som teenageårene begyndte at tage form, fandt de lidt tilfældigt hinanden gennem privatfesterne. Thor og Anthon begyndte – måske som et afløb for alle hormonerne – at synge for folk, når de var ude og gøre Gentoftes villaveje usikre i de sene nattetimer. Og altid sang de den samme sang – Bill Withers’ klassiker ’Ain’t No Sunshine’.

Og en dag ringede Anthon Edwards så pludselig til Thor Farlov og fortalte, at nu havde han altså meldt dem til Danmarks uden sammenligning største underholdningsprogram.

Det er næsten 10 år siden, at de med deres energiske optrædener, ungdommelige charme og pivfalske falsetter fra den ene dag til den anden blev nationale kendisser. De var 15 år gamle.

”At vi skulle have den her snak i dag, fik mig faktisk til at tænke over, at jeg aldrig ordentligt har fået reflekteret over det. Jeg har altid haft nogle autosvar, men helt ærligt: Det var så langt ude. Der var ikke en dag, der var normal. Vi gik i niende klasse, og lige pludselig blev vi bare revet ud af skolen. Vi var der kun, når vi skulle lave videoklip til programmet, og ellers var vi i DR Byen. Når vi ikke var, så sagde vi alligevel til skolen, at vi havde lydprøver, og så lå vi derhjemme og så ’Olsen Banden’. Vi kunne ikke overskue det der dobbeltliv. Det var for stort, for skørt.”

KLOKKEN ER 12.30, og det er på tide at genopfylde de udtømte depoter efter morgenens svedige aktivitet. Jeg har spurgt Thor Farlov, hvor han kunne tænke sig at spise frokost, og han har foreslået, at den skal indtages på Restaurant Kronborg. En lille klassisk smørrebrødsrestaurant beliggende i en kælder i Indre By, ikke så langt fra hans lejlighed. Vi får anvist et bord i forlokalet, hvor vi kan sidde i fred og tale sammen.

”Godt at se dig, Thor,” udbryder en kvindelig tjener, da vi er ved at smide overtøjet i garderoben. Eller det vil sige, jeg smider jakken, Thor beholder igen demonstrativt sin på, så jeg siger til ham, at hvis han igen har tænkt sig at sidde med dunjakke på inde på en restaurant, så skriver jeg det altså i artiklen. Og så hænger han jakken i garderoben.

Hvad er det med den jakke?

”Jeg ved det ikke, men nu nåede du jo alligevel at sige det, inden jeg fik den af, så jeg ved, du kommer til at skrive det uanset hvad,” siger han, mens han begynder at skimme menukortet.

Han har stadig solbriller på.

EFTER NIENDE KLASSE og en fjerdeplads i ’X Factor’, begyndte Thor Farlov på det sagnomspundne rigmandsgymnasie Øregård i Hellerup. Selvom det ikke blev til en sejr i talentshowet, var der i kølvandet ikke rigtig nogen tvivl om, hvem de virkelige vindere var. Citybois fik vind i sejlene.

”Da jeg begyndte på Øregård, fik jeg sat en aftale sammen, som betød, at jeg hverken rigtig behøvede at komme i skole eller lave mine afleveringer. Rektor fandt jo hurtigt ud af, at jeg var med i den her gruppe, og ja, jeg havde da lidt fravær, men det var jo også fedt for skolens ry, at jeg gik derude samtidig. Det kunne de godt lide. De havde deres sportsstjerner på Team Danmark, og så havde de mig på Team Bois.”

I sidste ende var det dog ikke muligt at kombinere livet som eftertragtet popprins med det dødelige, som pligtopfyldende gymnasieelev.

”Der bliver brændt penge af, og der er hidsige byture. Lige så lortet Øregård er, lige så sjovt er det også, hvis man holder en form for ironisk distance til det. Men så kommer man også i 3.g, og der ligger nogle større opgaver. Det gik op for mig, at jeg ikke kunne smøre mig igennem. Vi skulle på tour, og hvordan i alverden skulle jeg tage to uger ud af vores tour? Så jeg kastede håndklædet i ringen og droppede ud, men det var en stor forløsning.”

