Peter Hummelgaard har hele livet holdt på en stor hemmelighed: ”Meget af det er forbundet med skam”

Du har en bog på vej, Peter, en meget personlig bog. Kan du mærke en vis nervøsitet i den forbindelse?

”Ja, klart. Den begyndte jeg at mærke fra det øjeblik, jeg besluttede mig for at skrive den.

Den beslutning traf jeg under erkendelsen af, at hvis jeg skulle løfte den her samfundsdebat, så var jeg også nødt til at dele en del af min egen historie for at få ørenlyd.

Som justitsminister kan man godt sætte sig og ned og skrive en kronik eller komme med et udspil om vold mod børn. Men hvis vi skal have en bred og engagerende samfundssamtale, så er der nok behov for, at jeg også fortæller min egen historie.”

I ’Der er noget, vi skal tale om’ fortæller du for første gang offentligt, at du er vokset op i et voldeligt hjem. Du beskriver, hvordan din far udsætter din mor for vold foran dig. Hvordan du bliver rusket i, lander oven i de tomme glasflasker og får blå mærker. Dine psykiske mén giver dig så kraftige mave-smerter, at du bliver indlagt. I bogens anslag formulerer du, at du får fysiske tics om øjnene, mens du skriver om det. Hvordan er det at tale om nu?

”Det er ikke rart. Men … Det er virkelig ikke rart. Det meste af mit liv har jeg ikke lavet andet end at gemme den historie så langt væk som over-hovedet muligt.

Desværre må jeg sande – efter jeg har dykket ned i tallene på området – at jeg er mere gennemsnitlig, end jeg selv troede. Samtidig betragter jeg mig selv som meget privilegeret og heldig med min bagage in mente, fordi jeg, i modsætning til så mange andre, havde omsorgspersoner i min nærhed – min mormor og morfar, min moster og onkel – som kunne gribe ind.

Og så var jeg heldig at møde de rigtige skolelærere. Det er det langt fra alle, der er.”

Hvorfor skal offentligheden have indblik i den her del af dit liv så relativt langt inde i din politiske karriere?

”Jeg har aldrig haft nogen forestilling om, at jeg ville have et behov for at dele det her. Det har været med til at skabe noget indignation og noget brændstof i mig som politiker. Men jeg har ikke haft behov for at dele, hvor det specifikt kommer fra.

Når jeg alligevel gør det, er det for det første, fordi jeg synes, jeg som justitsminister kan se nogle sammenhænge, der er dybt foruroligende. Uanset hvor jeg kommer hen i vores fængsler, arrester og sikrede ungdomsinstitutioner, er det de samme historier, der går igen: at dem, der sidder der, har lært voldsparatheden et sted fra, og det er ofte i voldelige hjem.

For det andet er min erkendelse, at det at være politiker og minister er et privilegie, der forpligter. Men det er kun til låns. Jeg vil virkelig gerne nå at rykke noget på det her område, mens jeg har den største og mest relevante megafon, man kan forestille sig – som justitsminister. Derfor bryder jeg min selvpålagte tavshed nu.”

Er der nogen i din nærhed, der har skubbet dig i retning af at fortælle din historie nu?

”Det har min hustru i høj grad. Men jeg har også først delt mange af de her ting med hende meget sent.”

Hvorfor?

”Meget af det er forbundet med skam. Jeg har aldrig haft et ønske om, at nogen skulle have ondt af mig. Især fordi jeg, som nævnt, er meget bevidst om, at jeg er en af de heldigere.

Noget andet, der for alvor også skubbede mig, var et møde, jeg havde med otte børn og unge, der er vokset op i voldelige hjem. De fortalte helt åbent og ærligt om det. Meget nøgent. Det slog benene væk under mig.”

Peter Hummelgaard Thomsen

(f. 1983) Justitsminister og folketingsmedlem for Socialdemokratiet. Opvokset i Kastrup på Amager. Hans far var bagage-medarbejder i Københavns Lufthavn, og hans mor var rengøringsassistent.

Hummelgaard er uddannet jurist, og fra 2008 til 2012 var han formand for den socialdemokratiske ungdomsorganisation, DSU.

I 2015 blev han for første gang stemt ind i Folketinget. Da Socialdemokratiet genvandt magten i 2019, blev han beskæftigelsesminister, og siden SVM-regeringens fødsel i december 2022 har han været justitsminister. Da der svirrede rygter om, at Mette Frederiksen var på vej til at tage imod et topjob i udlandet, blev

Peter Hummelgaard nævnt som et af de varmeste bud på en ny S-formand og statsminister.

Hans selvbiografiske debatbog ’Der er noget, vi skal tale om’ udkommer på Gyldendal 27. november. 

I bogen skriver du, at du sad og følte, at du ikke kunne give dem et svar på, hvad du havde tænkt dig at gøre ved det. At du var utilstrækkelig?

”Ja. Men jeg tror også bare, at mødet med børn, der er opvokset i voldelige hjem, efter vi ved lov har afskaffet revselsretten (i 1997, red.), var så stærkt. Det ramte mig hårdt, fordi jeg kunne genkalde mig meget af det.

Det ville have været helt ved siden af, hvis jeg skulle sidde over for dem med politikerhatten på og sige, at nu kommer der også et initiativ lige om lidt. I stedet overgav jeg mig til dem og delte min egen historie.”

Hvordan føltes det?

”Jeg blev meget berørt. Pludselig skulle de sidde og rumme, at jeg fik tårer i øjenkrogen. Selv når jeg sidder og snakker med dig nu, er det ikke en snak, jeg har den helt store lyst til. Det er ubehageligt.”

Om socialdemokratiske politikere ved man, at Kaare Dybvad er fra Holbæk, Mattias Tesfaye er murer, og at din far arbejdede i lufthavnen i Kastrup. Har du nogensinde haft kvababbelser ved at bruge din far som politisk kapital, når han forvoldt dig så meget skade?

”Nej. Det har jeg ikke. Min historie er jo min historie, og den er mange-facetteret. Og det er en del af min historie, at jeg er vokset op i et miljø, hvor rigtig mange arbejdede på Danmarks største arbejdsplads, og det skabte et helt særligt lokalmiljø og sammenhold. Det gjaldt ikke kun min far, men også min stedfar, morfar, min farfar, min mor og min onkel. Men det har nogle gange været lidt mærkeligt, når min fars historie har været dyrket, at jeg jo ikke har kontakt til ham.”

Ved din far egentlig, at den her bog udkommer?

”Nej.”

Hvad har overvejelserne været i den forbindelse?

”De har været mange. En del af de faser, jeg har gennemgået i skrive-processen, har været i hvilken udstrækning, jeg skulle føle skyld over for dem, som nu bliver en del af en fortælling, der for mig at se handler om at prøve at få rejst en vigtig samfundsdebat. Omvendt er jeg også nået til den erkendelse, at jeg ikke skylder ham noget.”

Hvad med din mor? Det er også hendes historie.

”Jeg har fortalt hende om det. Vi har stadig til gode at se, hvordan det hele rammer Danmark. Men hun har grundlæggende bakket op om, at der er et behov for at tale om det her.”

Til Vice sagde du i 2016, at din største fortrydelse er, at du ikke gjorde mere for at redde forholdet til din far, mens det var muligt. Hvad skulle du have gjort?

”Det har jeg fuldstændig glemt, at jeg har sagt. Det afspejler nok, at der er et stort element af selvbebrejdelse i det her. For hvordan kan det både være sådan, at der ikke er en eneste celle i min krop, der har lyst til at have kontakt med ham, samtidig med at jeg ikke kan slippe tanken om, at det måske også var min egen skyld? Måske var jeg for flabet? Måske havde min mor også så tilpas lidt styr på sit liv?

Men jo ældre jeg er blevet, og særligt efter jeg har fået børn, kan den tanke simpelthen ikke ligge mig fjernere. Da jeg var yngre, havde jeg svært ved ikke at tænke, at jeg selv bar et ansvar. Det, ved jeg nu, simpelthen ikke er rigtigt. Det gør man aldrig nogensinde som offer for den slags, og slet ikke når man er et barn.”

Du har selv to piger. Hvordan har din opvækst præget dit forældreskab?

”Jeg havde meget dybe bekymringer, da min hustru blev gravid første gang. Jeg var både nervøs og bange for, hvordan jeg selv ville komme til at være som far. Hvordan kommer jeg til at håndtere bestemte situationer? Kan jeg give den tryghed og omsorg, ethvert barn har ret til? Det må jeg heldigvis erkende, at jeg kan.”

I bogen skriver du også, at ’hverken underboer, overboer, dem i naboopgangene eller folk ude på Kastruplundgade kan have været i tvivl om, hvad der foregik oppe i den lille lejlighed på anden sal.’ Hvad skulle de under- og overboer konkret have gjort anderledes dengang?

”Når jeg skriver det, er det mere for at konstatere, hvor højt der blev råbt, og hvor meget tumult der var.”