Manuskriptet til fortællingen om Thor Farlov er ikke verdens mest originale af slagsen: En ung kunstner oplever enorm succes med musik rettet en bestemt målgruppe, men får på et tidspunkt brug for at ryste sig fri af forventningerne og realisere sig selv på ny.

Det var mens Citybois var på sit højeste, at Thor Farlov en dag valgte at fortælle sin tidligere manager, Kristian Nyholm, og makker Anthon Edwards, at han ikke længere havde lyst til at være en del af duoen. Der var i lang tid taget tilløb til beslutningen, men det var bestemt ikke noget, der gjorde processen lettere.

”Jeg havde det mærkeligt i den periode. Vi skulle spille et show til ’Zulu Awards’, og lige inden valgte jeg at klippe alt mit hår af og møde op i fuldstændig hvidt tøj. Jeg dansede på et egoistisk drive den aften, og da jeg kom ned fra scenen, var der tre forskellige pladeselskaber, der henvendte sig til mig med tilbud om at starte min solokarriere. Det satte noget i gang i mig.”

Mens Thor Farlov gik rundt og baksede med tanken om at gå solo, havde de netop lagt sidste hånd på deres andet studiealbum ’Bois Forever’. Der var planlagt koncerter langt ud i fremtiden, men da corona kom og gav hele underholdningsindustrien et nyrehug, så han sit snit til at prøve det af. Thor Farlov tog til Los Angeles, hvor han i ledtog med Jens Ole McCoy, en af landets mest anerkendte producere og den ene halvdel af Ukendt Kunstner, begyndte at lege med sin egen musik.

”Og så tog jeg endelig mod til mig og sagde det til dem. Selvom det var virkelig hårdt, har jeg ikke fortrudt det et sekund siden.”

I dag er Thor Farlov signet under manageren Wahid Zaferan hos Fortyfive Records, et underlabel hos Universal Music, som i folden ud over Farlov har netop Ukendt Kunstner, Hans Philip som soloartist, Sivas og Noah Carter.

Anthon Edwards fortsatte til en start med Kristian Nyholm som manager, og spørger man Thor Farlov, har det skabt et af og til uundgåeligt ’os mod dem’-billede.

”Folk elsker at tænke i forskellige dramatiske scenarier. Men det er så fedt, at ingen af os er faldet for det. Jeg ønsker dem begge alt det bedste, og det er også min klare opfattelse, at det går den anden vej rundt. Og det er også rigtigt fedt, hvis vi nu skulle finde på at lave et finurligt comeback en dag.”

IFØLGE PORTRÆTKUNSTENS EVIGGYLDIGE regelbøger skulle det selvfølgelig have været Thor Farlov, der efter frokosten på Restaurant Kronborg kørte bilen, på vej mod ’Gården’, hvor hans nye album er produceret. Men lige for tiden har han ikke kørekort. Hvorfor har han ikke lyst til at uddybe. Arbejdsfordelingen er derfor, at jeg holder rattet, mens han tager sig af jackstikket.

Med os har vi på bagsædet rapperen Mas, med det borgerlige navn Mads Frederik Jensen. Han er ved at udvikle sig til noget, der minder om Thor Farlovs faste makker, når et hit skal eksekveres. I musikkredse er han kendt for at være en ordsmed af fineste karat, og han har de sidste par år etableret sig som et af de mest interessante nye navne i en større bevægelse over mod dybere tekstorientering på den danske rapscene.

I aften skal de lave en sang med en forholdsvis ny artist ved navn Ozzy, som har spurgt, om de ikke vil bistå ham på et nummer til hans debutalbum.

”Jeg er nået til et punkt, hvor jeg også bruger en del energi på at bakke andre op i deres drøm. Jeg har alligevel været en del af musikbranchen i 10 år nu. 10 år! Så synes jeg godt, man kan begynde at give lidt tilbage. Jeg har haft så mange gode mennesker omkring mig, og sådan en figur vil jeg også gerne være for andre.”