Jeg spørger, fordi du bogen igennem appellerer til, at vi som civilsamfund skal gøre mere for at hjælpe vores børn – at vi lader tvivlen komme børnene, og ikke forældrene, til gode, hvis vi ser noget, vi synes virker mistænkeligt. Hvad er det konkret, du og jeg skal gøre anderledes?

”Når vi – ud fra de sparsomme undersøgelser, der er lavet – kan se, at hvert femte barn i Danmark vokser op med vold i hjemmet, spiller det en stor rolle, at dem, der udøver volden, er klar over, at de bliver set, hørt og konfronteret med det.

Selv det at gå hen og banke på, når man hører, at der foregår noget, og spørge, om man må låne en kop sukker, kan gøre en stor forskel. Eller lige spørge: ’Er alt okay hjemme hos jer?’

Jeg var så heldig, at min mormor og morfar boede i naboopgangen. Og i min barndom var det dem, der reagerede, når de hørte noget. I bogen citerer jeg Peter Mygind, der sagde noget meget klogt, da han var til et møde herinde om noget helt andet: ’Vi skal være bedre til også at være gode forældre for vores børns venner.’”

Har du nogensinde selv brudt ind eller ligefrem indberettet nogen?

”Jeg har aldrig underrettet nogen, men jeg har to gange brudt ind: en gang, hvor jeg så en mand, der var åbenlyst beruset og hev sin kæreste i håret og råbte og skreg af hende. Jeg konfronterede ham og sagde, at hvis han ikke stoppede lige med det samme, ville jeg ringe til politiet. Han gik i vrede, og så talte jeg kortvarigt med den grædende kæreste.

Den anden gang så jeg en far, der gav sin søn en lussing. Jeg gik over og sagde, at det der måtte han under ingen omstændigheder gøre. Faren blev så påvirket af det. Ked af det. Han skyndte sig at sige undskyld til sin dreng og forklarede mig det ene og det andet. Det er jo fra de kloge mennesker, at jeg har budskabet om, at vi allesammen skal gøre mere. Men det var også min egen oplevelse, at det satte så mange tanker i gang hos faren, at det måske kan have gjort en stor forskel på den lange bane.

I begge tilfælde var jeg ret ung, og i dag ville jeg ønske, at jeg havde gjort mere for at følge op på det bagefter, både over for barnet og partnervolden. Jeg fortryder især, at jeg ikke ringede og anmeldte partnervolden til politiet i samme øjeblik.”

Du mener, at vi skal rykke bagatelgrænsen for, hvornår vi bryder ind. Hvis du nu efter en lang og besværlig arbejdsdag stod nede i Netto med to skrigende unger og kom for skade at hive lige hårdt nok fat i armen på den ene. Skulle folk så, som du skriver, lægge berøringsangsten til side og konfrontere dig?

”Ej, nej, jeg ved alt om, hvor kaotisk en sen eftermiddag i Netto kan være efter en dag i daginstitutionen. Men alle mennesker kan se forskel på almindelig opdragelse af trætte børn og forældre, der bruger vold. Jeg har meget stor tillid til, at alle danskere kan skelne. Og jeg synes egentlig ikke, at det tåler sammenligning.”

I ’Der er noget, vi skal tale om’ peger du også spotlyset i retning af de muslimske indvandrermiljøer, hvor vold mod børn er overrepræsenteret. Har du selv følt en berøringsangst over for den gren af problematikken?

”Jeg ved ikke, om jeg selv har. Men i mit arbejde med den her bog, er der mange ting, der har overrasket mig. Jeg vidste godt, det var et problem. Og at folk, der vokser op i voldelige hjem, oftere selv bliver voldsparate. Men det er kommet bag på mig, hvor stort problemet er.

Og når jeg sidder her på mit kontor i Justitsministeriet og ser, hvordan mænd med ikke-vestlig baggrund er overrepræsenteret i voldsstatistikkerne, i vores fængsler og så videre, er min tese, at det også skyldes, at de vokser op i hjem og miljøer, hvor vold er en meget mere integreret del af opdragelsen.

Det er jeg blevet bekræftet i, også i de samtaler, jeg har haft med dem, der i årenes løb har forsøgt at sige det til os, men hvor vi aldrig har fået den fornødne debat. Geeti Amiri, Ahmed Mahmoud, Yahya Hassan, Yaqoub Ali, Nedim Yasar og så videre. De har solgt massevis af bøger, men kernen af debatten er udeblevet.”

Hvordan kan det være, tror du?

”Enten fordi vi som samfund ikke har evnet at forbinde prikkerne. Eller fordi vi synes, det er en svær diskussion at have. At der findes miljøer, hvor børn bliver udsat for mere vold i opdragelsen end andre steder. Og hvordan håndterer vi det?

Når jeg taler med folk, der arbejder med det her, siger de: ’Pas nu på, du ikke vader direkte ind i at blive beskyldt for racisme og etnisk profilering.’ Og det er heller ikke mit ærinde. Men vi bliver jo nødt til at tale ærligt om, hvor problemerne er størst.

Nu forsøger jeg at tage tyren helt ublu ved hornene. Mest af alt for børnenes skyld, men i virkeligheden for vores alles skyld. Fordi volden reproduceres.”

Som dreng blev du selv indlagt med mavesmerter, og du fik mulighed for at fortælle en psykolog, hvad det var, du gik og havde så ondt i maven over. Hvorfor gjorde du ikke det?

”En af grundene til, at det er så svært at få konsoliderede tal på det her område, er, at de fleste børn er loyale over for deres forældre. Der skal rigtig meget til, for at et barn bryder loyaliteten over for forældrene. Det gjaldt nok også for mig.

Derudover var jeg gammel nok til, at jeg var bevidst om, hvad det var for en dominoeffekt af begivenheder og samtaler, jeg ville sætte i gang, hvis jeg delte mine oplevelser med en psykolog. Og det kunne jeg simpelthen ikke overskue. Så var det nemmere bare at gemme det væk.

Vi skal være bevidste om, at vi ikke kan presse et barn til at skabe uro og opbrud i sin egen familie. Det er også derfor, at lovgivning og hårdere straffe ikke er nok: Det omkringliggende samfund skal også blive bedre til at gøre en forskel.”

Håber du, at din far kommer til at læse din bog?

”Æhm. For at være helt ærlig … Det er jeg lidt ligeglad med. Det, jeg til gengæld håber, er, at flest muligt vil læse den. Jeg ved godt, at mange medier vil komme til at dvæle ved bogens prolog, hvor jeg deler fragmenter af min egen historie.

Men jeg håber, at det, der står tilbage, er bogens egentlige budskab: at vi har et samfundsproblem, der er alt for stort og trækker tråde til problemer, der kun vil vokse sig større i fremtiden, hvis vi ikke gør noget.”

Skal en mor i Gellerupparken så i fængsel, hvis hun er bevidst om, at faren slår deres barn, uden at hun bryder ind? Eller hvor høj skal straffen være?

”Strafferammen har jeg ikke på forhånd besluttet mig for.”

Hvordan skal det håndhæves i praksis?

”Bevisbyrden vil selvfølgelig være vanskelig. Men lad mig give et eksempel: Man kan forestille sig, at en hel familie er sammen om at udøve social kontrol og undertrykke familiens unge teenagepiger. Og at det ikke bare er faren og moren, der slår dem, men at onkler og tanter også bidrager til at lukke af omkring dem. Så vil det være helt nærliggende, at det vil falde ind under den her bestemmelse.”

De skal vel også straffes, hvis de bare er bevidste om, at det sker, men ingenting siger?

”Det vil de også skulle, ja. Og den bevisbyrde vil skulle løftes. Det kan selvfølgelig være vanskeligt, men det er desværre et nødvendigt skridt at tage.

Det er 19 procent af drenge med anden etnisk baggrund, der i en stikprøve fortæller, at de er blevet udsat for grov vold i hjemmet. For etnisk danske drenge er tallet 9 procent.

Jeg ved godt, at det er kontroversielt og rejser mange spørgsmål, og det hilser jeg velkomment, men vi bliver nødt til at være bedre til at beskytte de piger og drenge, der vokser op i de områder.”

Vil det ikke risikere at afholde pårørende fra at anmelde den faktiske voldsudøver af frygt for, at øvrige familiemedlemmer – det kunne være voksne storebrødre – også bliver straffet? Dermed skaber man miljøer, der lukker sig endnu mere om sig selv?

”Det, synes jeg også, er et rimeligt kritisk spørgsmål. For det kommer selvfølgelig ikke uden omkostninger. Omvendt kan vi se, at der stort set ikke bliver underrettet noget som helst i dag.

Håbet er selvfølgelig, at det her vil løsne op for den tavshedskultur, der eksisterer. At det kan flytte nogle grænser og stille nogle spørgsmål i de her miljøer. At få lært mange af de her familier, at opdragelse ved brug af vold er forkert og ulovligt.”