På motorvejen hører vi utallige numre, der endnu ikke er udgivet. Blandt andet en sang, som netop de to, Thor Farlov og Mas, har lavet sammen.

”Synes du ikke, vi skal smide den til januar, Mas? Jeg vil så gerne have den ud, men den drukner bare i julelisterne, hvis vi dropper nu.”

Der bliver udvekslet releasestrategier, featureplaner og festivalbookinger. Det går godt.

EFTER EN TIMES KØRSEL ankommer vi til det hesteskoformede landsted, hvor rapperen Sivas bor. Bygningen ligger indhyllet i sne, og i vinduerne kan man fornemme silhuetter, der bevæger sig rundt i det bløde, orange lys. Da vi træder ud af bilen, mærker man allerede ude fra gårdspladsen, hvordan bassen dunker indenfor.

Den ene længe er indrettet som et gemmested for musikere. Her kan de udleve den kunstneriske feberdrøm om at komme lidt væk fra det hele og bure sig inde i en kreativ boble. Her er køkken og spisestue, og i forlængelse heraf et fuldt udrustet musikstudie. Ovenpå er der fem soveværelser til dem, der skulle gå kolde i processen.

Når Thor Farlov laver musik, kan han bedst lide at være uforberedt. Der må ikke være for meget, der er planlagt på forhånd, og det hele skal gerne komme organisk. Derfor er det også vigtigt, at han kan lide dem, han gør det med. Det starter som regel med, at en producer spiller noget, Thor Farlov begynder at synge henover det, finder en melodi, og frem og tilbage leger de sig, som et spil pingpong, hen imod noget, der til sidst ender med at være en færdig sang.

I STUDIET begynder der at lugte af testosteron. Over højttalerne brager punchlines, der skal få de andre til at nikke med hovedet, samle munden og rynke brynene i anerkendende ansigtsudtryk.

Det kan være svært at finde hullerne i osten hos Thor Farlov. Alt forekommer let som en leg. Hans nye album er blevet godt modtaget, han har masser af ny musik på vej, og til april skal han spille sit livs koncert, når han indtager K.B. Hallen på Frederiksberg. Helt alene.

Måske er det også bare det, der er med Thor Farlov. Tingene er ikke nødvendigvis så komplicerede. Han charmerer sig gennem tilværelsen, som lige nu på fornemmeste vis betaler ham tilbage og bliver ved med at give ham flere af de byggeklodser, som han langsomt men sikkert stabler oven på hinanden i jagten på sine ambitiøse mål. Siddende i et par gråmelerede sofaer uden for studiet spørger jeg derfor: Hvad er egentlig det værste ved at være Thor Farlov?

Det er første gang, jeg har præsenteret ham for et spørgsmål, hvor der ikke falder et svar med det samme. Han læner sig tilbage, nærmest lægger sig ned, og indtager en tænkende mands position. Kigger op i loftet.

"Jeg tror, det er, at jeg stadig er for afhængig af andres anerkendelse. At jeg stadig alt for gerne vil please alle mennesker og holde alle mulige bolde i luften på samme tid. Jeg er blevet markant bedre, men jeg har sgu stadig ikke rigtig fundet ro endnu."

Hvad er det, du har så travlt med?

”Jeg skal op på toppen. Jeg vil gerne efterlade alle med et smil. Selv dem, der ikke kan lide mig, skal få et smil på læben til mine koncerter. Toppen for mig er, at jeg kan blive ved med at skabe glæde. Jeg skal helt derop, hvor det ikke er for sjov. Helmig-drømme, du ved, og vi ses jo også til den tid.”

Hvad mener du?

”Ja, der er jo en selvbiografi, der ikke skriver sig s…”

Døren til studiet går pludselig hurtigt op, og Ozzy stikker hovedet ud. De andre er på vej til den lokale købmand, og han skal lige høre, om Thor Farlov skal have noget med.

”Ja tak, bare Vodka og Redbull,” lyder svaret.